Holger Drachmann (1846–1908)

O Død og Helved! og o Blod og Vunder! —

kun simpel Tale i min Læsers Gre;

nuvel, tilgiv om jeg gaar noget under

det dannede Niveau! det faar hun gøre,

min Musa, mens paa Ret og Vrang hun grunder.

«Æren» er sammensat; lad den saa fore

Bellona eller Mars som Navn paa Skuden —

Krig er dog Krig, hvad man saa kalder Guden.

Alt var da rede — Lunter, Sværd, og Mænd

til at betjene begge; og saa brød

de frem som Løven fra sit Skjul, med Lænd

og Blik og Neve spendt — paa Liv og Død:

en Menneskehydra, bugtende sig hen

ad Jorden, med Fordærvelse i Sked,

Helte til Hoveder: — kap ét af dem,

og stændigt voxer Helteho’der frem.

Historien ser kun Tingene en gros.

Ser vi dem en détail og vil notere

Tab og Gevinst, saa kan det hændes jo,

at Krigens Regnskab ej vil balancere:

saa meget Guld for saa lidt Snavs — min Tro!

det tør knap «Sejren» selv sig vindicere.

Aftør en enkelt Taare, og det yder

Dig større Ros end Strømme Blod, som flyder.

Thi det gi’er Selvtilfredshed; mens det sidste,

med Fraser, report og Æres-Penge

(fra Folk, som tilmed kun har lidt at miste)

og Rang og Titler og et «Leve længe»

fra alt det Pak, som gaber, — vel kan friste

selv Godtfolk, som sig ikke frem vil trænge,

men er dog (hvor man ej for Frihed fægter)

et Barn af Mord-Lyst avlet med Landsknægter.

Saa er det og maa være. Hvorimod

Leonidas og Washington bedækked

med Hæder Grunden, hvor de faldt — og stod,

en Friheds-Jord, som Værdens Lovsang vækked,

hvis Ekko end opflammer varmt vort Blod;

mens Frasens «Sejersjubel» kun forskrækked

Hofsnogen, der, trods Reaktionen, fatter

at Frihed kan bli‘e Fremtids Løsen atter.

Natten var mørk, og Taagen tillod kun

at se Artilleriets Ildsvælg flamme

som Nordlys, der i Flodens dystre Grund,

med By og Fæstningsværkerne til Ramme,

afspejler hede Helved! Stund paa Stund

Salvernes dybe Torden — ej den samme,

hvis Lyn kan højstens slaa en Mand til Jorden:

nej, Masser kræver Menneskønes Torden!

Ej langt var Folkene i Stormskridt naaet

frem foran Russens Skanse, ferend de

af Tyrkerne en Velkomst havde faaet —

et Omkvæd til den kristne Melodi, .

og op var Alt, Jord, Vand og Himmel, gaaet

i samme Flammehav: et Raseri

af Elementer, hvorved Fortet skælved —

som Jætten hikker højt i Ætnas Helved.

Og ét uhyre Raab af «Allah!» svang

sig højt mod Sky, lydt, som det værste Brag

af Krigs-Kartover — og et Ekko klang

fra By og Flodens Bred, og Himlens Tag,

der hvælved mørkt sig over Stridens Gang,

skjalv som i Angest under dybe Drag

ved Herrens Navn. Og længe lød endnu

igennem Larmen «Allah! Allah! Hu!»

Lyst blev der blandt Kolonnerne, som brød

fra Floden modigt frem —— atter og atter;

de faldt som Løv i Høst, hvorvel de lød

Arseniew, ham paa hvem Kugler batter,

som var det Ærter kun, hvormed man skød.

Wordsworth har sagt, at «Blodbad er Guds Datter»

i saa Fald Kristi Søster. Her hun gjorde,

hvad man i Jødeland mod ham ej burde.

Fyrst Ligne blev ramt i Knæet — derimod

Grev Chapeau-Bras imellem Hat og Ho’de;

Beviset for, at er en Mand af «Blod»,

saa er hans Hoved ogsaa å la mode,

og ‘hvilket Projectil mon sig tillod

Speg med en Hat tilpas for saadant Ho’de?

Man siger «Støv til Støv» — men ved en ny

Fortolkning kan der tænkes: Bly til Bly!

Til Hjælp straks Markow, Brigadieren, fo’r —

det gjaldt jo Prinsen bort derfra at føre,

skøndt tusind Døende vred sig paa Jord

og bad om Vand — og bad for døven Øre

(det var jo Hyl blot fra et menigt Kor;)

men ogsaa han, som vilde klart godtgøre

sin Sympathi i Rang med Prinsens Rang,

fik knust sit eget Ben paa samme Gang.

Tre hundred Ildsvælg gav sig til at spy.

og tredve tusind Bøsser til at sende

som Brandrethspiller hagltæt deres Bly.

O Menneskønes daglige Elende:

Sot, Sult og Læger maner os paany

lig Dødninguhret om vor snare Ende

tidligt og sent — men Alt tilsammen blegner

mod Billedet, én Slagmark for os tegner.

Hver mulig Pinsel blir fordobblet dér

uendeligt, indtil den haarde Kriger

forhærdes mod hver Dødskval, som han ser:

En vender Øjets Hvide ud og skriger

og borer Hæl i Jord — og er ej mer;

se det er den Belønning — som man siger —

de Tusind oppebærer, mens, til Trøst,

Resten kan faa sig en Stump Baand paa Bryst.

Respekt for Æren dog! det er en «Kage»,

min Ven, som Du ved Kongens Miskundhed

kan tære paa i dine gamle Dage.

Paa en Pension saa mangen Vismand bed

og frisked op den gamle Helte-Sage

ved Harpens Streng (— thi «Helte», som man véd,

maa Barden ha’ —) og sig i Manddrab tumled,

mens fredeligt han paa sin Halvsold gumled.

De Tropper, som var landsat, gik igang

straks med et Batteri paa højre Side,

ej heller gjorde Resten Tiden lang

— de, som kom efter, nemlig — kan man vide.

Som Børn, der klatrer op ad Moders Fang,

man saa” dem, Grenadererne, at ride

kvikt overskrævs og ned af Pallisaderne —

nøjagtigt ligervis som paa Paraderne.

Og det var godt gjort — i en Ild saa hed,

at havde man Vesuv en Ladning givet

(dets Lava ufortalt) af ....ja Gud véd,

saa kunde næppe Fler ha’ mistet Livet.

Skudt blev da ogsaa Tredjeparten ned

af Officererne. Kom og beskriv ‘et

som «Sejer», den er dog lidt sløj i Grunden:

thi styrter Jeg’ren — saa ta’r Pokker Hunden.

Nok om det Hele sagt — jeg maa nu føre

min Helt henad hans laurbærstrøede Vej,

hvor han privat har nok med Sit at gøre.

Halvhundredtusind Helte, hver for sig,

— om nok saa vel fortjente til at høre

hver sin Eloge — nej det blev dog mig

i Længden lidt for megen Snak om Glorie,

og, endnu værre, en for lang Historie.

Derfor — Avisens Spaltefyld i Ære!

jeg haaber minutiøst den følger Kravet,

at lægge dem, som faldt, hvor de skal være,

paa Mark, i Grøft — og se dem vel begravet,

naar Sjælen Støvets Tryk ej mer skal bære.

