Om Børnetugt.
Om Børnetugt.
D. J. Juvenals fjortende Satire
i det danske Sprog oversat.
i det danske Sprog oversat.
Der er adskillig ond Bedrift,
Hvorved en Ære tabes,
Hvorved den bedste Dydens Skrift
Som ved en Klak vanskabes.
Om Haand og Pen jo holder:
At Sønnen bliver til et Skarn
En Fader selv forvolder.
Naar Børn de Gamle seer udi
Et Kort- og Brætspil hænge,
Strax er de Spillemænd deri,
Og slaar paa samme Strenge.
Tænk, spiller Pogen, medens han
Endnu er spæd og liden,
Hvad bedre Tanker skulde man
Da faa om ham med Tiden.
Har Faderen, den gamle Nar,
Hans Gane villet vise,
Hvad nydeligt og lækkert var
Fornemmelig at spise;
Har han den unge Smag og Lyst
Vant til at være kræsen,
Og efter Syltetøj, samt Frugt
Og Vildt at spidse Næsen,
Da, naar den Glut er otte Aar
Og nys har fældet Tænder,
Hvis han ej Lækkerbidsken faar,
Han snart af Skindet render.
Sin Faders gamle Kjøkkensvend
Han ikke kan forsage,
Om tusend Tugtemestre end
Ham derfra vilde jage.
Hvoraf hans Søn kan lære
Med Sindighed en liden Fejl
Og Brøst at overbære?
Betænker han, at Herrens Been
Hos Tjenerens er taget?
At hin og denne Mynt af en
Naturens Malm er slaget?
Han lærer jo, den Busemand,
Paa Bøddelviis at herske,
Hans Hjertens Glæde er, at han
Et fattigt Skind kan tærske:
En Nattergal er ej for ham
Saa sød, som Pryglens Stemme.
Til sine Folk at kæmme.
Da lykkes først hans Tyranni
For ham, naar en og anden
For et uskyldigt Tyveri
Skal brændes udi Panden.
Tænk, naar den unge hannem seer
Saa haard mod en Misdæder;
Hvad Under da, at denne leer,
Naar andre Stymp’re græder?
Hvo vil en ærlig Mand vel spaa,
At han ej Hanrej-Horn skal faa?
See, om hun skal opregne
Sin Moders Lefle-Brødres Tal,
Da ere de saa mange,
At hun sin Aande drage skal
Vel fyrgetyve Gange.
Hun selv jo i sin Barndom gik
I Skole hos sin Moder
Og Mønster udaf hende fik
Paa alle Elskovs Noder;
Hun saae, hvad hendes Moder skrev,
Hun nu det samme skriver,
Og til Befordring hun sit Brev
Saa gaar det af Naturen til
At, som Forældre ere,
Saaledes allersnarest vil
De unge ogsaa være:
Hvad Sønnen af sin Fader seer
Som af sin Læremester,
Det da saa meget desto meer
Hos hannem Rødder fæster.
Jeg nægter ej, Naturen saa
Jo somme Børn omstæmpler,
At de med Afsky træder paa
Forældrenes Exempler;
Men derimod den samme Trold,
De samme Udyds-Farver,
Som staar i deres Fædres Skjold,
De fleste gjerne arver.
Du da, som Fader est, see til
Du flyer onde Sæder,
At ej dit Barn, som gjerne vil,
I dine Fodspor træder;
Dig møder allevegne,
Men at det er i Verden rart
En Cato at begegne.
Lad i dit Huus ej dine Smaa
Det mindste see og høre,
Hvorover de forarges maa
Og lade sig forføre;
Lad Skjøgen ikke have Gang,
Hvor dine Døtre ere;
Lad Drukkenboltens Horesang
Fra dig forbandet være.
Og gaa for Børn tilside.
Hvad du begaaer, det maa ej de
Tillige see og vide.
Tænk ej, hvad ligger derpaa Magt?
