Christian Falster (1690–1752)

Som Folk om eder siger,

At I ved Lejlighed iblandt

I lærde Skrifter kiger?

Mon ikke eders Avindsmænd

Opdigter sligt og mere,

At I ej skal for andet, end

For en Pedant passere?

At I har for at samle

(Hvad Navn de ogsaa have vil)

Saavel de ny som gamle,

Der have skrevet om, hvordan

En ung Baron og Greve

Og Adelsmand skal føres an

I Verden til at leve.

Thi eders første Mester

Har eders Ungsdoms Børnesko

Jo sy’t paa franske Læster¹:

Hvor kan der andet falde da

End maglig Gang i dennem

Til at gaa al Europa, ja

Al Verden vel igjennem?

Skribent fra Rom og Londen,

Hvor Adel-Vejen løber hen;

Og tage ham ved Haanden?

Er eders franske Xenophon²

Ej meer end overflødig?

Hvad bedre Pegefinger mon

I har i Verden nødig?

Saa vil jeg eder lære

Hvorledes I kan folkelig

Og efter Moden være.

Hvad højfornemme Artighed

Der hør til Junkerstanden,

Som hverken lærde Scheffer³ veed

Ej heller nogen anden.

At eders Informator

Har eder lært, at læse ret

Udi en Nomenclator⁴,

I Hübners Spørgsmaal, og især

I Sprog og slige Sager.

See, Tydsk og Fransk det kan jo hver

Skjerslip og Soldemager.

Udkræves her af eder

Som en moderne Cavalleer.

Her er en Lov, som hedder

Religion, som findes i

Evangelist-Arkivet,

Som udaf Mosis Cancelli

Er allerførst udgivet.

Besværlige Artikler.

Men veed I, hvor I eder brav

Og bedst deraf udvikler? —

Naar I med Bibelens Postil

Ej eders Hoved bryder,

Men alting udi Verden til

Naturens Lov hentyder.

Theologi bekræfter,

At Verden er begyndt med Aar

Og skal forgaa herefter,

Da fører jer til Nytte det,

St. Hans⁵ og Moses skriver

I første Vers, saa seer i let

At Verden evig bliver.

Naturlig Aarsag hente

Og ikke tro, at Sodoma

Af Himmel-Ild opbrændte,

Men ved et Jordskjælv undergik;

At Ebbe efter Floden

Forvoldt, at Moses ikke fik

Det røde Hav paa Foden.

I Bibelen om Fanden,

Opstandelse og Dommedag,

Skal være saa forstanden,

At dermed kyser man en Nar

For ham i Tvang at holde,

Og, hvis ej denne Torden var,

Blev Verden ødt af Trolde.

Religion nødvendig,

Det taler efter Moden, som

Det eder er anstændig.

Og I som eders Ligemænd

Langt heller det stadfæster,

Som en Vaninus⁶ siger, end

Luther i Bønder-Præster.

Udvortes ej forsømme,

At Pøblen kan om eder som

En romersk Helgen dømme.

At I i eders Tider kan

Den anden Cromwell⁷ være,

Og ligesom til eders Stand

En Pibekrave bære.

Da holder gode Miner,

Og bruger det hvert andet Aar

Som Mandler og Rosiner,

At I skal ikke holdes for

En Helligdoms-Forræder,

Vor Kirke-Rituals og vor

Forordnings Overtræder.

Da er det nok, som somme,

I Ki’rken, for Forandrings Smag,

Hvert Fjerdingaar at komme.

Ej at I just paa Præsten seer

Og haver ham i Sinde,

Ej at I skulde tænke meer

Paa Gud end paa Gudinde.

Paa Medicin anvende,

Og lade Doktor være Præst;

Hvorpaa enhver kan kjende,

At I er mere end gemeen,

Da Folk af Luse-Krammen⁸

Til Kirken løber, hver og en,

Saasnart det ringer sammen.

Og Bønnebogen bruge,

Da kan I det opsætte, til

Den sidste Dag og Uge

Naar I ved Kald og Varsel fra

Naturen⁹ vorder stævnet,

Saa er det tidlig nok endda,

At angre eders Levnet.

