Holger Drachmann (1846–1908)

Solen er til Hvile, den slukte sit Lys;

Dagen vil sove.

Engene damper, der gaar som et Gys

Gennem Gurrevangs Skove.

Der sitrer et Minde paa hvert et Blad,

Som bøjer sig, tynget af Duggens Bad;

I Bunterad,

Mens Dampene tættes og skilles ad,

Staa Enge og Minder og Skove.

Og det løfter sig, suget af Glansen fra oven,

Det svulmer som Voven;

Det sænker sig ned,

Og der fødes et Digt

Ved Skovsøens dæmrende Bred.

Vidt har Du strejfet, Du raske Fod,

Traadt de forunderligste Veje;

Jeg har næsten haft en Tryllestav i Eje.

Jeg har suset over Sunde, fløjet over Flod,

Jublet ved den Tanke, at der, hvor jeg stod,

Var Hundreder af Favne til Jorden.

Jeg har svømmet og svælget i en Overflod,

Plyndret i Paladser og i Kræmmerens Bod —

Og nu vender jeg belæsset hjem til Norden.

Tusinde Tanker med Sydluftens Fart,

Men alle uden Love og Orden,

Som den Gang det hele var i Vorden.

Tanker som Byttet — den selvsamme Art,

Sammenrapset Rov, der vil spredes, saa snart

Fødderne atter finder Fæste.

Der blev kysset og klappet, blev spurgt og svart,

Blev givet og taget — det er dog saa rart

At elske sig selv som sin Næste!

Vidt har Du strejfet, Du raske Fod;

Mod Slutningen blev Du lidt mødig,

Nu kan Hvilen nok være nødig.

Jeg vil strække mine Lemmer ved Bøgetræets Rod,

Frede om min Tanke, saaledes som den stod

Spirende af Mødrenejorden.

I den sællandske Sommernats Overflod

Vil jeg svømme som en salig — og jeg vil gøre Bod

Som en Synder for min Glemsomhed mod Norden.

    Kun dér, hvor Vuggens Gænger gik

    I Takt til Ammens Sang,

    Kun dér, hvor Moderhjertet fik

    Erstatning i et Barneblik

    For Natten lang,

    Kun dér min Sang

    Kan blive til fuld Musik.

    Derude omkring paa den fremmede Jord

    Lyder vel større og stærkere Ord,

    Dybere Længsler og Sukke;

    Men vore Længsler og vore Ord

    Maa sættes i Sange af en, som bor

    I det Hus, hvor han leged med Dukke.

    Kun dér, hvor Skolen skrev sin Lov

    I Rektors Protokol,

    Kun der, hvor Folen slog sin Hov

    Bagud i Vaarens grønne Skov,

    Saa Stub og Knold

    Fløj Pokker i Vold —

    Kun der kan man trække for Plov.

    Derude falder vel tungere Slag

    Og tages for Livet vel drøjere Tag

    Til Plovmandens Piskesmælden;

    Men vi har jo ogsaa vor Gerningssag,

    I den skal vi føle de Nakkedrag,

    Vi fik som Dreng af Pedellen.

    Kun der, hvor Ungersvenden stod

    En Aften sejershed,

    Kun der, hvor „hun“ ham knæle lod,

    Og hvor han ydmyg gjorde Bod,

    Kun der jeg véd

    Om Kærlighed

    At synge som Sanger god.

    Derude blusser man dobbelt hed,

    Derude sværger man større Ed,

    Om just ej til større Nytte.

    Der fødes dog ingen skønnere Sang

    End der, hvor man fik for første Gang

    Et Kys og gav Hjertet i Bytte.

    Kun der, hvor Sommerdagens Glød

    I Søen ej forsvandt,

    Hvor Solen, som om den fortrød

    Sin Afsked, over Havets Skød

    Et Lysgevandt

    Har lagt som Pant:

    Den kommer som Morgenrød —

    Kun der har Digteren Hus og Hjem,

    Trods Vinteren lider af Koldbrand slem

    Og Sommeren sjældent af Tørke.

    I Syden lejer han Lejlighed,

    Men Dagen er der for feberhed

    Og Nætterne altfor mørke.

I den flimrende Nathimmels dæmpede Glans,

Med Taagernes Dans

Over Skovenes Krans,

Vil jeg prise da alt, hvad jeg udenlands

Har maattet saa smægtende savne.

Den hjemlige bløde og blide Natur,

Hvor ingen Fjældside løfter sin Mur,

Hvor ingen bevæbnet Bandit staar paa Lur,

Hvor Livet er sat som paa Mælkekur,

Vil som trofast Elsker jeg favne

Og give de ømmeste Navne.

Ja, jeg vil henrykt slynge min Arm

Om din Midie smidig og smækker;

Men — jeg har været i Slagets Larm

Og har Staal endnu i min Tanke:

Jeg maa være din Viljes Vækker.

Ja, jeg vil løse dit guldgule Haar

Og sno mig deri som i Lænke;

Men — jeg har levet paa Granskerens Kaar,

Jeg vil ikke blot kvinkelere:

Jeg vil lære Dig ogsaa at tænke.

Ja, jeg vil yde Dig al den Tribut,

Der skyldes din Skønhed og Ynde;

Men — jeg har selv sat for Legen Slut;

Der trænges til Alvor i Sagen,

Og Du trænger til at begynde!

Saa vil vi sætte os sammen hen,

Jeg vil synge Dig for mine Sange.

Elskeren bliver en trofast Ven,

Han er kølnet derude i Livet:

Du behøver ej blive bange.

    Og Skoven bæver, og Vindens Dans

    Gaar let som et Føl over Engen;

    Nu ligger da Folket her til Lands

    Og sover fornuftigt i Sengen.

    Over Gurrevangen gik Solen ned,

    Jeg aander den dampende Kølighed,

    Men hvorfor bliver min Kind saa hed,

    Hvorfor tænker jeg ikke paa Sengen?

    Det bruser som fjerne Haves Musik,

    Det griber i store Strenge.

    I Gurre er ikke alt Romantik,

    Ikke alt er taagede Enge.

    Gid Dagen med Trommer og fuld Musik

    Maatte træffe i Solbruddets Øjeblik,

    Tvært imod Vane og gammel Skik,

    Lysvaagen og oven Senge,

    Det Folk, som har drømt saa længe.