Mit Barn er jo umyndigt?
Tag dig saameget meer i Agt
At gjøre noget syndigt.
Thi om du seer din Søn begaa
Med Tiden grove Laster;
Om han din Ondskab slægter paa,
Ja værre sig formaster;
Hvad Ret og Ære har du da
Imod hans Fejl at mukke?
Og udi Testamentet fra
Hans Arv ham udelukke?
Hvor kan du dristig skjende paa
Hans Forholds onde Lader?
Hvad Frihed har du til at staa
Paa Frihed som en Fader,
Naar du en ældre Djævel est
Og værre til at spøge;
Naar du hos Doktor eller Præst
Om din Forstand maa søge?
See, naar en fremmed Herre dig
Besøgelse vil gjøre,
Maa hver i Huset skynde sig
At feje Gulv og Døre;
At skure Sølvet blankt og klar
Og Spindelvæv nedrive:
En Pidsk du selv i Haanden har,
Paa dine Folk at drive.
Saa bange est du, han skal see
Dit Huus ureent at være,
Da en af Kokkedrengene
Alt Støvet kan udbære;
Men at der ligger for dit Barn
I hver en Vraa og Kammer
I Hobetal Udyders Skarn —
Derved du dig ej skammer.
Smukt er det, at du har en Søn,
Naar du ham saa vil vænne,
At han sig Tak og Æreløn
Af Landet kan fortjene;
At han i Krig og Fred kan staa
Udi sit Herskabs Naade;
Men viid, at sligt beroer paa
Hans Underviisnings Maade.
En Stork med Snog- og Slange-Mad
Opklækker sine Unger,
Med Øgle-Traktement paa Fad
Fordriver deres Hunger.
Naar disse faar nu Klædning paa,
De strax af deres Rede
Begynder ud paa Jagt at gaa
Og efter Øgler lede.
En Ravn fra Reden flyver hen
Til Aadselet af Hunden.
Derfra den kommer hjem igjen
Med Stumpen udi Munden;
Naar Ungen selv skal holde sig
Omsider Kost og Kammer,
Sit Maaltid den da idelig
Ved samme Bord annammer.
En Ørn i Buskekrat og Skov
Opsøger Raa’r og Harer,
Hvorfra den med sit fede Rov
Til Reden siden farer;
Knap kommer Ungen for en Dag,
Før den sin Gaffel laver
Til Haresteg, hvorpaa den Smag
I Vuggen faaet haver.
Centronius, en Bygnings-Nar,
Forskrev fra andre Steder
Hvad Marmor dyrebarest var,
Og bygte Herresæder
Snart Tibur og Præneste,
Trods Lykkens Tempel og Pallads,
Trods Herculis det bedste.
Ej gjorde saa til Skamme!
Men der Centronius en Sum
Nu havde paa det samme
Forødt, dog noget efterlod —
Hans galne Søn det ilde
Forødte alt, som Trods imod
Sin Fader bygge vilde.
Saa sine Børn forleder,
At de af jødisk Overtro
Til Firmamentet beder.
Ja, disse holder for, som hin,
Ej Underskjed at være
Imellem Kød af dem og Sviin.
De lade sig omskære.
Fremdeles vor romanske Ret
Og Lov uefterlevet,
De intet holder uden det,
Som Moses haver skrevet;
De lærer Mosen udenad,
De holder Mosis Sæder;
De heller gjør, jeg veed ei hvad,
End Mosen overtræder.
De ingen tørstig Vandringsmand,
Som kommer dem imøde,
Vil vise Vej til en Drik Vand,
Hvis han er ej en Jøde.
Men Faderen er Skyld deri,
Den gamle Grillenfænger,
Den Løverdagens arbejdsfri
Og løse Lediggænger.
