Holger Drachmann (1846–1908)

Elskov og Hæder! ja hvad er vel I,

hvis Blændværk stødse paa vor Vej vi finder? —

et Meteor, der farer os forbi,

en Nordlysglans, der kommer og forsvinder!

Til Jordens Snemark bundne stirrer vi

mod disse Luftsyn op, som lifligt skinner:

i flammet Skiften funkler de og lyser,

mens selv vi staar i Mørket dér og fryser.

Og ubestandigt, just som Skyens Rige,

mit Epos skifter farvebroget om:

et rimet Nordlys — kunde man vel sige —

over en Værden, øde, kold og tom.

Stod Alt os klart, var vi da lykkelige?

nej knap! men det staar klart nok for min Dom,

at den, som ler ad Alting i sit Sind,

har Ret — thi hvad er Alt, om ej et Skin!

Man forekaster mig — mig — som Forfatter

af disse Vers — et Hang til — ja til Alt:

Nedrakker er jeg, En, som kun har Latter

for Alt, hvad der som Stort og Ædelt gjaldt;

og det gør man i Vendinger, der batter.

Du gode Gud! hvad man dog har fortalt!

Hvad har jeg sagt da, som ej staar i Dantes

Vers — og hos Salomo og hos Cervantes?

Hos Macchiavelli, Swift og Rochefoucault?

hos Fénélon, hos Luther og hos Plato?

hos Tillotson, og Wesley, og Rousseau,

hvem Livet var én Tycho Brahes-Dato? —

de faar se til, om ogsaa det er saa!

Jeg er Diogenes saa lidt som Cato:

Vi lever — dør — og dermed Alt forbi;

hvad der er bedst, véd jeg saa lidt som I.

Af Sokrates vi véd, at al vor Viden

er cat vi Intet kunne vide» — Hm!

en Visdom, som gør hver en Vis i Tiden

til Æslers Lige — om ej under dem!

Og Newton, han, hvis Skarpsyn før og siden

er ikke set, han siger ligefrem,

at «han var blot en Dreng, som sanked Rav

og Smaasten op ved — Sandheds Værdenshav! »

«Alt er forfængeligt», har Skriften sagt;

og mangen Gudsmand siger — ja bekræfter

ved sit Eksempel — at det staar ved Magt.

Men naar nu Lærd og Læg for Ordet hæfter,

naar Hellig og Profan har sluttet Pagt

om denne Sætning — skal da jeg herefter

alene staa som den, der intet véd

om denne Livets idel Intethed?

Folk eller Hunde! (Smigreri! thi Hund

er altfor godt for Jer.) Det Kontrafej,

som af jert eget Selv i denne Stund

jeg ridser ned — les det nu, eller ej!

Ad Ulveglam ler Skyens Maane kun —

og Maanen er min Musa! Tag paavej,

hyl, skrig: hun la’er Jer rolig glo og glane,

mens hun forselver klart Jer sølle Bane!

«Trolæse Krig og grumme Elskov» — Dér

jeg straks i Læsemaaden raadvild stikker:

gør intet! jeg kan bruge hver især,

da Vægten paa en Stads Belejring ligger,

en Stad, som af en grum Belejrers Hær

tillands og vands — hver Plet var lige sikker —

blev stormet. Og af Blod var han saa fed

som en Bor’mester....Suwarow han hed.

Ismail er Stadens Navn — og den er lagt

paa venstre Donau-Armens venstre Bred,

saa temmelig kledt i Levantens Dragt,

men stærkt befæstet — for man rev den ned

og jævned den med Jord, være da sagt:

en Art Belejrings-Spil, som man nok véd!

Af Werster Firs fra nærmest Søkysts Havne,

og vel i Omkreds en tre tusind Favne.

Indenfor dens «Rayon» befinder sig

en lille Forstad —— som paa venstre Bred

af Floden op i Højden vinder sig

og kan bestryge, ovenfra og ned,

den hele Plads. En Greker — finder jeg ——

har oprejst lodret her — (en Snildrighed!)

sit Pallisadeverk: Værn for hver Fjende

derude — Hindring kun for dem derinde!

Javist — den Græker være maa begavet

med et for en Vauban ret sjeldent Snille!

Alligevel var Graven dyb som Havet

og Volden høj’re end Du hænge vilde;

men Udenværk —- nej dertil stod ej Kravet:

(tilgiv, at jeg Ingeniør vil spille) —

ej «dækket Vej» mod Fjendens Bly og Krudt,

som kunde varsko: Gennemgang forbudt!

