D. Junii Juvenalis
D. Junii Juvenalis
Der er adskillig ond Bedrifft,
Hvorved een Ære tabes,
Hvorved dend beste Dydens Skrif
Som ved en Klak vanskabes:
Om Haand og Pen jo holder:
At Sønnen bliver til et Skarn,
En Fader selv forvolder.
Naar Børn de gamle seer udi
Et Kort- og Bretspill hænge,
Strax er de Spillemænd deri,
Og slaar paa samme Strenge:
Tænk, spiller Pogen, medens hand
Endnu er spæ og liden,
Hvad bedre Tanker skulde mand
Da faae om ham med tiden?
Har Faderen, dend gamle Nar,
Hans Gane vildet viise,
Hvad nydeligt og lekkert var
Fornemmelig at spiise:
Har hand dend unge Smag og Lugt
Vant til at være kræsen,
Og effter Sylte-Tøy, samt Frugt,
Og Vildt at spidse Næsen:
Da, naar dend Glut er otte Aar,
Og nys har feldet Tænder,
Hvis hand ey Lekkerbidsken faaer,
Hand snart af Skindet render,
Sin Faders gamle Kiøkken-Svend
Hand ikke kand forsage,
Om tusind Tugtemestre end
Ham derfra vilde jage.
Hvoraf hans Søn kand lære,
Med Sindighed en liden Feyl
Og Brøst at overbære?
Hos Tiennerens er taget?
At hin og denne Mynt af een
Naturens Malm er slaget?
Hand lærer jo, dend Busemand,
Paa Bøddel-viis at herske,
Hans Hiertens Glæde er, at hand
Et fattigt Skind kand terske:
En Nattergal er ej for ham
Saa sød, som Pryglens Stemme,
Til sine Folk at kiæmme.
Da lykkes først hans Tyranni
For ham, naar een og anden
For et uskyldigt Tyveri
Skall brændes udi Panden.
Tænk, naar dend unge hannem seer
Saa haard mod en Misdæder;
Hvad under da, at denne leer,
Naar andre Stympre græder?
Hvo vil en ærlig Mand vel spaa,
See, om hun skall opregne
Sin Moders Lefle-Brødres Tall,
Da ere de saa mange,
At hun sin Aande drage skall
Vel fyrretive gange.
Hun selv jo i sin Barndom gik
I Skole hos sin Moder,
Og Munster udaf hende fik
Paa alle Elskous Noder:
Hun saae, hvad hendes Moder skrev,
Hun nu det samme skriver,
Og til Befordring hun sit Brev
Saa gaar det af Naturen til,
At, som Forældre ere,
Saaledes allersnarist vil
De Unge ogsaa være:
Hvad Sønnen af sin Fader seer,
Som af sin Læremester,
Det da saa meget destomeer
Hos hannem Rødder fester.
Jeg negter ey, Naturen saa
Jo somme Børn omstempler,
At de med Afsky træder paa
Forældrenes Exempler:
Men derimod dend samme Trold,
De samme Udyd-Farver,
Som staar i deres Fædres Skiold,
De Fleeste gierne arver.
Du da, som Fader est, see til,
Du flyer onde Sæder,
At ey dit Barn, som gierne vil,
I dine Fodspor træder:
Dig møder allevegne,
Men at det er i Verden rart
En Cato at begegne.
Lad i dit Huus ey dine Smaa
Det mindste see og høre,
Hvorover de forarges maa,
Og lade sig forføre:
Lad Skiøgen ikke have Gang,
Hvor dine Døttre ere,
Lad Drukkenboltens Hore-Sang
Fra dig forbandet være.
Mand allermeest sig bør undsee
Hvad du begaar, det maa ey de
Tillige see og vide.
Tænk ey, hvad ligger derpaa magt?
Mit Barn er jo umyndigt?
Tag dig saameget meer i agt
At giøre noget Syndigt.
Thi om du seer din Søn begaa
Med Tiden grove Laster,
Om hand din Ondskab slegter paa,
Ja verre sig formaster;
Hvad Ret og Ære har du da
Imod hans Feyl at mukke?
