Saadan svinder Dagene saa lange,
Saadan svinder Nætterne, de korte;
Mange Gange
Ønsked hun at bytte om de to:
Mindre Ensomhed og mindre Ro
Medens Solen over Himlen smiler,
Længer Frist i Nattens tavse Bo,
Hvor kun altfor hurtig Timen iler.
Hver Gang Lyset dør i hendes Kammer,
Kommer en og lægger sig hos hende,
Og hun stammer
Spørgsmaal frem, som faar kun Kys til Svar.
Det er ej en Bjørn, den Ting er klar.
Men hvem er det da? Tys, hun faar tie.
Et hun véd, at hun en Husbond har,
Øm og fyrig. Saa faar Resten bie.
„Jeg maa sætte Dig paa denne Prøve,“
Siger han og kysser hendes Hænder;
„Vil vi røve
Straks det Slør, som dækker Guden til,
Da staar Kærligheden snart paa Spil;
I vor Tro alene maa vi hylde
Længe, usét, Guden, før han vil
Vise sig i al sin Glans og Fylde!“
„Ak, jeg fatter ej den dunkle Tale,“
Hvisker hun med Kinden mod hans Læber.
„Som i Dvale
Lever jeg hos Dig i dette Slot;
Dog er jeg tilfreds med alt, naar blot
Jeg hos Dig, i dine Arme hviler.
Dagen er for lang, det véd Du godt.
Natten altfor hurtig for mig iler!“
Svaret lød. „Din Tale netop røber,
At Du er saa ung endnu, Du søde.
Hjertet køber
Lykken kun sig for bestandig Tid
Ved at vogte paa sig selv med Flid,
Ved igennem Prøver smaa at sejre:
For de fleste staar den længste Strid,
Hvor Triumf de straks har villet fejre!“ —
Men hun slynger Armen om hans Nakke,
Og hun knuger ham med stille Smilen:
„Tag til Takke
Med mig som en Blomst, der staar og gror.
Paa dit Solskin kun mit Liv beror,
Kun dit Smil, ej Skyggen kan jeg nemme.“
Og hun kysser bort hans Alvorsord,
Under Favntag dør hans Varselsstemme.
Hun længes i de høje Sale,
Hvor Ensomhed
Gør hende ked
Af alt, og hvor hun ej kan tale
Med nogen om
Sin Kærlighed;
Hun længes daglig efter Hjemmet, hvor
Hun navnlig vil fortælle til sin Mo’r,
Hvor godt hun har det,
Godt hun bor,
Og al den megen Fryd og Herlighed.
I Afstand, véd man, alting vokser;
Saa vokser Hjemmet
Og derved.
Til Elefanter bliver Okser,
Til Guld forgyldt
Elendighed;
Nu ser hun alt i Hjemmet godt og smukt,
Hun synes spore Arnens vante Lugt,
Men — o — med hvilken Duft i Næsen!
Hun længes, gør hun, hjem, det lille Væsen.
Hvor var dog Søstrene i Grunden, aa,
Saa hjertensgode, Par om Par!
Og Mo’r saa from og kær og sød og rar,
Og tænk saa Fa’r,
Om end — naa, naa —
Han kunde skænde, hvilken Mand han var!
Ja hér laa Sagen. De var Mennesker . . .
Om Bjørnen aldrig saa opmærksom er,
Han gaar paa fire, ej paa to;
Og gav hun end om Natten bort sin Tro,
Hvad skulde hun ved Dagen derom tænke? —
Hun følte, hun var fri — men med en Lænke.
Hun længtes med en slig Ubændighed.
Til sidst hun følte al sin Glæde
Og al sin Rigdom som Elendighed,
Og gav sig bitterligen til at græde.
Med et stod Bjørnen der. „Tør af din Graad!
Barnagtig er Du, men jeg véd vel Raad;
Jeg skal Dig følge selv til Hjemmet, jeg,
Men lov mig først en Ting, og glem den ej!
Du love mig af al din Evne,
At staa imod
Din Mo’r især,
Naar hun vil Dig til Skrifte stævne
Og fritte Dig
Om hvem jeg er.
Du lade aldrig Dig forlede til
At sætte for et Kvinderaad paa Spil,
Hvad Du har vundet,
Hvad Du har fundet,
Og hvad Du, først naar Du har tabt det, vil
Forstaa, mens Savnet blodig Du begræder!“
Hun loved; han letted
Paa Bagen hende op,
Saa gik det paa Rejsen
I susende Gallop.
Og Træerne nejed,
Hvor Bjørnen drog forbi,
Og Vindene fejed
Gennem Skoven dem en Sti.
I Foraarets Klæde
Stod Skoven, hvor de drog;
Med Maigrønt i Haanden
De Buske mod dem slog.
Det var nok for Spøg kun,
Dog følte hun det som
Et: Husk paa dit Løfte!