Med Mure — (Tykkelsen som Hjærneskaller) —

en Stenbastion (hvis Adgang ej var let)

bar paa den Brink, som ned mod Floden falder,

to Skanser: af de to en «a barbette»

og en med Kasematter, som man kalder

i Fortitikations Jargonen det;

mens to og tyve Pjecer Børster rejste

omkring en «Kavaler», som taarnhøjt knejste.

Men imod Floden Staden aaben laa;

thi Tyrken mægted aldrig at begribe

— indtil for sent han Syn for Sagnet saa’ —

at Russen kunde varpe frem med Skibe;

han tænkte, Tyrken: lad dem prøve paa

at vade; det vil dog, kan hændes, knibe!

Først dengang Russen kom i sin Flotille,

udraabte Tyrken: Allah — ske din Vilje!

Beredt stod Moskoviten til Attak —

men, o Du Aand for «Haupt und Staats»-Aktioner,

hvem staver Navnet vel paa hver Kosak,

som bør at nævnes i en Hymnes Toner?

Foreviges de burde hver — men ak,

blandt den urbaneste af ny Nationer

det mylred med Achilles-Navne frem:

kun Et der mangled — at udtale dem.

— For Euphoniens Skyld noteres bare

Meknop, Serge Low, Stroknoff og ‘Strongemovski;

en Greker Arsniew — samt, Gud bevare

. min Mund, Tschitschåkoff, Rognoff, Chokenowski

med øvrig” Tretten-Konsonanters Skare,

der vist for Fama lyder som Vov-Vovski:

thi hun, saa falsk hun er og kapriciøs,

har Øre, som hun har Trompet, den Tes;

og kan ej rhythmisk disse Navne bringe

i Samklang —- som i Moskow man formaar!

dér lyder de, som Brudehymner klinge,

saa blidt, som Londonderrys Tale, naar

han drævende ta’er Klokken for at ringe

sin Slutningsfrase ind — og Lyden faar

man lettest frem, naar cischski», «iffschski», «uschki»

blir nævnt som Enderim paa Rusamuski,

Scherematoff paa Chrematoff, Kokluphti

paa Schufti; Mouskin Pouskin — Kourakin!

Helte med Mandsmod ——— ja og med Fornuft i,

som holdt det for en Spas at hugge ind,

om Fjenden saa hed Mahmud eller Mufti —

og dobbel Spas, ifald det Tyrke-Skind

gav deres Keddeltrommer ny Besætning:

i Brist paa Pergament en god Forretning!

Og der var Fremmede, i Snittet, Tonen,

fra hver sit Land, men alle Volontairer,

som ikke slog for Landet eller Kronen,

meu i det Haab at blive Brigadierer

og plyndre Steder — hvori Mandspersonen,

ung som han var, tog bredt og flot «Affærer».

Blandt dem var Britter af et Kraftkarl-Snit:

sexten led Navnet Thomson, nitten Smith.

Jack Thomson og Bill Thomson; Resten bar,

som Skjalden, Navnet «Jemmy-. Men forresten,

om Hjælm og Adelsfølt i Skjoldet var,

véd ikke jeg — spørg Kirkebog og Præsten.

Tre Smith’er hed nok Peter; en var klar

med Næven fluks — og endte, tror jeg næsten,

berømt «i Frikvarter i Halifax»,

mens her han gav Tartaren — ja en Slags!

Forøvrigt Gill og Will og Bill og Jack.

Basta... nej han, den ældste Jack, en Smith var

fra Cumberland — hvis Fa’r, saa sort som Blæk,

med Essens Hammer grovt og ærligt slidt har;

om ham jeg véd kun, at han fik sit Smæk

i Moldau ved en By, som ogsaa «Smith» har

i Navnet! falde gjorde han med Ære:

tre Ord i en Rapport kan Vidne være.

Mon dog (tilgiv mig Mars!) Forskud paa Ære

gi’r i Rapporten Helsebod for Skud

i Karlens Kallund? Jeg vil ej besvære

med Pindehuggeri — ak nej, ved Gud!

jeg er jo kun en simpel Mand, min Kære,

men — faar ej Shakspeare samme Mening ud,

lagt just i Munden paa den Fyr, hver Taabe

for sine Vitser vil sig paaberaabe? —

Saa var der Franskmænd — unge, kvikke Fanter;

dog, jeg er Patriot — tør ej jævnføre

med franske Navne Sejrens Kombattanter;

heller ti grove Løgne vil jeg gøre

end jeg begaar et enkelt Ord, som sandt er;

thi Ramaskrig maa Sandhedsvidnet here

for Landsforræderi: Fransk maa kun plapres

for at faa nævnt John Bull’s Navn blandt de Tapres.