Dog alle disse Laster vil
Jeg lade saa passere,
Thi Børn jo selv har Lyst dertil:
Men undrer intet mere,
End at et Barn ved Hals og Haar
Til Karrigskab skal trækkes,
Og udi sine unge Aar
Til Gjerrighed opklækkes.
Hvorfor? — For denne Lyde sig
Med Dydens Skin forklæder,
I det den synes tarvelig
Og ærbar udi Sæder.
Der haver lært at spare;
Der bedre sine Midler, end
En Drage kan forvare.
Han — siger den gemene Mand —
Sin Fordeel veed at søge,
Sit Gods og Kapital kan han
Og det Slags Folk forøge;
Men lige godt hvorledes, naar
Han kun i Arbejd sidder;
Naar kun hans Myntehammer gaar,
Naar han kun Penge smidder.
En gjerrig Fader dem især
Lyksalig derfor priser,
Som haver Pengeposen kjær.
Thi — siger han — hvo viser
Mig nogen ret lyksalig Mand
Saalænge han maa trænge?
Ja, sine Børn formaner han
Og, til at søge Penge.
Han udi deres spæde Bryst
De første Elementer
Af Gjerrighed og Pengelyst
I deres Barndom prenter:
I Børneverk han tvinger dem
Til Karrigskab at lære,
Og, naar de kommer længer frem,
Umættelig at være.
Han sine Folk tilvejer Mad
I Lodder og Qvintiner.
Sit eget Liv og slunkne Rad
Han selv med Sult forpiner.
De muldne Stykker af hans Brød
Saa dyrebare ere,
At han ej nænner ved sin Død
Dem samtlig at fortære.
Han til Oktober lægger hen
Septembers Plukkefinker,
Saa koger han dem op igjen.
Ja Plukkefisk, som stinker,
Han i sit Spisekammer med
Sit Segl for Døren gjemmer;
Men først hvert Stykke paa sit Sted
At tælle ej forglemmer.
En Betler skulde væmmes, om
Han kom til Bords med denne.
Men tænk, hvad nytter Midler, som
Man maa saa suurt fortjene?
Er den ej daarlig, er ej han
Et Galenskabs Spektakel,
Som, for at dø en Herremand,
Vil leve som en Stakkel?
Imidlertid, naar Sækken fuld
Til Brædden op er proppet,
Da see, jo flere Tønder Guld
Du deri haver stoppet,
Men tvertimod et Øje,
Der aldrig saae saa meget, sig
Med lidet lader nøje.
En Gaard kan ikke da forslaa;
Du skalt jo eje flere.
Dit Gods og Ejendomme maa
Du endelig formere.
Din Nabomark dig saa bequem
Samt Skov og Træer ere,
At han til dig maa sælge dem,
Om han med Fred vil være.
Thi vil han ei, om Natten du
Dit sultne Fæ henjager,
Den Grøde, som er grøn endnu,
At æde af hans Ager.
Ja Fæet maa ej vende om
Før Gulvet rent er fejet;
Før hele Sæden ligesom
Med Segel er afmejet.
Tænk dog, ved saadan syndig Daad
Hvor mangen sig beklager,
Som haver maatt med Suk og Graad
Sig skille ved sin Ager!
Betænk, hvor du af alle Mand
Med Skam maa ilde høre,
Og lade dig om By og Land
Af Folkemunde føre!
Du svarer vel: Jeg derad leer;
Hvad kan mig Rygtet skade?
Jeg agter ikke ved en Fjer,
Om end den hele Gade
Mig roste for en ærlig Mand,
Den Stund jeg havde neppe
En Haandfuld Jord og Sædeland,
Og intet i min Skjeppe.
Men om du ene havde end
Saa mange Agergrunde,
Som fordum alle Romermænd —
Mon du med dennem kunde
Fra Sorrig og Bekymring, fra
Den Sotteseng dig kjøbe?
Mon Timeglasset derfor da
Deslænger skulde løbe?