Held da den Mand, hvis Navn blir rigtigt stavet!

Jeg kendte en, som faldt, og som paa Trods

Avisen kaldte Grove, skøndt han hed Gross.

Juan og Johnson, Korpskammerater, slog

af alle Kræfter løs, hvor Vejen bar,

hvad eller rettere, hvorhen de drog —

thi Vej og Retning var dem lige klar;

frem over Lig paa Lig de Vejen tog,

skød, stak og hugg og svedte og gav Svar

paa Hug, saa blindt — at Bulletin’en sikkert

nok tog de To for en i samme Kikkert.

Saadan de vaded frem, med ‘Blod i Kog,

— og kunde gennem blodigt Sele vinde

et Par Fod Jordsmon — henimod en Krog,

hvor alle syntes at ha’ Et isinde:

saa gik de baglæns med det hele Tog

for denne Regn af Ild, der syntes rinde

fra hede Helved — vg gled ud og vælted

halvt over dem, som laa dér strakt i Æltet.

Skøndt første Gang vor Helt i Ilden var,

og skøndt paa Marschen han i Nattens Øde

(hvor man en ganske anden Stemning har

end ved Triumftog) skælved ved at møde

den tunge Sky, hvis tætte Hvælving bar

Bud som fra Værdner stivnet længst tildøde,

og skøndt han ønsked, Dagen vilde gry —

saa faldt det ham dog ikke ind at fly.

Han kunde ej... men sæt dog! Der er mange,

og var, hvis Ilddaab skete paa den Vis,

som Fritz, der tog ved Mollwitz til det lange

Ben — første Gang, og sidste ligervis.

Er først man afvant med at være bange,

saa gaar det som med Brud og Plag præcis:

man følger Trit og slaa’s med største Glæde

for den, som gi’er os — Piskøn eller Ade.

Han var, hvad Erin kalder (med lidt Vriden)

paa old-irsk, eller punisk, Dialekt

(Old-Philologer, der udgransker Tiden,

som atter Alt udgransker, paastaar kekt,

at Patricks Sprog — Beviset bli’er til siden —

med Hannibals og Didos er i Slægt;

en Paastand, man ter trøstigt anbefale

som rationel imod den nationale) —

Han var «et Siv for Vinden» var han — ja,

en Vaand, som svajed for hvert Indtryks Brise,

et frejdigt Stemnings-Barn (han kunde ta’

just Stemningens Impuls til sin Devise;)

men blev han tvungen til at slaas — ja da,

især blandt Folk, som kunde klart bevise

god Adkomst til at fægte a la mode,

tog han Forlov sig og slog ned for Fode.

Dog altid sans rancune. Blandt smukke Piger

og vrede Mænd la’e stødse han for Dagen

«de bedste Forset» — som man altid siger —

den Trumf, som gerne gaar for Hovedsagen.

Lovtrækker, Skøge, Statsmand eller Kriger

har, naar paa Ord og Gerning de blir tagen,

«de bedste Forsets. Meget smukt — kun Skade

at Helved brolagt har med dem sin Gade!

Jeg har dog ogsaa mine Tvivl iblandt

om saadan brolagt Gade, ja om ej den

blev opslidt længst — ej af den Flok, som fandt

sig frelst ved sine gode Forsæt, nej men

af dem, som netop uden disse (sandt

at mælde om) drog ad den brede Vej hen,

der, svovlbelagt med gode Forsæts Fliser,

sit nære Slægtskab med Pall Mall beviser.

Tilfældet, som — hvad vi bør Alle vide —

kan skille Vaabenbro’r fra Vaabenbro’r

og kyske Fru’r fra tro Gemalers Side

Aarsdagen efter Bryllupsseng og Bord

— thi man bør ikke paa Fortuna lide —

var Skyld i at Juan nu sammen fo’r,

seende, efter Stridens vilde Scene,

Vennerne paa Retrent’ — sig selv alene.

Dog véd jeg ikke ret, hvordan det kom —

kanske laa Størsteparten dér paa Valen,

mens Resten havde gjort helt højre om.

Saa gik det selve Cæsar, Generalen

i Gallien, midt iblandt en Hærmagt, som

berømt for Mod var, som han for Befalen:

han maatte i en Snup et Haandskjold tage

og gjenne sine Romere tilbage.

Juan var ingen Cesar, havde heller

ej noget Haandskjold — slog paa blindt Bestik

og standsed nu — saa’ efter sine Feller —

og det var noget langt, det Øjeblik;

og derpaa som et sel... (ja, det gælder!

min Leser studser; men Homer begik

det Billed om en Ajax, og saa gaar det

vel an, at min Juan i Farten faar det. —

Han altsaa som et Æsel gik sin Vej,

og — ganske vist — han saa’ sig ej tilbage,

men da han fik et Glimt forud for sig

at se, som naar det laver til at dage

bag Bjærgets Kam, en Ild, der huer ej

den, som har nærmest Lyst Reisauss at tage,

saa gik han paa — forsøgsvis — for at støde

til Venner, som end ej var ganske døde.

Dog da han af Kommando ej fandt Spor,

og Korpset var som borteskamoteret,

— Gud véd hvordan! (det paa en Fejl beror,

at jeg har for Historiens Fejl kaveret;

jeg mener kun, den Bommert er ej stor,

hvis en Rekrut, som første Gang parered’

paa Ærens Haand, blot haster frem og bryder

sig ej en Snus, om man hans Korps nedskyder;) —

da han ej Deling fandt, ej Officerer,

men stod dér som foreldreles, som En,

der nu paa egen Konto disponerer,

saa fulgte han — (som over Stok og Sten

Vandreren Mosens «Geist», der harcelerer —

eller en strandet Ulk, som ej er sen,

men søgør nærmest Ly) — Vej efter Nesen,

hvor Ild og Æren drev sit værste Væsen. .

Han spurgte ikke om, hvor det bar hen,

hans Hoved svimled og hans Aarer vare

fyldt som med Flammer — ganske som hos den

der samler i et Brændpunkt Timers Fare;

saa reg han paa, hvor Lag og Lag igen

udslynged Ild og Død blandt tættest Skare,

mens Jord og Luft navngav i højlydt Ekko

din «kærlige» Opfindelse — o Baco!

Og som han bused frem, saa kom han ind

blandt Lascy’s Stormkolonnes «sidste» Kræfter —

en Rest af Heltemodets tykke Bind,

som blev en tynd Extrakt i slidte Hæfter;

dér tog han, mens højtidelig i Sind

han vented, hvad der vilde følge efter,

sin Plads blandt Levninger af Kompagniet,

som endnu med Bravour skød mod Glaciet.

Paa dette Vendepunkt kom Johnson til

fra sin «Retræte» — som jo Frasen lyder,

naar Mænd, der frygter Fanden er paa Spil,

en Omvej bort om Løvens Hule skyder;

han var en fifig Fyr, en — om man vil —

som véd, hvad «Dek» og hvad «gaa paa» betyder,

og aldrig løb han — uden naar et Krigspuds

tilskynded ham til saadan Legen Kispus.