To Batterier havde Russens Magt

opkastet paa en Ø — og de var stærke!

og dobbel Hensigt laa i deres Agt:

at overdænge Staden og at «kværke»

hver Mo’ers Sjæl, hver Bygning, som var lagt

privat og offenligt som Bombe-Mærke.

Den sølle aabne By — ovenikøbet

bygt i Terrasser — maatte gaa i Løbet!

Endvid’re vilde man Momentet nytte

og tage, medens Tyrken «en déroute» var,

Flotillen, som sig syntes sorgløst hytte

tilankers uden synligt et Skud Krudt klar;

kapitulere! vilde man udbytte

Momentet til — naar Stort og Smaat kaput var;

et Indfald, Krigsfolk godt kan taa, undtagen

de netop er med Blodhunds Blindhed slagen.

Den gamle, slemme Vane, at foragte

en Fjende, som man dog ej bliver kvit,

et Fejlgreb til de andre sammenlagte,

gav Tschittschakoff sin Bane her og Smith

— en af de Smith’er, som tilsammen bragte

det Antal nitten ud med Rim paa «-Snit»,

et Navn saa gængs for Hr. og for Madamme,

at gamle «Adam» sikkert bar det samme. —

Russerne røbed i hvert Batteri

den Svaghed, som har Hastværk til sin Moder!

Saa kan da det, der gør i Poesi

en Versfod halt og lader Forlags-Boder

(John Murray og det ganske Compagni)

i Tvivl «om Efterspørgslen er forbi» —

forhale Dommen over, hvad Historie

tilfældigt kalder «Mord», tilfældigt «Glorie».

Om Skylden lægges bor paa Ingeniøren

— hans Hastværk eller Lastværk — faar staa hen

item hvorvidt Kanon-Leverandøren

sig ønsked ansvarsfri for Drab paa Mænd:

mig Et! jeg preker dog for deve Oren,

naar her jeg paastaar, Trefningen blev den,

at Russens «Træffer» bar urigtigt Navnet,

mens Tyrkens traf at øge Listen: «Savnet».

En slem Distance-Buk paa Russens Side

gjorde en «Buk» i Baadenes Forsøg:

uden et Maal at brænde i og bide

gik op tre brave Brandere i Reg;

man «lunted af» for tidligt, kan man vide,

(ve den Genistreg af en Spytte-Gog!)

Ved Daggry fo’r de midt-strøms, saa det luede

tilvejrs — mens Tyrken efter Vane snuede.

Omsider Klokken syv gned Tyrken Øjet

og saa’, hvor Russens Flaade pressed paa

ustandset og — ved Ni-Tid — drægfortøjet

i Kabellængde fra Ismail laa

og bed paa Morgen-Frokost — samt fordejed

den «varme Ret», som Tyrken, at forstaa

fra sit Bord, disked op med af Raketter,

Bomber og Bly fra Mørser og Musketter.

Seks Timers Tid i Ilden uopherlig

laa Flaaden — af Land-Batteriet støttet;

men, skøndt man svared Lag med Lag, urørlig

stod Fæstningen, og da det lidet nytted

at skyde mer, ja da man umedgørlig

fandt Tyrken paa det Punkt — tilsidst man flytted.

Da var det over Middag; et Skib brændte,

og et tog Tyrken, da paa Land det rendte.

At Tyrken ogsaa Folk og Skibe mistød,

forstaar sig; men da Russen retirered,

en Skare «Delhis» straks i Baad sig dristød

for at forsøge Entring — attakered

hans Flagskib hæftigt — men Grev Damas vristød

dem «Prisen» fluks af Haand og masakrered,

idet péle-méle han ud i Floden drev dem,

langt fler — end en Reporters Pen beskrev dem.

«Hvis (skriver saadan en) jeg skal fortælle

Alt hvad glorværdigt Russen denne Dag

udretted, ja saa vilde Bind ej gelde... .»

Saa tier han — har dog, en afgjort Sag,

tre hejvelbaarne Fremmede at melde

(man véd Rosinen kommer altid bag:)

Fyrsten af Ligne; de Langeron og Damas;

Pokker til Navne — om de ej er Famas!

Det lærer os, hvad Fama er i Grunden;

thi hvem har egenlig om disse tre

«preux chevaliers» ét Samtids-Vidne funden?

(de lever end den Dag idag — kanske.)

