Byron paabegyndte første Sang af «Don Juan» i Venedig 6 Septbr.; endt 1 Novb. 1818. (Anden Sang endt 20 Januar 1819). Begge udkom sammen i et Hefte i London, Juli 1819, som bekendt uden hverken Forfatterens eller Forlæggerens Navn. Den bidende Dedikation til Southey, som indledede den oprindelige første Udgave, blev straks efter undertrykt af B. selv; efter hans Død blev den en Tid lang solgt som en Slags Gadevise; senere indlemmet i de bedre Udgaver af B.’s samlede Værker. Oversat vilde den fordre ligesaa mange Anmærkninger som den har Vers.
Anden Stanze.
Vernon, bekendt engelsk Admiral. Lord Hawke ligeledes. General Wolfe, berømt fra Expeditionen mod Quebec, faldt 1759. Hertugen af Cumberland, yngre Søn af Georg II, berygtet for sin Grusomhed efter Slaget ved Culloden, som han vandt imod Prætendenten Carl Edward 1746. Granby, Søn af Hertugen af Rutland, Anfører for de engelske Tropper 1759. Burgoyne, engelsk Hærfører og Dramatiker, kæmpede i Portugal og Amerika; død 1792. Keppel, Kommandør for Kanalflaaden imod de Franske 1778. Lord Howe slog den franske Flaade 1 Juni 1794. Ferdinand, Hertug af Brunsvig, vandt Slaget ved Minden; død 1792.
lig Banquos Æt, der viste sig og svandt,
hint Grisesoens Kuld, «de Ni», fremstode. —
Se Hexens Ord til Macbeth (IV Act. 1 Scene.)
Held nu Soens Blod deri,
den som aad de Grise ni;
(Lembcke: Shakspeare’s Overs.)
Tredje St.
Barnave, Brissot de Warville, Condorcet, Petion, Clootz (Anacharsis) — bekendte franske Revolutionsmænd.
Femte St.
Før Agamemnon leved tapre Mænd,
se Horats’s berømte Ode «Ad Lollium»:
_Vixere fortes ante Agamemnona
multi;_
Sjette St.
Et Epos springer helst «in medias res»
med Fablen paa horatsiske Methoder,
se herom Horats’s Ars poetica:
_Semper ad eventum festinat et in medias res,
non secus ac notas, auditorem rapit_ osv.
Ottende St.
. . . Stakkel, siger man,
som ikke saa’ den! Ordet sandt jeg finder;
Paa Spansk: Quien no ha visto Sevilla, no ha visto maravilla!
Ellevte St.
Disse Strofer male som bekendt under Skikkelsen af Don Juans Moder i Virkeligheden Lady Byron. Som en af de «Blaa», (hvortil B. stadig alluderer) protegerede hun Professor Feinagle fra Baden, som i Aaret 1812 holdt Foredrag over Mnemoniken i the Royal Institution, London.
Femtende St.
hun læste Teksten som Sir Romilly,
den store Lov-Profet, osv.
Sir Samuel Romilly, Lady Byrons juridiske Konsulent i Skilsmissesagen, endte sit Liv ved Selvmord den 2 Novbr. 1818 efterat have mistet sin Hustru nogle Dage i Forvejen. Det Bedske i Strofen maa altsaa være sat til efter at Første Sang er sluttet. I B.’s «Breve» (Juni 1819) udtaler Digteren en streng Fordømmelsesdom over Juristen, hvem han regner blandt sine «Snigmordere». — R.s Selvmord betragtes nu som en Nemesis, fordi han uden Skaansel ofrede Byrons Familjeliv, Navn og Ære paa Lovens Alter.
Sextende St.
Kort, Fruen var et vandrende Exempel,
Miss Edgeworths Værker ganske opad Dage osv.
