Kong Karl er kommen fra Tyrkens Land —
Ved Sadlen hans Støvler hænger.
Stralsund vil han holde trods Mord og Brand —
Stralsund kan ej holde sig længer;
Det hagler med Jern, det sner med Bly,
Og Dansken er alt i den ydre By;
Kong Karl maa fly —
Haardt Sverrige til ham trænger.
Og Wessel staar paa sin ny Fregat,
Den har han fra Svensken taget;
Den hvide Ørn fik han haardelig fat,
Nu bærer den Dannebrogsflaget;
Han sattes paa Vagt for Kongen at ta’e,
Tre Skibe skulde han med sig ha’;
Hvor bliver de a’? —
De kniber nok ud af Laget.
Decembertiden til Søs er slem —
Aa ja, man kan have den bedre!
De Sinker, de luner nok Redens Gem —
Da vover jeg Ørnens Fjedre!
Saa spejded han Dage og Nætter i Træk,
Men Hjælperne holdt ham bestandig for Gæk;
Kong Karl slap væk —
Thi Heldet vil Helten hædre.
Kong Frederik sad udi Pommerland,
Og han lod de andre skyde;
En Konge maa holde sig borte fra Brand
Og Mord, for Folket at fryde;
Han sad i sit Telt i sit Hoved-Kvartér
Og saa’ paa sit Kort og sin Stabsofficer:
De skyder ej mer? —
Nej, Sire, Kong Karl han fly’de!
Men Wessel fik Breve og kongeligt Bud
Til Hovedkvarteret at bære,
Thi smykked han sig i sit bedste Skrud,
Da han skulde have den Ære;
Saa lod i Chaluppen han ro sig i Land,
At hilse paa Kongen, samt deribland’ —
Han var jo Mand
For sligt — sig en Gunst at begære.
Dér sad han saa kæk i sin fulde Stads,
Som om han til Bryllup var buden,
Med opkrempet Hat og med blankt Kyrads,
I Galla til Støvlesnuden;
Og agter i Baaden hos Wessel befandt
Hr. Løwenørn sig, General-Adjutant,
Og — det er sandt —
Adskillige Herrer foruden.
Chaluppen slingred, og Wessel lo
Og tog til sin Daase blandt andet:
Den skænked mig Kongen! De Herrer maa tro,
Min Pris er forsvarligen blandet;
Mod Søsyge hjælper Carotten-Râpé,
Og se disse Stene paa Laaget — ja se! . . .
Da, ak og ve,
Fo’r Daasen af Haanden i Vandet.
Men hurtig som Lynet bag efter han sprang, —
Kom op med et arrigt: For Fanden!
Og dykked forgæves Gang efter Gang —
Da hev de ham ind trods hans Banden.
Dér sad han, og ærgerlig tænkte han paa,
Hvor snart selv en kongelig Gave kan gaa —
Men Herrerne saa’
Den ene stum paa den anden.