I al Berømmelse vil man paa Bunden

et Slumptræf finde — naar man blot vil se;

dog hvad Fyrst Ligne angaar, saa bevarer

sit Minde han i sine «Memoirer».

Men ligegodt de kæmped, disse Brave,

saa bravt som Mænd, der hævded Helte-Rygte.

Kun Navnene — ak blandt den Masse Grave

blir de saa sjeldent fundne vel som søgte;

saa faar Fru Fama i sin Søgen have

Lov til i Fred at puste ud sin Lygte:

thi hvem blandt «vore» Kriges Navne mindes

blot vi — som i Avisens Spalter findes?

Dog nok derom! Den Træfning, saa glorværdig

den var, saa var den dog kun saa som saa;

og Admiral Ribas, kendt som ihærdig

Mur-Brekker, raaded ivrigt til «gaa paa».

Men Ung og Gammel vrøvled — blev ej færdig,

ej heller blir jeg det, kan jeg forstaa:

Ifald jeg ikke standser her min Pen,

jeg frygter, ingen Læser «gaar paa den».

Der var en Mand, om han kan kaldes Mand! —

Ej at hans Mandbarhed i Tvivl jeg drager,

thi uden Kæmpe-Styrke havde han

haft fuldt saa kort et Liv nok (hvadbehager!)

som det var «haardt»! Forstoppelse, véd man,

udmarver Kraften; og qua Lande-Plager

han hærged Landets engang grønne Steppe —

hvad en Græshoppe-Sværm besørger næppe.

Det var Potemkin — Stormand da omtide,

hvor man vandt Ry og Rang ved Mord og Hor;

og hvis af Baand og Stjerner man kan vide

Besked om Mandens Ære — var den stor;

en sex Fods Djævel (dersom man kan lide

paa Rygtet) som i Kejserinden fo’r,

hun, for hvis Fantasi stod Grenaderer,

som vi et Taarnspirs Højde os noterer.

Til Fyrsten sendte Ribas, da han hørte

sin Storm-Plan omstridt, en Kurér afstød,

og hvordan han nu end sin Tale førte,

nok er det, at han Sagen fik paa Gled.

I Mellemtiden Skytset frem man kørte,

en Firs Kanoner vel, paa Donaus Bred,

og de begyndte deres «Fanden gale

mig»! og fik glatvæk Svar paa deres Tale.

Den trættende — da alt paa flere Kanter

Retraite blæstes — bragte en Kurér

Depescher med nyt Haab for Aspiranter

til Dagbladsros, saavel for Officer

som Menig iblandt Krigskunsts-Dilettanter;

et Blodbads-Evangelium: — ingen fler

behoved ængste sig for Freds-Finalen;

Suwarow var Feldmarskalk-Generalen!

Potemkims Brev til Feldmarskalken lød

som en Spartaners! sikkert — Notabene ——

ifald det heltemodigt Forsvar bød

for Land og Frihed; men, jeg skulde mene,

at som dets Hovmod med alt Højsind brød,

saa laa det Spartiatiske alene

i Stilen — den var kort nok paa sin Vis:

«Du tager Ismail for hver en Pris!»

«Gud sagde: Vorde Lys! og Lyset blev!»

«Blod!» siger Mennesket — og Strømme flyder;

ja, dette Magtsprog, Nattens Børn os skrev

(thi Dagens er de ej), af det Sprog skyder

mer Giftsvamp op, end hele Slægtled drev

høst-modne Frugter frem — om de saa yder

det Bedste, som i Edens Sommer gro’de:

thi Krigen marver Stammen ud med Rode!

«Allah» skreg Tyrken nu — Triumf — og dette

Signal betød at Russerne var slaaet!

En Fejl — men Alle vil vi gerne gætte

paa Flugt, naar vore Fjender blot er gaaet —

(nej gangne, men hvem vil paa Sprog-Klang rette,

naar man saa vidt i Stridens Ild er naaet?)

For Svine-Skinker har ej Tyrken Tanker,

men skænker dog en Omhu sine Skanker.

Den sextende i fuld Galop man saa’

to Ryttere — og tro’de dem Kosakker,

men fik paa Nærthold andet at forstaa.

De red Ukraine-Føl — og hvad af Pakker

de førte med sig, var kun saa som saa:

tre Skjorter til dem begge (jo jeg takker!)

Omsider blev da Gaaden løst; og den

var: Greve Suwarow og Følgesvend.

