Da du var bleven Kjolen kvit
og havde Bluse faaet,
og da de første Sko var slidt,
omtrent et Aar var gaaet.
Da tog jeg ved din lille Arm,
trak dig til Væggen hen
og stilled dig ved Dørens Karm
og maalte dig paa den.
Da var du ikke meget stor,
— en Alen eller saa —
din lille Mund var uden Ord,
og ej du kunde gaa.
Og Huldet holdt med Væksten Trit,
et halvt Aars Tid gled hen,
og da du tog det første Skridt,
jeg slog en Streg igen.
Og saadan er hvert lille Trin,
som Livet vandred’ frem,
med Blyantsmærker ridset ind
paa Døren i vort Hjem.
Nu staar de som en Melodi
— hvortil kun jeg har Tekst —
med rene Skalatoner i,
som maaler Livets Vækst.