Døden er tung. O, kom den med Fred
i en god Stund her paa min Pude,
med min Elskedes Haand i min og med
klart Syn paa Guds Engle derude.
Vel nok. Men min Krog er et fattigt Skur,
hvor Kampens Krone jeg glemmer.
Nei, hellere knust i den bragende Ur
af Himmellegemers Lemmer.
Hellere see med knækkede Hjul
Solkjærren kjørt imod Bommen,
og Jorderig baade bleg og gul
af Rædsel at lytte til Dommen.
Ei for intet det kaldes den store Dag,
da sees det, hvad Kjæmper der due.
Da vinder min Skaber det store Slag,
hans Seier jeg gad dog skue.