«Hej, der er Liv i London — i hvert Hul!»

saa hedder det, naar der illumineres,

og straks den store Delirist John Bull

af Flaskøns Taage-Geist hallucineres;

naar hver en Smøge er af Lamper fuld,

saa gi’r vor John, som aldrig kan fixeres,

Pung, Hjærte, Vid og Vanvid — hvad man vil —

blot han, Nat-Uglen, kan se «rigtig» til.

Han bander «Damn his eyes» som ingensinde;

hans Øjne er fordømte — billigvis,

da ingen Djævel vil et Paaskud finde

til Vare-Handel ‘under Indkøbspris;

vor John kan ikke se, han gaar iblinde:

Gæld blir Gevinst, og Paalæg Paradis,

og griner Hunger mod ham, blir han vred

og sværger: Ceres kom med Hunger ned!

Men til min Sang. Hurra i Lejren lød

fra Russer, Britter, Franskmænd og Kosakker,

hvorover Suwarow stod som en Glød

og flammed op med Taler om Attakker —

ja som en Lygtemand fra Sumpens Skød,

hvis Lue leder vild, imens den flakker

for Vandreren — rev han dem med sig alle,

om saa de skulde — plump — i Grøften falde.

Og sikkert, anden Lyd nu Piben fik;

man jubled og man klapped lydt i Hænder

fra Lejr og Flod til Stykkernes Musik —

hver saa’ sig som Triumf-Tilbagevender!

I et Kanonskuds Afstand frem man gik

med Skanser, dybed ud de gamle Render,

slog Stiger sammen, laved ny Faskiner

og anden Slags Velvilligheds Maskiner.

Dér ser man, hvad en kraftig Aand formaar,

at han bestemmer Mængdens hele Retning.

Som foran Vinden Havets Bølger gaar,

som Tyren lede kan en Gaards Besætning,

en Hund en Blind — ja som et Klokke-Faar

ved Kneblens Slag kan faa en hel Opdrætning

af Lam til prompt i Folden ind at gaa —

saa driver Eders store Mænd Jer smaa!

Af Jubel genlød Lejren som til Fest,

til Bryllupsfest; (den passer ikke ilde,

den Metafor, ja passer maaske bedst,

da der jo følger Kiv paa saadant Gilde.)

Til Part af Stegen mældte sig som (Gæst

slugvorn hver Trosknægt — blot fordi en lille

besynderlig halvsnusket gammel Mand

i bare Skjorteærmer førte an.

Ja, saadan var det. En to tre! dér stod

tre Delinger; den forreste og største

paa Springet straks til at slaa ned for Fod;

den næste (tre Kolonner som den første)

grisk som en Midgaardsorm sit Svælg oplod

og syntes efter Blod-Bad kun at tørste;

og sidst, i to Kolonner kun formeret,

tilsøs den tredje Deling operered.

Ny Skanser blev der rejst og sammenkaldt

paany et Krigsraad — hvor man enig var,

hvad ellers sjeldent hænder, førend alt

man Hannibal for sine Porte har.

Da saa hver Hindring var besejret, faldt

det første Skær af «Ærens» Morgen klar

paa Lejren, dér hvor Chefen, sejersikker,

viste hvordan en Bøsse ikke klikker!

Faktisk — han selv tog naadigt Haand i Hanke

med sine Sinker, lod skøndt General

Krigs-Humaniora Fukserne indbanke

og det med egen Haand — qua Korporal.

En Daab — med noget af den samme Tanke

hvorefter Salamandren dryppes skal

i eget Ild-Fedt: — saadan viste Vej

han dem ad Stiger (om end Jakob’s ej).

Med Turban klædte han Faskiner paa,

gav dem Krumsabel, Dolk og andet mere,

og lod saa — imod «Tyrken» at: forstaa —

med Bajonetten Karlene chargere;

den mimiske Bravour, som her han saa’,

vilde vel heller ej reelt mankere!

sligt tænkte han, og Godtfolks Vitser slog han

i Glemmebog, men Byen — ja den tog han.

Alt var i Stilling Aftnen førend Slaget,

og Alt var stille — hvad man knap vil tro,

men har man sit Parti for Alvor taget

i Tykt og Tyndt — saa falder man til Ro,

”sær naar man véd, at der er Omsorg draget

for Alt af En, paa hvem Alt vil bero.

Mod Hus og Hjem vil Nogle Tanken vende,

Andre imod sig selv — og sidste Ende.

Paa Støvlerne var En kun — Suwarow;

parat med Blik, Stok, Løjer allevegne,

Hælvten en Dæmon, Hælvten Smuds og Sjov,

fast som et Underværk han var at regne;

ja Manden var et Miskmask — med det Lov,

til Præst, Profos, Helt, Nar at kunne egne

sig under Et: Mars, Momus — ved en Storm

Sappøren i Bajadsens Uniform.

