Det lyder som et Sagn, som en længstforstummet Sage
Fra Dideriks og Videriks og Barbarossas Dage;
De gamle Pergament-Skrin, berørt af Troldmænds Stav,
Udspy Kong Artus’ Kæmper af deres mugne Grav:
De flokke sig, de tygge
Paa Skægget, mens de skygge
For Brynet med den Jernhaand, som længst var mat og kold —
De vækkes op ved Lynet fra Peder Tordenskjold.
Er det da ej et Æventyr, en Ammestue-Sage?
Betænk: i Falbeladernes og Bukkelhaarets Dage,
Da som en Papegøje man pludred Tysk og Fransk
Og Bonden var et Asen og Herren udenlandsk,
Da Folkets største Glæde
Var se paa Hoffet æde,
Og dengang Ludvig Holberg paa Sproget retted Stil —
Da slog hin Trondhjems Viking sit Slag ved Dynekil.
Der stander udi Asien et Fjeld med bratte Sider,
Som Solen med et Ildkys af sine Læber svider;
Dér mejsled Ørknens Konger i dunkel Kileskrift
For Seklers Karavaner saa mangen mørk Bedrift;
Og Granskeren gi’er Møde
Og læser om de døde,
Mens Karavanen mumler frem sit: Allah! giv os Regn. —
I Norden taler Fjeldet foruden Billedtegn.
Der er en Krog i Norden imellem tvende Lande,
En Vig, hvor Havet fjæler sig med sine kolde Vande,
Dér brummer Vinden over den vaade Bølges Grav:
Den synger Sjælemesser for mangen Kæmpe brav,
Og Bølgerne de springe,
Og Fjeldets Sider klinge,
Som klang der ud af Stenen en Æventyrbedrift. —
Kom, Sømænd, lad os læse den Dynekileskrift!
Kong Karl, den Heltekonge, vil Norges Klipper gæste
Med Tusinde af Stridsmænd og Hælvten af Heste;
For Fredrikshald han lægger sig, — den Sten er ham lidt haard;
Af Stenen slaar han Gnister, men trægt det Arbejd’ gaar.
Saa er hans Bud og Vilje:
Kom snarlig, min Flotilje,
Fra Gothenborg med Kugler og Krudt og Proviant!
Og Flaaden drog paa Veje, — men Maalet ej den fandt.
Strömstjerna hedder Føreren, — han hed nok nylig Knappe.
Kong Karl har fæstet Stjernen paa hans borgerlige Kappe;
Med Adelskaaben svor han at dække Havets Strøm
Og Flaaden med; — men Klæder kan rives paa et Søm:
Og Tordenskjold gør Sejl, han;
Han er saa haard en Negl, han;
Han svor at rive til sig alt Krudt og Proviant; —
I Dynekilen laa det; dér Tordenskjold det fandt.
Det var en Julimorgen ved Sverigs Kyster golde,
Og Solens Globus rulled op bag Taagebankens Volde;
En liden Luftning rejstes, saa let en Morgenvind,
I Løvens Gab den peged, mod selve Døden ind:
Belyst af Dagens Lue,
Hvor bratte Klipper true,
Hvor der er knap Passage for hundred Alen Vand,
Blank bored Havets Kile sig dybt i Fjendens Land.
Dér ligger han, Strömstjerna; dér fandt han sig et Gemme;
Paa Svensk man har det „roligt“, man føler sig saa hjemme;
Den halve By har været den Nat til Bryllupsstads,
Om Bord hos Flaadechefen er Resten til Kalas:
„Stenbocken“ er en mægtig
Stykpram, hvor Chefen prægtig
Beværter hver, som mangled ved Byens muntre Fest; —
Her byder Tordenskjold sig — ubuden — selv til Gæst.
Han lover sig en Mundfuld, en dygtig, kan man tænke.
Blandt svenske Flaadens Borde han agter sig at bænke;
Der er to Snese Skuder i alt, med stort og smaat,
Halvdelen er armeret — den smager dobbelt godt;
Selv mægter han at byde
Kun over syv, som skyde,
Men disse syv har Tænder, som nok kan gøre Gavn;
Spist har de før hos Svensken; — her er de, nævnt ved Navn:
Fregatten Hvide Ørnen; — den bytter han ved Gildet
Med Hjælperen, en Stykpram, som Mesterrollen spilled;
Saa kom den raske Vindhund, og Grip hed dens Kaptajn,
Og hvad han greb, det holdt han, i tættest Kugleregn;
Og saa kom Kaptajn Tønder —
Just heller ingen Flynder;
Enbenet med sit Træben han garvet er som Bark;
Og endnu to Galejer, og sidst kom Noahs Ark.
Det var en Julimorgen, og Tordenskjold han pejled
Det snevre Sund, mens sagtelig hans Skuder fremad sejled;
Han skrev nys Majestæten et Brev: Jeg er en Mand,
Enfoldig — men jeg elsker mit fattig’ Norges Land!
Bestandig la’er han raade
Sit Hjertes Tænkemaade;
Og som han er behjertet, og der just er god Vind:
Saa sætter lige lukt han i Dynekilen ind.
Hans Folk om Bord paa Flaaden er nye Gaster alle;
Frivillig gav de Møde, saa snart han hørtes kalde;
Blandt menig Mand hans Navn er en god og gangbar Mønt,
Og klinge gør Metallet og slides aldrig tyndt;
Men Ørnens gamle Drenge,
Som fik saa mangen Flænge
Om Kap med Skrog og Rejsning, med Tømmer og med Klud,
Dem skaffed gode Klæder han; — de gamle var slidt ud.