En Mindelse derom.
Og Egernet sad der
Og rasped paa sin Skal,
Med Øjne, som skinned
Saa blanke som Metal;
De skinned saa klare,
At hun slog sine ned: —
Husk paa! Ta’ Dig ’vare;
Jeg véd nok, hvad jeg véd!
Saa gik det, saa drog de,
Saa nærmed de sig hjem;
Hvor slog hendes Hjerte,
Jo længer de drog frem!
Da standsed hendes Bjørn:
Hertil og længer ej;
Hold af mig, husk paa mig! . . .
Saa løb den sin Vej.
Der var vel af Dagen
Endnu den halve Rest;
Hun tog dog ej Stien,
Ej Vejen, som var næst.
Hun tøved, hun vanked
Herhid og herhen,
Og Blomster hun sanked
Og kasted dem igen.
Som delt af en Længsel,
Der skar i hendes Bryst,
Hun stod midt i Vaaren
Og tænkte dog paa Høst.
Hun tænkte paa Bjørnen,
Hun saa’ mod Himlens Hvælv;
Ja, alle vil vi hjælpes,
Før vi hjælper os selv.
Hvad er det, som kigger i Skovbrynet frem,
Hvor Krattet er ryddet og Stammerne fældet?
Det er jo ej længer det Indsidderhjem,
Af Armod før Tiden forkrøblet og ældet;
Det er ej den Knaldhytte skruttet og skæv,
Som næppe en Ræv,
Ja knap nok en Maar tog til Bolig; —
En Bygning der staar,
En knejsende Gaard,
Med Lader og Længer,
Med Haver og Vænger,
Og op af den midterste Skorsten
En Røgstøtte hæver sig rolig.
Den Røg er et Sindbilled, morsomt at se:
Har Raad til at vente;
Hvortil denne Hasten?
Har Penge paa Rente
I gode, bekendte,
Statsprivilegerede Banker.
Og lugt, skal Du smage!
Til Middag der vanker
Steg, Fisk og den dejligste Kage. —
Her drives nok Handel med Tømmer en gros,
I Fald man kan tro
De Stabler af Brædder og Sparrer og Lægter
Og Planker, som under Kontrol af en Vægter
Og Pladshunde glubske, i Front og i Flanke,
Ej ulig en Række af Forter
Om Gaarden sig hegnende sanke.
Her lever en Mand, som har Penge paa Lommen.
Dér gaar han jo selv, med Signeter paa Vommen,
For hele Bedriften den ledende Tanke
I stortærnet Vest og i Reussere blanke,
Med Flipper, som Ørene knibe,
Og ryger sin Merskumspibe.
Som Skorstenens Røg er Røgen fra Piben.
Du læser i Striben,
Som svinder i Skoven
— Værdig og langsom og nødig —
At Manden er mægtig og hoven.
Al anden Forsikring er overflødig:
Betragt denne Mine,
Alvorlig og tvær;
Betragt dette Øje
Med Magtens Begær;
Betragt denne Mund: Kom mig ikke nær!
Jeg bider enhver,
Og jeg bider til Døde;
Og skal jeg i Retten gi’ Møde: —
Jeg har Raad at betale hver Bøde!
Han standser og taler med sin Forvalter,
Som viser en Bog ham med lange Spalter.
„Hvad ser jeg? Det Regnskab stemmer jo ikke;
Her mangler en Skilling!“ — Med Ulveblikke
Han taler om al denne „slappe Aand“,
Som stammer fra alle de slappe Baand.
„Jeg kommer nok snart til at tøjle Bedriften.“
Og dermed citerer han Ord af Skriften,
Og slaar omsider den bukkende
Stakkel Bogen af Haand. —
Saa ruller en Vogn gennem Skovvejen frem
Og holder for Tømmergrossererens Hjem.
Det er Amtmanden selv i egen Person
Med Provsten ved Siden i samme Sæde.
Goddag min Kære! Ak hvilken Glæde
At se Dem bestandig saa rask og saa flink! —
Tre Karle springe paa Husherrens Vink
Og sætte til Holstensvognen, den høje,
En Stige, og begge Herrer med Møje
Hjælpes til Jorden — for begge er svære;
Og Provsten især maa man bære,
For Provsten har Podagra.
Naa, gæt saa engang, hvorfor vi er kommen!
(Her dasker sig Amtmanden munter paa Lommen).
De kan ikke gætte, min bedste! Ja ja,
Naar først jeg har faaet Kavajen a’ . . .
Men hvad? De har Gæster i Deres Stue! —
Ih, det var jo morsomt; — den kære Frue —
Geburtsdag — Naar bare vi ikke generer! . . .
Ærbødigst, min Frue, jeg gratulerer!
Og Provsten rømmer sig: Herrens Naade
Er frugtbar og rig som den kære Sol . . .