See, naar Soldaten fordum var
I Krigen gammel blevet;
Naar han kom hjem med mange Ar
Paa Skind og Pande, skrevet
Og havde vovet Livet,
Blev ham for Saar i Sneestal
Knap to Dags Pløjning givet.
Det var ham nok; han af sit Land
Ej større Løn begjerte.
Sig selv paa dette Jordsmaal han
Samt Børn og Kone nærte;
Han sine vorne Sønner bød
At grave eller pløje,
Som med en Aftens Gryde Grød
Godvillig lod sig nøje.
Sligt Sædeland kan ej forslaa
Til Haver nuomstunder.
Hvorover Folkes Hjerne saa
Mangfoldig Ondt udgrunder,
Saa at for Penge bliver nu
Den meste Part forgivet;
De fleste Halse brudt itu,
Den største Deel aflivet.
Thi de, som rige være vil,
Vil hastig være rige:
Og lader sig ei sige
Af Skam, af Frygt, af Lovens Magt.
Men see engang tilbage
Og hør, hvad Lærdom der blev sagt
Til Børn i gamle Dage:
„I Unge, lader eder med
Vor lille Hytte nøje
Og dette ringe Bolig-Sted!
Ja kommer, vi vil pløje
For vort fornødne Levnets Brød.
Det lider Ceres gjerne,
Og saftig Korn og Kjerne.
Mod Dyden ingen sig forsee!
Ej nogen skamfuld være
Ved Bondersko i Kuld og Snee
Lad Purpurdragten have Sted
Paa udenlandske Steder;
Thi alle Laster følge med
De fine Purpurklæder.”
Saaledes har de Gamle smukt
De unge Børn tiltalet;
Men nu, naar Lyset nys er slukt
Og Hanen knap har galet,
Da staar en gjerrig Fader op
Om Vintermidnats Tider,
Og Sønnens søvnetunge Krop
Fra Sengelejet slider.
Han raaber: Op! Tag Pennen fat,
Og sæt dig til at skrive.
Vær vaagen, gjør dit Bedste, at
Studeer ved Lovens Læsning paa
At tjene dig en Skilling;
Hvis ikke det, da søg at naa
En Hovedsmands Bestilling.
Samt lange Haar i Næsen,
Ja, brede Skulderblade vil,
Der og til dette Væsen.
Her maa du tjene saa, at, naar
Du haver fægtet længe,
Du da en høj Commando faar,
Som giver dygtig Penge.
Men hvis du ej har Lyst til Krig,
Og frygter for en Fiende,
Da, paa det du kan vorde rig
Og dobbelt Penge vinde,
Agt ikke det for nogen Skam
Af alle Slags at kjøbe,
I Landet at omløbe.
Gevinst er dejlig, uanseet
Den er paa Mødding funden.
Dig haver lagt i Munden:
„Hvem kræver Regnskab af en Mand,
Hvorfra hans Midler ere?
Det er jo andre nok, naar han
Dem ikke kan undvære.”
Saaledes til at skakre maa
Et Barn sig lade ave,
Før han kan neppe ene gaa,
Før han har lært at stave.
Men maatte jeg vel spørge den,
Som vil paa saadan Maade
Sin Søn til Penge heller, end
Til gode Dyder raade:
„Siig mig, du Daare, hvorfor vil
Du haste saa før Tiden?
Din Søn — forsikrer jeg dig til —
Din Mester bliver siden.
Ja, i at være pengekjær
Han rigtig Trods dig byder,
Som Ajar og Achilles hver
Sin Fader udi Dyder.
Forskaan et Barn, naar Udyd ham
Endnu ej har betagen:
Det er jo baade Synd og Skam!
Lad ham faa Skæg paa Hagen,
Saa skalt du see, naar ikkun een
Ham giver noget ringe,
Hvor han skal sværge sig om Meen,
Og vidne falsk til Tinge.