Og udi Testamentet fra
Hans Arv ham udelukke?
Hvor kand du dristig skiænde paa
Hans Forholds onde Lader?
Hvad Frihed har du til at staa
Paa Frihed som en Fader?
Naar du en Ældre Dievel est,
Og verre til at spøge,
Naar du hos Doctor eller Præst
Om din Forstand maa søge?
See, naar en fremmed Herre dig
Besøgelse vil giøre,
Maa hver i Huuset skynde sig
At feye Gulv og Døre,
At skuure Sølvet blank og klar,
Og Spindelvev nedrive:
En Pidsk du selv i Haanden har
Paa dine Folk at drive.
Saa bange est du, hand skall see
Dit Huus ureent at være,
»Da een af Kokke-Drengene
Alt Støvet kand udbære;
Men at der ligger for dit Barn
I hver en Vraa og Kammer
I haabetall Udyders Skarn,
Derved du dig ey skammer.
Smukt er det, at du har en Søn,
Naar du ham saa vil venne,
At hand sig Tak- og Ære-Løn
Af Landet kand fortienne,
At Hand i Kriig og Fred kand staa
Udi sit Herskabs Naade:
Men viid, at sligt beroer paa
Hans Underviisnings Maade.
En Stork med Snog- og Slange-Mad
Opklækker sine Unger,
Med Øgle-Traktement paa Fad
Fordriver deres Hunger:
Naar disse faaer nu Klædning paa,
De strax af deres Reede
Begynder ud paa Jagt at gaa
Og effter Øgler leede.
En Ravn fra Reeden flyer hen
Til Aadselet af Hunden,
Derfra dend kommer hiem igien
Med Stumpen udi Munden;
Naar Ungen selv skall holde sig
Omsider Kost og Kammer,
Sit Maaltid dend da idelig
Ved samme Bord annammer.
En Ørn i Buske-Kratt og Skov
Opsøger Raaér og Harer,
Hvorfra dend med sit feede Rov
Til Reeden siden farer;
Knap kommer Ungen for en Dag,
Før dend sin Gaffel laver
Til Hare-Steg, hvorpaa dend Smag
I Vuggen faaet haver.
Centronius, en Bygnings-Nar,
Forskrev fra andre Stæder,
Hvad Marmor dyrebarist var,
Og bygte Herre-Sæder
Snart paa en Cajetanisk Pladtz,
Snart Tibur og Præneste,
Trodtz Lykkens Tempel og Palladtz,
Trotz Herculis det Beste.
Ey giorde saa til skamme.
Men der Centronius en Sum
Nu havde paa det samme
Forødt, dog noget effterlod,
Hans galne Søn det ilde
Forødte alt, som Trodtz imod
Sin Fader bygge vilde.
See, en Sabbatisk Fader jo
Saa sine Børn forleder,
At de, af jødisk Overtro
Ja disse holder for, som hiin,
Ey undersked at være
Imellem Kiød af dem og Sviin:
De lader sig omskiære.
Fremdeles vor Romanske Ret
Og Lov u-effterlevet,
De intet holder uden det,
Som Moses haver skrevet,
De lærer Mosen udenad,
De holder Mosis Sæder,
De heller giør, jeg veed ey hvad
End Mosen overtræder.
De ingen tørstig Vandringsmand,
Som kommer dem i møde,
Vil viise Vey til en drik Vand,
Hvis hand er ey en Jøde:
Men Faderen er skyld deri,
Dend gamle Grillenfænger,
Dend Løverdagens Arbeyd-fri
Og løse Lediggænger.
Dog alle disse Laster vil
Jeg lade saa passere,
Thi Børn jo selv har Lyst dertil:
Men undrer intet meere,
End at et Barn ved Hals og Haar
Til Karrigskab skall trekkes,
Og udi sine unge Aar
Til Gierighed opklekkes.
