I.
Sagtelig en Kildes Bølge
snor igennem Skov sit Løb,
kaster sine klare Perler
over Breddens Blomstersvøb;
iler under Bøgekroner
Graners mørke Krat forbi,
nynner med saa klare Toner
Sommerfredens Melodi.
Og en Straale mellem Blade
trækker gyldne Perlerade
over Kildens vaade Sti.
Skoven aabner hist sin Favn
om en liden græsklædt Plæne,
hvor i Aaens blanke Dybder
Kilden glider i sin Havn.
Og den varme Sommerluft,
diset under Solens Straaler,
fyldes op med Blomsterduft
fra Violers dybtblaa Skaaler.
Solen synker under Havet,
Fuglen kvidrer imod Nat;
og hvor Dagen blev begravet
er en gylden Bauta sat.
Taagen stiger over Engen;
Aftenvindens sagte Suk
spreder over Blomstersengen
Sommernattens blanke Dug.
Pludselig en Stjærne stiger
op af Havets blanke Skød.
Over hele Himlen spreder
den sin Straale luerød.
Som den voxer, kommer nær,
blegner alle Stjærners Hær,
og de sagte Vindes Susen
stiger til en sælsom Brusen.
Stjærnen splittes med et Brag.
Og det dumpe, hule Bulder
over fjærne Bølge ruller;
og i Lys som klarest Dag
over Jord en Kæmpe svæver
med et Glavind i sin Haand.
Paa hans Bryst en Giftsnog bæver,
Slanger er hans Kjortelbaand.
Flammer flyve fra hans Øje,
Luer blinke paa hans Sværd,
og i Skyerne omkring ham
gløder tusend Aanders Hær.
Og han aabner brat sin Mund,
og fra Brystets dybe Grund,
som en dæmpet Uvejrstorden
bruser det: »Kom frem paa Jorden!«
— Ser du hist, hvor Skovens Kilde
nylig hviskede saa tyst:
hvor de dunkle Skygger lejre
sig paa blomstersmykte Kyst?
Bølgens Sang forstummer brat,
og det glimter gennem Nat.
Taagen former sig og svæver
frem i mystisk Maaneglans,
krummer sig i mørke Bugter
over Engen frem i Dans.
Og i Midten højt fremdanser
der en Kvinde, vild og varm.
Hendes løste Lokker kranser
hendes nøgne, hvide Barm.
Smidigt snor hun sine Lemmer
paa sin tøjlesløse Flugt,
og en Fakkel højt hun svinger
om de sorte Lokkers Bugt.
Og en Sky af Røg og Ild
kranser hendes hvide Pande,
til hun slukker Faklen vild
i de dybe blanke Vande.
Se et sælsomt Stevnemøde
mellem Dronningen og Drot!
Han fra Dybet mellem Døde,
hun fra Livets Letfærds Slot.
Lucifer med Herskerøje
mellem Hav og Himmel naar,
og hans Pande i det høje
krones af et Flammehaar.
Dronningen paa Engen sniger
frem sig som en giftig Slange.
Selv en Frygt for Jordens Riger
er for Lucifer hun bange.
»Lucifer! Du Lysets Bringer!
Lucifer! Du Dødens Drot!
Hid jeg for paa Stormens Vinger,
da du kaldte, fra mit Slot.
Her jeg med min Skare bier
til du lader op din Mund
og forkynder mig din Vilje —
den er sket fra samme Stund.
Tusend Aander give Agt
paa hvert Ønske i dit Øje,
frygter ingen Kamp og Møje,
naar det tjener til din Magt!
Strækker du mod Øst og Vest
Haanden over Havets Grænser:
rappere end Ørknens Hest,
ingen Vejs Besvær vi ænser!«
Blødt Sirenens Stemme klang;
blideligt de Bølger bruste,
og som Bifald gennem Vang
tusend Aanders Hvisken suste.
Lucifer oplod sin Røst;
Bølgen svulmed fra sit Leje,
alle Storme tog paa Veje,
og som Torden fra hans Bryst
mægtig brød hans stærke Tale:
»Dronning over Livets Lyst!
