Stille laa i Nætter og i Dage,
medens Feber rasede i Blodet,
som med varme Strømme heded’ Ho’det
uden Ord og uden nogen Klage,
han, som Gud mig havde givet.
Ak — det ebbed’ Dag for Dag med Livet
— der var kun en lille Gnist tilbage.
Ind til Lejet Livets Toner fløde:
Spurvene paa Taget lystig pipped’,
Duerne paa Slaget kurred’, tripped’.
Sommersolen sænked’ Liv og Grøde
ned til grønne Marker og til Engen,
og imens laa Drengen der i Sengen,
som det syntes dømt til Døde.
Mine Bønner steg mod Herrens Sæde:
»Hvorfor gav du mig de mange Minder,
som med stærke Baand til Drengen binder?
Vil du tage fra mig al den Glæde,
som han gav mig, ham, i hvem jeg troede,
at en dejlig Fremtid stille groede,
vil du Haabet ned i Støvet træde?
Har jeg været som den slette Lejer,
ham med Figentræet i sin Have.
Maa jeg ej faa Lov at gøde, grave?
Nu jeg ved, hvad Tabet af ham vejer!
Har jeg ej i Fryd ved Drengen bævet,
ikke takket, som Guds Godhed kræved’?
Først ved Dødens Port jeg Skatten ejer!«