Velbaarne Junker! er det sandt,
Som Folk om eder siger,
At I ved Lejlighed iblandt
I lærde Skrifter kiger?
Mon ikke eders Avindsmænd
Opdigter sligt og mere,
At I ej skal for andet, end
For en Pedant passere?
Endeel tør lægge dette til,
At I har for at samle
(Hvad Navn de ogsaa have vil)
Saavel de ny som gamle,
Der have skrevet om, hvordan
En ung Baron og Greve
Og Adelsmand skal føres an
I Verden til at leve.
Det sidste kan jeg ikke tro;
Thi eders første Mester
Har eders Ungsdoms Børnesko
Hvor kan der andet falde da
End maglig Gang i dennem
Til at gaa al Europa, ja
Al Verden vel igjennem?
Hvad vil I spørge den og den
Skribent fra Rom og Londen,
Hvor Adel-Vejen løber hen;
Og tage ham ved Haanden?
Ej meer end overflødig?
Hvad bedre Pegefinger mon
I har i Verden nødig?
Dog see, hvad vil I give mig?
Saa vil jeg eder lære
Hvorledes I kan folkelig
Og efter Moden være.
Hvad højfornemme Artighed
Der hør til Junkerstanden,
Ej heller nogen anden.
Tro mig, det bliver ej ved det,
At eders Informator
Har eder lært, at læse ret
I Hübners Spørgsmaal, og især
I Sprog og slige Sager.
See, Tydsk og Fransk det kan jo hver
Skjerslip og Soldemager.
Nej, gode Junker! noget meer
Udkræves her af eder
Som en moderne Cavalleer.
Her er en Lov, som hedder
Religion, som findes i
Evangelist-Arkivet,
Som udaf Mosis Cancelli
Er allerførst udgivet.
Den samme hænger sammen af
Besværlige Artikler.
Men veed I, hvor I eder brav
Og bedst deraf udvikler? —
Naar I med Bibelens Postil
Ej eders Hoved bryder,
Men alting udi Verden til
Naturens Lov hentyder.
Saaledes for Exempel, naar
Theologi bekræfter,
At Verden er begyndt med Aar
Og skal forgaa herefter,
Da fører jer til Nytte det,
I første Vers, saa seer i let
At Verden evig bliver.
Mirakler skal I altid fra
Naturlig Aarsag hente
Og ikke tro, at Sodoma
Af Himmel-Ild opbrændte,
Men ved et Jordskjælv undergik;
At Ebbe efter Floden
Forvoldt, at Moses ikke fik
Det røde Hav paa Foden.
For Resten det, som mældes bag
I Bibelen om Fanden,
Opstandelse og Dommedag,
Skal være saa forstanden,
At dermed kyser man en Nar
For ham i Tvang at holde,
Og, hvis ej denne Torden var,
Blev Verden ødt af Trolde.
Kort sagt: hvad I skal tale om
Religion nødvendig,
Det taler efter Moden, som
Det eder er anstændig.
Og I som eders Ligemænd
Langt heller det stadfæster,
Luther i Bønder-Præster.
Dog maa I eders Christendom
Udvortes ej forsømme,
At Pøblen kan om eder som
En romersk Helgen dømme.
At I i eders Tider kan
Og ligesom til eders Stand
En Pibekrave bære.
Hvad Sakramentet sig angaar
Da holder gode Miner,
Og bruger det hvert andet Aar
Som Mandler og Rosiner,
At I skal ikke holdes for
En Helligdoms-Forræder,
Vor Kirke-Rituals og vor
Forordnings Overtræder.
Anlangende Sabbatens Dag
Da er det nok, som somme,
I Ki’rken, for Forandrings Smag,
Hvert Fjerdingaar at komme.
Ej at I just paa Præsten seer
Og haver ham i Sinde,
Ej at I skulde tænke meer
Paa Gud end paa Gudinde.
Men ellers kan I Søndag bedst
Paa Medicin anvende,
Og lade Doktor være Præst;
Hvorpaa enhver kan kjende,
At I er mere end gemeen,
Til Kirken løber, hver og en,
Saasnart det ringer sammen.
See! hvis I Præsten høre vil
Og Bønnebogen bruge,
Da kan I det opsætte, til
Den sidste Dag og Uge
Naar I ved Kald og Varsel fra
Saa er det tidlig nok endda,
At angre eders Levnet.
For Resten har I ej Behov
At underkaste eder
Samvittigheds forkjerte Lov,
Som Munken sig St. Peder:
Sligt Boskab er unyttigt i
Pilati Stads-Gemakker;
Det gjør en Slave af en Fri,
Og mangen en til Prakker.