Gaar nogen velbemidlet Brud
Til hannem ind med Penge,
Hun snart igjen et Lig gaar ud,
Hun lever ikke længe:
Hun faar en Sovne-Dvale-Drik!
Saa veed han, slige Poster
At samle i et Øjeblik,
Som dig Besværing koster.
Thi der skal ingen Arbejd til
Det onde at forrette.
Men du maaskee mig svare vil:
„Hvad Skyld har jeg i dette?
Naar har jeg vel opladt min Mund
Til ham om slige Lyder?” —
Jo, du har lagt den første Grund
Til alle hans Udyder!
Thi den, som raader Børn, at de
Skal have Penge kjære,
Som dem det gyldne A B C
Saa tidlig lader lære,
Som giver dennem Frihed til
Sin Næste at besvige
Saa meget, som de kan og vil,
Naar de kun blive rige:
Han er jo som en Kjøresvend,
Der lader Hesten løbe,
Og siden ej kan styre den
Uagtet Pidsk og Svøbe.
Saa, ihvor megen Frihed du
Den unge end tilstæder,
Vil han dog have meer endnu,
Og Skrævet overtræder.
Tænk, naar du siger: „Det er Spot
At hjælpe sine Venner.
Den er en Daare, som gjør Godt
Og den Betrængte tjener”: —
Da lærer jo dit Barn af dig
At røve og besvige
Og uretfærdig Rigdom sig
Ulovlig at tilsnige.
Langt heller skulde give,
For deres Land aflive.
End Kreons Søn for Thebe Stad
Er Frelse-Offer blevet,
Om det er ellers Sanden, hvad
De Græker haver skrevet.
Saa skal den Ild og Lue, som
Du selv i Brand har stukket,
Opblusse, sluge, løbe om,
Og aldrig vorde slukket:
Ja, selv du bliver ikke fri.
Din Løveunge slæber
Dig bort omsider, og udi
Sin Røverkule dræber.
En Stjernekiger spørger han,
Hvor snart din Død vil komme,
Men ej for Længsel bie kan
Til Stævnedag er omme.
Din Puls for seen og langsom slaar;
Du hindrer ham for længe;
Han derfor dig af Dage faar.
Saa kan han arve Penge!
Men vilt du leve Aaret om,
Da maa du Lægen bede,
Imod Forgift berede.
En Fader og en Konge maa
Af dette Pulver tage,
Før han til Bords kan sikker gaa
Og nogen Smule smage.
Imidlertid om nogen vil
Et Lyst-Spektakel skue
Trods noget artigt Gøglerspil,
Trods nogen Julestue;
Da veed jeg ingen Ting, som meer
Kan kildre Sind og Øje,
End naar man Gjerrighed beseer
I al sin Sværm og Møje.
Betragter man en Gjerrig i
Sit Livs og Rigdoms Fare,
Sin Kiste vil forvare,
Helst efterat en Tyv og Skjelm
Sig nylig haver vovet
I Kirken, Martis egen Hjelm
Da maa man jo med Rette lee
Ad denne Nars Haandtering,
Da er det jo en Lyst at see
See, om en Linedanser saa
Pudseerlig sig vel svinger
Som den, der af den ene paa
Den anden Bølge springer;
Der, udaf Pengegjerrighed
Og for Gevinst at nyde,
Maa altid hoppe op og ned
Og Vejrets Pibe lyde;
Samt Øen Creta farer,
At lade der sit Skiberum
Med Vin og Kryddervarer.
En Linedanser springer jo
For bare Mad og Klæder.
En Gjerrig gjør sig meer Uro;
See, Havet alle Steder
Af Bølgevogne vrimler fuld,
Samt Herregaarde, Sølv og Guld
Tilbage hannem henter.