Da nu hans Korps laa fældet, Mand for Mand,

paanær Juan, som qua Novice ejed

Jomfruwlighedens Mod —- det viste han —

og aldrig nogen Fare overvejed,

stærk i sin Uskyld, men gik blindt «deran» —

drog Johnson sig paaskrømt, saa som han plejed,

tilbage, for at se, hvorvidt de alle

forkølet laa «hvor Dødens Taager falde.»

Og dér, i Læ for denne Ildregn, tæt

som den fra Volde faldt og Bastioner,

ja fra hvert Hus — thi der var ej en Plet

i Byen, trængt af Russens Legioner,

uden de Vantro laa og skød dér, ret

som Ismail var opfyldt af Dæmoner —

fandt han et Kobbel Jægøre, men sprængt

af Vildtet, som de havde indestængt.

Han kaldte paa dem, og — hvad mer — de kom,

om just ej «Aander, man fra Dybet kalder,»

som — siger Hotspur — kønt maa bedes om

at komme, før de Herrer det gefaller.

Halvt ubestemt, halvt ræd de lystred som

en Drengs: Hvad? er I bange, naar det knalder!

Et Krigs- og Troesinstinkt, der leder Flokken,

som Faar, der følger Vædderen med Klokken,

Ved Zeus! Ven Johnson var en Stadskarl — han,

og skøndt hans Navn ej hos Homer man finder :

jevne Achilles’ eller Ajax’, kan

og ber det tegnes ind blandt Helte-Minder,

han slog saa stet og sikkert ned sin Mand

som Skibet, der frem for Passaten vinder,

eg aldrig han fortrak derved en Mine,

kvikt gik det — uden Vrøvl og Død og Pine.

Og derfor: stak han a’ — var det fordi

han fandt, at der var Folk, som kunde have

Lektion behov ved den Kardialgi,

som Frygt kan foraarsage Heltemave.

Lad Helten ogsaa lukke Øjet i,

han kan dog, skimtende, den Sandhed stave,

som skrevet staar: løb ikke lukt i Døden —

en Smule Tagen-Vejret er fornøden!

Jack Johnson altsaa retirered kun

for med des Fler’ at komme fluks tilbage

til denne Grænse — i Prins Hamlets Mund

saa fæl, at Faa’ kun over den tør drage.

Sligt tænkte ikke Jack paa, aldenstund

hans eget Livs-Mod virked paa de Svage

som en galvanisk Strøm gør paa de Døde,

og frem det gik i tættest Kugle-Møde.

Men — pyt! de fandt igen, hvad for lidt siden

de netop havde tænkt at ville fly

og som, hvad saa end Moden eller Tiden

taler om Ære, Rang, Bravour og Ry,

Soldaten nødigt «hilser paa: i Striden

(undtagen han faar Sølv lagt til sit Bly) —

de fik den kendte Velkomst-Part af Legen,

og nogle følte straks — at hed var Stegen.

Tæt faldt de, som naar Haglvejr Kornet fælder

og som naar Leen gennem Græsset skær”,

thi mindre skørt er Livet ikke heller

end andre Formaal for vort Livs-Begær;

ja Tyrken tarsk’ dem, som med Plejel eller

med Boksernæver, for sit Brystværn her

til Plukfisk — og mangt Hoved tik sin Bane

før Fingren havde rørt ved Bøssens Hane.

Bag hver Travers og Parapetens Sider

saa’s Tyrkens morderiske Ild at feje

Geledder væk, som Stormen, naar den skrider

med Skum foran sig, jævner Havets Veje;

men Skæbnen vilde, skøndt den sommetider

ta’er glubsk mod Lande, Byer, Folk paaveje,

at Jack med dem, der end var «i Salveten»,

slap indenfor bag selve Parapeten.

Først en og to — saa fem, sex — ti, tolv, trætten

kom op lidt kvikt; nu hed det «enten Skidt

eller Kanel» og under livlig Letten

af Skankerne var det vist stærkt omstridt,

hvem der var værst deran, de dér paa Pletten,

hvad eller de, som endnu «bied lidt»:

for oppe over Brystværn eller nede

var der omtrent de samme Graders Hede.

Dog fandt tilfeldigvis de, som kom op,

— og se, det var just en Genistreg — Værket

af Tyrkens Coehorn her paa Skansens Top

om ej paa fransk og flandersk Vis «forstærket»,

saa dog belejligt nok (jeg beder: stop!

‘sligt er ved vort Gibraltar ej bemærket) —

altsaa belejligt nok i pene Rader

og just i Midten Værkets Palisader;

saa at der levnedes paa hver en Side

kanske en halv Snes Skridt for raske Mænd

at rykke frem paa, og — det kan man vide

for dem naturligvis, som «var igen» —

Tid til paany at ordne sig og stride.

Og disse, Rader, næppe højere end

velvoksent Enggræs, kunde uden Fare

i Farten sparkes om med Foden bare.

Iblandt de første — først tør jeg ej sætte,

thi om den Forrang fører i sligt Fald

forbundne Venner, og Nationer, ’Trætte

og det ret glubsk, naar ærligt tales skal.

En modig Karl den Britte, som tør rette

den Paastand mod John Bull, at, Fald og Knald!

saa blev ved Waterloo dog Wellington slagen,

(det samme Syn, som Tyskøn har paa Sagen —)

og at, hvis Bliicher, Biilow, Gneisenau

og andre «an» og «ow», hvad de nu hedder,

ej var marschért som trukket paa et Tov

mod Fjenden lige bus paa hans Geledder

(Tigeren lig, som sulten gaar paa Rov).

saa sad ej Wellington som han nu sidder

behængt med Ordner og med en Pension, som

hos os han snart er eneste Person om.

Men — Gud bevare Kongen! si’er jeg bare,

og alle Konger! for, gør han det ej,

saa frygter jeg, det vil ej længe vare

før Folket, pint af Venten, ta’er paa Vej

som en skam-gnavet Krik, der ej vil fare

bestandig fort, men ked af Piskøns Leg

slaar bagud — ja for Folket, denne Mob,

blir engang ked af denne Spillen Job.

Det knurrer — bander — og som David ta’er

det saa en Sten og slaar med den sin Goljat;

saa kommer Vaaben, af den Sort, hvis Svar

er Komplimenter tem’lig meget modsat;

tilsidst et Livtag — og, den Ting er klar,

jeg vilde gerne sige «Fy!» forudsat

jeg ikke indsaa’, at Revolutionerne

var Hestekur mod Helveds Pest fra Thronerne.

Men videre. Jeg vil ej sige først,

men blandt de første, saas vor Helt at bane

sig Vej, hvor Faren var paa Volden størst,

som om fra Vuggen sligt var ham en Vane,

skøndt det var nyt nok. Denne Hæders-Tørst

begyndte ham, som andre Folk, at mane,

trods han var god og bled af Sindelag,

som han var kvindelig af Ansigtsdrag.

Ja han — han, som fra sine Barndomsdage

som Barn sig følte ved en Kvindes Bryst

(og dog var Mand — og ikke blandt de svage —)

og fandt ved Kvindens Barm Elysiums Lyst,

og kunde Prisen i den Prøve tage,

Rousseau sin Skønne anbefaled tyst:

«Vogt paa din Ven, naar fra din Favn han gaar!»

