Man siger, at det Værste vel
en Levende kan faae at friste,
er, naar han hænges paa en Pæl
udspilt i Reb, som ikke briste.
Der var en Mand, det som en Drøm
er nu, det er saa længe siden,
og den Gang var man mindre øm,
det har vel ligget saa i Tiden.
Man fandt, af Pinen kun en Brøk
han fik, om han i Reb blev strammet,
thi gjennem Haand og Fod en Pløk
man med en Smedehammer rammed.
Hvor ondt det gjør, vel ingen kan,
ei heller de, der gjør det, vide.
Der skal Erfaring til, og han,
der selv erfor det ved at lide,
han sagde da: Forlad dem, Fader,
ei, hvad de gjør, de vide selv.
Af samme Grund nu Gud forlader
os al den Søl af Syndens Elv.
Det troer vi cnristne Folk og veed,
hvor Herrens Aand er, der er Frihed.
Den mangt forsaged, mens den led,
men holdt paa eet — O ja, paa Frihed!