Hvor seer man nogen, som er klog,
Der over sin Handtering
I Verden holder Regnskabs Bog,
Examen og Vurdering?
Hvo vilde saadan Phantasi,
Hvo vilde dette vrange
Samvittighedens Spøgeri
Sig lade gjøre bange?
Et høit Gemyt og høj Forstand
Skal lade saadant være
Gemene Folkes Busemand,
Som gjerne bange ere,
At de i mindste Maade skal
Forarge Præst og Næste.
Men see! I veed jo, slet Metal
At kjende fra det bedste.
Nok sagt: Min Herre mærker jo,
Hvor vel han efter dette
I sin Religion og Tro
Sit Forhold kan indrette.
See! dersom I vil vide meer
Hvorpaa I bør studere
Af alamodisk Stands Maneer,
Da mærker ydermere:
Jeg veed, I spiser salt og suurt,
Jeg veed, I Vin kan drikke,
Og ureen eller ikke;
Men paa det at I vænnes maa
Fra saa gemeen en Vane,
Da lader strax Plakat opslaa
Derom i eders Gane:
„At intet, uden det og det,
Som kildrer Smag og Kræfter,
Men ikke saa og saadan Ret
Maa komme der herefter,
Som ej har hjemme der og der,
Fra fremmed Sted forskrevet.” —
Thi see! en bon vivant nu er
Paa højest Mode blevet.
Og at ej nogen eder maa
Den Titel disputere,
Da lader et Patent derpaa
Af Damer confirmere.
Det koster kun Foræringer
Samt søde Ord og Miner,
Hvoraf de let indtagne er,
Som Barnet af Rosiner.
Caresser er det rette Frø,
Som I maa alle Dage
For disse søde Fugle strø,
Om I dem vil behage.
Ved Gjæstebud I og hos dem
Maa undertiden søge
At gjøre eder angenehm
Og Gunsten at forøge.
Fra Bordet gaar I da til Spil
Og ordentlig beskikker
Den Kort-Confect, som hører til
Og hvad I taber derudi,
Forsikrer jeg, I vinder
Igjen i Yndest-Skakreri
Hos eders Elskerinder.
Thi see, hvor kan de andet, end
Med Eftertanke skjønne
Paa eders Høflighed, og den
Med Venlighed belønne?
Ja, er det ikke billigt, at
Af eders Tractementer,
Som I paa dennem haver sat,
I nyder slige Renter?
Det var jo utaknemmeligt
Og næsten uforskammet,
At nægte en Douceur og sligt
For hvad de har annammet;
At lukke deres Friheds Dør,
Naar den er solgt til eder.
Nej, nej! Jeg nok cavere tør
Velan, velbaarne Junker! om
I har da ej en Skilling,
Saa skal I dog tractere, som
Det laa til jer Bestilling.
Naar Gjæsterne er borte, kan
I drikke Øl af Hælding,
Udslaa den dyre lækre Tand
Og æde Æble-Skrælling.
I kan jo laane hist og her
En Capital paa Rente!
En Skilling mod en Daler er
Jo nok igjen at vænte!
Ved Moratorium I jo
Kan hindre Registrering,
Og Skuld og Spade saa betro
At sørge for Qvittering.
For Resten, at I altid Vand
I eders Brønd kan have
Og Træ til eders Ildebrand,
Da tager Skjenk og Gave;
Da agter ikke, af hvad Grund
I samler Græs og Grøde,
Da malker alle Kø’r, den Stund
I faar kun Mælk og Fløde.
Ja, for at I kan have nok,
Da skal I ikke regne
At tage af en Fattigblok
Endog fra eders egne.
At liste saasom Haanden ned
I eders Tjeners Lomme,
I det I Løn og Rettighed
Ej lader ham bekomme.
Hvad Synd er vel ved saadan Træk?
Hvad er det angelegen
At banke Dyst af fremmed Sæk
Og komme i sin egen?
At klippe Kjolen af et Faar,
Og lade det i Kulden
Gaa nøgen hele Vinter, naar
Man selv er varm af Ulden?
Fremdeles skal I mage, at
I meer end Junker hedder,
At alle Mand kan staa med Hat
I deres Haand for eder.
Saa højt et Hoved maa jo fuldt
Af spanske Fluer være.
Om I endog med Armod, Sult
Og Tørst dem skulde nære.
Hvad er en Junker uden Rang?
En Fugl foruden Fjere,
Et Hakkebræt foruden Klang!
I derfor maa studere
Paa Titler, om I Navnet end
I Daaben ej fortjener.
Nok er jo Æren, om I den
End faar ved Slægt og Venner.
Den koster og kun Hykleri!