Om Aftnen førend Stormen, mens paa Sejren

og paa Rekruterne hans Stok tog vare,

traf en Kosaktrup, som omkredsed Lejren

lig Høge om en Høj, en lille Skare;

det viste sig da, efter nogen Vejren,

at en af Gruppen næsten kunde klare

i Sprog og Gestus for sig, og at denne

blev kendt som fordums Ven mod samme Fjende. gø

Han bad, at maatte steedes straks paastand

med Sine for Grev Suwarow. Det skete.

Vel var de tyrkisk kledt, dog aned man

Tartarer bag den Dragt; og, efterséte,

stak virkelig, som det jo hendes kan,

i Tyrken Kristendom — den, der beredte

saa mangen Konfusion, hvergang der falder

det Spørgsmaal: hvad er Kerne, hvad er Skaller?

Suwarow, staaende i Skjorte blandt

et Kompagni Kalmukker, exercered

og banded dem og lo og svor for sandt,

at den var let, den Kunst, som masakrered

det sølle Kød — hvoraf den Lov han fandt,

idet han over Krig filosofered,

at «Kød er Hø» — som ikke højt takseres,

og «falde» er saa godt som pensioneres! —

Suwarow, som paa Gruppen Øje fik

iblandt Kosakkerne, saa’ paa dem vist

og spurgte Fangen med et lyn-hvast Blik:

«I kommer fra?» — «Konstantinopel — sidst —

flygtet i denne Uge, som nu gik!» —

«Hvem er I?» — «Som De ser!» — Der var ej Frist

til lang Forklaring, og den Mand, som svared,

kendte sin Mand og paa sit Mundlæ’r spared.

«I hedder?» — «Johnson; han Juan — min Fælle;

de To er Kvinder, og den Tredje kan

vel nærmest for et hverken-eller gælde!» —

Suwarow mønstred dem og sagde: «Mand!

Dig har jeg kendt — hvad ikke jeg kan mælde

om ham dér, men hvor har Du din Forstand,

at Du har bragt de Tre med? naa! Dig har jeg

fra det Nikolajewske...?» — «Ja, dér var jeg!» —

«Ved Widdin var Du?» — «Ja!» — «I første Række?» —

«Det passer!» — «Og hvad saa?» — «Det har jeg glemt!»

«Du var i Breschen?» — «Naar man for skal lægge,

lægger jeg med!» —- «Og saa?» — «Saa gik det nemt,

en Kugle kom og tvang mig til at «dække»

lidt ublidt — jeg blev fanget — det var slemt!» —

«Jeg lover Dig Revanch’; for her blir Legen

langt hedere — med større Part af Stegen!

«Hvor vil Du tjene?» — «Hvor De vil!» — «Jeg véd,

Du mælder helst Dig som «enfant perdu»

iblandt de Forreste og gør Besked,

vant som Du er til baade Krudt og Bly;

men dette Mælk og Blod — den Skægløshed

i Laser — er han ikke lidt for «ny»?»...

«Aa, er i Krig han som i Jomfrubur,

til Førstemand i Breschen han just du’r!»

«Godt — ”fald han tør!» (Til denne Kompliment

dybt bøjed sig Juan.) Chefen blev ved:

«Af særlig Gunst skal Eders Regiment

— kanhændes alt inat —- staa først bered

til Storm; saasandt jeg svored har omtrent

ved hver en Helgen, at paa dette Sted,

hvor Ismail staar, skal Plov og Harve gaa,

om ti Moskeer saa ivejen laa.

«Til Sejer, Børn, giv Agt!» — Og Stokken svang

han paa sin Russisk; og se! nobelt brændte

hver Helt af Byttelyst — som mangen Gang

det for en nidkær Herrens Stridsmand hændte,

(en, som for «Troen» strider, ej for Rang)

at Menigheden han af Harm optændte

mod noget Hedningpak, som skal slaas ned,

fordi de mod — en kristen Dronning stred.

Johnson, som af den lange «Speech» forstod,

at han i Kridthus var, fordristød sig

til end et Ord, skøndt Chefens Stok alt lod

sig se i Virksomhed: «Ja — undskyld mig,

trods Æren, Deres Naade mig tilstod,

at maatte falde først — saa véd jeg ej,

og heller ej min Ven, hvor vi skal stille —

hvilket De os kanske betegne vilde!»