At underkaste eder

Samvittigheds forkjerte Lov,

Som Munken sig St. Peder:

Sligt Boskab er unyttigt i

Pilati Stads-Gemakker;

Det gjør en Slave af en Fri,

Og mangen en til Prakker.

Der over sin Handtering

I Verden holder Regnskabs Bog,

Examen og Vurdering?

Hvo vilde saadan Phantasi,

Hvo vilde dette vrange

Samvittighedens Spøgeri

Sig lade gjøre bange?

Skal lade saadant være

Gemene Folkes Busemand,

Som gjerne bange ere,

At de i mindste Maade skal

Forarge Præst og Næste.

Men see! I veed jo, slet Metal

At kjende fra det bedste.

Hvor vel han efter dette

I sin Religion og Tro

Sit Forhold kan indrette.

See! dersom I vil vide meer

Hvorpaa I bør studere

Af alamodisk Stands Maneer,

Da mærker ydermere:

Jeg veed, I Vin kan drikke,

Hvad heller den er noget smurt¹⁰

Og ureen eller ikke;

Men paa det at I vænnes maa

Fra saa gemeen en Vane,

Da lader strax Plakat opslaa

Derom i eders Gane:

Som kildrer Smag og Kræfter,

Men ikke saa og saadan Ret

Maa komme der herefter,

Som ej har hjemme der og der,

Fra fremmed Sted forskrevet.” —

Thi see! en bon vivant nu er

Paa højest Mode blevet.

Den Titel disputere,

Da lader et Patent derpaa

Af Damer confirmere.

Det koster kun Foræringer

Samt søde Ord og Miner,

Hvoraf de let indtagne er,

Som Barnet af Rosiner.

Som I maa alle Dage

For disse søde Fugle strø,

Om I dem vil behage.

Ved Gjæstebud I og hos dem

Maa undertiden søge

At gjøre eder angenehm

Og Gunsten at forøge.

Og ordentlig beskikker

Den Kort-Confect, som hører til

Forsamlings-Pikkenikker¹¹.

Og hvad I taber derudi,

Forsikrer jeg, I vinder

Igjen i Yndest-Skakreri

Hos eders Elskerinder.

Med Eftertanke skjønne

Paa eders Høflighed, og den

Med Venlighed belønne?

Ja, er det ikke billigt, at

Af eders Tractementer,

Som I paa dennem haver sat,

I nyder slige Renter?

Og næsten uforskammet,

At nægte en Douceur og sligt

For hvad de har annammet;

At lukke deres Friheds Dør,

Naar den er solgt til eder.

Nej, nej! Jeg nok cavere tør

For slige Svirigheder¹².

I har da ej en Skilling,

Saa skal I dog tractere, som

Det laa til jer Bestilling.

Naar Gjæsterne er borte, kan

I drikke Øl af Hælding,

Udslaa den dyre lækre Tand

Og æde Æble-Skrælling.

En Capital paa Rente!

En Skilling mod en Daler er

Jo nok igjen at vænte!

Ved Moratorium I jo

Kan hindre Registrering,

Og Skuld og Spade saa betro

At sørge for Qvittering.

I eders Brønd kan have

Og Træ til eders Ildebrand,

Da tager Skjenk og Gave;

Da agter ikke, af hvad Grund

I samler Græs og Grøde,

Da malker alle Kø’r, den Stund

I faar kun Mælk og Fløde.

Da skal I ikke regne

At tage af en Fattigblok

Endog fra eders egne.

At liste saasom Haanden ned

I eders Tjeners Lomme,

I det I Løn og Rettighed

Ej lader ham bekomme.

Hvad er det angelegen

At banke Dyst af fremmed Sæk

Og komme i sin egen?

At klippe Kjolen af et Faar,

Og lade det i Kulden

Gaa nøgen hele Vinter, naar

Man selv er varm af Ulden?

I meer end Junker hedder,

At alle Mand kan staa med Hat

I deres Haand for eder.

Saa højt et Hoved maa jo fuldt

Af spanske Fluer være.

Om I endog med Armod, Sult

Og Tørst dem skulde nære.

En Fugl foruden Fjere,

Et Hakkebræt foruden Klang!