Il som Hjorten gennem Dale!
Stig som Ørnen over Fjæld!
Flyv som Sydens lette Svale
over Jordens Grænseskel!
Kald hver Tjener, som du evner,
hver som lyde vil dit Bud!
Hver som kun med Bæven nævner
mig, de faldne Engles Gud.
Saml jer sagte! Sno jer tyst!
Paa din Slangekløgt jeg lider!
Skjul jer her ved Bækkens Kyst.
— Nu afsted! Thi Natten skrider.«
Se! som ved et Trylleslag
svinder alle Nattens Syner,
og i Natten ene lyder
Bækkens sagte Bølgedrag.
Fredeligt de Bølger gaa.
Sagte suser Nattens Vinde
om den duggede Kærminde,
duftende Violer smaa.
Klar og ren sig Himlen hæver
over Jord og blanke Vove,
og de tusend Stjærner bæver
over Jordens tause Skove.
II.
Det myldrer hen over Engen
af Aander, store og smaa,
de reder Blomstersengen
med duftende Kroner blaa.
Det suser igennem Luften
af skjulte Vingers Færd.
Ombruset af Blomsterduften
fremflyver Nattens Hær.
I Græsset ved Kildens Bølger
det duftende Blomsterspind
med duggede Kroner dølger
en sovende Ynglings Kind.
De brusende Bølgers Strømme
som Harpetoner slaa.
Han slumrer i fagre Drømme
og lytter med Lyst derpaa.
De vingede Aander sværme
omkring hans lyse Lok,
og fjærne sig og nærme
sig tyst i talløs Flok.
De væver om hans Tanke
guldtvundet Lokkenet;
de ville hans Hjærte sanke
i Lucifers Nattedræt.
En Aand:
Jeg kysser dit fagre Øje,
at du kan se min Lyst.
En Anden:
Jeg vil din Attraa bøje
til mig med Kys paa Bryst.
Begge:
Med Kys din Hu vi fængsler,
og vækker i din Favn
de dybe Hjærtelængsler,
de stærke Ungdomssavn.
Den første:
Min Vinge om dig suser
og vækker dit Begær.
Den anden:
Min Aande dig beruser,
din Undergang er nær.
De sagte bløde Toner
i Nattens Stilhed gaar,
de duftende Blomsterkroner
med blinkende Dugkrans staar.
Fra alle Blade bruser
et underlig dæmpet Spil,
og over Bølgen suser
en vuggende Sang dertil.
Han vaagner af fagre Drømme
og ser sig vild omkring,
og ser over Bækkens Strømme
saa mange sære Ting;
og hører fra Skovens Kroner
en underlig Melodi,
og hører de bløde Toner
fra Bækkens blanke Sti.
Og over Engen danser
en Kvinde, vild og varm.
De løste Lokker kranser
den hvide, nøgne Barm.
Hans Øje hun betvinger
med sine Lemmers Flugt;
en Fakkel højt hun svinger
om sorte Lokkers Bugt.
Og Ild om hendes Pande
i lyse Straaler gaar,
til i de blanke Vande
hun hastigt Faklen slaar.
Hans Blod i raske Bølger
omtaager brat hans Sind,
og Kvindens Dans han følger
paa duggede Blomsterspind.
Han brænder efter at fange
den vilde i sin Favn.
Hun flygter som en Slange
og kalder ham ved Navn.
De hvirvles hen over Engen
som af en Stormvinds Magt.
— Han segner i Blomstersengen,
træt af den vilde Jagt.
Da hvisker det ved hans Side:
»Jeg kysser dig paa Kind.«
Han føler to Arme hvide
ham drage i Favnen ind.
Forfærdet frem han springer,
hun flyver fra hans Barm,
og Kvinder to sig svinger
ad Engen Arm i Arm.
De kommer fra alle Kanter,
de stiger fra hvert et Straa.
I hundredevis de danser
omkring ham, store og smaa.
— Saa segner han træt i Græsset,
og lukker Øjet til.
Fra alle Blade bruser
et underlig dæmpet Spil.
Og da han atter vaagner
er Engen tom og tyst.