Maria Edgeworth og Mrs. Trimmer vare blandt de fashionable «Blaa», som skrev Noveller og Bøger over Børneopdragelsen. Hannah More’s «Cælebs in Search of a Wife», en Fortælling i Prækestilen, hører herhen under. Disse Værker ere forlængst aldeles glemte.
Syttende St.
næst hende Ordet «mageløs» kun passer
paa dig, du alle Oljers Pryd, Macasser!
«Description des vertus incomparables de l’Huile de Macassar.» Se Avertissementerne! (B.’s egen Anmærkning under Teksten).
Enogtyvende St.
Der gives svage Timer for de Kække,
hvori, trods al Behjærtethed, man kan
«med Fruens Vifte Skallen paa dem flække;»
Henrik Percys Ord (Henrik den Fjerde, 1ste Del, II Act 3 Sc.): «For en Ulykke! var jeg nu den Slyngel nær nok, kunde jeg slaa hans Hjærnekiste istykker med hans Frues Vifte.»
(Lembcke: Shakspeare.)
Syvogtyvende St.
I denne og følgende Strofe mærke man sig Lady Byrons egen Fremgangsmaade imod B. Se Byrons «Breve» og «Dagbog».
Femogtredivte St.
.... Numa, (hvem Pompilius vi kalde): —
jævnfør:
_.... «primus, qui legibus urbem
fundabit, Curibus parvis et paupere terra
missus in imperium magnum.»_ — Virgil.
Sexogtredivte St.
Versene findes næsten ordret i B.’s «Breve» Septbr. 10. 1818. Se ligeledes en Gentagelse af Stedet i «Marino Faliero». B. er stedse kommen tilbage til samme Reflexion over den Kvinde, der forlod ham, medens han selv maatte bære hele Skylden.
Syvogtredivte St.
En enlig Søn — en Moder, som er Enke.
I B.s «Dagbog» for 1821 findes en Notits vedrørende dette. B. bemærker, at saagodtsom hele hans Slægt ere, eller vare, eneste Børn. Han ser noget skæbnesvangert heri, og ender, ganske karakteristisk for ham, saaledes: «Men de nobleste Dyr, saasom Løver, Tigre osv., have det faatalligste Afkom.»
Toogfyrretyvende St.
og Sapphos Ode kan kun daarligt være
Longinus’ Ord bekendt: at ikke en
blandt Hymner stiger mod saa høj en Sfære.
Se Longinus, Section 10, hvor Udtalelsen findes paa Græsk. Oden, hvortil her sigtes, er den berømte: φαίνεται μοι κῆνος ἴσος θέοισιν.
Treogfyrretyvende St.
... Martials de skidne Epigrammer.
For dette Vers og den følgende (XLIVde) Stanze gælder B.’s egen Anmærkning under Teksten: Faktisk! Der er, eller var, en saadan Udgave med alle de anstødelige Epigrammer hos Martial satte for sig selv ved Slutningen.
Syvogfyrretyvende St.
i Augustinus smukke «Selvafklædelser»,
som vække Smagen for hans Overtrædelser.
A’s. Confessiones. A. giver heri et Billede af sit Ungdomsliv, ifølge hvilket vi nærmest maa betegne ham som en Laban. Han undgik Skolen som Pesten, og fandt kun Behag i Leg og offenlige Skuespil; han bestjal sin Fader for alt, hvad han kunde overkomme, og hittede paa tusinde Løgne for at undgaa Riset, som man maatte ty til for at straffe hans Uartigheder.
Sexoghalvtredst. St.
Med Kong Boabdil fra Granadas Høje...
Stedet hedder hos B. saaledes:
_When proud Granada fell, and, forced to fly,
Boabdil wept —_
Se det gribende Sted i Washington Irving’s «Alhambra», hvor Boabdil, Maurernes sidste Konge i Spanjen, standser paa Højderne af Alpuxarras med nogle faa trofaste Vaabenfæller og kaster et Afskedsblik ud over Granada og over den elskede By, fra hvis Fort i dette Øjeblik en Røgsky og den dumpe Lyd af de fjerne Kanonskud forkynder, at de Kristne ere Sejerherrer og Moslems Throne for stedse er styrtet. Ved Synet heraf udbryder den ulykkelige Konge: «Allah achbar! Gud er stor!» og vender sig bort og græder.