Hvorfor? for denne Lyde sig
Med Dydens Skin forklæder,
I det dend synes tarvelig
Og ærbar udi Sæder:
Ja Pugen roses jo som dend
Der haver lært at spare,
Der bedre sine Midler end
En Drage kand forvare.
Hand (siger dend gemeene Mand)
Sin Fordeel veed at søge,
Sit Gods og Capital kand hand
Og det slags Folk forøge;
Men lige got, hvorledes, naar
Hand kun i Arbeyd sidder,
Naar kun hans Mynte-Hammer gaar,
Naar hand kun Penge smidder.
En gierig Fader dem i sær
Lyksalig derfor priiser,
Som haver Penge-Posen kiær;
Thi (siger hand) hvo viiser
Mig nogen ret lyksalig Mand,
Saa længe hand maa trænge?
Ja sine Børn formaner hand
Og til at søge Penge.
Hand udi deres spæde Bryst
De første Elementer
Af Gierighed og Penge-Lyst
I deres Barndom prenter:
I Børne-Verk hand tvinger dem
Til Karrigskab at lære,
Og, naar de kommer længer frem,
Umættelig at være.
Hand sine Folk tilveyer Mad
I Lodder og Qvintiner,
Sit eget Liv og slunkne Rad
Hand selv med Sult forpiiner:
De muulne Stykker af hans Brød
Saa dyrebare ere,
At hand ey nender ved sin Død
Dem samtlig at fortære.
Hand til October legger hen
Septembers Plukke-Finker,
Saa kaager hand dem op igien;
Ja Plukke-Fisk, som stinker,
Hand i sit Spiise-Kammer med
Sit Segl for Døren giemmer,
Men først hvert Stykke paa sit Sted
At tælle ey forglemmer.
En Betler skulle væmmes, om
Hand kom til Bords med denne.
Men tænk, hvad nytter Midler, som
Mand maa saa suurt fortienne?
Er dend ey daarlig? er ey hand
Et Galenskabs Spektakel,
Som for at døe en Herremand,
Vil leve som en Stakel?
Imidlertid naar Sekken fuld
Til Bredden op er proppet,
Da see, jo fleere Tønder Guld
Du deri haver stoppet,
Jo fleere du forønsker dig;
Men tvertimod et Øye,
Der aldrig saae saa meget, sig
Men lidet lader nøye.
En Gaard kand ikke da forslaa,
Du skalt jo eye fleere,
Dit Gods og Eyendomme maa
Du endelig formeere:
Din Nabo-Mark dig saa beqvem,
Samt Skov og Træer ere,
At hand til dig maa selge dem,
Om hand med Fred vil være.
Thi vil hand ey, om Natten du
Dit sultne Fæ henjager,
Dend Grøde, som er grøn endnu,
At æde af hans Ager,
Ja Fæet maa ey vende om,
Før Gulvet reent er feyet,
Før hele Sæden ligesom
Med Segel er afmeyet.
Tænk dog, ved saadan syndig Daad
Hvor mangen sig beklager,
Som haver maat med Suk og Graad
Sig skille ved sin Ager!
Betænk, hvor du af alle Mand
Med skam maa ilde høre,
Og lade dig om By og Land
Af Folke-Munde føre!
Du svarer vel: Jeg derad leer;
Hvad kand mig Rygtet skade?
Jeg agter ikke ved en Fier,
Om end dend heele Gade
Mig rooste for en ærlig Mand,
Dend stund jeg havde neppe
En haandfuld Jord og Sædeland,
Og intet i min Skieppe.
Men om du eene havde end
Saa mange Ager-Grunde,
Som fordum alle Romer-Mænd?
Mon du med dennem kunde
Fra Sorrig og Bekymring, fra
Dend Soote Seng dig kiøbe?
Mon Time-Glasset derfor da
Deslænger skulde løbe?
See, naar Soldaten fordum var
I Kriigen gammel blevet,
Naar hand kom hiem med mange Ar
Paa Skind og Pande skrevet
Af Pyrrhus eller Hannibal,
Og havde vovet Livet,
Blev ham for Saar i sneese-tall
Knap to Dags Pløyning givet.
