See op til det hellige Varselstegn,
min Fædreneby, og mindes,
hvad Sokrates’ Ven i en guldrig
Egn har fundet, i Kamp kan vindes.
Han famled sig frem med sin fattige Hær,
titusind trætte Hellener,
og hvor han hviled sig paa sit Spær,
beskued den brave Athener
de Asiens Stæder med Marmorkind,
sminket med Regnbufarver,
de blinked i Sol- og Maaneskin
og aad omkring sig som Larver.
Han saae paa enhver og sagde glad:
Barbaren har sine Guder!
En herlig bygget, lyksalig Stad,
om ikke mod Fald den luder.
Saa saae han ogsaa den sunkne Mur
af Tidsel og Svamp begroet,
Sjakalen yngled i Kjeldrens Skur,
Utysket Salen beboed.
Da sagde han: Her Frihed ei
og Retfærd haver havt hjemme,
for Tyvegreb og for Røvervei
det Folk kun haver havt Nemme.
Saa sagde han, thi denne Mand
i Arv fik fra sin Mester
den Splint af Korset, som forsand
Guds Lov i Hjærtet fæster.