Fireogtredst. St.
Om St. Antonius’ Anbefaling af koldt Vand i det hede Blod, se Alban Butlers «Lives of the Saints».
Sexogfirst. St.
Lidt ilter, som Medea hos Ovid,
Se Ovid: de arte amandi, Liber II.
Otteogfirst. St.
Det klinger vakkert, hvad den Skjald os kvæder,
Citatet er — efter B.s egen Note — af Campbell’s «Gertrude of Wyoming.»
Femoghalvfemst. St.
Og tog et Bind han med af gamle Bøger,
en Garcilasso, en Boscan —
Garcilasso de la Vega, Kriger og Poet fra Toledo, blev dræbt under en Belejring 1536. Juan Boscan Almogava fra Barcelona døde 1543. I Forening med den foregaaende indførte han den italienske Stil i den castilianske Poesi og skrev t. Ex. Sonnetter i Petrarcas Manér.
Ethundredoganden St.
Marts sine Harer har, og Maj sin Pigelil.
«Saa kaad som en Hare i Marts Maaned» er et gl. engelsk Ord.
Ethundredogtoogtredivte St.
Sir Humphry Davy opfandt i Aaret 1815 efter talløse Forsøg sin «Sikkerheds Lampe» for Kulminearbejderne. B. sigter endvidere til Jacksons og Dr. Leydens Opdagelser i det indre Afrika, og til Sir Edward Parrys og Kaptajn Ross’s arktiske Expeditioner.
Ethundredogotteogfyrret. St.
Hvem hørte ikke Grev O’Reilly klage:
Han tog Algier — men jeg slog ham tilbage!
B.’s egen Anmærkning: Dette er en Fejltagelse af Donna Julia. Grev O’Reilly tog ikke Algier — men Algier havde nær taget ham; han selv med Hær og Flaade trak sig under store Tab, og uden synderlig Ære, tilbage fra denne Stad, i Aaret 1775.
Ethundredogsexogtredst. St.
den Død var skøn mod i et Fad at mugne
af Malvasir som Clarence, den fordrukne.
Man erindre, hvorledes Georg, Hertug af Clarence, som i Aaret 1478 blev dømt til Døden af sin Broder, Kong Edward IV af England, selv fik Lov at bestemme sin Dødsmaade og da valgte at druknes i et Fad Malvasir, hans Yndlingsvin. Se forøvrigt herom den forfærdelige Scene i Richard den Tredje (I. 4).
CLARENCE (vaagner).
Hvor er Du, Vogter? hent et Bæger Vin.
FØRSTE MORDER.
Vin skal I snart faa nok af, Eders Naade.
(Lembcke: Shakspeare.)
Ethundredogotteogtredst. St.
i Jødernes Historie staar beskrevet,
hvorledes Davids Læger førte hen
til Kongen, da hans Blod lidt tykt var blevet,
en dejlig Ungmø;
«Og da Kong David var gammel og til Aars, kunde han ikke blive varm, endskøndt man tilhyllede ham med Klæder. Da sagde hans Tjenere til ham: Lad os søge vor Herre Kongen en Ungmø, en Jomfru, som staar for Kongens Aasyn og passer ham og sover i hans Arme og varmer vor Herre Kongen. Og de søgte en dejlig Ungmø over al Israels Land, og de fandt Abisag af Sunem og førte hende til Kongen.» I. Kong. Bog I. 1—3.
Ethundredogniogfirst. St.
Gurneys er bedst; den er stenograferet,
William Brodie Gurney, paa den Tid den berømteste Stenograf i det engelske Parlament.