Juan gik ej, men blev — som sig forstaar;

naar ikke Skæbnen drev ham — eller nære

Beslægtede, hvad vel er Hip som Hap.

Her var han — hvor hvert Baand, som fast kan bære,

mod Staal og Blod og Flammer Taget slap;

han, lutter Aand fra Følelsernes Sfære,

han dreves af Tilfældigheder rap

som Hesten, der kun Pisk og Spore kender

og ‘aandeløs ad Rendebanen render!

Han hidsedes af Modstand, det var Sagen,

som Jeg’ren af et Hegn: om han kan ta’et!

(en britisk Ungdoms-Mode nu om Dagen

— den letteste blir den, som slipper fra ”et,)

Ved Tanken: Blodbad! blev han gru-betagen,

men var han midt deri, han kunde laet

passere — skøndt hver Stønnen, som han hørte,

straks Blodet som af Is til Hjærtet førte.

Haardt trængt fandt General Lascy i sin Nød

af nogle hundred Folk sig her forstærket

som om de faldt fra Maanen ned — og bød

Juan sin Haand med et: Vi ta’er vel Værket!

idet han ansaa” Helten (som ej lød

just Pistols Titulatser, saa udmærket

de ellers lyde kan — omtrent som ~-Sjover»,)

for saadan noget som en ung Lithauer.

Paa Tysk tiltalte han vor Kriger, men

det Sprog var som Sanskrit for Heltens Øre,

og derfor bukkede kun tavst vor Ven

og lod ham, Generalen, om at føre

dem an — for «General» er sikkert den,

der kan ved Baand og Ordner Fordring gøre

(og ved et blodigt Sværd i Haand at svinge)

paa Æren at ta’ Tyren i dens Bringe.

Kort bliver kun den Dialog, der føres

imellem to, som ej har fælles Sprog;

og under Stormløb, hvor der ses og høres

kun Vold og Mord og Rædsler i hver Krog

med Rallen som Lig-Klokker, naar de røres, —

dér blir ej konversert som i en Bog,

saa lidt som Ordet kan til Øret naa’

for Bønner, Skrig og Hyl fra hver en Vraa.

Alt — hvad min Pen har maattet her behøve

to Stanzer til — blev faa Sekunders Sag;

men hvad der dog i dem lod sig forøve

af Rædselsfærd! Det blev et Vraal, et Brag,

som mægted selv Kanonens Brøl at døve:

en Siskøns Sang lød næppe mindre svag

end Tordnen havde lydt — her hvor Uhyret

Mennesket krænged Hammen bort fra Dyret.

Byen blev taget. By! en Lyd saa tom. .

«Gud skabte Landet, Menneskøne Staden»

har Cowper sagt — og sandt, efter min Dom,

naar jeg omstyrtet tænker hele Raden:

Karthago, Tyrus, Ninive og Rom,

samt dem, man husker ej hver Dag paa Gaden;

og tænker jeg derover — ja, min Tro,

saa maa tilsidst i Skovene vi bo!

Af alle Mænd — (Sulla kanske undtagen,

den Blodhund, som for Lykkens Yndling gjaldt,) —

imod hvis Storhed vi har følt os dragen,

var General Boon’s kentucky’ske Gestalt

den lykkeligste vel. som har set Dagen,

han — i sin Skov, hvis Ensomhed ej faldt

ham lang og som en kraftig Alder nød

ved skyldfri kun at volde Vildtets Død.

Forbrydelsen, som Ensomheden skyer,

veg fra hans Telt, mens Sundhed blev hans Gæst,

Vildnissets Ven, som Menneskøne flyer

i deres Blindhed for, hvad der er bedst, —

og sammenstuver sig i kvalme Byer

og vælger, fremfor Livet, Stank og Pest.

Nej — Boon, Skovmanden med de hvide Haar,

jaged ved de halvfemsindstyve Aar,

og — mer end det — et Navn sig efterlod,

et, som ej vindes ved at kløve Pander,

en Hæderssaga, og tilmed en god,

som Skænkestuen ej imorgen "bander:

en bramfri Mand af mildt, ophøjet Mod,

hvorom ej Nag sin Ondskabs Mythe danner,

en virksom Eremit, en barnefrom

Skov-Patriark højt i sin Alderdom.

Vel sandt, han sine egne Landsmænd flyed,

naar i hans kære Skov de slog sig ned;

langt, langt derfra han til et Skjul da tyed,

hvor der var færre Huse, større Fred;

den Civilisation, som han just skyed,

gør os, af Alting led, for Andre led,

men ingen viste sig saa gæv, som han,

mod «Individualitetens» Mand.

Ganske alene var han ej. Han saa’

sin Manddoms Egekraft af Ymper lennes:

et Jeger-Kuld, hvis Værden nyskabt laa

for deres Blik — en Værden, som ej fronnes;

dem kunde Sværdet ingen Skrammer slaa,

og fra Naturen, som i Frihed grennes,

faldt ingen Skygger paa det friske Sind —

fri var de, som et Tre, en Bek, en Hind.

Ej Vanskud fra en usund By-Kaserne,

nej slanke var de, stærke og adrætte;

og med «Gevinst» de brød ej deres Hjærne,

thi deres Arv var Skovene med Rette;

de søgte ej, som Mode-Narre, fjærne

graa Haar før Tiden; og, paa Haanden lette,

naar kvikt de tog til Riflen, var det ej

— skøndt de var store Børn — kun Børneleg.

Paa rastløst Arbejd fulgte Nattens Ro,

og friskt Humør var Sliddets Tjenerinde,

et «sluttet Selskabs» Lov var deres Bo,

hvor daarlig Lyst ej kunde Jordbund finde;

der var ej Tid for Drifter til at gro,

ej Plads for Prunk i Skovmands-Hytten inde:

roligt men ej kedsommeligt de fandt

Nybyggerlivet, som i Fred henrandt.

Nok om Naturen. Nu et Svip igen

til Civilisationen og dens Lykke:

Krig, Konger, Pest, Samfundsvelsignelsen,

Magtbrynde, Despoti — det gamle Stykke

med Hæres Hærjen (Solden! pas paa den!)

Scener, som kunde Boudoiret smykke

for tre-Snes-Aars Koketten Katherine —

samt Ismails Fald; glem det ej, Død og pine!

Byen blev taget. Først en blodig Gang

hugged en Deling sig — saa kom en ny en;

mod Sabler hørtes Bajonettens Klang,

og Børns og Mødres Angstskrig steg mod Skyen,

og gennem Morgnen svovltung Røg sig svang

og standsed Aandedrættet dér i Byen,

hvor Tyrken, rasende, kun Fod for Fod

tilbage sig fra Volden drive lod.

Kutusow — han, som siden efter drev

(med Bistand af lidt Sne og Kuldegrader)

Napoleons Her tilbage — ja han blev

selv drevet ublidt bort fra Ismails Gader;

han var en Spøgefugl, som Vitser rev

i Fjendens Paahør af — og paa Parader —

om Liv, om Død, om Sejren stod paa Spil:

men her slog ej hans Brander-Forraad til.

