Frihed! Bliver den paa Jorden funden? —
Sjælen som en Tempelsal,
høi og luftig, lys og sval,
Hjærtet varmt og trofast, rent til Bunden,
rigt som Kroesos’ gyldne Hal.
Kjender du de Ting, og troer du paa dem?
Har du, naar du saae din Ven
blive store Aanders Svend
og faae Kunstnergrebet til at naae dem,
selv holdt Faklen for ham hen?
Har du, naar du saae din Fjende tage
Skatten, du ei kunde naae,
og imellem Rigmænd staae,
for han fik den, hilst ham uden Klage,
glad for Skatten var at faae?
Har du, naar en Ræv din Gaas har hentet,
tænkt, han er en fattig Mand,
Sult fornam hans hvide Tand?
Har du, naar en hel Flok Gjæs skreg, vented
venlig, til de fik Forstand?
Har du, naar du ikke kunde sove,
hørt en Hund som en Besat
gjøe den lange Maanskinsnat,
og saa prist dens Iver i at love
Nattehimlens blanke Skat?
Det er Sagen. Det er Modpartiet,
om hvis Frihed spørges her.
Tro, din egen gjemmes der.
Kan du, da er du til Fanen viet,
veed engang, hvad Frihed er.