«Rigtigt! det glemte jeg. Træd i Gevær,

hvor Du er mellem gamle Venner kendt,

ved det Nikolajewske ... hej, Du dér,

Katskoff! (til en Polak var Ordet vendt)

tag ham med Dig! Du unge Fyr, kom her,

dit Ansigt hover mig, Du skal faa tjent

under mig selv! De Kvindfolk, som saa tosset

I har slæbt med, naa stik dem ind blandt Trosset!»

‘Der fulgte nu en Scene — at de Smaa,

af Damerne, hvem dette var en Gaade,

en ny Vis at forføjes over paa,

skøndt deres Harems-Lov jo paa en Maade

bød dem det mindste Vink blindt at forstaa;

de saa’ ivejret nu med Kinder vaade

og angstfuldt Blik, og slog — som Hønen breder

ud over Kyllingflokken Vingens Fjeder —

de hvide Arme--om de tapre Tvende,

nys hædret af den tapreste blandt Mænd,

der nogentids til Hel lod Helte sende,

ja skikked hele Folkeslag derhen.

Aa, taabelige Menneskers Elende

med Laurbærkransen smykt! et Blad af den,

som for «udødelig» skal gælde, skyldes

Svælget, der først med Blod og Graad maa fyldes!

Suwarow, som ej Blod, ej Taarer agted

saa højt endda, blev dog en Kende blød,

da han de Skønnes Angst og Graad betragted

og deres Haar, som vaadt om Kinden flød.

Saa gaar det Mænd, som Millioner slagted

og som kun fejl om deres Kval sig brød:

en enkelt bitter Sorg kan gaa dem ner —.

og saadan gik det Generalen her.

Paa blideste Kalmukkisk fo’r haa fort:

«Hvor Djævlen, Johnson, fandt Du paa at fore

de Kvindfolk hid? — dog, dem sker ingen Tort,

de blir blandt ’frosset — Ingen skal dem rere;

men slig Bagage, burde Du dog kort

og godt betænkt, bør ej til Lejren here:

gifte Rekruter du’r ej — eller gaar

kun an, naar de har været gift et Aar!»

«Forlov, Hr. General!» gik Britten paa:

«de er ej vore Hustruer, men hører

en Anden til; jeg maa vel sligt forstaa,

jeg som for Lejr-Regler just har Orer

og mindst af Alting vilde vove paa

at ta’ min Kone med. Jeg véd, det fører

til en Soldats Fortræd, naar Tanken falder

paa Viv og Børn — mens Kalveskindet kalder.

«Men disse her’ er to Tyrkinder bare,

som i Forklædning og med Følgesvend

hjalp os paa Flugt og trodsed hver en Fare;

for mig og — jeg kan føje til — min Ven

er det ej noget nyt, en Bugt at klare,

men hvordan skal de Stakler klare den?

Derfor, skal jeg med Mandsmod gaa paa Fjenderne,

jeg beder at man respekterer Kvinderne!»

Dér stod i synlig Angst de Stakler to,

saa’ paa Beskytterne med vaade Blikke,

i Tvivl om hvem og hvad de skulde tro —

og underlig var deres Spergen ikke:

en gammel Vildmand, som lod det bero

med Værdighed i baade Dragt og Skikke,

afklædt til Vesten — dubiøs Kulør —

men adlydt mer end Stambuls Guvernør.

De mærked Alles Øjne spendt gav Agt

kun paa hans Vink, og, vante til at ære

Sultans Person i majestætisk Pragt

og se ham som en Paafugl stolt at skere

afstød med Glans og Glimmer paa sin Dragt

(besyndærligt, at Fuglen just skal bære

i Stjærten Diademet) — saa’ de Magten

her for en Gangs Skyld minus Herskerpragten.

John Johuson følte med dem — nogenlunde,

saa vidt han Orientens Sorg forstod,

og trøstød dem det bedste, som han kunde;

mer følsom Don Juan svor derimod,

at han var hos dem næste Morgenstunde,

eller det skulde koste Russens Blod: —

og dette standsed Taarerne paa Kinderne —

det Overdrevne ligger nu for Kvinderne.

Farvel man under Suk og Smaakys bød

og skiltes — begge Piger for at finde,

alt eftersom Artilleriet skød,

den «Chance» for at tabe eller vinde,

som Uvisheden just gør dobbelt sød,

naar Himlen ligger med sit Votum inde —

Elskerne for en stakkels By at brænde,

som ej fornærmed dem den mindste Kende!