I derfor maa studere

Paa Titler, om I Navnet end

I Daaben ej fortjener.

Nok er jo Æren, om I den

End faar ved Slægt og Venner.

Ved hvilket Mesterstykke,

Ved hvilken Verdens Løngang I

Har nærmest Vej til Lykke.

Ja, I det ikke regne maa,

Om I end skulde støde

En anden, for hans Brød at faa,

Og lægge hannem øde.

Og alle Folk indbilde,

At I kan hjælpe, hvem I vil,

Og andres Lykke spilde.

I meget Godt skal love, men

Ej meer troværdig være

I eders Ord, end Kræmmeren

Der agter ej at svære¹³.

Hos eder ej maa gjælde,

Da Verden og det hele Land

Er nu en Musefælde.

Da den maa gaa som en spedalsk

Fra Lykken langt til Side,

Der ej har lært at være falsk

Og Blakkes Hest at ride.

I Machiavellisten¹⁴

Vil ligne, maa I leve som

En Jøde med en Christen;

At det med eders Troskab gaar

Som Munk i Messeklæder,

Og unge rige Enker, naar

De over Manden græder.

Om I med nogen Ære

Paa Verdens Høje-Skole vil

En stor Professor være,

Og ej i alamodisk Svar

Og Spørgsmaal nogen vige.

Adieu! Jeg eders Søster har

Og et Par Ord at sige.

Jeg neppe veed Exempel,

Hvis Levnets Forhold er saa rart

Som gammel Mynt og Stempel

Fra Valdemars og Eriks Tid,

Som Bøger, hvilke Lykken

Har vogtet med særdeles Flid

Fra Vildelser i Trykken.

En brav og artig Frue,

Hvis Øje stedse Omhu bar,

Endog i Ammestue,

For eders Tugt og Christendom,

At hun jo meer og mere

Det onde kunde ligesom

Fra Dyden distillere.

Omkring til eders Lige,

At I begynder Sted fra Sted

I Verden ud at kige.

Jeg hører derhos, at I dog

Ej noget overtræder

Af det, som staar i Sehsteds¹⁵ Bog

Om Fruentimmer-Sæder.

I mindes vel forleden

At I udi et Selskab sad

Og roste Ærbarheden?

I mindes jo og vel, at der

Var fuldt af Adrienner¹⁶

Paa samme Tid, som havde hver

Sin røde Kjol til Tjener?

Et Skridt fra Døren kjørte,

Før strax det hele Compagni

Proces med eder førte

Som den, der vilde Manifest

Mod deres Frihed skrive,

Og Fruers Menighed med Pest

Og Kjetteri forgive.

Et Barn endnu af Alder.

Hvo vilde regne da, at hun

Med Ringle-Piben skralder?

Hun haver jo til denne Dag

Kun leg’t med Børn og Dukker.

Hun mener, der er ingen Smag

Saa sød, som den af Sukker.

Med Tiden længer slider,

Om vor Religion og Tro

Ej da paa hende bider.

Lad hende prøve vore Kaar,

Saa vedder jeg med eder,

At hun ej Ærbarheden for

Sin Helgen da tilbeder.

Til vores Selskab mere,

Og danse først med en galant

Monsieur, og siden flere;

Lad hende ikkun faa en Sved

Og komme ind i Heden,

Hvad gjælder, at hun Ærbarhed

Afstryger da med Sveden?”

Ma Soeur! om sligt oprørisk

Exempel først kom udi Svang,

Hvad var det da forførisk?

Hvo kunde nogen værre Skik

Og Mode vel paafinde,

End, om vi Ærbarheden fik

Til vor Hofmesterinde?

Saavel som min og fleres?

Hvad var der da for Underskjed¹⁷

Paa vores Liv, og deres,

Der Mæle, Syn og Helbred om

I Betlerbrev maa bære,

Og af Naturen ligesom

Til Barfod dømte ere?

For Mandfolk maatte hænge?

Da blev jo mangen aldrig Brud,

Som ikke haver Penge.

Vi haver jo ej bedre Krog

Til slige Fisk at fange,

Og den skal være meget klog,

Som undgaar alle Gange.