Maa jeg saa takke Dem for en Stol! —
Og alle snakke, og alle er glade;
Man drikker Geburtsdags Chokolade.
Dér sidder Fruen med Kappe paa,
Med gule Roser og Hagebaand blaa;
De røde Hænder hun gerne skjuler,
Men piller af Kjolen dog Fintbrødets Smuler;
Og Kjolen er Atlaskes, sort og svær;
Thi Fruer skal kendes paa deres Klæ’r.
Hun sidder stiv i en højrygget Stol
Og taler med Provsten, men siger ej meget.
Hvo meget taler, tidt meget røber;
Den tavse sjældent i Fælden løber.
Og Fruen tager sin Mund i Agt,
Men hører alt, hvad der bliver sagt.
Der sidder de Døtre, Par om Par.
Kærester alt de trende sig har:
Unge Landmænd med Gaarde og Grunker
Og dernæst en Jagt- og Ridejunker.
Den fjerde og ældste hos Amtmanden sidder;
Ugift han er, og i Sognet det hedder,
At alt han har gaaet paa Friersko længe
Til Pigens ja — eller Faderens Penge.
Man snakker og drikker og bringer paa Tale
Omegnens nyt, den sidste Skandale,
Til endelig Amtmanden griber paa Bordet
Sit Glas (thi Vinen er skænket om)
Og tager i denne Familjefest Ordet,
Og siger, at Grunden, hvorfor han kom
I Dag og sad nu i denne Stue,
Var ikke alene, for Husets Frue
At hædre ved egen og Provstens Nærværelse —
Nej, der var en særlig Naadens Beskærelse
Højt fra de allerhøjeste Steder,
Som Ombud af hvilken han herved glæder
Sig selv til at tage i Brystlommen ned
Og lægge paa Bordet . . .
Og herved gled
Et Ordensbaand frem over Amtmandens Finger,
Og et Kors hen ad Borddugen klinger.
Se det var en Glæde. Selv Husherren taber
Et Øjeblik Ansigtets Eddikemine
Og kysser sin Kone: Min Karoline!
Og trykker Amtmandens Haand, saa han ømmer sig,
Og bukker for Provsten, som rejser og rømmer sig,
Og ta’er, før den værdige selv begynder,
Til Ordet og spørger: Men hvad kan det være,
Hvorved jeg har gjort mig fortjent til
Saa stor og uventet en Ære?
Og Amtmanden siger: Betænk, min kære:
Den store Bedrift, Deres rige Virken
For Sognet og Amtet, mod Løsgængeriet,
For Fattighuset, for Hospitalet . . .!
Ja, siger Provsten, og saa for Kirken!
Saa tømmer man Glasset endnu en Gang.
Og derpaa de Herrer sig anbefaled;
Og lidt efter lidt tog alle væk
— Pigernes Kærester, tre i Træk —.
Og Husets Herre fandt Stuen for trang
Og gik sig en Tur i Skoven,
Hvor Aftenvindene svaled.
De svale Foraarsvinde
I Aftnen bleg til Hvile gaar,
Kilderne hører man rinde,
Dampen paa Engene staar:
Paa Kviste, som knækker, paa Mosset, som sukker,
Vandrer den forrige Brændehugger,
Og tænker paa Amtmandens Tale,
Og stryger bag Øret sit Haar.
Ja, Arbejdet — blot man kan vente —
I Verden sin Løn dog faar!
Han tænker paa, hvad han fortjente
I Fjor, og hvad nu i Aar.
Han tænker, medens han saadan gaar,
Mindst paa den Datter, som skaffed ham alt;
Da ser han paa Vejen en lys Gestalt. —
For Bjørnebruden han staar.
Hun kaster sig til Brystet
Af Faderen med Glædesnavn; —
Lidt kølig bliver hun rystet
Bort fra den tærnede Favn.
„Du krøller mig Kraven! Se saa, vær nu stille!“ —
Hun tier, man hører den rislende Kilde;
Hun vandrer forknyt ved hans Side
Hjem til sin Fødestavn.
I Stuen er Lysene tændte;
Og Søstrene springe fra Stolene op
Ved Stemmen den velbekendte,
Og snurret hun blir som en Top;
Og kysset bliver hun, saa det har Art,
Og Spørgsmaal bliver der gjort i en Fart,
Om Bjørnen, om Kjolen, „om mange hun har
Som den?“ Hun staar dér og leder om Svar.
Saa træder Mo’r i Stuen
Og kysser ømt sin Datterlil;
Men Mo’r er blevet til Fruen,
Trods hun det skjule vil.
Der mangler for Datteren noget — ja noget . . .,
Hun staar i sin Rejsedragt, kostbar og broget,
Og føler, som Stemmen i Halsen
Vilde for Graad klappe til.