Kun Stjærneskinnet spiller
paa Bølgens blanke Bryst.
III.
Jeg drømte en Drøm, den var lystig og kæk:
Jeg dansed og sang langs en rislende Bæk.
En Arm om min Hals og et Kys paa min Mund
og en Drossel, der slog i den dæmrende Lund.
En svævende Fod og en svulmende Barm
og det kulsorte Haar over Skulder og Arm.
Hvert Blik som et Dødsstød, der sled i mit Hjærte,
hvert Smil som et Løfte om Fryd efter Smerte.
Og saa? — Saa forsvandt hun i Skoven med Latter.
Jeg lo og jeg græd — og saa var hun der atter.
Hun kyssed min Mund og hun svaled min Pande,
og tog mig i Favn ved de hviskende Vande.
Saa var det et kogiende Blændværk, et Blund!
Saa varme dog brændte de Kys paa min Mund!
Jeg mærker endnu dine Favntag som Ild
hvor var du dog dejlig! Hvor var du dog vild!
— Jeg kender knap selv mine Tanker igen. —
Hvad er der da sket? Og hvor fører det hen?
Ak det var en Drøm kun! De kommer og svinder. —
Mit Liv for et Kys paa de brændende Kinder!
Men se, hvor det skinner der henne ved Skoven!
Og se, hvor det blinker som Blus over Voven!
Hvad er det for bævende Toner, der slaar?
Og nu som et brændende Kys paa mit Haar,
der tænder og ildner i Aarenes Strøm —
dér er hun! Dér staar hun, min dejlige Drøm!
Hvem er du, forunderlig dejlige Kvinde?
Hvad vil du? Mit Liv? Jeg skænker med Lyst
dig alt for et Kys paa dit snehvide Bryst.
Hun:
Mærker du den svale Vind
der stryger over din Pande?
— Jeg danser over Blomsterspind
ved Bækkens blanke Vande!
Mærker du den blide Duft,
der gaar af Blomstersengen?
Min Vinge vugger gennem Luft
paa Flugt henover Engen.
Ak kendte du den Lykke blot,
med Dans og Duft og Sange,
der gemmes i mit lyse Slot!
— Prøv om du kan mig fange!
Han:
Der staar som Stjærner om dit Haar!
Hun:
Det er en Rosenranke!
Han:
Men gyldne Straaler af dem gaar!
Hun:
Blænder de din Tanke?
Han:
O! tag mig med dig, hvor du vil!
Hun:
Kan du min Vinge følge."
Han:
Dit Øje lægger Kræfter til!
Hun:
Med røde Roser smykket staar
den slanke Søjlerad.
Med røde Roser i sit Haar
hun selv derunder sad.
Dronningen over Livets Lyst,
med Elskovs Glød i Blik,
med Livets Luer bag sit Bryst,
af røde Druer perser
for ham en Glemselsdrik.
Han ligger taus ved hendes Fod
og ser i hendes Øje;
dets Straaler ildne i hans Blod,
hans Hjærte kan hun bøje.
Han har alt glemt den svundne Tid,
hver Tanke paa, hvad kommer.
Han véd kun, at hun bar ham hid.
Og her er Lys og Sommer.
Sagte toner gennem Salen
der en underskøn Musik.
Frem bag alle Søjler stiger
slanke, rosensmykte Piger, —
han har tømt sin Glemselsdrik.
Inde under Rosenblade
hviler han paa Hynder blaa
bag de slanke Søjlerade,
hvor de kælne Drosler slaa.
Rundt i alle Salens Hjørner
rinder Kilder under Løv,
og en sagte Luftning spreder
Rosens Duft og Blomsterstøv.
Ingen Grænser Øjet møder,
Loftet svinder, Væggen synker,
og saa langt som Øjet rækker,
mellem Kilder Roser gløder.
Og derover, i det fjærne,
hvælver højt sig Himlens Blaa,
og hvorhen end Øjet saa,
skimter det en gylden Stjærne.
Og et stille, blaaligt Skær
over Kildens Bølger falder,
og en Røst ved Navn ham kalder —
Livets Dronning er ham nær.