Ned i en Voldgrav kastød han sig, dér

hvor og hans Mandskab fulgte ham; kun Skade

at Graven steg ved Blodet til et Kær,

og i det Ælte fandt han ej sit Stade

paa Voldens Skraaning (General Ribaupierre

nævnes blandt dem, som maatte Livet lade);

saa hurtigt han kom op med sine Mænd,

saa kvikt jog Tyrkerne dem ned igen.

Og hvis en Deling ikke havde taget

fejl Kurs paa Floden og af Højvandsstrøm

— de vidste ikke hvor — just som det daged

var ført iland, præcis som i en Drøm,

og havde truffet noget Stort, som raged

ivejret lig en hvælvet Port . . . saa dom

om ikke Kutusow, den Brander-Mester,

laa dér blandt sine «Drenges» tavse Rester!

Den Deling brød nu frem paa maa og faa,

tog «Kavaleren» først paa Parapeten,

just som Kutusows Drenge tænkte paa,

at det var rart at være i Salveten;

fremad mod Porten «Kilia» gik det saa,

og de tog baade Porten dér og Téten

for dem, der stak til Knæerne i Søle

nys frossent, nu tøet op i Blodbads Pøle.

Kosakkerne — som staves kan Kozacker —

(jeg prætenderer ej Orthografi,

naar blot som Blind om Farven ej jeg snakker

om Politik, Taktik, Geografi)

kun vant” til deres Hesterygs-Attakker,

men uvant med Kastel-Topografi

og som blot slog foruden Vrøvl og Sladder

paa Chefens Ord — blev hugget her i Smadder.

Skøndt Tyrken tordned mod dem Lag paa Lag,

saa naaed de dog Volden i den Tanke

at Stadens Plyndring var en afgjort Sag,

hvori der intet Afbræk vilde vanke;

men fiffigst Fyr kan narres paa sin Bag —

Tyrken lod først, som tog han til sin Skanke,

men mellem to Traverser han sig gemte,

hvornæst han løs paa Kristenhunden klemte.

I Nakken taget — skæbnesvanger «Tagen»

for Løber som for Bonde — blev nu disse

Kosakker sablet aarle ned paa Dagen,

ja de var staaet tids nok op tilvisse;

ved Ordnen, hvori Dyngerne laa slagen,

til Punktligheden kunde man sig gisse,

hvormed de faldt —- en Trappe for Jesusski,

som førte op sin Bataljon Poluszki.

Den Brave nedhug Tyrker, hvor han kom,

men kunde ikke æde dem — desværre,

da Musselmanden, som ej lammefrom

prisgav sin By, vog ham, den gode Herre.

Volden var vundet . . . men et Spørgsmaal om,

hvor Offrene var flæst og hvor de færre:

thi det var Hug paa Hug — Lige for Lige,

Fodsbred for Fodsbred — Ingen vilde vige.

En anden Deling led ej mindre heller,

og bør Soldaten, skal han gi’es til Pris

og om Historiens Vidnesbyrd da gælder,

ej ha’ Patroner just i massevis;

naar «klar med Bajonetten» hans Appell er,

saa ses det tidt, at han vel nok præcis

i Skyndingen kan skyde væk for Livet ——

men ej har Agt paa Sigtekornet givet.

Men Meknops Folk nu til Forstærkning kom

(minus ham selv, der faldt, da ej fornøden

han sekondertes) for de andre, som

gik løs paa Skansen, som udspyed Døden,

ja kiled paa den om igen og om.

Og endskøndt Tyrken sloges ufortrøden,

faldt Skansen — dér hvor Seraskieren førte

Kommando....og de Tab de var uhørte!

Juan og Johnson — samt af Volontairer

hvad der var forrest — tilbød ham Pardon,

men sligt er daarlig Spøg for Seraskierer,

tilmed for en saa stout Tartars Person;

en egen, vild «Ideens» Fanebærer,

han faldt — vel værd af Taarer en Portion;

en engelsk Søkadet, som vilde ta’e ham, ’

fik Lov at tage Plads ved Siden a’ ham.

Og Svaret — det var et af dem, som knalder;

og skudt laa Fyren dér, mens Resten gik

igang med Staal og Bly — de to Metaller,

som holder ved slig Foranledning Stik

og ikke levner mange Pandeskaller,

hvorpaa der ej er mer og mindre Klik.

Tre tusind Tyrker faldt, og Seraskieren

fik seksten Bajonetstød ved Affæren.

Byen er taget — stykkevis at sige;

i Blod beruser Døden sig, og hvor

man ser, er der kun Folk, som tvungne vige,

mens de for deres Dyrebare slaar.

Ej Krigshaandværkets Manddrab øver slige

Misgerninger: Naturen overgaar

sig selv paa Blodbad-Dampens hede Bud,

som Nilens Sol-Slam klækker Monstrer ud.

En russisk Officer, som gik blandt Lig,

fornam sin Hæl at gribes — ret som om

af Slangens Hoved. Slangen, ved hvis Svig

Mo’r Eva galt afstød i Værden kom;

han sparked, svor og hyled Nødsens-Skrig,

som Ulv kan hyle med en slunken Vom:

men Tanden slap velvilligst ej sit Tag,

saa lidt som Slangen gør den Dag i Dag.

En Tyrk i Dødskamp gabed just og bed

efter sin Fjendes Fod — og, tør jeg mene,

traf Stedet, som en Musa (hvad hun hed)

ret morsomt nok har døbt Achilles’ Sene;

han bed igennem — og skøndt Russen sled

og hugged, indtil Hovedet alene

ved Hælen hang, udgjorde de to Dele

tilsammen (hvis det ej er Løgn det Hele).

Hvordan det er, saa er det vist og sandt:

Russen blev lam saa længe som han leved;

fast i en Skruestik sin Fod han fandt

og ind han blev blandt Invalider skrevet.

Feltskæreren ej nogen Hæder vandt

ved den Patient; men er han dadlet blevet,

saa deler Skylden han med Tyrke-Knappen,

som kappet blev — og endda ikke slap ”en!

Et Faktum er et Faktum — og en Digter

bør sky, om muligt, svævende Fiktion;

thi det er sikkert nok, at Vers forpligter

til Sandhed — uden Prosas Restriktion,

som nøje Skallerne fra Kærnen sigter;

hvis ikke da en saakaldt «skøn Diktion»

blir Et med Løgn — den, Satan aldrig mangler,

naar, som med Fluer, Sjælene han angler.

Byen blev taget — gav sig ikke; nej,

der fandtes ingen Tyrk, som Værget strakte;

ja om én Blodstrøm farved Donaus Vej

langs Stadens Mur: de lod sig alle slagte,

men Frygt i Ord, i Daad, de røbed ej.

Hvad saa, om Russens Sejrsbrølen vakte

Ekko paa Ekko — naar han maatte friste

Skæbne med hver, han myrded som den sidste!

Stik, Hug og Slag — og Menneskøne dødes,

som Høstens nøgne Skov, hvis brune Blade

for Aarets sidste stride Vinde strøedes,

maa sukkende sit Liv for Frosten lade;

og saadan Byens bedste Kraft forødes

og Sorgen græder langs den tomme Gade:

saa falder Byen — Alting Vrag og Splinter —

som Egen i sit sidste Sekels Vinter.

