Johannes Ewald (1743–81)

Korset, som den strænge Fader

Vred og tordnende forlader,

Væder Mirjam med sin Graad —

Jorden spotter med hans Smerte —

Kun den ømme Moders Hierte

Sukker høyt mod Slangens Braad. —

Alt dit Haab — din Søn berøvet! —

O hvor saaret! — hvor bedrøvet

Er du Høitvelsignede! —

Frelsens Moder! — dig, du Fromme

Traf et Gienslag af de Domme,

Som nedslog den Herlige! —

O, hvem er for haard til Taarer —

Følesløs mod Slag, som saarer

Et saa ømt, saa kierligt Bryst? —

Skiul Forjettelsernes Glæde,

Taare! — Jeg, og jeg vil græde

Ved Maries døde Lyst —

Ømme Moder, med dit Øye

Vil jeg forske, hvad den Høye

Taalte, mig til Salighed —

Jeg vil føle med dit Hierte,

Hver en Strime, hver en Smerte,

Som min Synds Forsoner leed.

Men o Gud! — o Livets Kilde! —

Kan jeg? — vil jeg? — kan jeg vilde? —

Hvad formaaer jeg uden Dig? —

Rens mit Bryst du Hav af Glæde! —

Knuus mig! — Styrk mig til at græde

Ved dens Grav, som frelste mig! —

Helligste, din Naade prente,

Det han leed og jeg fortiente,

Dybt i min forløste Siel! —

Lad mit taareblendte Øye,

See hvor dyrt den Evig-Høye,

Kiøbte Syndens usle Træl! —

Mens jeg lever, lad mit Hierte

Smelte ved min Jesu Smerte,

Ved din Angst, Uskyldigste;

Da Du, under Almagts Torden,

Hængte til en Spot for Jorden,

Til et Maal for Helvede! —

Lad mig blande Taare-Floder,

Med Din sønderknuste Moder! —

Lær mig Mirjams høye Skrig! —

Byd, at jeg, og jeg forkynder,

Hvad Du leedst for Verdens Synder!

Thi og jeg har Deel i Dig —

Men, naar mine Taarer rinde,

Lad mig drukne, døe, forsvinde

I dit Svælg af Kiærlighed!

Frelst, og tryg for Hævnens Lue,

Lad min Siæl væmodig skue

Den, hvis Død jeg frelstes ved! —

Med Dit Kors betegn mit Hierte! —

Og med Graad, med salig Smerte,

Dan min Siel til Godheds Priis! —

Men den samme Naade byde

Taaren holde op at flyde,

I Din Glædes Paradiis! —

AMEN.