Johannes Ewald (1743–81)

Ord eller Lyd — som Babels Virvelvinde

Forfølge, tumle, splitte ad til nu;

Ord, som i Brødres Læber daglig blandet

Forstaaes om alt — og af enhver om andet

Lyksalighed! — O lad min Sangerinde

Begribe dig! — O Lyd hvad siger du? —

Thi liflig er du Lyd — som Harpens Toner

Som Vestenvindens Sang blant Roserne —

Hvor er du da? — O lad en Straale vise

Den Yndling, som du trættes ey at prise —

I Støv? — I Guld? — Ved Hytter eller Throne? —

      Hvor skal jeg søge den Lyksalige? —

Hvor Trællen mæstes i gyldne Lænker

      Hvor Eremiten maver, stolt og frie

Kun nyder sig? — Hos Helten? — Hos en Hyrde? —

Hos den som bærer? — Den, som er til Byrde? —

Hos den, som dybt, hos den som aldrig tænker? —

      Hvor er du Drøm og hvad bestaaer du i? —

Men Pactuls guule Sand og Indi Steene

      Og Daphnes Krands er ikke nok til dig

Lyksalighed — For Feige og for Sclaver

Flyer du — den stolte Flyer for dine Gaver

Hos Dyd — hos Viisdom findes du allene,

      Den fromme kun kan være lykkelig —

Den da, som god og viis og stærk og roelig

Kun øser Glæden af sit reene Væld —

Den som har slutted Forbund med den Høye —

Hvis mindste Suk er stort i Almagts Øye —

Hos denne har Lyksalighed sin Boelig,

      Ham overøser den med Lyst og Held

Kom frem du første Mand, af Godheds Händer! —

      Lad Musen see dig i dit Paradiis! —

For dig udbreder Almagt; hvad den skabte —

Hvad Myriader har og hvad det tabte

Det eyer du — du føler Gud — og kjender

Og ligner ham — God er du stærk og viis —

Lyksalige! — Hvi smagter da dit Øye

      Hvad leder Himlens Ven forgjæves om? —

Det af Al-Godhed fulde Hjerte Banker

Utroeligt — Suk adspreder Viisdoms Tanker —

Blev Støvets Sjæl ey mætted af den Høye? —

At Længsel ulmer i hans Helligdom? —

Hvor er Lyksalighed? — Men Glædens Fader

Har seet dit Suk, som Manden blusser ved

Han saae den Fryd, hvortil han kunne trænge

I Godheds Skjød — i Edens gyldne Enge

Han fandt ham god, som Himlens Myriader,

Men ey lyksalig i sin Enlighed —

Først I din Arm rødmende Mandinde

Først ved det svulmende — det kjælne Bryst —

Hvor i et Sprog som Godhed selv har blandet —

Et Suk betroer sin Vellyst til et andet

Smiil døer i Smiil og Verdener Forsvinder

      Der boer Lyksalighed — der throner Lyst —

Ja jeg har fundet den — den boer allene,

I Christnes Bryst hos Viisdom og hos Dyd —

Men der, min Jersing, der hvor Luer brænde

Som Himlen selv, som Dyd og Elskov tænde —

Der finder du — der øyner min Camoene

      Et Svælg og hvilket bundløst Svælg af Fryd —

Alt lyser Hymens Fakkel høyt til Glæde

Og Amor følger med sin gyldne Piil.

Alt møder Himlen dig — See den udbreder

Sin rige Gave Mallings Yndigheder —

Alt knytter den Lyksaligheders Kjæde

      Som Godhed selv besegler med et Smiil. —

Alt svarer Glædens Chor — en sneehvid Skare

      Af unge Dyder — Elskov rødmende

Og Ømhed smiilende med Mødres Mine —

Den stolte Troeskab — huuslighed, som triner

Forsigtig frem — Og Fromhed — alle svare

      Og kalde Jersing den lyksaligste! —

Og svar og du! — som zittrer i min Læbe

Natur! — Men Lyst — Men Blodets søde Magt —

Har qualt min Stemme med Lyksaligheder

O Muse syng da du din troe Veyleder! —

Ven, Broder, Lærere! men Taarer stræbe,

      At sige meer end al min Sang har sagt —

Og broderlige Taarer skal anraabe

Den Gud som gav dig din Lyksalighed, —

Om — — — og hvorom? — Hvad kan min Sang begjære

Til den Lyksalige? — Guld og Ære —

Ney Jersing — Thi det beste du kan haabe

      Er, at den Lyst du har, maae vare ved