Det bli’r uhyggeligt .... bevares, Kære,

jeg skal ej blive ved saa helt forskrækkeligt;

Godt følger Ondt, saa lyder Livets Lære,

for meget af én Slags blir nemt utækkeligt;

saa la’er jeg helst Melankolien være

— af den har vi desuden haft tilstrækkeligt —

og skildrer, med Forlov og uden, Jer

Værden og Tingene just som de er.

En «ædel» Handling midt i al det Fale

kan chelt opbyggeligt» noteres her —

som Frasen gaar blandt Fariswersjele,

hvis Mælkevandsmoral er kendt af hver;

saa faar igen mit Digt sit Honning-Mæle —

det var jo blevet hæst ved Mordbrands Skær

og Mordbrands Raab: Krigs-Konsekvenser slemme,

hvorved et Epos først blir ret ved Stemme!

Blandt Skansens dræbte Mand en Gruppe laa

af endnu varme Kvinder — Ynk at se —

som, ak forgæves, havde søgt at naa’

Beskyttelse mod Dødens vilde Ve.

Og dér et tiaars Pigebarn man saa’

skøn som en Vaardag efter Vintrens Sne

at skjule skælvende sit stakkels lille

Legem blandt disse Lig, der laa saa stille.

To Skurke af Kosakker trued hende —

og Sværd og Øjne paa de Bestier brandt.

Du kan en Ulv, en Bjørn barmhjærtig finde,

Sibiriens Udskud er en Diamant,

en ren, mod dem; og dog, jeg holder inde,

thi hvem kan dømme her, og hvad er sandt:

er det Naturen — eller meget mere

Fyrsten, som kan et Folk brutalisere?

Sablerne lyned — knap en Alen fra

den Smaa, hvis Haar i Dødsangst oprejst stod

og som blandt Ligene sit Ansigt la’e.

Hos Don Juan brandt ved det Syn hans Blod,

men jeg vil ikke nævne, hvad han sa’e,

— Respekt for høviskt Øre! — derimod

hvad Helten gjorde, var at lægge ud:

et Argument skabt for Kosakkers Hud.

Den enes Hofte kløved han — den anden

fik Skuldren flakt — og tugtet overlod

han dem til Lægen brølende som Fanden;

derpaa, da han igen fornam sit Blod

afsvalt, og skrævende henover Randen

af denne blege Kreds, hvori han stod,

løfted han op sin lille Fange dér,

hvor hun var Døden nyligt selv saa nær.

Bleg, kold som Døden var hun — og en Skramme,

en let, en blodred, tyded paa hvor ner

" hun kunnet dele Skæbne med sin Stamme:

det Hug, som fælded hendes Moder ker,

strejfed den Lilles Pande med det samme

og farved Kinden med et Purpursker;

iøvrigt uskadt slog hun op sit Øje

og saa’ paa Don Juan bestyrtet nøje.

Men som de Tvende paa hinanden saa’

med store Øjne — hans, hvori en Glæde,

Fryd over hendes Frelse parret laa

med engstlig Frygt for hvad der kunde træde

ivejen end — og hendes, denne Smaa,

som halvt i barnlig Skræk tog til at græde

og halvt forklaret straaled i Extase,

lysende som en gennemsigtig Vase —

saa kom John Johnson (kald ham ikke «Jack»,

for saadan Nevnemaade er vulgær,

naar Tingen staar paa Storm og paa Attak,

og derpaa staar jo netop Tingen her) —

han kom med hundred Mand, og op han stak

sin Sabel med et: «Hejda, i Gevær!

Saa sandt og vist som syv og syv er fjorten,

vi snupper os i Dag St. Georgs Orden!

«Hr. Seraskieren fik, hvad han har godt af,

men Stenbastionen staar, og bag den sidder

den gamle Pascha, rygende saa smaat af

sin Pibe, mens Artilleriet smidder

Folk overende, saa man meget flot af

de Dede kunde stable op Geledder

om Bastionen: den blir ved at smide,

i Grams som Svesker, Salver til hver Side!

«Følg med!» — Juan tog Ordet: «Se den Lille,

som jeg har frelst — jeg vil ej, hun skal drive

for Vind og Vove — hvorimod jeg vilde

paa Stedet følge, ”fald I Raad kan give

om Fristød for den Smaa!» — Johnson stod stille

og gav sig i sin Halsklud til at rive,

saa’ sig omkring og sa’e: «Ja I har Ret —

Hjælp maa hun ha’ — men det blir ikke let!»

Juan blev ved: «Jeg gaar ej noget Skridt

før jeg véd hendes Liv foruden Fare,

forstaar Du, li’esaafuldt som Dit og mit!» —

«For ingens», svared Johnson, «vil jeg svare,

men I kan do med Ære — det staar frit!» —

Juan for fort: «Jeg vil som Mand mig klare,

men uden dette Barn ej noget Skridt:

det er forældreløst — og derfor mit!»

«Vi spilder», udbrød Johnson, «hver Minut;

det er et dejligt Barn — en yndig Tøs —

for Øjne, som hun har! Kugler og Krudt!

men I maa vælge — for nu blir den bøs —

imellem Jeres Følsomhed, min Gut,

og Part af Plyndringen.... hør! det gaar les!

og skøndt jeg nødig la’er Jer her i Stikken,

det gælder: Førstemand ind i Butiken!» =

Vor Helt forblev urokkelig, saa længe

til Johnson, som holdt af ham paa sin Vis,

fik opledt blandt sit Mandskab nogle «Drenge»,

hvem mindst han tænkte gav den Smaa til Pris;

thi Barnet — det besvor han dyrt og længe —

"fald det blev borte, skulde billigvis han lade dem partere eller hænge;

men bragte de Juan det friskt og sundt,

saa vanked der en Nævfuld Rubler rundt,

samt Del i Plyndring efter Hvermands Evne!

Saa gav Juan sit Haandslag — og de drog

afstød paany til blodigt Uvejrs-Stævne,

hvis Lyn iblandt dem dybe Huller slog;

fremad paany! hvad Rest der var at nævne,

det var jo mod Gevinst de Retning tog;

og sligt bekræfter hver en Dag, som gaar:

til Halv-Sold man kun Skrædderhelte faar!

Saadan er Sejren — saadan Mennesket!

ni af de ti, vi med det Navn benævner:

Vorherre, forudsat han «makker ret»,

til Doms knap Hælvten med det Opraab stævner.

Enfin! — en Khan (en «Sultan» hedder det

i Prosaistens Bog, hvis Rigdom levner

mit Digt dets stakkels Smuler) var ret egen

og nægted absolut at vige Vejen.

Fem var hans Sønners Tal. (Polygami

gi’er snesevis Soldater — og saadan

at man ej herer straks: fy, Bigami!)

Var én til Rest af dem kun, vilde han

ej tænke sig, det Hele var forbi.

Er det da Peleus’ Sen, som er min Mand?

nej — kun en Hædersgubbe ligefrem,

som sloges bravt med sine Sønner fem.