Saa stævner han i Spidsen, begærlig efter Striden,
Og da han er Fregatten, den Vindhund, klods paa Siden,
Saa raaber han til Grip: om han ogsaa var parat
At tage denne Morgenstund med Svensken en Dravat,
Og være med at spille
Paa Hakkebræt til Gilde,
Og pudse Stjernen inde paa Strømmen rigtig klar? —
Ja; vi har Dagen for os! var Kammeratens Svar.
Og Dagen kom med Opsang af Piber og af Trommer;
Det snevre Hul derinde knap Gæstebudet rummer;
Og „Vreden“ og „Bellona“ dem gælder første Skaal;
Snart strømmer Drueblodet, iskænkt til bredfuldt Maal;
Men Svenskens Krigsgudinde
Hun famler som i Blinde,
Hun kan ej ret faa Sværdet ud, det volder hende Mas; —
Dyrt købte Svensken ofte sit Hang til Kalas.
Dog er desaarsag ikke for Haanden han en Sinke,
Han kan en Skaal besvare med andet end at klinke,
I Bordet kan han trumfe, saa Glas og Flasker gaar
Ad undas, medens Haanden paa Kaardefæstet slaar;
Og Kaarden kan han trække
Og falde ud og dække
Sig som en vaabenøvet og mandig Kavaler. —
Og da var Klokken noget over fem og tre Kvarter.
Saa kom to fulde Timer, hvor Svensken var i Aande,
Hvor „Vreden“ gik „Bellona“ helt punktligen til Haande,
Hvor Sjöblads „Stenbock“ stødte og brugte sine Horn,
Hvor „Kastor“ og „Ulysses“ tog Dansken paa Korn,
Hvor „Pollux“ og hvor „Bjørnen“
Faldt i med „Hvide Ørnen“,
Hvor „Hekla“ og „Proserpina“ lod høre Helveds Brag,
Og „Hektor“ og „Achilles“ var enige den Dag.
Det var to lange Timer, hvori kun Dansken haled
Og hev i Spil og Aarer, som Førerne befaled;
Det var to Prøvens Timer paa koldt Vand i Blod,
Paa Sømands Disciplin, paa Soldatens største Mod;
De tykke, tunge Pramme
— Og Ørnen med det samme —
De skulde slæbes fremad, thi der var fattig Vind,
Og lægges paa Musketskud under Fjendens Ildsvælg ind.
Og Gutterne ved Spillet sank døde ned som Fluer,
— Der lød ej Hurraraaben, og svunget blev ej Huer —
Langs Aarebænkens Rader faldt Vittigheder ej,
— De svenske Kugler baned sig saa blodig en Vej; —
Men dér hvor Gasten rørtes
Af Dødens Haand, dér hørtes
Et Suk, en Tænderskæren, og saa en Ed — lidt plat —:
Den Onde ta’e i Svensken, naar først vi faar ham fat!
Og midt i Kugleregnen, i Damp og Røg og Bulder,
Ses Tordenskjold paa Dækket saa tæt og bred om Skulder,
Hans Øje som en Musvaag paa Byttet fast er vendt,
Brunrød er Pandefuren og Aaren staar spændt;
Da spiller Blikkets Flamme,
Han ser de svære Pramme
Med deres Bredsid’ svajet tæt op mod Fjendens Ild:
Nu da, Gud være lovet! nu, Gutter, slaar nu til!
Da slog de, saa hvert Ribben i Svenskens Sider knaged,
Kanonerne de brøled og Plankerne de braged,
Stangkugler fo’r og Knipler og Skraa og Søm og sligt,
Som lod Effecten kende: man laa jo ganske digt;
Og Tordenskjold laa tættest
Paa Fjenden, hvor han lettest
Og varmest kunde Maden servere fra sin Kok; —
Og noget over Middag fandt Svensken, det var nok.
Strömstjerna var den første, som løb sin Vej fra Fadet,
Men Kniven lod han ligge paa Bordet, vendt med Bladet
Mod Sejerherren. Saadan en Stjerne han er snild:
Sin Løjtnant lod han sætte om Bord paa Skuden Ild;
Han vilde ogsaa rende,
Men Grip tvang ham at vende
Og vise sig, hvor Lunten til Krudtet vel var lagt;
Og saa blev Lunten slukket og ved Lugen sat Vagt.
Dér laa Kong Karls Flotilje og røg af alle Porte,
Og Folkene var skudte, og Førerne var borte;
Og Grip og Tønder hasted omkring, hvor Ilden brød
Og Lunter hang tre Tommer knap fra den visse Død.
Vorherre dem forundte
At snappe mangen Lunte;
Dog sprang et Skib i Luften med samt en Søkadet, —
Men han kom ned paa Benene, for saadan en er let.
Saa varped man og slæbte og haled ud af Sundet
Med alt hvad flyde kunde, til Mørket var oprundet;
Igennem Natten lysned dog Skud den hele Vej;
Til Dørs de Gæster fulgtes, Skrabud der mangled ej;
Men lige meget: Hullet
Var tomt: paa Dansegulvet
Der rested ej en Jolle; man medtog hvad som helst:
Og saa var Slaget vundet — og Norge var frelst!
Det klinger som et Sagn, som en længstforstummet Sage; —
Men Slægten bør se fremad og ikke did tilbage;
Det Blod, som her i Strømme blandt nære Stammer flød,
Det voldte bitre Smerter i Nordens Moderskød.
Og dog ta’er Klippeklangen
Bestandig Hjertet fangen:
Paa Mindets Esse nitter Sagnsmeden i vor Favn
For evigt sammen Tordenskjolds og Dynekilens Navn.