Ethundredogotteoghalvfemst. St.
en Solsik’ med et: «Elle vous suit partout»
i Karneolsignetet straaled sødt —
Byrons eget Signet bar dette Motto.
Tohundrede St.
Min Sang er episk o. s. v.
Se om denne og følgende Strofe: Swift «Recipe for an Epic».
Tohundredogniende St.
dog, da nu Folk engang er sky og kritiske,
bestak jeg Bedstemo’rs Review — den britiske.
B. kalder det daværende, forlængst afdøde, Tidsskrift «The British Review» for «My Grandmother’s R. the British» og fortæller spøgende, at han har bestukket Udgiveren for at rose Don Juan. Karakteren af Tidsskriftet er hermed givet. I dydig Harme tordner Udgiveren nu løs mod Lord B., og den betreffende Artikel har formaaet at bevare Tidsskriftets Navn blandt den Syndflod af periodisk Kritik, som faldt over det udødelige Værk ved dets Fremkomst i den engelske Literatur. I den store Murray-Udgave af B.’s poetiske Værker har Forlæggeren foran Don Juan ladet aftrykke hele den engelske Presses Udtalelser paa den Tid, da de to første Sange udkom. Det er en smuk Buket. Hvis intet andet kunde berettige Fremkomsten af et saa stærkt satirisk Værk paa hin Tid, saa har den engelske periodiske Literatur ved et Overmaal af Uforstand, Vrangvilje og Forfølgelseslyst selv udstedet Don Juan et liber aditus.
Tohundredogtolvte St.
Stedet er citeret af Horats. (Od. III. 14.) Slutningen «Ad Romanos».
_Non ego hoc ferrem, calidus juventa,
Consule Planco._
Tohundredogsextende St.
og blir en ren Jeronimus — det sidste
Forsøg — og sanker Grunker i min Kiste.
I Don Juan vender B. ofte spøgende tilbage til Anbefaling af Gerrighed. Heraf tager hans Fjender Anledning til ogsaa at anklage ham for denne Last. Th. Moore godtgør hvor grundløs denne Beskyldning er, og B. udtaler sig karakteristisk herom (i «Dagbog» 1821) og siger, at han har skænket mere bort til sine Omgivelser end han i dette Øjeblik besidder, og at han aldrig i sit Liv har ofret saa meget paa en Elskerinde som han nu og da har givet bort til en værdig Trængende.
Tohundredogsyttende St.
med Bacons Kobberhoved kan jeg stamme:
«Tid er — Tid var — Tid gik!» i hule Toner.
Den gamle Legende fortæller, at Munken Bacon havde forfærdiget et Hoved af Kobber, som han stadig adspurgte og som stedse sluttede med ovennævnte Paamindelse. Da man glemte at adspørge det, styrtede det sig ned fra Piedestalen og knustes.
Tohundredogattende St.
. . . et slet Portræt — en værre Buste.
Naar Quart. Rev. bebrejder B. hans Mangel paa Ærbødighed for de dalevende engelske Malere og Billedhuggere (exempelvis Lawrence og Chantrey) saa har det berømte Tidsskrift udentvivl Ret. B.s Sans for den bildende Kunst stod ikke i noget Forhold til hans maleriske og plastiske Evne indenfor Poesien. (Man erindre hans Udtalelser ved Besøget hos Thorvaldsen i Rom, medens vor store Mesters Udtalelse paa sin Side om B. just ikke peger stort ud over den jævne Borgermands Syn paa det rent Udvortes.)
Tohundredognittende St.
Denne Stanze synes tilføjet bagefter, foranlediget ved en Notits i Quart. Rev., ifølge hvilken en Mr. Shaw var trængt ind i Cheops’ Pyramide og ikke havde fundet Spor tilbage af Kongens Støv.
Tohundredogtoogtyvende St.
De fire Vers er Southeys. —
B. har citeret Versene fra Slutningen af Robert Southeys «Pilgrimage to Waterloo».