»Du har fulgt mig over Bjærge,
spurgte aldrig om mit Navn.
Du var glad, naar blot du kunde
finde Hvile ved min Favn.
Naar jeg ser i dine Øjne,
ser jeg, hvor jeg er dig kær.
Mon du bliver ved at elske,
naar du hører, hvem jeg er?«
Han blev bleg som Hallens Søjler.
»O! Hvad skøtter jeg om Navn!
Du har Ildglimt i dit Øje,
du har Flammer i din Favn!
Du er god, thi dine Klæder
er som Vintersneen hvide,
og du ejer Livets Glæder; —
hvorfor skal jeg andet vide?«
»Jeg var god, men er det ikke.
Jeg er sat til Dronning over
alle Livets Glædesdrikke.
Dronning over Livets Lyst
er den Kvinde, som staar for dig.
Jeg har Hjærte i mit Bryst,
jeg har Taarer i mit Øje,
naar jeg lokker fra det høje
Sjæle til min Skyggekyst!«
— »Lokke til din Skyggekyst
O, jeg maa altid leve
mellem disse skønne Skygger,
leve, hvor du bor og bygger,
finde Livet ved dit Bryst!
Er der noget, lyst som Livet?
noget skønt, som Livets Fryd?
— Hvilket Navn du end fik givet:
Lad mig leve ved dets Lyd!
Kom og sæt dig ved min Side,
og fortæl mig lidt om dig!
Vi vil tale, du og jeg,
medens Nattens Timer skride!«
— »Kærligheden var min Fader,
Skønheden min Moder kær.
Jeg blev født en Sommeraften,
da de tusend Stjærner lyste
over Himlen højt og klart.
Jeg fik Kraft af Rosens Blade,
Skønhed, Ild i Sjæl og Øje,
Renhed, Taalmod, Lys og Lykke,
Fred i Hjærtet, Smil paa Kind.
— Jeg blev stor, fik hvide Vinger,
fløj omkring imellem Stjærner,
bøjed Hjærter mod hverandre,
tændte Sjæle højt i Brand.
Kysset lagde jeg paa Læben,
lagde alting Favn ved Favn.
Og jeg skabte Droslens Sange,
jeg gav Glans til Kildens Fald.
Og haar Solen sank bag Havet,
formed jeg af røde Skyer
Slotte over Dagens Grav.
Lys og Sange fra mit Øje
spredtes over Verdens Riger.
Der var ingen Graad i Verden,
der var ingen Suk paa Jord.
— Og jeg véd ej, hvor det kom;
men en Morgen, da jeg vaagned,
stod en Kæmpe for mit Leje;
— det var Lucifer, min Drot.
Og han røved Smilet fra mig,
lagde Vellyst om min Mund.
Ilden i mit Øje brændte
Hjærtets Renhed, Sjælens Kraft.
Kysset fødte Savn og Taarer,
Døden spired ved min Favn.
Livets Lyst blev Livets Fjende;
— jeg blev Træl hos Dødens Drot!
Hvad jeg græd og hvad jeg bad,
han var haard — udlo min Smerte.
Ak, jeg maatte prøve Kræfter
med de Ting, jeg elsked højest,
Hjærtets Renhed, Sjælens Kraft.
En Ting fik jeg som en Naade:
Ingen Sjæl jeg kunde daare,
intet Hjærte gav jeg Død,
før jeg skrifted, at jeg gemmer
Dødens Spire i mit Skød.
Glemselsdrikken har du tømt!
Du har ingen Kraft, som fordum,
men endnu du kan dig fjærne
fra min Lyst og fra min Fare.
Dine rene Barndomsminder,
Mindet om din døde Moder,
Tanken paa dit Kald i Livet,
hvad du lærte, hvad du led:
Alt skal stige for dit Øje
endnu én Gang lyst og klart.
Du maa vælge; jeg gaar bort;
Opsæt ej dit Valg for længe!
Thi hvert Skridt maa være gjort
førend Sol staar over Enge.«
Førend Sol stod op den Morgen
gik han bort fra Rosenborgen.