Ved hvilket Mesterstykke,
Ved hvilken Verdens Løngang I
Har nærmest Vej til Lykke.
Ja, I det ikke regne maa,
Om I end skulde støde
En anden, for hans Brød at faa,
Og lægge hannem øde.
Clienter skal I lægge til,
Og alle Folk indbilde,
At I kan hjælpe, hvem I vil,
Og andres Lykke spilde.
I meget Godt skal love, men
Ej meer troværdig være
I eders Ord, end Kræmmeren
„Et Ord et Ord, en Mand en Mand”
Hos eder ej maa gjælde,
Da Verden og det hele Land
Er nu en Musefælde.
Da den maa gaa som en spedalsk
Fra Lykken langt til Side,
Der ej har lært at være falsk
Og Blakkes Hest at ride.
Kort sagt, velbaarne Junker! om
Vil ligne, maa I leve som
En Jøde med en Christen;
At det med eders Troskab gaar
Som Munk i Messeklæder,
Og unge rige Enker, naar
De over Manden græder.
Saa seer I nu, hvad her skal til,
Om I med nogen Ære
Paa Verdens Høje-Skole vil
En stor Professor være,
Og ej i alamodisk Svar
Og Spørgsmaal nogen vige.
Adieu! Jeg eders Søster har
Og et Par Ord at sige.
Velbaarne Frøken, af hvis Art
Jeg neppe veed Exempel,
Hvis Levnets Forhold er saa rart
Som gammel Mynt og Stempel
Fra Valdemars og Eriks Tid,
Som Bøger, hvilke Lykken
Har vogtet med særdeles Flid
Fra Vildelser i Trykken.
Jeg veed, at eders Moder var
En brav og artig Frue,
Hvis Øje stedse Omhu bar,
Endog i Ammestue,
For eders Tugt og Christendom,
At hun jo meer og mere
Det onde kunde ligesom
Fra Dyden distillere.
Nu seer jeg, at I kjører med
Omkring til eders Lige,
At I begynder Sted fra Sted
I Verden ud at kige.
Jeg hører derhos, at I dog
Ej noget overtræder
Om Fruentimmer-Sæder.
Men smukke Frøken, veed I hvad?
I mindes vel forleden
At I udi et Selskab sad
Og roste Ærbarheden?
I mindes jo og vel, at der
Paa samme Tid, som havde hver
Sin røde Kjol til Tjener?
Ja see, hvad skede? Neppe I
Et Skridt fra Døren kjørte,
Før strax det hele Compagni
Proces med eder førte
Som den, der vilde Manifest
Mod deres Frihed skrive,
Og Fruers Menighed med Pest
Og Kjetteri forgive.
„Ej, svarte en, hun er jo kun
Et Barn endnu af Alder.
Hvo vilde regne da, at hun
Med Ringle-Piben skralder?
Hun haver jo til denne Dag
Kun leg’t med Børn og Dukker.
Hun mener, der er ingen Smag
Saa sød, som den af Sukker.
Lad see, naar hun ej Børnesko
Med Tiden længer slider,
Om vor Religion og Tro
Ej da paa hende bider.
Lad hende prøve vore Kaar,
Saa vedder jeg med eder,
At hun ej Ærbarheden for
Sin Helgen da tilbeder.
Lad hende ikkun blive vant
Til vores Selskab mere,
Og danse først med en galant
Monsieur, og siden flere;
Lad hende ikkun faa en Sved
Og komme ind i Heden,
Hvad gjælder, at hun Ærbarhed
Afstryger da med Sveden?”
En anden svarte: „Tænk engang,
Ma Soeur! om sligt oprørisk
Exempel først kom udi Svang,
Hvad var det da forførisk?
Hvo kunde nogen værre Skik
Og Mode vel paafinde,
End, om vi Ærbarheden fik
Til vor Hofmesterinde?
Hvor var vel da din Artighed
Saavel som min og fleres?
Paa vores Liv, og deres,
Der Mæle, Syn og Helbred om
I Betlerbrev maa bære,
Og af Naturen ligesom
Til Barfod dømte ere?
Tænk, hvis vi ikke Skiltet ud
For Mandfolk maatte hænge?
Da blev jo mangen aldrig Brud,
Som ikke haver Penge.
Vi haver jo ej bedre Krog
Til slige Fisk at fange,
Og den skal være meget klog,
Som undgaar alle Gange.
Kort sagt: Jeg højlig undrer paa
Hvor denne Frøken vilde
Mod Fruentimmer tale saa
Forsmædelig og ilde.