At ta’e ham fangen, gjaldt det. Tappre Mænd

faar, naar de ser Behjertede i Klemme,

— Lyst til at stille sig som Hjælper hen:

Vilddyr og Halvgud! svært nok at bestemme

den rette Art — snart Ulv, snart Lam igen;

ja som en Eg, hvis Trods ej Storm kan hæmme,

for Sommerbrisen svajer — ligedan

i Vildhed Mildheds Pust indgribe kan.

Men la’e sig fangen ta’e — var ej hans Agt,

og derfor var hans Svar med Rentesrenter

en Tak for Venlighed, og det blev bragt

saa varmt som Svenskekongen Karls i Bender,

og Sønnerne gav Svar i samme Takt.

Hvorefter Russen — Taalmod som bekendt er

en Dyd af jordisk Art — til Slut blev ked

af en saa slet optagen Hoeflighed.

Til Trods for Johnson og Juan, som begge

besvor ham med alt tyrkisk courtoisie,

at han for Guds Skyld skulde se at dække

dem i Bestræbelsen at faa ham fri —

saa gav han sig til — tværtom — ud at lægge

ret som en Præst i pur Orthodoxi,

og hugg’ til sine Venner med det samme,

som Smaabørn langer ud mod deres Amme.

Juan og Johnson — begge, saa det bed

igennem, fik et Svip, hvornæst de gik

— vor Helt med Suk, den anden med en Ed —

paa Gubben løs med baade Hug og Stik;

paa hans og Sønners raa Vankundighed

de vilde sætte god og kristlig Skik

og får imod dem med et Haglvejrs Magt —

men de gav li’esaalidt paa Bygen Agt

som Ork paa Regn. Hans Nummer To blandt Poder

blev skudt, den Tredje sablet ned, den Fjerde,

hans Yndling, spiddet; Nummer Fem — hvis Moder

var Kristen og den Lod sin Sen beskerte

at fødes «ikke ganske efter Noder»,

lam eller noget lignende — belærte

sin Fader om, at man kan dø for ham,

skøndt selv han Sønnens Fødsel fandt en Skam.

Den Ældste var en ægte, vild Tartar,

saa bold en Martyr for Profetens Sag

som nogentid mod Nazarener bar

Ondt i sit Skjold; han øjned ikkun bag

den mørke Død sin Skæbne soleklar:

de skønne Houris redende imag …

et Leje for de Tappre — ligervis

som Evas Døttre i vort Paradis.

Hvad han har tænkt der vented ham iblandt

hans Himmel-Møer, tør jeg ikke gætte,

men at de Smag i unge Helte fandt

fremfor de gamle, siges vist med Rette;

det maa vel være saa, thi Et er sandt:

Du ser, hvor Du paa Valen Fod vil sætte,

for hver en udslidt Krop blandt Kombattanter

en halv Snes Tusind unge, kønne Fanter.

De kære Houris er dog — altfor kære;

de snapper bort de unge, gifte Mænd

mens endnu de kan Hvedebrødet tære

og før det gaar paa næste Maaned hen

og Angren kommer med sin triste Lære:

ja hvem der blot var Ungkarl nu igen.

Sæt at de Skønne straks gad Frugten nyde,

som denne korte Blomstring skulde byde!

Den unge Khan — som ej tog det saa nøje

med sine fire Hustruer, fo’r hen

til Brudenattens Stævne i det Høje;

og saadan slaas de gæve Muselmænd

for deres Houris med det sorte Øje,

som om der var én Himmel og kun den

med samt ét Helved — al vor Tro tiltrods,

som gi’er til sex, syv, otte Udsigt os.

Han følte ej, af sin Vision betaget,

at Lansen gennemborede hans Bryst;

han skreg sit «Allah!» — og saa’ Sløret draget

i samme Nu fra Paradisets Kyst —

og Herligheders Herlighed opdaged

som i en Solopgang af evig Lyst —

stævned Propheter, Houris, Alt imøde

som i ét Vellyst-Hav — med Smil — og døde.

Men Faderen, den gamle Khan, som længe

for Houris havde været blind og dev

og kun haft Sans for sine kække Drenge,

dem, der nu laa paa Jord som vissent Lev —

han standsed ved det Syn, som dybt kan trænge

til Marven: Stammens Grene strakt i Støv!

og kastød end et Blik til Afsked paa

sin første Sen — og sidste ligesaa.

Russerne saa’ ham sænke Klingen ned,

og havde gerne tilbudt ham Kvartér —

især hvis han ej gav for kort Besked,

et: «Pak Jer!» — men han sansed intet mer;

hans Hjærte var som vredet ud af Led,

og nu først skælved han, ret som man ser

et Siv for Vinden, da han saa’ de Fem

og følte sig ilive — uden dem.

Det vared kun et Nu — og med et Kast

sprang han paa sine Fjenders Bajonetter,

præcis som Møllet, der i sorgløs Hast

mod Lyset farer og i Flammen spjætter;

dybt i hans Bringe bed sig Staalet fast,

det, som hans Afkom vog; — et Blik han retter,

et mulmomslert, mod Sønnerne paa Jord —

og af det brede Saar hans Sjæl udfo’r.

Sælsomt! De raa Soldater, som her stod

og hjærteløs lod Børn og Kvinder bløde,

blev, da de saa’ den Gamle i sit Blod

blandt sine Børn, som alle vare døde,

bevæget af det stolte Heltemod;

og skøndt ej Taarer kom i deres røde,

blodsprængte Øjne, vidste de — som sagt —

at hædre en saa afgjort Dødsforagt.

Men Stenbastionens Ild blev ved endda,

og Over-Paschaen, som holdt sig dér

og som i en Snes Timer støt slog fra

sig, Lag paa Lag, mod Russens hele Hær,

tilsidst beslutted mod Reson at ta’,

hvis hele Staden havde strakt Gever!

Saa sendte han, saa snart han dette hørte,

en Bey, som til Ribas hans Forslag førte.

Imens sad han — korslagte Ben — og ned

sin Pibe paa et Tæppe blandt Ruiner,

hvortil selv Troja næppe Magen bød ——

og saa’ paa knuste Brystværn og Faskiner

ret som han ej en Døjt om Alt sig brød,

og strøg sit Skæg med Stoikerens Miner,

nydende Regens duftende Spiraler,

som havde han tre Liv — saavel som Haler.

Byen var taget. Hvis, som Slut paa Akten,

vor Over-Påscha havde raabt: forsvar!

saa havde han ej længer dertil Magten.

Halvmaanens Sølverbue nedgik klar

og Korsets Purpurrødt besegled «Pagten«,

hvorvel det Blod Genløsningens ej var.

Hver Gade brandt og spejled Ildens Skær

i Blod, som Maanen lyser i et Kær.

Alt Ondt, hvortil ej Tanken selv kan naa’,

Alt, hvad af Rædsler i vort Kød kan trives,

Alt, hvad knap Djævlens Vanvid hitter paa,

Alt, hvad af Ord ej skildres, Pen beskrives;

Alt, hvormed Helved er befolket — aa!

som Menneskøne intet Helved gives! —

alt nævnbart Ondt var løsladt her for Tiden

(som det har været før og bliver siden).

