Og see i vore Dage,
Hvad Maade Folk anvender paa
De Unge at opdrage,
Han neppe fandt, den brave Mand,
En Toddel efterlevet
Af sine Regler, hvilke han
Om Børne-Tugt har skrevet.
Han, for at vende Verden om,
Sig vilde vist beklage,
At han den Magt ej havde, som
Han sikkert paa en anden Fod
De Unge skulde sætte,
Og Tugthuus for Forældre lod
Han virkelig oprette.
Thi see! hvorledes gaar det til?
Det er jo ingen Under,
At Laster gjerne følge vil
Den Unge nuomstunder.
En daarlig Fader selv ved Haand
Sin spæde Søn jo tager,
Og ved Exempels Ledebaand
Til Udyd ham ledsager.
Jeg mælder intet om, at, naar
Et Barn kan Tungen røre,
Det strax i sine spæde Aar
Skal lade sig forføre,
Og af den tydske Glosebog
Samt franske Tunge-Amme
Tilvænnes, ved sit Moders-Sprog
Sig efterdags at skamme.
Det er jo næsten nu en Spot
Om Børn ej veed at sige
Roselli, og deslige.
Om en Roman ej ligesom
En Catechismus læres,
Da Luther til Paris og Rom
Ej mindre ofte æres.
Jeg intet har at sige paa
Den udenlandske Tunge,
Naar Dyden kun tillige maa
Indprentes i den unge.
Nei, tværtimod! jeg priser dem
Lyksalig, som kan finde
Til Læremesterinde.
Men du, som for de unge est
Et lastefuldt Exempel,
Kom, følg til en satirisk Præst
Udi en hedensk Tempel,
Til Juvenalis, Skrift’ at staa
Som Dydens Overtræder,
Og Pas af hannem skrevet faa
Som dine Børns Forræder.
Kom først, du Dobler! frem, og svar
Til Spørgsmaal for Din Gjerning,
Du, som din meste Handel har
Med Brikker, Kort og Terning.
Som ej af Sengen kommer seen
Før du med skidne Hænder,
Med Strømpen paa det ene Been
Til Spillebordet render.
See! naar den Lille mærker, at
Du Spil ej kan undvære,
Strax faar han ogsaa Kortet fat,
Vil samme Kunster lære.
Med Alfabet han Lyst ej har
At bryde da sin Hjerne.
Men Hjerter, Ruder, Klør og Spar
Han bogstaverer gjerne.
Hvad bliver denne siden til?
En syndig Dagedriver.
Hans Kunst og Haandverk bliver.
Sig selv han stjæler Tiden bort
Og andre derved skiller;
Kort sagt: Sit korte Levnets Kort
Han liderlig forspiller.
Hvad skeer? Du siden sender ham
Til udenlandske Stæder,
Berlin, Paris og Amsterdam,
At lære gode Sæder.
Jo jo! han Universitet
I Spillehuse søger,
Og sidder heller der i Bét
End hjemme udi Bøger.
Forgjældet gaar han ofte da
Med brodden Pung og Lomme,
Og ønsker kun, at hjemmefra
En Vexel vilde komme,
Af Frygt, at han med Slutteri
Og Fængsel skal beskæmmes,
Af Længsel, at han kan udi
Sit Lav paa ny indlemmes.
See dette tit er Frugten af
Din egen onde Vane,
Hvormed du ham til Betlerstav
Har aabnet Vej og Bane.
Men vel! Lad være end, at han
I Armod ej geraader,
Lad være, at han vinde kan
Og ved sin Spillen baader;
Hvad Kunster gaar da ej i Svang
Med Øjne at forblinde?
Jeg vedder, at han mangen Gang
Gjør Uret, for at vinde;
Ja, ej alene Uret gjør
Og synder mod sin Næste,
Men vel endog med Eder tør
Sit Skalkefund stadfæste.
Tænk! er det ene Onde da
Ej værre end det andet?
Er det, som stjæles andre fra,
Ej syndigt og forbandet?
Hvo vilde til Bedrageri
Et Menneske opdrage,
Og uforsvarlig Deel udi
Hans Tyvekoster tage?
Nej, dersom det skal gaa ham vel,
Da lader du ham lære
At gjøre hver Mand Ret og Skjel
Og ingen at besnære;
At ofre sin Forstand og Tid
Til det gemene Bedste;
At bruge al sin Kunst og Flid
Til Tjen’ste for sin Næste.
Nu maa jeg mælde et Par Ord
Til dig, som lever lækker;
Som ved et overdaadigt Bord
Dit Legem syndig spækker.
Hvis Bug til Fylde have vil
Det fede og det søde,
Hvorved den unge vænnes til
At vrage daglig Føde.
See denne neppe skjønne kan,
Før dit Exempel frugter.