Hun prædiker om Ærbarhed;
Men deraf sees Forstanden,
Og det er Tegn, at hun ej veed
At leve som en anden.” —
Hør, smukke Frøken! nu, og mærk
Hvad Klokken den er slaget:
Paa Gulvet er det Børneverk!
I maa og med paa Taget;
Om I ej som en gammeldags
Matrone vil begegnes,
Og ej til det uægte Slags
Af eders Kjøn henregnes.
See! om I eder vil begaa
Og uforagtet blive,
I Ærbarhed nødvendig maa
Sit Pas og Afsked give.
Af høje Cavallerers Gunst
I endelig maa søges,
Om der endog med Fandens Kunst
Og Trolddom skulde spøges.
Ja derpaa kjender Folk, at I
Er artig og fornemme,
Naar I ej for Opvartning fri
Er ude eller hjemme.
Thi see, det søde Æble vil
Jo alle Orme have,
Og alle Muus de løber til
Den lækre Ost at gnave.
Fremdeles I saa hellig ej
Med Railleri maa være,
At nogen skulde gaa sin Vej
Og ej en Skose bære;
Ej bydes Snustobak af Løg
Og Sennep til hans Næse,
At I ej skulde Narre-Røg
Ham udi Øjet blæse.
See derpaa kan man kjende, at
I har Forstand til mere,
Naar I faar Øjenbryne fat
Og dennem kan barbere,
Ja lure en Purgatser paa
Og derhos faa det passet,
At Tjenerne for ham skal slaa
En Haandfuld Salt i Glasset.
Det blev mig for vidtløftigt, om
Jeg mere gik igjennem
Af slige Artigheder, som
Man lærer udaf dennem,
Hvis hede Kløgter Hud og Skind
Paa deres Næste skaalder
Og hvis Forstand er ganske blind
Naar ingen Lystet holder.
Saaledes, kjære Frøken! skal
I Tiden da passere
Med Railleri, med Dans og Bal
Og andet saadant mere,
Isteden for I sidder saa
Og Traad i Synaal træder;
Tænk dog, hvad Forskjel er ej paa
En Frøken og en Skræder!
En Skrædder og en Frøken? Fy!
Hvor stinker slige Pletter!
Nej, om I endelig vil sy,
Da skal I sy Mansjetter
Til Monsieur N. af bedste Kram,
Og vil I Væver være,
Da fletter eders Navn til ham
Af eders Haar at bære.
Jeg veed, at I fra spæde Aar
Er vant at gjøre noget;
Men sligt ej eder nu anstaar,
Da ret er altid kroget.
I gamle Dage veed jeg nok
At eders Kjøn var du’ligt,
Da Fruer brugte Teen og Rok;
Men nu er sligt umuligt.
Om I vil derfor være en
Af dem, der er paa Moden,
Da værer, som I havde Meen
Paa Haanden og paa Foden.
Men synes eder, at I gad
Ej være dog saa mag’lig,
Velan, da vil jeg sige, hvad
I skal bestille daglig.
Det allerførste er, at I
Om Formiddagen sover
Til Klokken den er slagen ti,
Og tre Qvarteer derover.
Saa skal I smukt staa op igjen,
Hvor højt I end kan trænge
Til Søvn, for I om Aftenen
Tilforen sad saa længe.
Fra Sengen skal I gaa til The,
For at betage Smagen
Af Dampen og af Dunsterne
Endnu fra anden Dagen,
For at fordrive Hidsighed
Fra Mave, Mund og Lunge,
Og Dansestøvet slukke ned
Fra eders tørre Tunge.
Hvad da? saa skal der kaldes paa
Kathrine eller Mette,
Til eders Natbord ind at gaa,
Paa Hovedet at sætte;
At tumle Spejlet hid og did,
At pudre og at snøre,
Hvormed hun et Par Timers Tid
Skal have nok at gjøre.
Holla! jeg glemte Morgenbøn;
Den burde I erindre
(I kunde en ret meget kjøn
Den Tid at I var mindre);
Men kommer selv herom ihu
At spørge eders Lige;
Thi om de bruger sligt endnu,
Det skal jeg ikke sige.
Hvad meer? Om Eftermiddag skal
I bruge Kudsk og Tjener,
Den hele Tid maa være fal
For eders gode Venner.
Til Leg og Spil, til Tidsfordriv
Er Aftenen bequemmest,
Den er som Dagens Sjæl og Liv
Og allerangenemmest.
I seer da, smukke Frøken, her,
Hvad Cours i Levemaade
Paa Fruentimmer-Børsen er.
Nu har I selv at raade,
Om I vil og en Underdan
Af disse Love være,
Spørg Sognepræst og Capellan,
Hvad deres Tanker ere.
