Holger Drachmann (1846–1908)

„Allah, det skabtes Fader,

Har hængt paa Himlen Osmannernes Sol,

Har rejst paa Jord deres Kongestol,

Har smykt med Halvmaanens Segl Minareten —

Saa taler hans Tjener Profeten.

Allah er Russerhader,

Han skuer saa mørkt til den sorte Sø,

Men Allah, Osmannernes Fader,

Har ladet Halvmaanen dø! —

„Hvi sluktes ikke dens tvende Horn

I et Hav af dampende Blod?

Saa længe der vokser i Asien Korn,

Saa længe der findes i Osman Mod,

Saa længe der flakker i Ørknen Stammer,

Saa længe et Lyn i Koranen flammer:

Saa længe, o Islam, var Du vel værd

At omkomme Dig med dit eget Sværd!

Saa længe, o Islam, burde Du vel

Hen over dit gnavede Aadsel, det sidste,

En Kamp med Tartarerne friste,

Og bløde Dig, stum, ihjel!“ —

De stod, i hundred, i tusindvis.

Om Dolma Bagdsche, dernede langs Kajen

Det sidste Døgn havde Tusinder Tyrke-Hoveder afpælet Vejen.

De vented — som Tyrker alene kan

Vente — paa hvem? Paa en eneste Mand.

Hunger og Tørst, de følte dem ikke,

Træthed, hvad kom det dem ved? —

Og under de tusinde spejdende Blikke

Gennem Bosporus Dampyachten gled.

„Czarewna“ stopper sin Hjulbølges Sluse,

Men inde langs Kajen Bølgerne bruse;

Menneskehavet med Menneskebølger,

Hoveder op efter Hoveder følger,

Kvindernes Slør som Skummets Liljer,

Hodjaens flagrende Silke-Mantiljer,

Softaens Kapper, saa sorte som Standen,

Stadsuniformer med Guldsnit i Randen,

Nøgne Arabere, pjaltede Jøder,

Stinkende Negre — og Rakket, som støder

Øverst paa Skrænten hinanden i Siden,

Med Buler og bulne Saar fra Striden,

Og allerbagest en huløjet Række,

Klæderne borte, Benene bare,

En Føde, som kunde selv Døden forskrække,

„De befriedes“ flygtende Skare.

De venter; paa hvem? paa en eneste Mand.

Nu sætter Damperens Gig ham i Land.

Under de russiske Ræers Bemanding,

Fra Kejserens Yacht, fra „Czarewna“,

Løber han ind under Breddens Landing;

Det er Osman, Helten fra Plewna.

Paa Trappen, som sænker sit gletscherhvide

Marmor i Bosporus’ Bølge,

Stiger en Mand med Haand i sin Side

Men uden Sabel og Følge;

Glemte han Sværdet derude om Bord?

Er han en Fange paa Æresord?

Gaar han i Russernes Line?

Han venter sin Sabel, sit Hæderstegn,

Han købte sin Frihed i Kuglernes Regn;

Da red han i Spidsen for sine.

Hvad blev der af dem? Lig eller Saar;

Vaklende støtter han selv, hvor han staar —

En Styrtesø hen over Mængden gaar,

Og Osman, den blege, blusser,

Som hørte han Kuglerne hvine.

Det var ej en Brølen, det var ej et Skrig,

Det var, som om Tusinder Stridsmænds Lig,

Vakte ved Dombasunernes Brusen,

Rejste sig af deres Grave

Og kasted sig atter paa Jorden ned

Og græd for den genvundne Fane,

Profetens hellige Gave.

Det var som et Hav, der skiltes og gled

Mod Havet ned

Under Orkanens Susen —;

Der styrted en Strøm ned ad Bosporus’ Bred,

Da Osman aabnede Slusen.

De krøb som Hunde, som Løver de sprang,

De trygled, de græd, de svor,

Og Knæene farved den haarde Jord

Med Blod, og Øjnene lyned;

De dirrende Læber kyssed hans Spor,

Halvt ud af Hovedet Øjnene hang,

Og alle saa hang de ved ham.

Var dette Tartarernes slagtede Lam,

Mandsmod og Modstand berøvet?

