Jeg vandred tung og træt igennem Lunden;
der nikked ingen Blomster mer til mig,
og ingen Kilde, vældende fra Bunden,
skød frem og sladred rislende med mig,
og ingen Smaafugl kaldte sødt ved Navn mig —
saa sødt, som... ak, det var forbi, forbi,
og Nymfen, som bag Løvet bød sin Favn mig,
var flygtet længst ad Skovens øde Sti.
Da standsed jeg et Sted, hvor Solen skinned
igennem Grenens rigtforgyldte Tag,
og pludselig faldt fra mit Øje Bindet,
som havde mørknet mig den klare Dag;
Guirlander slynged sig fra Kvist til Kvist
med tusind skælmske Blomsters Øjne milde,
og fremad skød med Læmpe sig og List
igennem Græs og Mos den vævre Kilde.
Jeg saae ivejret, og mit Hjærte skælved
som i en Femogtyveaarigs Bryst:
højt under Taget, som sin Bue hvælved,
paa Blomsterlænken gynged sig med Lyst
et Barn, en Pige, moden til at følge
det Kald, som under Evas Barm blev lagt,
en Glut, uskyldig nok til ej at dølge
sin Skønheds Uskyld bag den lette Dragt.
— Saa ynglingssmækker og saa jomfrublød
Et Flors Gevandt omhylled hendes Lemmer,
hvori hver Linje syntes en Musik,
der steg og sank med Harmoniers Stemmer,
som kom fra Hjærtet og til Hjærtet gik;
det spæde, runde Knæ lagt over Ranken,
hvorpaa hun svinged sig i sorgløs Leg,
opvakte søde Minder, hvori Tanken
om Attraa vidt for Skønheds Andagt veg.
hun gynged sig, mens Skovens vakte Vinde
snart trykked tæt sig op til hendes Skød,
snart søgte frem bag Ryggen Vej at finde;
de leged Skjul i Midjens Kjortelfold,
og blev det stundom dem for hedt bag Floret,
saa foer de ned og vifted Foden kold,
som Gyngens Fart i hastig Takt fremspored.
Om hendes lyse Hoved tætte Klynger
af Blomster, gyldne, røde, purpurblaa,
som Lokkehaaret greb i sine Slynger,
sad flettet uden Kunst paa maa og faa;
fra hendes Øjne, som fra dybe Vande,
steg blide Drømme frem og lejred sig
med friske Smil om Læbens fine Rande, —
saa standsed hun sin Flugt og saae paa mig.
»Syng mig en Sang«, hun bad, »i Fald Du har
den Gave, som jeg af dit Aasyn slutter;
snart staar jo Skov og Eng og Ager bar,
mens Kragen sig bag Gærdet husvild skutter;
en efter en forlod mig mine smaa
Sangfugle, som jeg elsked dog saa saare;
Du er jo Skjald, af Blikket at forstaa;
sig, tør til min jeg ved min Krans Dig kaare?«
Hun kasted sine Blomster mig for Fod;
paa Haand og Arm jeg saae med Kunstnerblikke,
paa hendes Legems Ynder, som oplod
sig for mit Syn; — jeg rørte Kransen ikke.
Jeg smiled bittert: »Skøn er Du at skue,
vel værd en større Sangers Offersang,
men paa dit Altar har jeg slukt min Lue,
jeg var din Præst. — det er man kun én Gang.
»Kun én Gang har vort Hjærte Dug til Taarer
at strø som Perler for en snehvid Fod,
hvis Hæl kun Sjælens fine Enfold saarer —
og dette Saar, hvor koster det os Blod!
kun én Gang lader Hjærtet sig ej tynge
af Hensyn til Fornuft, Samvittighed,
kun én Gang kan den Afmagt vi besynge,
hvormed vi mod den stærke Venus stred.