Og om end ædel Daad af ædel Aand

glimtvis frembrød af Mordbrands skumle Rige,

om hist et Barn blev frelst og her rakt Haand

til svage Gubber, hvad har det at sige

mod disse Tusinder af Ømheds Baand

brudt, sprængt af Rædsler uudsigelige?

Stenslidere i London og Paris!

Krig er en Tidsfordriv til Godtkøbs Pris.

Men læser I Avisen — glem saa ikke

hvad der blev købt ved Udaad af hver Art,

og at I selv kan komme til at ligge

dér næsegrus — og det kanske ret snart.

Imens kan Castlereagh — og Statsgæld — stikke

sin Braad i Jer med Epigrammets Fart:

læs i Jer egen Sjæl Irlands Historie

og mæsk saa Landets Sult med Wellingtons Glorie!

Dog nej — et patriotisk Folk er vi,

som Røgelse for Land og Krone bringer,

en højst opløftende Slags Hysteri —

hæv den, I Muser, paa de gyldne Vinger!

Hvad gør lidt Misvækst, Brand og Drøjer i

vort Korn? .... mod Thronens Fedt det Ingenting er:

thi selv om Irland hungrende forsmægter,

saa sidder Georg med sin Skippunds Vægt dér!

Men lad mig slutte her. Det var jo Slut

med Ismail, stakkels Stad. Dens Spir i Brand —

og Skæret blev i Donaus Bølger brudt,

som om det bluedes, det røde Vand.

Vel aftog Tordnens Drøn for hver Minut,

men end lød vilde Dødsskrig over Land:

af firtitusend Mand langs Ismails Vold

tre hundred aanded — Resten stum og kold!

Paa ét Punkt bør dog Russen vindiceres

en Dyd, og da den nu tildags engang

er fashionabel, bør den vel noteres:

Emnet er delikat — som her min Sang!

Jeg véd ej, om en Hær, som strabadseres

i Frost og Kuld ved en Belejring lang

med Brist paa Søvn, blir særlig dydig — naa!

Voldtægt blev øvet her kun saa som saa.

Man slog ihjel og plyndred, det er sandt,

og har vel ogsaa andet gjort... dog ikke

saa slemt som disse Franskmænd, naar de fandt

for godt en stakkels By i Brand at stikke!

Jeg giver Kulden Skylden — én iblandt

de Grunde, hvori Skaansel kunde ligge;

Damerne blev — paa nær et hundred Par —

saa gode Jomfruer som før de var.

Fejltagelser — javist — i Mørket hændte

af Mangel paa Lanterner — eller Smag;

der var jo saadan Røg, at ingen kendte

sin Ven fra Fjende. Og en saadan Sag

kan ske i Hastværk — selv naar Dyden tændte

sin Lygte og bød Voldsmand: far imag!

Sex gamle Damer (paa Halvfjers og mer’)

som Offre faldt for hver sin Grenadér.

Men alt i alt var Russen dydig — ja

kanhænds for spag fur Stakler, som maa lære

«Velsignelsen ved enlig Stand at ta’

iblandt de Kors, som Skebnen byder bere,

mens deres Ønskers Maal er langt derfra,

stik modsat Snærperiet — en Kimære

lig den om Rov’et paa Sabinerinder,

hvor Præst og Udstyr ikke er til Hinder.

I Larmen hertes ogsaa Raab som saa:

— fra levelystne Enker aabenbart,

som kunde slig en Tøven ej forstaa —

«Mon ikke Turen er til os ret snart?»

Men mens man Plyndringen sin Gang lod gaa,

fik anden Smaa-Synd ej den rette Art.

Om de forresten slap — jeg véd det ej;

spørg Nattens Mørke! haabe det, gør jeg.

Erobrer var na Suwarow — en stor,

en anden Dschingiskhan i Sejersskrud.

By og Moskeer jævned han med Jord,

og endnu sendte Skytset Tordner ud,

da han med blodig Haand skrev disse Ord

i sin Rapport: «Højlovet være Gud

og Kejserinden!» (Gud i Hartkorn slaget

med denne Kvinde!) «Ismail er taget.»

Jeg syn’s det er de frygteligste Ord

siden hint «Mene, Mene, Thekel» — skrevet

af Hænder eller Penne paa vor Jord.

Saa lidet bibelstærk jeg end er blevet,

véd jeg, at hvad Gud skrev for Gæsters Bord,

dermed har Daniel ikke Løjer drevet;

men Suwarow til Brander-Faget kendte,

han skrev — som Nero — Vers, mens Byen brændte.

Akkompagnért af Suk og Dødsskrigs Stemme

med iskoldt Blod han skrev den Melodi,

som Faa vil synge — tror jeg — Ingen glemme;

nej, bort med dette Thronens Kryberi:

jeg skulde lære Stene selv at næmme

den Slagsang: Op mod Jordens Tyranni!

Saa kan I tænke, Børnebørn, hvad vi

var Vidne til — før Værden den blev fri!

Det blir ej og — men Jer, som ser den Dag;

og vil I næppe tro, sligt kunde hænde,

I, som har Seklers Lykke paa Jer Bag,

saa har jeg netop skildret den Elende,

at I, naar Jer Hukommelse blir svag,

med mere Afsky kan fra sligt Jer vende

end fra den Vilde, han, som nøgen stod,

bemalet — ja — men ej med Menneskeblod!

Og naar Historien om Throner mælder

og dem, som sad dér, lad det blive da

den Undren, som nu Mammuthknogler gælder:

hvor saadan gamle Sager vel kom fra? —

og Hieroglyfer — hvad den Skrift fortæller

om Nilen og Ægyptens Gaader? — ja

lad os ved sligt i Gisninger os tabe,

som naar paa Pyramider dumt vi gabe.

Læser! mit Ord blev holdt, den Sag er klar,

som jeg har lovet Jer — saa noget lige;

Storm, Elskov, Ldingsfærd jeg skildret bar

korrekt og tilmed episk — tør jeg sige,

om ikke Faktum Vidne mod mig bar,

at jeg har ud fra Banen villet vige.

Jeg sang paa maa og faa om Alt iflæng,

men stundom laaner Phøbus mig en Stræng,

hvorpaa jeg nodefast kan kvinkelere.

Lidt efter lidt jeg da fortæller hvad

vor Helt er hændt — og kanske hendes mere;

men her jeg bryder af, og er ret glad

derved, at ej jeg lenger skal kampere

udenfor Ismails Vold — den stakkels Stad —

imens Juan blir med Depescher sendt,

hvorpaa det ganske Petersborg er spændt.

Et Hædershværv, tildelt ham for hans Mod

og Men’skekærlighed — den Dyd især,

som Mennesker at skatte ret forstod,

naar deres Vildskab standsed sit Begær.

Man roste ham, at midt i Brand og Blod

han havde frelst den lille Pige dér....

at hun var frelst, jeg tror ham mere gik

til Hjærte end det Vladimirskors han fik.

Med sin Beskytter rejste hun afstød;

frænde- og venneløs hun saa” dem alle

— ret som ved Trojas Bane Hektor med

sit ædle Hus — paa Stadens Vold at falde.

Et Genfærd kun var hendes Fødestød,

ej hørtes Muezzin til Bøn at kalde —

og Don Juan græd, mens den Ed han svor

— og holdt — at være hende Fa’r og Mo’r.