Den blomstrende Sommer blev kædet til Høst,
Til Død, hvad der var i Live.
Sorg skal følge paa Lyst,
Stille, Du bankende Bryst!
Kun de evige Love skal blive.
Venner, ræk Haand over Graven hen;
Den døde kommer ej mer igen.
Men Aanden taler fra Rummet,
Naar Læben her er forstummet.
Den taler os til i en ensom Stund,
Naar Tanken erindringsfuld knæler;
Bud da bringer en Mund,
Tysser os Smerten i Blund
Og med Billeder Drømmen besjæler.
Venner, den Drøm svinder aldrig hen;
Et Billed stiger bestandig igen
Fra Skønheds-Andagten inde:
En Drøm om en dejlig Kvinde.