Hvor denne Frøken vilde

Mod Fruentimmer tale saa

Forsmædelig og ilde.

Hun prædiker om Ærbarhed;

Men deraf sees Forstanden,

Og det er Tegn, at hun ej veed

At leve som en anden.” —

Hvad Klokken den er slaget:

Paa Gulvet er det Børneverk!

I maa og med paa Taget;

Om I ej som en gammeldags

Matrone vil begegnes,

Og ej til det uægte Slags

Af eders Kjøn henregnes.

Og uforagtet blive,

I Ærbarhed nødvendig maa

Sit Pas og Afsked give.

Af høje Cavallerers Gunst

I endelig maa søges,

Om der endog med Fandens Kunst

Og Trolddom skulde spøges.

Er artig og fornemme,

Naar I ej for Opvartning fri

Er ude eller hjemme.

Thi see, det søde Æble vil

Jo alle Orme have,

Og alle Muus de løber til

Den lækre Ost at gnave.

Med Railleri maa være,

At nogen skulde gaa sin Vej

Og ej en Skose bære;

Ej bydes Snustobak af Løg

Og Sennep til hans Næse,

At I ej skulde Narre-Røg

Ham udi Øjet blæse.

I har Forstand til mere,

Naar I faar Øjenbryne fat

Og dennem kan barbere,

Ja lure en Purgatser paa

Og derhos faa det passet,

At Tjenerne for ham skal slaa

En Haandfuld Salt i Glasset.

Jeg mere gik igjennem

Af slige Artigheder, som

Man lærer udaf dennem,

Hvis hede Kløgter Hud og Skind

Paa deres Næste skaalder

Og hvis Forstand er ganske blind

Naar ingen Lystet holder.

I Tiden da passere

Med Railleri, med Dans og Bal

Og andet saadant mere,

Isteden for I sidder saa

Og Traad i Synaal træder;

Tænk dog, hvad Forskjel er ej paa

En Frøken og en Skræder!

Hvor stinker slige Pletter!

Nej, om I endelig vil sy,

Da skal I sy Mansjetter

Til Monsieur N. af bedste Kram,

Og vil I Væver være,

Da fletter eders Navn til ham

Af eders Haar at bære.

Er vant at gjøre noget;

Men sligt ej eder nu anstaar,

Da ret er altid kroget.

I gamle Dage veed jeg nok

At eders Kjøn var du’ligt,

Da Fruer brugte Teen og Rok;

Men nu er sligt umuligt.

Af dem, der er paa Moden,

Da værer, som I havde Meen

Paa Haanden og paa Foden.

Men synes eder, at I gad

Ej være dog saa mag’lig,

Velan, da vil jeg sige, hvad

I skal bestille daglig.

Om Formiddagen sover

Til Klokken den er slagen ti,

Og tre Qvarteer derover.

Saa skal I smukt staa op igjen,

Hvor højt I end kan trænge

Til Søvn, for I om Aftenen

Tilforen sad saa længe.

For at betage Smagen

Af Dampen og af Dunsterne

Endnu fra anden Dagen,

For at fordrive Hidsighed

Fra Mave, Mund og Lunge,

Og Dansestøvet slukke ned

Fra eders tørre Tunge.

Kathrine eller Mette,

Til eders Natbord ind at gaa,

Paa Hovedet at sætte;

At tumle Spejlet hid og did,

At pudre og at snøre,

Hvormed hun et Par Timers Tid

Skal have nok at gjøre.

Den burde I erindre

(I kunde en ret meget kjøn

Den Tid at I var mindre);

Men kommer selv herom ihu

At spørge eders Lige;

Thi om de bruger sligt endnu,

Det skal jeg ikke sige.

I bruge Kudsk og Tjener,

Den hele Tid maa være fal

For eders gode Venner.

Til Leg og Spil, til Tidsfordriv

Er Aftenen bequemmest,

Den er som Dagens Sjæl og Liv

Og allerangenemmest.

Hvad Cours i Levemaade

Paa Fruentimmer-Børsen er.

Nu har I selv at raade,

Om I vil og en Underdan

Af disse Love være,

Spørg Sognepræst og Capellan,

Hvad deres Tanker ere.