At se en Stakkel segne,
fordi en Fristelse kom,
at se en Synder blegne
af Anger og Frygt for Dom;
En falden Sjæl, hvis Drømme
er brustne paa farefuld Sti:
Hvem vilde slig Stakkel dømme?
Hvem kender sig brødefri?
Og tændes end stundom Harmen,
naar Synden synes for stor:
Vi gribe os selv i Barmen
og gemme vor Vredes Ord.
Men naar jeg, som tidt det hændte
en Synder som andre saa,
der dømmende stræng sig vendte
til Staklen, der falden laa:
Da følte jeg — just ikke Vrede,
men som et Stik i min Sjæl.
— Hvorfor ikke heller bede
for Synderen og — for sig selv?