Det var ham nok; hand af sit Land
Ey større Løn begiærte,
Sig selv paa dette Jordsmaal hand
Samt Børn og Kone nærte:
Hand sine voxne Sønner bød
At grave eller pløye,
Som med en Afftens Gryde Grød
Godvillig lod sig nøye.
Sligt Sædeland kand ey forslaa
Til Hauger nu omstunder,
Hvorover Folkes Hierne saa
Mangfoldig Ondt udgrunder,
Saa at for Penge bliver nu
Dend meeste Part forgivet,
De fleeste Halse brudt i tu
Dend største deel aflivet.
Thi de, som riige være vil
Vil hastig være riige:
En Gierig løber lubsk dertil,
Og lader sig ey sige
Af Skam, af Frygt, af Lovens Magt.
Men see engang tilbage,
Og hør, hvad Lærdom der blev sagt
Til Børn i gamle Dage:
I Unge, lader eder med
Vor lille Hytte nøye,
Og dette ringe Bolig-Sted!
Ja kommer, vi vil pløye
For vort fornødne Levnets Brød,
Det lider CERES gierne,
Og saftig Korn og Kierne!
Mod Dyden ingen sig forsee!
Ey nogen skamfuld være
Ved Bønder-Sko i Kuld og Snee
Samt loyen Peldtz at bære!
Lad Purpur-Dragten have Stæd
Paa udenlandske Stæder;
Thi alle Laster følger med
De fiine Purpur-Klæder!
Saaledes har de gamle smukt
De unge Børn tiltalet;
Men nu, naar Lyset nys er slukt,
Og Hanen knap har galet,
Da staar en gierig Fader op
Om Vinter-Midnats Tiider
Og Sønnens søvne-tunge Krop
Fra Senge-Lejet sliider.
Hand raaber: op! Tag Pennen fat,
Og sæt dig til at skrive,
Vær vaagen, giør dit beste, at
Du faaer en Sag at drive,
Studeer ved Lovens Læsning paa
At tienne dig en Skilling;
Hvis ikke det, da søg at naae
En Høvidzmands Bestilling.
Der og til dette Væsen:
Her maa du tienne saa, at, naar
Du haver figtet længe,
Du da en høy Commando faaer,
Som giver dygtig Penge.
Men hvis du ey har Lyst til Kriig,
Og frygter for en Finde,
Da, paa det du kand vorde riig,
Og dobbelt Penge vinde,
Agt ikke det for nogen Skam,
Af alle slags at kiøbe,
Og med en Skinder-Bisse-Kram
I Landet at omløbe.
Gevinst er deylig, uanseet
Dend er paa Mødding funden:
Betænk de Ord, som en Poët
Dig haver lagt i Munden:
Hvem kræver Regnskab af en Mand,
Hvorfra hans Midler ere?
Det er jo andre nok, naar hand
Dem ikke kand undvære?
Saaledes til at skakre maa
Et Barn sig lade ave,
Før hand kand neppe eene gaa,
Før hand har lært at stave.
Men motte jeg vel spørge dend,
Som vil paa saadan maade
Sin Søn til Penge heller end
Til gode Dyder raade?
Siig mig, du Daare, hvorfor vil
Du haste saa for Tiden?
Din Søn (forsikrer jeg dig til)
Din Mester bliver siden.
Ja i at være Penge-kiær,
Hand rigtig Trodtz dig byder,
Som Ajax og Achilles hver
Sin Fader udi Dyder.
Forskaan et Barn, naar Udyd ham
Endnu ey har betagen:
Det er jo baade Synd og Skam?
Lad ham faae Skæg paa Hagen,
Saa skalt du see, naar ikkun een
Ham giver noget ringe,
Hvor hand skall svære sig om meen,
Og vidne falsk til Tinge.
Gaar nogen velbemidlet Brud
Til hannem ind med Penge,
Hun snart igien et Liig gaar ud,
Hun lever ikke længe:
Hun faaer en Søvne-Dvale-Drik:
Saa veed hand, slige Poster
At samle i et Øyeblik,
Som dig Besværing koster.