»Men lyster dig, Gudinde, dog min Sang,
saa giv mig først tilbage, hvad jeg tabte:
Uselviskhedens dybe Skabertrang,
hvoraf en Gud sin første Tjener skabte;
tænd atter op hin Længsels hede Tørst
i korte Nætter og i lange Dage,
tænd Altarflammen op, men Gløden først, —
giv mig min varme Ungdomssjæl tilbage!« —
»Hvad fabler Du?« hun raabte. »Ser jeg ud
som hine Phryne’r, hvoraf Støtter dannes
for Afrodite, paa hvis blanke Hud
de hundred Skønhedssalver daglig blandes?
er disse Øjne da — betragt dem kun! —
et Svælg, hvori al Verdens Smiger sluges,
og røber nogen Skygge om min Mund
at, misbrugt, den til sød Forgiftning bruges?
»Sig, har Du set Naturens Stempel staa
saa morgenfriskt paa nogen Skøges Pande? —
hvad er den Skønne, som Du tænker paa,
vel andet end en Tyv af denne Bande?
De stjæler alt — det véd jeg alt for vel —
de aagrer med den Magt, som blev dem givet,
de lyver, sværger falsk og slaar ihjel:
jeg hværver Folk fra dem for mig og Livet.
»Jeg nævner Glæden mig og ikke Lysten,
mit Liv er Baadens Liv, som lægger ud
til frejdig Fart, men glemmer ikke Kysten,
hvor den tilbage skal paa Pligtens Bud;
jeg nyder Skummet, naar i Dans det sprøjter,
jeg fryder mig ved Havfru-Stimens Gang,
men Skipperen jeg varer mod de Tøjter —
paa Afstand er den god kun, deres Sang.
»Jeg bor i hver en Aarstid, trods jer Klage,
at den er snart for hed og snart for kold,
I fandt mig selv i Tycho Brahes Dage,
om ej I gav Jer Overtro i Vold;
jeg er bestandig hjemme for Jer Alle,
om end jer Tvivlesyge nægter det:
lad blot én Gang den Alvorsmaske falde,
I bær med stor Umag og liden Ret!
»Skøndt eders mørke Præsteskare myrder
mig bagfra med sit Søn- og Hverdagsstød,
skøndt aabenlyst de fromme Faare-Hyrder
i Tale og paa Prent mig ønsker død,
skøndt slæbt i Skarnet daglig af jer Pøbel,
med Frækhed parret, koblet til Foragt,
behandlet som et hensat, mølædt Møbel:
jeg er dog Glæden og jeg véd min Magt.
»Beskeden er jeg, kender mine Grænser;
men I, har I vel kendt dem? I, som blot
en tilvant Horisont for Øjet ænser
og bor i eders snævre Husrum godt?
Kun en og anden Gang den unge Pige,
den unge Mand, den unge Moder har
et Syn, en Drøm; — de løfter Slørets Flige
og undres ved, hvad deres Blik blev vaer.
»Da svulmer Hjærtet højt som Bækkens Vove,
naar den en Vaardag sprænger Isens Bro,
og naar de stille, andagtsstemte Skove
paa Nedbørskysset hører Knoppen gro:
det er et Øjeblik kun, ja jeg véd det,
men deri er for mig en Verden lagt;
jeg fjærner Sløret, — se! til Side gled det.
Kom nu kun, Daare, og bestrid min Magt!
»Jeg peger imod Solen: Den har Pletter!
saa lyder nu til dags det altfor tidt.
men ved dens Straaler jeg mit Mærke sætter:
Se Jer omkring og brug jert Øje frit!
naar først I, gennemildnet af dens Varme,
kan finde selv i Skyggen Fred og Trøst,
saa vil I aabne Verden eders Arme,
og saa vil Glæden bo ved eders Bryst!
»Men Du, som staar dér med dit Vemodsdrag
om Panden og det Udtryk fra de Dage,
hvor Smærten stedse tog i Skjalden Tag
og Digtet blev en halvkvalt Verdensklage:
jeg maner Dig til Værn om, hvad der end
modtageligt for Glæden kan befrugtes;
streng er jer Strid, men Palmen naaer kun den,
som synger Hjærtets Lovsang, mens der tugtes!« —
Hun tav; og da jeg atter opad saae.
var hun forsvunden, som paa Grenen gynged;
den skønne Krans paa Jorden for mig laa,
jeg greb den, og om Panden jeg den slynged;
det tavse Smykkes Tale bar alt Frugt,
Høstblomster var det, som hun bød mig bære:
Det brudte Haab blev under Tidens Tugt
mod Aarets Slut et Guld til Livets Ære.