Ja, Timerne randt — med den rindende Vin,
Vi sang og vi lo: poculamus!
I hellige Fædre, tilgiv mit Latin,
Det er maadeligt ... ergo bibamus!
I Skolen var jeg helt stiv deri,
Jeg kunde Ovid og Catull — ja;
Den Skolelærdom er længst forbi,
Nu er jeg paa „Højden“ — og fuld, ja!
Heroppe fra Højden skuer jeg ned
Mod Dalens Taager og Dunster;
Jeg føler mig saa ret inderlig ked
Af Livets Krumspring og Kunster.
Jeg véd, hvor svært det altid har holdt
Med „Tungen lige i Munden“;
Tidt har jeg været for Luner en Boldt —
Og var dog ærlig i Grunden.
Den Tunge, den Tunge har voldt mig Fortræd,
Mer end jeg selv kan sige:
Saa snart som den kom i Varmen paa Gled,
Jeg holdt den saa vanskeligt lige!
Men Smag har jeg haft for den liflige Vin
Fra mine Dage de unge,
Smag for Ovid og Catull paa Latin —
De faldt saa nemt paa min Tunge!
Vel véd jeg, at Romerkirken er „bøs“
Imod de profane Poeter —
Nuvel, til Gengæld lægger jeg løs
Mod Helgener og Profeter.
Én Helgen jeg ærer — den store Natur.
Kom lad os synge tilsammen
— Med kunstig eller naturlig Tonsur —
et Hosianna og Amen!