Langt videre, end vore Øjne kan naa,
den buer sig ind i det himmelske Blaa,
den Bro, hvor med higende Længsel vi staa,
naar Sjælen er træt
og fangen i Lidelsens Net.
Os driver en Trang, som aldrig vil dø.
Saa længe det ringer med Sorg under Ø
og Døden rejser sin iskolde Sø,
vil vor higende Fod
træde Plankerne Himlen imod.
Saa længe vi ejer en Længsel i Bryst
imod dem, der gik bort til den modsatte Kyst,
vil vi vove for Broen til Himlen en Dyst.
Ak — vi ser dem jo staa
med Gloriens Glans mod det blaa.
Bag Graven øjner vi Brobuen bedst.
Naar slut er vor Livsdags velsignede Fest
og det sugende Savn er vor blivende Gæst,
vi ønsker os hen,
hvor vi møder det svundne igen.
Ja — vi haaber den evige Længsels Land
maa findes bag Vandringens Ørkensand
og Dødens havtunge, iskolde Vand,
at mer end en Drøm
er Broen ved Dødens Strøm.
Ja — vi raaber til dig, som skabte vort Liv:
Du fælde os ikke som Vandenes Siv!
Bevar os for Livet, os Evighed giv,
og end det ej brat
i den tomme, den bælgmørke Nat!