Man seer, hvorledes næsten han
Til hver en Mundfuld lugter.
Han i at sætte Priis paa Mad
Er uforskammet kræsen;
Men Røgen af et lækkert Fad
Kan kildre ham i Næsen.
Hans Tænder rinder, naar han seer
Ragout og Carbonade.
En Kogebog han elsker meer
End hele Børsens Lade.
Paa Kramsfugl veed at skjønne;
Hvor han er Anatomicus
Udi en Agerhøne.
Omsider kræses her ej nok
Paa den fornemste Mode,
At gjøre sig tilgode.
Hvad skeer? Med Vin og Sukker han
Tracteres der saalænge
At han til fremmed Brød og Vand
Omsider tit maa trænge.
Som saadan Skole holder,
Som din Discipel slig Confect
Paa Fraadseri forvolder;
Hvad vilde du vel svaret, om
Naturen for dit Levnet
Til Lacedæmon eller Rom
Dig fordum havde stævnet?
Ja siig mig du, som udi Mad
Og Drikke est saa graadig,
Hvi spækker du en Dødning-Rad,
Et Skrog, saa overdaadig?
Er vel et Legem værd, at man
Opvarter det saa meget?
Nok er det, naar din lækre Tand
Nødtørftig vorder qvæget.
Hvad har du Vin og Sukkerbrød
Til daglig Spise nødig?
Viis mig en Philosoph, der nød
En Smule overflødig!
Vel efterladt sig Pletter?
Mon ej saa vel den gode Rug
Som bedste Hvede mætter?
Spørg desforuden Lægen ad
Om Sundhed vel tilstæder,
At du af allehaande Mad
Imod Naturen æder.
See, dersom Adam efter den
Huusholdning havde levet,
Han havde neppe ældre end
Dig Vinen vil forbyde;
At jeg er Saba Eremit,
Der neppe vilde nyde
En Draabe Vand og Smule Brød
I hele otte Dage;
Naturen aldrig nogen bød
Sit Legem saa at plage.
Æd til Behov! Det haver jeg
Slet intet paa at sige.
Æd Fugle, Fiske, Dyr og Qvæg,
Men ikke Folk tillige.
Thi de, som udi Fraadseri
Sit Gods og andres æder,
Paa hine vilde Steder.
Een Lyde jeg fremdeles til
Gemyt dig har at føre,
Som denne Tids Forældre vil
Kun meget nødig høre,
Der om at gjøre Drog og Skarn
Af Børn saa godt som kappes,
I det et uforstandigt Barn
Skal føjes, kysses, klappes.
See, nuomstunder er en Glut
Et Herskab udi Huset.
En Tjener gjør ej denne mut,
Før han er overfuset;
En Skolemester tier stil
Og frygter for Unaade;
Fik lade Glutten raade.
Skal denne lære A B C,
Da skal det ved Rosiner,
Ved Hvedebrød og Sukker skee,
Ved søde Ord og Miner.
Men dersom Halsen uden Straf
Sig ej vil lade bøje,
Strax bliver Graaden tørret af
Den Kjæledægges Øje.
Det ømme Faders/Moders Hjerte kan
Jo ingenlunde taale
At see den lille Kind med Vand,
At høre Barnet skraale.
See, Riset slaas itu af Harm,
De vaade Øjne kysses;
Med Sukkergodt paa Skjød og Arm
Den lille Martyr tysses.
Tænk du, som tugter saa din Søn
Imedens han er liden,
Hvad venter du at faa til Løn
Af saadan en med Tiden?
Mon du din fule Ømhed vil
Ej med Foragt undgjælde?
Mon denne Urt ej bliver til
Din egen Brændenælde?
Jeg siger ikke, at du skalt
Spartanisk Haardhed øve,
Endskjønt en Abe overalt
Er værre end en Løve;
Men dyrk din Ager, at dit Korn
Ej klintefuldt skal blive;
At den for Hvede ikke Torn
Og Tidsel dig skal give.
Og hvis du har til Overflød
Taalmodighed at miste,
Da und din Tjener og en Lod,
Lad hannem samme friste;
Ja, dersom denne sig forseer
Da overbær hans Fejl med meer
Taalmodighed og Naade.
Men see! dit Barn jo tit en from
Og gunstig Herre haver,
Naar du din Tjener ligesom
En nidkjær Fader aver.
Naar du ham træder med din Fod
Og ned paa Jorden kaster,
Ret saasom du for Regnskab stod
At svare til hans Laster.
Jeg beder ej for denne, naar
Han høilig sig forbryder;
At du ham da med Lempe slaar,
Ej nogen Lov forbyder.
Men tænk derhos, at Herrens Been
Hos Tjenerens er taget,
At hin og denne Mynt af een
Naturens Malm er slaget.