Var dette et Folk, som var traadt i Støvet? —

I Støvet laa de, men kun for ham;

Og Osman, Helten fra Plewna,

Tog sig til Siden og krummed sin Kno,

Og sendte et Blik — og vildt det lo —

Et eneste, ud mod „Czarewna“ .

De siger, at Osman har solgt sig for Had

— Om ikke for Guld — til Tartaren,

For Skobeleffs Buk og for Middagsmad

Og Champagne i Teltet hos Czaren;

En Telegrafist, en Korrespondent,

Som altid véd, hvordan alt er bevendt,

Har Citybladet det Budskab sendt:

Osman har Uraad i Sinde!

Men Osman er Russernes Fjende.

Champagnen sprudler i Gurkos Telt

— Agurken er gemt under Bordet —

Paa Fransk tituleres den slagne Helt

— Derude ta’r Knutten Ordet —.

Osman taler kun Osmans Sprog,

Men et har han læst i en Lærebog,

Et Ord af en Franskmand, stor og klog:

Naar Seklet mod Enden lakker —

Har vi Fristater eller Kosakker!

Hvad Fristat er, kan han ikke forstaa,

Det staar ikke nævnt i Koranen!

Osman grunder og tænker derpaa,

Og henter til sidst Dragomanen.

Og Tolken forklared, og Tyrken bed

Sit Skæg og saa’ baade op og ned,

Og sendte ham bort med en kort Besked:

Jeg forstaar ej et Ord, hvad Du snakker, —

Men jeg kender lidt til Kosakker!

Osman sidder i Czarens Telt,

Vil ej lade Saaret forbinde;

Lægen er kaldt til den „fangne Helt“,

Han træffer en Løve derinde.

Pak, Barber, dine Knive ind,

Og staa ikke der saa bleg om Kind.

Tør Du ej se mig i Øjnene ind? . . . .

Lægen har rejst sig og siger: —

Jeg er Fredens Mand, ingen Kriger!

Og Osman ser i hans frygtløse Blik:

Nuvel, Du er kold og modig;

Fejl var det første Syn, som jeg fik,

Din Kniv og din Kunst er jo blodig;

Men hvi er din Haand og din Kind da saa bleg? —

— General! her leges en rædsom Leg;

Dødsprocenterne steg og steg

I Forraadnelsesatmosfæren: —

Nu er Tyfus Herre i Hæren!

Man siger, at Osman derefter drak

Med Skobeleff Skaaler ved Bordet,

Og gav sig med Gurko — ved Tolk — i Snak

Og spared ikke paa Ordet.

Men hver Gang han saa’ en russisk Transport

Af syge forlade det sprængte Fort,

Saa vendte han sig i Tavshed bort.

De smiled: hvor Osman dog ter sig! —

Han mumled: Allah, jeg ser Dig!

Hardy har sagt det. Det sandeste Ord,

Som faldt over Citymagnaternes Bord:

„Vor Brøde er ej fra i Aar eller Fjor,

Den var da vel næppe bleven saa stor,

Vor Brøde er fjorten Aar gammel!“

Den spired af Brandenburgernes Spor,

Dengang de gik ind over Slesvigs Jord

Og diskede op med den „kære Bro’r“

— Spree og Donau i rørende Kor —

Paa Dybbøl, paa Danmarks Skammel.

Da burde Britten ved Brødrenes Kor

Bleven baade led og vammel.

Men nu, nu er den Sag gammel! —

Der staar en Klinte paa Dybbøls Top,

Den spired med Krigens Udsæd op,

Og Høsten den kom, og ingen sa’e Stop,

Man slog det i Glemmebogen.

Nu spirer den atter af Krogen.

Og nu er den bleven en Bulmeurt,

En Ufredens brændende Nælde;

Vi Danske, vi kender saa vel dens „Geburt“,

Vi kunde dens hele Saga fortælle;

Evropa har glemt den, Evropa

Er gaaet i sin egen Fælde. —

Hardy har sagt det, og Hardy staar

Ved sit Ord som en Gentleman;

O Danmark, misundelsesværdige Land,

Det er al den Erstatning, Du faar!

Men har vor Baad kun en Mand ved sit Ror,

Saa holder vi os under Landet

Og træder i Fædrenes gamle Spor —

Hvad havde vore Fædre andet?