Thi der skall ingen Arbeyd til
Det onde at forrette.
Men du maaskee mig svare vil:
Hvad Skyld har jeg i dette?
Naar har jeg vel opladt min Mund
Til ham om slige Lyder?
Jo du har lagt dend første Grund
Til alle hans Udyder.
Thi dend, som raader Børn, at de
Skall have Penge kiære,
Som dem det gyldne A,B,C
Saa tilig lader lære,
Som giver dennem Frihed til,
Sin Næste at besviige
Saameget som de kand og vil,
Naar de kun bliver riige:
Hand er jo som en Kiøre-Svend,
Der lader Hesten løbe,
Og siden ey kand styre dend,
Uagtet Pidsk og Svøbe.
Saa ihvormegen Frihed du
Den Unge end tilstæder,
Vil hand dog have meer endnu,
Og Skrævet overtræder.
Tænk, naar du siger: Det er Spot,
At hielpe sine Venner,
Dend er en Daare, som giør Got,
Og dend Betrængte tienner,
Da lærer jo dit Barn af dig
At røve og besviige,
Og uretfærdig Riigdom sig
Ulovlig at tilsniige;
Langt heller skulle give,
For deres Land aflive:
Er Frelse-Offer blevet,
Om det er ellers Sanden hvad
Saa skall dend Ild og Lue, som
Du selv i Brand har stukket,
Opblusse, sluge, løbe om,
Og aldrig vorde slukket:
Ja selv du ikke bliver fri,
Din Løve-Unge slæber
Dig bort omsider, og udi
Sin Røver-Kuule dræber.
En Stierne-Kiger spørger hand,
Hvor snart din Død vil komme?
Men ey for Længsel bie kand,
Til Stevne-Dag er omme:
Din Puls for seen og langsom slaar,
Du hindrer ham forlænge;
Hand derfor dig af Dage faaer,
Saa kand hand arve Penge.
Men vilt du leve Aaret om,
Da maa du Lægen bede
Imod Forgifft berede.
En Fader og en Konge maa
Af dette Pulver tage,
Før hand til Bords kand sikker gaa,
Og nogen Smule smage.
Imidlertid om nogen vil
Et Lyst-Spektakel skue,
Trodtz noget artigt Gøgler-Spill,
Trodtz nogen Jule-Stue;
Da veed jeg ingen Ting, som meer
Kand kildre Sind og Øye,
End naar mand Gierighed beseer
I ald sin Sværm og Møye.
Betragter mand en Gierig i
Sit Livs og Riigdoms Fare,
Sin Kiiste vil forvare,
Heldst effterat en Tyv og Skielm
Sig nylig haver voved
At stiæle af hans Hoved:
Da maa mand jo med rette lee
Ad denne Nars Handtering,
Da er det jo en lyst at sec
Dend Puge-Pikelhering.
See, om en Line-Dandszer saa
Pudseerlig sig vel svinger,
Som dend, der af dend eene paa
Dend anden Bølge springer;
Der udaf Penge-Gierighed
Og for Gevinst at nyde,
Maa altid hoppe op og ned,
Og Væirets Pibe lyde,
Der til og fra Corycium
Samt Øen Creta farer,
At lade der sit Skiberum
Med Viin og Krydder-Varer.
En Line-Dantzer springer jo
For bare Mad og Klæder:
En Gierig giør sig meer Uro;
See, Havet alle Stæder
Af Bølge-Vogne vrimler fuld,
Som tusindfold Talenter,
Samt Herre-Gaarde, Sølv og Guld
Tilbage hannem henter.
De fleeste ere nu til Søes,
Og Havets Fuurer pløyer:
Det gaar kun paa Gevinsten løs,
Og hver sig did forføyer,
Hvor hand sig Fordeel vente kand,
Hand indtil Verdens Ende
Forbi Gibraltars Vestervand
Sin Søe-Hest lader rende;
Ret som hand havde faaet fuld
Værdi for sin Umage,
Naar hand kand komme hiem med Guld
I Tønder-Tall tilbage,
Naar hand en kostbar Krambo i
Sit Skib kand have inde,
Og veed, hvad Dyr der er udi
Det store Hav at finde.
