Jeg gik mig ud ved blanken Sø,
Vi skulde til at sejle;
Der mødte mig min egen Mø;
Det skal nu aldrig fejle.
Og hør Du elskte Hjertensven
Og tag mig med paa Bølgen blaa,
Thi om Du sejler fra mig hen,
Jeg skal i Sorg forgaa! —
Jeg gjorde mig saa ond og vred,
Endskønt jeg ikke nænt’ ’et.
Hun svared: Du min Kærlighed,
Du kan ej være bekendt ’et!
Saa fo’r vi ud paa Bølgens Skød
Og Skibet førte os af Sted,
Endskønt Kaptajnen han forbød
At have Kvindfolk med.
Men da vi stod Kanalen ud,
De Storme ret begyndte.
Hun sukked: ak min Skabergud,
Det har jeg, for jeg synded.
Og hør Du elskte Hjertensven
Og kast mig Du i Bølgen blaa,
Thi skal jeg længer sejle hen,
Jeg maa af Angst forgaa! —
Jeg blev saa bleg ved disse Ord,
Dog kunde jeg ej nænne
At kaste Pigen over Bord; —
Saa maa vi heller vende!
Men Skibet fo’r paa Bølgens Skød
Og Skibet førte os af Sted;
Kaptajnen sagde: Jeg forbød
At tage Kvindfolk med! —
Men da vi kom til Lissabon,
Saa havde Rejsen Ende,
Da var min egen Pige kun
Et Lig og ej at kende.
Og hør Du elskte Hjertensven,
Nu sørger jeg paa Bølgen blaa,
Fordi jeg tog Dig med mig hen
Og lod Dig her forgaa!