Til store Badutspring paa Sø eller Land

Var Dansken sjælden kapabel;

Til at ligge og slaas paa femten Fods Vand

Har vi altid en Jolle paa Stabel.

Og langer os Britten en Næve i Land

Og dækker med Jern vore Flanker,

Saa skal vi nok slaa som en Dannemand

Og smøre de russiske Skanker.

Med Sømænd vi synger dog bedst i Kor,

Især naar vi kan ikke andet;

Og er der en blegnæbet Rad om Bord,

Saa hiver vi ham i Vandet!

Ret, Beaconsfield, nu lufter Du ud

I Lordernes Pudderparykker;

Den Tale, ved Gud,

Havde Orlogs Bud,

Og nu stævner Du selv som en Tredækker frem

At skære af Russernes Ryg en Rem,

Og viser Portene, Lem ved Lem,

Med de skinnende sorte Stykker.

Flag under Gaffelen! Undersejl op,

Rap Jer, Manne, dernede!

Brogene los, Pistolen af Strop,

Huggerten ud af sin Skede!

Ret aldrig før har I Dizzy¹ set

Som Admiral i Mundering;

Med „Punch“ har I jublet i Kor og let;

Hvad rørte mig Eders Skamfering?

Trumfen i Bordet, Ruslands Bet! —

D’Israeli han er Poet.

D’Israelis Peerskab er splinternyt,

Der er intet Normannisk i Trækket,

Paa intet Hastings hans Blod har flydt,

Til Gengæld har han sit Liv udgydt

— Og sin Genius med — i Blækket;

Hans Tale har kæmpet fra neden sig op,

Til han stod over Peerskabets svimlende Top.

Ud over Verden hans Blik har set;

Det mødte Tartaren og satte ham Bet —

D’Israeli han er Poet.

Normannens Borge ved Kysten staar,

Normannens Ætling i Parken gaar,

Sin Times han faar

Det ganske Aar

Rakt af den pudrede Tjener;

Han læser om Priser paa Uld og Faar,

Kursen paa Kul han paa Fingrene kender,

Han farer sig op i de tynde Haar,

Og Bladet skælver i Lordens Hænder.

D’Israeli, som selv sine Ahner ej kender,

Som næppe sin Oldefa’rs Billed har set,

D’Israeli er Lordernes Herre, —

Lord Beaconsfield er Poet.

Hvor lærte den Skribler det stolte Sprog?

Hvor fik han det Lyn i sit Øjes Krog?

Han smækker jo i Konferencernes Laag

Og følger Vrøvlet til Graven,

Og stiger paa Kisten, selvkaldet, op,

Og holder for Diplomaternes Trop

— Uhørt i Bedemandshaven —

En Tale, som ryster hver Beafsteaks Krop

Og rumler i Portvins Maven.

D’Israeli fik Kaldet, og bruger sit Kald.

Han fødtes ej op i en Hestestald

Og lærte sig Reel til et Piskeknald,

Tog ikke Eksamen som Rævejæger

Blandt Mynder og Dogger og andre Hunde,

Herrernes Kæledægger.

Han nød vel sin Ungdom i fulde Drag,

Men det var i Byrons og Shelleys Lag,

Studerte ved Nat og sejled ved Dag;

Af Shelley han lærte de „gamle“ at agte,

Af Byron han lærte den højere Kunst:

D’Israeli har levet i Digternes Lag,

Har derfor den Glød i sit Øje,

Er brunet af Sydens brændende Dag

I de euganeiske Høje,

Har lagt sig blandt Paduas Bjerge til

Et eget Kast med sit Hoved,

Har holdt langt mer, end han loved,

Og spiller nu Solo-Spil.

Har pløjet Adrias Bølger om Kap

Med Stormen, som der kan blæse,

Har pløjet de gamle, hvor Shelley dem slap,

Og følger nu Tiden i Hælene rap,

For Tiden Teksten at læse

Trods sin bepunchede Næse.

D’Israeli, hvis Fædres Vugger stod,

Hvor Jordan krummer sin snevre Flod

Og ingen Hebræer har sejlet —

Han river Neptun sin Fork af Haand

Og raaber til Britternes Hvaler: go on!

Jeg har Lodskud; Grunden er pejlet!