Suwarow — som en bloc saa’ hver en Sag

(den Blok, han selv var) og som Liv kun agted

for Snavs, og traadte ned Nationers Flag

i Snavset, og som, blot han Fjenden magted,

med Sindsro saa” sin halve Hær i Kvag

(den samme Ro, hvormed Job’s Hælvt betragted

sin kære Husbond, der blev pint saa saare) —-

hvad var vel Suwarow en Kvindes Taare?

Intet! Og dermed Haand paa Værket lagt,

det store Værk med Kugler og Patroner,

som gjaldt det at faa Troja ødelagt —

om Fa’r Homerus havde kendt Kanoner!,

Vor Hyldest-Sang, som Hektor ej blir bragt,

faar tumle derimod med Bastioner,

med Bomber, Trommer, Kolber, Bajonetter —

Klumper, som i min Sangmøs Hals sig sætter.

Homerus, Du, som fryded hvert et Øre,

saa langt det var, og hvert et Tidsafsnit,

saa kort det blev! Du Skjald, hvis Helte føre

det Slagsværd, ingen regner mer for sit,

medmindre Krudtets Slethed skulde gøre,

at «Kabinetter» mindsked Farten lidt,

hvormed de sker’ vor unge Frihed Ris;

dog Frihed er ej Troja — heldigvis —

Udødelige Skjald! Nu skal min Pen

et Stormløb skildre, hvor der masakreredes

fler Folk, med værre Krigsmaskiner, end

i din Journal fra Troja det notæredes;

og dog, det gaar mig her som andre Mænd,

der maalte sig med Dig: det observeredes,

at var de Bækken, var Du Havets Flod —

naa’r vi Dig, er det sikkert kun i Blod;

og det reelt... vi naar Dig ej i Digt;

Realitet er vort Desideratum!

om vi saa skildrer «faktisk», «sandt» og sligt,

vi mangler dog den store Kunsts Substratum,

som her, hvor jeg historisk gør min Pligt

og reførerer ganske tørt Relatum.

Henfarne Generaler! Phebus søgør

sig Bogguld af det Snit paa jeres Bøgør.

I, Bonapartes Sejersbulletin’er

og mindre sejersfulde Dede-Lister!

og Du Leonidas, som slaas ej længer

men slog for Hellas, som nu Vanheld frister!

I, Cæsars Kommentarer! se vi trænger

til Jer, I Skygger! — eller Maal vi mister:

send derfor, om kun «døende», en Stribe

Solnedgangsskær til Musa’en i Knibe!

Og kalder «døende» jeg denne Glans

fra de Udødelige —- saa tilgiv:

men tag hver Tids, hvert Aars, hver Uges «Krans»

fra Slagets Helte og en Regning skriv!

Der kommer samme Facit ud tilmands

for hver, som tog fra Godtfolk deres Liv:

en Slagtersvend en gros — dér har I Manden;

men røve, gør han, unge Folk Forstanden.

Rang, Ordner, Snore, Porte-épée ved Sabel

er Attributer for «Udødelige»,

som Purpuret for Skøgen udi Babel!

Kadet i Uniform — hvad der vil sige

Kvinde med Vifte — straks er han kapabel

at kravle op ad Ærens Trappestige;

men Ærens Ære? ja gaa hen og find ‘en:

Du kan jo spørge «Grisen, som ser Vinden:.

Den mærkes, gør den, og man si’er den ses —

det gaar som Grisen, der for Vinden render,

hvad eller, hvis man ikke er tilfreds

med Lignelsen, som Fartøjet, der spænder

for Vinden Sejl ... men jeg er snart tilreds

at slutte af; min Musa træt sig kender:

i næste Sang hun slaar et Dommedagsslag,

som nogen Knebel nogen Bededags-Dag.

Hør Trin af vaaben-tunge Pelotoner

igennem Natten mørk og klam og kold!

se hvor de dystre, dybe Bataljoner

lister langs Flodens styk-besatte Vold!

se Stjærners Glimt ned fra de stille Zoner

bag Taagen, snoet i Bugtning mangefold:

snart vil af Helveds Dampe Rummet fyldes

og Stjærnen i det dybe Mulm indhylles.

Punktum! — før hin, den større Pavse kommer,

der skiller Liv fra Død og træffer Mænd

i tusindvis, som Lyn i fejrest Sommer,

og kaster dem som Lig paa Valen hen!

Et Øjeblik — saa lyder Horn og Trommer,

Marsch! Feld Gever! Hurra — og om igen

Hurra og Allah! ...og en Stund endnu:

Dødsskriget kvalt i Slagets vilde Gru.