De fleste ere nu til Søs
Og Havets Furer pløjer:
Det gaar kun paa Gevinsten løs,
Og hver sig did forføjer,
Hvor han sig Fordel vente kan;
Han indtil Verdens Ende
Forbi Gibraltars Vestervand
Sin Søhest lader rende;
Ret som han havde faaet fuld
Værdi for sin Umage,
Naar han kan komme hjem med Guld
I Tøndertal tilbage,
Naar han en kostbar Krambod i
Sit Skib kan have inde,
Og veed, hvad Dyr der er udi
Det store Hav at finde.
Enhver er gal paa sin Maneer.
Den ene sig indbilder
Som Sind og Sans forvilder:
Den anden mener, naar en Tyr
Af Slag for Panden vraaler,
At Ithacus af samme Dyr
Samt Agamemnon skraaler.
Men den, som fylder Skib med Kram
For Midler sig at sanke,
Saa at der kun imellem ham
Og Døden er en Planke,
Den er jo en afsindig Mand,
Den trænger jo til Ave,
En Daarekiste hans Forstand
Fornøden kunde have.
Han raaber, naar han er til Søs,
Den Korn- og Peber-Kræmmer,
At Skib og Tov skal gives løs,
Skjønt Storm og Torden klemmer.
Han siger: dette sorte Tag
Af Skyer os ej rører,
Den hede Aarets Sommerdag
Jo Lynild med sig fører.
Hvad skeer? En Storm den samme Nat
Hans Rejse forulykker,
I Tov og Takkel griber fat
Og slaar hans Skib i Stykker:
Han plumper i det dybe Vand
Omsider, og som Hunden
Han kommer svømmendes til Land
Med Pungen udi Munden.
See, saa maa han, som sig ej lod
Med hele Verden nøje,
Opvarme sit forfrusne Blod
Med Betlerpjalt og Trøje;
Han til en liden Smule Brød
Maa lære da at trænge,
Og bede i sin store Nød
Om lidt til Rejsepenge.
Saa vogtes det kun med Fortræd,
Som samlet er med Fare.
Den Rige har besværligt ved
Sin Rigdom at bevare.
Paa alle Husets Sider
For Ild og Tyve har besat
Med Vagt om Nattetider.
Men en Diogenes ej tør
For nogen Fare grue.
En Tyv ham ingen Skade gjør,
Ej heller Ild og Lue;
Den ene Dag tillaver,
I Morgen den en anden Kjol
Igjen paa Kroppen haver.
Der Alexander saae ham saa
Fornøjet i sin Hytte,
Han ufejlbaarlig tænkte paa,
At hin ej skulde bytte
Med ham, som hele Verden lod
Sig angelegen være,
Som maatte vove Liv og Blod
For hver Bedrift og Ære.
Hvor Viisdom er, der er og hver
Af Guderne tillige.
En falsk Gudinde, Lykken, der
Ej noget har at sige.
Men du maaskee mig spørge vil,
Hvor meget man har nødig?
Hvad Midler man behøver, til
At have overflødig?
Jeg svarer dig for mig, at, naar
Jeg Klæder har og Føden,
Jeg intet mere da attraar;
Jeg intet har fornøden;
Som Epicurus mætter;
Som en fornøjet Sokrates
Mit Køkken jeg indretter.
Naturen og Philosophi
Dig dette viser begge.
Men jeg maaskee et Tyranni
Dig synes at paalægge;
Velan, om du dig efter mig
Vil rette nogenlunde,
Da gjerne vil forunde.
Og dersom den kan ej forslaa;
Om du endda fortryder,
At jeg til Nødtørft dig for faa
Og ringe Midler byder:
Velan, jeg lægger dobbelt til,
At jeg dig kan fornøje.
Ja jeg til trendedobbelt vil
Endnu din Sum forhøje.
Men er det ikke nok endda,
Hvad vil da Xerris Rige
Samt Croesi Rentekammer, ja
Den Kejser Claudius tillod
At gjøre, hvad han vilde,
Ja, Kejserindens eget Blod
Endogsaa at forspilde!