Enhver er gal paa sin Maneer.
Dend eene sig indbilder,
At hand de tre Gudinder seer,
Som Sind og Sandtz forvilder:
Den anden meener, naar en Tyr
Af slag for Panden Vraaler,
At Ithacus af samme Dyr
Men dend, som fylder Skib med Kram,
For Midler sig at sanke,
Saa at der kun imellem ham
Og Døden er en Planke:
Dend er jo en afsindig Mand,
Den trænger jo til Ave,
En Daarekiste hans Forstand
Fornøden kunde have.
Hand raaber, naar hand er til Søes,
Dend Korn- og Peber-Kræmmer,
At Skib og Tov skall gives Løs,
Skiønt Storm og Torden klemmer;
Hand siger: Dette sorte Tag
Af Skyer os ey rører,
Dend heede Aarets Sommer-Dag
Jo Lynild med sig fører.
Hvad skeer? En Storm dend samme Nat
Hans Reyse forulykker,
I Tov og Takkel griber fat,
Og slaar hans Skib i Stykker:
Hand plumper i det dybe Vand
Omsider, og som Hunden
Hand kommer svømmendes til Land
Med Pungen udi Munden.
See, saa maa hand, som sig ey lod
Med heele Verden nøye,
Opvarme sit forfrøsne Blod
Med Betler-Palt og Trøye;
Hand til en liden Smule Brød
Maa lære da at trænge,
Og bede i sin store Nød
Om lit til Reyse-Penge.
Saa vogtes det kun med Fortred,
Som samlet er med Fare.
Dend Riige har besværligt ved
Sin Riigdom at bevare.
En Licinus sin dyre Skat
Paa alle Husets Sider
For Ild og Tyve har besat
Med Vagt om Natte-Tider.
Men en Diogenes ey tør
For nogen Fare grue.
En Tyv ham ingen Skade giør,
Ey heller Ild og Lue;
Hvor slet mand end hans lille Boel
Dend eene Dag tillaver,
I Morgen dend en anden Kiol
Igien paa Kroppen haver.
Der Alexander saae ham saa
Fornøyet i sin Hytte,
Hand ufeilbarlig tænkte paa,
At hiin ey skulde bytte
Med ham, som heele Verden lod
Sig angelegen være,
Som motte vove Liv og Blod
For hver Bedrifft og Ære.
Hvor Viisdom er, der er og hver
Af Guderne tillige,
En falsk Gudinde lykken der
Ey noget har at sige.
Men du maaskee mig spørge vil:
Hvormeget mand har nødig?
Hvad Midler mand behøver til
At have overflødig?
Jeg svarer dig for mig, at, naar
Jeg Klæden har og Føden,
Jeg intet meere da attraaer,
Jeg intet har fornøden;
Mit Legem jeg med Hauge-Græs
Som Epicurus mætter,
Som en fornøyed Socrates
Mit Kiøkken jeg indretter.
Naturen og Philosophie
Dig dette viiser begge.
Men jeg maaskee et Tyranni
Dig synes at paalegge;
Velan, om du dig effter mig
Vil rette nogenlunde,
Da gierne vil forunde.
Og dersom dend kand ey forslaa,
Om du endda fortryder,
At jeg til Nødtørfft dig for faa
Og ringe Midler byder,
Velan, jeg legger dobbelt til,
At jeg dig kand fornøye,
Ja jeg til trende-dobbelt vil
Endnu din Sum forhøye.
Men er det ikke nok endda,
Hvad vil da Xerxis Riige,
Samt Croesi Rente-Kammer, ja
Narcissi Riigdom sige,
Dend Keyser Claudius tillod
At giøre hvad hand vilde,
Ja Keyserindens eget Blod
Endogsaa at forspilde?