Tschim! — hvor dog Verden er trist og graa,
hvor er Indlands-Byerne fæle,
hvor er Individerne flade og smaa
— saadan rigtig forhutlede Sjæle!
Tschim! man skal være korrekt og beleven,
passe sin Kirke og Vagtparade,
holde sig proper, og helst være dreven,
have det fineste Skilt i sin Gade,
drive sin Næring som „Hof-Lieferant“
— — tschim! eller komme med alt paa Kant!
Tschim! tratera! — dernede paa Gaden
trækker de op nu med Vagtparaden,
sjokker af Sted i en Messing-Takt
og beundrer den uniformerede Pragt.
Tschim! — som om Vaabnene førte til Sejer,
tschim! — som om Lykken stod Fanerne bi:
Kaos vil følge paa næste Krig;
tschim! det er Teksten til den Melodi — —
og naar Ulvene slider i Folkenes Lig,
er der Lykke for den kun, som intet ejer!
Trom — Trommelom! — det var Stortrommens Slag
dundrende hult mod min is-frosne Rude — —
Naa! jeg vil gi’ mig med Digtet i Lag,
lade dem trække forbi mig derude:
borte er Blæser og Trommeslager
— tschim! jeg maa le i min lønlige Krog!
tschim! hvor kan Blodet dog komme i Kog,
og hvad Pokker mon Vagtparaden mig rager?
Tys! — der er noget i Stortrommens Røst
dundrende hult, som for Øret den lyder,
noget, der stemmer sin Knyt-Haand for Bryst,
vrider mig Armen — og hiver — og skyder —
noget, der rusker mig op med et Tag,
voldsomt, brutalt — — — og nu staar jeg derude,
dér, hvor man gi’r sig med Havet i Lag,
og den saltvands-kløvende Skude!
Havet! — ja Havet, vidunderlig frit,
grænseløs vildt, alle Rædslernes Rige,
Havet, som holder med Overtro Trit,
og som skridter ud — hvorhen, ingen kan sige;
Havet, som rummer en Rim-Flom paa Smerte,
kender hvert Lidenskabssprogs A B C
og krammer det blødende Menneskehjerte
ufølsomt for hele dets sitrende Ve.
Havet — den graadigste Stormagt paa Jord,
født som en Spotter af „Verdensfreden“;
Dybet — hvor Skæbner forsvandt uden Spor,
bundløst — som selve Kærligheden.
Havet, som haanlér ad Lænker og Baand,
knuser hver Modstand til Skum for sin Bringe
— og som en Mandsviljes fastklemte Haand
til studsende Undren kan tvinge! — —
Dundrende hult kan jeg høre Dig slaa
snart imod Sandbred og snart imod Klipper:
aldrig, saa fjernt jeg end fra Dig vil gaa,
dit Tag i min lyttende Længsel Du slipper;
Skælm, som Du er! i en Spillemandsstab
gemmer Du Dig — men jeg øjner Dig atter,
fyldt som Du er med mer’ Djævelskab
end Regimentstambourmajoren fatter.
Grovkornet Lune — og dristigt — ja nok:
Havet var aldrig for Djævelskab bange,
tog de sataniske Indfald en bloc,
sigted ej først ortodokst sine Sange.
Men i den Vildskab fornemmes en Lyd:
Fløjters vemodigt-bevægede Trille,
noget kan hænd’s, som er større end „Dyd“ —
Kærligheds-Almagten, stærk i det vilde.
Lystig! spil op! Jeg vil slænge mig ned
yderst ved Brinken, hvor Brændingen bryder;
aldrig jeg blir af det Skuespil ked
— tschim! trommelom! — hvorpaa Havet byder.
Lidenskab, Djævelskab, Kærligheds Smerter! —
Selv er jeg Publikum, selv Regissør
og jeg vil mage det saa, at „to Hjerter“
finder hinanden, forinden de dør.
Hvad? Optimist — og Romantiker? ... Tschim!
ja hvorfor ikke? — jeg nynner min Vise,
fløjter, og spiller paa Mundharpe ... tschim!
alt kun i Kraft af min egen Kaprice:
jeg er forlængst af Modellerne ked,
Naturalismen den blev mig for mager;
vil man et Skuespils Virkelighed,
saa gaa til Livet — dér haves paa Lager!
Tschim! — Mester Ibsen, er han Realist?
han er alle Drømmeres Drømmer;
muligvis bleven lidt graa og lidt trist
— men i Havet, i Havet han svømmer!
Tschim! jeg kan øjne hans buskede Manke,
se hvor hans Blikke i Havdybet søger,
se ham at sno sig om Skær og om Banke,
medens hvert Under hans Dykker-Tørst øger:
han er den store Søslange, han!
— — tschim! aa saa gaar vel lidt Overtro an!
Tschim! tratera! — lad Folk kun paa Gaden
trække i Trit op med Vagtparaden,
sjokke af Sted i moderne Takt
og beundre „Mondainernes“ Snit paa en Dragt.
Tschim! — som om Snittet paa Tøjet gav Sejer,
tschim! — som om noget paa Jorden var nyt:
Frihed er Loven for Digternes Vers;
tschim! de kan sige til Skrædderne: pyt! — —
thi naar Bukser dog stedse kom Frakke paa tværs,
er der Udsigt for den, som slet ingen ejer!
Dresden. Febr. 93.
H. D.