Hans Sjæl har kendt de stærke Strømme,
det gæred altid i hans Sind;
henover Ungdomstidens Drømme
gik Tvivlens, Tankens skarpe Vind,
og derfor var, fra han blev Mand,
hans Sjæl som et uroligt Vand.
Men i hans Sjæls de dybe Vande
der rørte sig en Sandhedstrang,
som vilde op til Lysets Lande
og helst forløses i en Sang.
I denne Kamp gik Livet hen,
og den vi elsked hos vor Ven.
Ja, Sandhedstrang hans Fod har ledet
i Arbejdsdagens Sol og Slud,
og stærke Bønner har han bedet,
naar han var ene med sin Gud.
Og han, som vil os alle vel,
han husker sin Natanael.
Ja — indtil Sygdom fik ham bøjet,
og Døden ham mod Jorden drog,
han havde Livets Glans i Øjet
og stærke Slag for Livet slog
— en stille Kæmpe, til han faldt,
af dem, vi kalder Jordens Salt.