Som en Tyran afmalis,
Læs, hvad der skrives Rutilo
Til Spot hos Juvenalis,
Der brugte Polyphemi Kam
Til sine Folk at kæmme,
Saa ingen Siren var for ham
Saa sød, som Pryglens Stemme.
Hvo vilde lide dig, der saa
Ueftertænksom hersker,
Og Skindet ubarmhjertig paa
En fattig Tjener tærsker?
Straf hannem, naar han ilde gjør,
Og straf ham da med Maade.
Men straf, som jeg dig sagde før,
Dit Barn med mindre Naade.
Jeg havde meer at sige dig,
Men see, her forekommer mig
Madame la Coquette
Med kruset Haar, og sminket Hud
Trods Grækernes Helene,
See! Skiltet næsten hænger ud
Af hendes Øjenstene.
Giv Agt, hvor mange Bi’er om
Den Honningkube sværmer,
Hvorledes Mandfolk ligesom
Er sy’t til hendes Ærmer.
Hun nep kan sætte Foden frem,
Thi see, der altid ligger
En Lefle-Almis-Tigger.
De skiftes til at varte op,
Saavel som og at sende
Samt smukke Baand til hende,
Den anden dejligt Porcellin
Og indianske Dukker,
Lovises Kram, den bedste Vin,
Samt Kaffe, The og Sukker.
Hvad om vi kom et Øjeblik
I hendes Skrin at rage?
Om vi Forlov af hende fik
Arkivet at ransage?
Hvor mange Fjere fandtes der
Ej da af hendes Haner,
Hvor mange Breve fra enhver
Af hendes Courtisaner?
Hvad om vi hendes Bøger saae,
Og ledte dem igjennem?
Maaskee vi skulde neppe faa
En ærlig Bog blandt dennem.
Vi efter en Celinde-Digt
Clelíe, Faramond, og sligt
Paa Timen laa tilrede.
Tænk dog, naar denne Dame saa
Med Vellyst sig befatter,
Hvorledes kan da nogen spaa
Om hendes Jomfru Datter,
At hun med Tiden bliver en
Lucretia i Dyder?
Et kroget Træ en kroget Green
Jo gjerne af sig skyder.
Hvo vilde vel forsikre den
Som hende faar til ægte,
At hun skal ej faa flere Mænd
Og paa sin Moder slægte?
At hendes Børn af den Forstand
Med Tiden skulle blive,
At de den rette Fader kan
Ved Navn tilkjende give.
See, hun er neppe voxen til,
Før hun og, ligeledes
Som hendes gode Moder, vil
Med Fodefald tilbedes.
Hun ogsaa sine Ofringer
Vil have paa sit Alter,
Og Viser Davids Psalter.
Omsider giftes denne Brud,
Og Manden bliver Fader
Ved det at Fruen føjter ud
Paa Bal og Maskerader.
Hun ham fortæller, hvem der var,
Hvor mange Spilleborde,
Samt Mand- og Fruentimmer-Par,
Men ikke, hvad hun gjorde.
Kort sagt, hun sætter hannem paa
Een Brille efter anden;
Forblommet udi Panden.
Og derhos bilder hannem ind,
At disse Tegn betyder
En Vakker Kones kydske Sind,
Oprigtighed og Dyder.
Ja hvad? om han end vidste det
Hvorledes hun ham skabte,
Han ufejlbarlig tabte;
Han blev ej derfor hende qvit;
Thi hun for denne Fare
Trods Nonne eller Jesuit
Sig veed at tage vare.
Hun nok saa længe har udi
Sin Moders Skole gaaet
I Elskekunsten faaet,
At der ej høres lettelig
Ved hvert et Puds en Bjælde,
At hun har lært, at vogte sig
Som gammel Muus for Fælde.
Men du, som dine Unger saa
Med slige Orme mader,
Som selv forfører dine Smaa
Og narrer deres Fader,
Din Datter til Coquette,
Hvad tænker du? hvorledes kan
Du vel forsvare dette?
Ja du, som i din Moders Særk
Dig utilbørlig klæder,
Og Viser dine Sæder;
Tænk, at dit Legem er gemeent
Som hine Borgerstuer,
Og at det bliver saa ureent
Som Kjød af Spy og Fluer.
Ja see! hvorledes gaar det dig
Med dine Legems Gjæster?
Den ene deraf roser sig,
Den anden det stadfæster.
Paa The- og Kaffe-Huse du
Som en Avis maa være;
Der kommes tit dit Navn ihu,
Men ikke til din Ære.
Jeg kunde sige meget meer,
Men see, jeg det begiver;
Thi hisset jeg en Landsmand seer,
En modig Dagedriver;
Ham maa jeg spørge, hvem han er?
Hvad Meen han har paa Armen?
Thi see! han Haanden enten bær
I Lommen eller Barmen.
At han har faaet Skade.
Han laa jo i sin gode Ro,
Da Folket stod for Stade.
Han jo ved Kakkelovnen sad,
Da Rygen blev indtaget.
Han blev jo ikke fra sin Mad
Ved Vismars Bomber jaget.
Nej, nej! jeg kjender hannem vel,
Han slaas ej for sin Føde;
Han heller sover sig ihjel.
Thi see, hans Fader døde
Af Skjørbug, for han aad og drak
Og ingen Ting bestilte,
Undtagen at ved Snustobak
Han Urteboder skilte.
Ja om jeg i et Testament
Om denne vil optegne
Hvad Ros og godt han har fortjent,
Og kortelig opregne
Hvad mig om hannem er bevidst,
Hvor tro han var sin Næste,
Hvad Kongen har i hannem mist,
Samt det gemene Bedste:
Da var det hans Philosophi,
Hørsommelig at være
Og Hviledagen ære;
Han sindet var, som hine, der
Den vakre Tanke haver,
At Ledighed for Herrer er,
Men Flittighed for Slaver.
Ham havde foraarsaget
Saa meget Ungdoms Hovedbrud
Og saa hans Hjerne plaget,
At han var bleven ganske kjed
Af Skolefuks-Handtering,
Og bragt omsider til sin Ed:
At hade al Studering.
Hans Hjerte for heroisk var
I hannem til at lære;
Han ønskte, udi Trankebar
Hver Bog og Skrift at være.
Om hannem kunde skrive,
Som udaf Avind var forgjort
Til Løgn at foregive.
At han i Ki’rken sjælden kom
Det vil jeg ej omrøre;
Han skulde være længe om
I Klæder sig at føre.
Og før han kom udi sin Kjol,
Udviklet af sin Pude,
Var Præsten alt paa Prækestol
Ja hele Præken ude.
Blandt andre Ønsker ønskte han
At Nægle aldrig groede,
At Vandet havde den Forstand
Og af sig selv ham toede;
At han sit Skæg og den Fortræd
Til Jøder kunde leje,
Samt at han aldrig turde ved
At gaa paa Stene-Veje!
Han tit forundred sig paa dem,
Som, for at tjene Landet,
Saa godt som gaar fra Huus og Hjem,
Fra Kjøkken, Seng og andet.
Han svor, at han blandt dennem, som
I Kongens Sæde sidder,
En Lem ej vilde være, om
Han kunde blive Ridder.
Hvad nytted’ han da Tiden paa? —
Han gik omkring i Staden;
I Vinduer han gjerne laa
Og kiged ud paa Gaden.
Han op og ned og runden om
Spadserte udi Stuer,
Og fanged Griller, ligesom
Hans Videnskaber og Forstand
Var mere end gemene.
Sit „Fader vor” det kunde han;
Ja ikke det alene,
Han kunde som Theologus
Slaa Lapperne af Marken,
Og som en Mathematicus
Han kunde bygget Arken.
Geografien kunde han,
Og vidste at ransage
I Almanakken efter Land,
Paa Landkort efter Dage.
Han søgte Moskov i Sydvest,
Og London i Tyrkiet,
Men ellers var han allerbedst
Bekjendt i Barbariet.
Men kom der ikke gjerne.
Tit svor dog Alberoni paa
At dersom denne Hjerne
I Kong Philippi Cabinet
Og Sager havde kiget,
Da havde Kongen ej saa let
Udjaget ham af Riget.
Hvad ellers sig hans Børn angaar,
Da var han Manges Fader,
Som løber om, mens Landet staar,
Paa alle Landets Gader. —
Ej! Skam og Spot! nu vaagner jeg.
Hvad er det, at jeg skriver?
Et Testament om Fæ og Qvæg,
Om Landsens Dagedriver!
Hør du, som Børn ej vænner til
At gjøre Gavn og andet,
Hvad Regnskab mon du gjøre vil
For Kongen, Gud, og Landet?
Til hvad Befordring voxer de
Ved saadan Lærdoms Føde?
Der gaar jo gjerne Spøgelse
I Huse, som er øde.
Ja er det ret, hvor Herren ej
Sit vaagne Øje lukker,
At der en Tjener gaar sin Vej
Til Sengs, og Lampen slukker?
Bør Lyset hos en Undersat
Ej brænde, som til Hove,
Hvor Kongen vaager Dag og Nat
Og knap har Tid at sove?
Har Landet ikke dig, som en
Forræder, at anklage,
Der suger Marv af Landets Been
Og stjæler Landets Dage.
Der høster og vil ikke saa,
Ej ondt for Landet lide?
See! raadte jeg, du skulde staa