Lord Byrons egen Fortale hértil lyder i Oversættelse saaledes:
— «Hvad angaar de Indsigelser, der allerede ere fremkomne mod forskellige Dele af dette Digt, saa faar jeg trøste mig selv med to Citater af Voltaire:
«La pudeur s’est enfuite des cœurs, et s’est refugiée sur les lèvres.»
«Plus les mœurs sont dépravés, plus les expressions deviennent mesurées; on croit regagner en langage ce qu’on a perdu en vertu.»
Det er den rene Sandhed og fuldt anvendelig paa den ynkelige, skinhellige Klike, som danner Surdejgen i den nuværende engelske Generation, og som ikke fortjener andet Svar end dette. Den indtil Modbydelighed fortærskede Benævnelse «Gudsbespotter» — der, i Variationer som «Liberal», «Radikal», «Jakobiner», «Reformer», stadig af Lejesvendene ringes for Ørene af deres andægtige Tilhørere — den bør i Virkeligheden være velkommen for Alle, der erindre, hvem denne Titel først er bleven tildelt. Blev ikke Socrates og Jesus Christus offenlig dømt til Døden som «Gudsbespottere»? Og saaledes er det gaaet mange og vil det gaa mange, som vove at træde op imod de aabenbare Misbrug af Guds Navn og den sunde Menneskeforstand.
Men Forfølgelse er ikke Gendrivelse, endsige Sejrens Triumf. Den «vantro Usling» — som Raabet lyder — er sikkerlig lykkeligere i sit Fængsel end den mest hovmodige af hans Forfølgere. Lad hans Meninger være som de vil; rette eller vrange: han har lidt for dem, og det at lide for sin Overbevisning vil tilføre Deismen flere Proselyter, end heterodoxe Prælaters Eksempel tilfører Christendommen, eller end Statsmænd, der begaar Selvmord (Castlereagh), tilfører Undertrykkelsessystemet, eller højtpensionerede Massemordere (Wellington) tilfører den ugudelige Alliance, som forhaaner Verden under Navnet «den hellige».
Jeg føler i Sandhed ingen Tilbøjelighed til at trampe paa den Vanærede eller den Døde; men det vilde være passende, om Tilhængerne af de Klasser, hvorfra saadanne Personer udgaa, nedstemte Tonen lidt i deres dydsirede Forargelse, et Sprog (cant) som er en skrigende Synd i denne Selvmordets, Nederdrægtighedens og Bedrageriets løgnagtige Tid! Dog, nok for denne Gang —».
Pisa, Juli 1822.
B. knytter endnu til disse «Prælaters Eksempel» følgende Note som Anmærkning under Teksten:
Da Lord Sandwich bemærkede, at «han ikke ret begreb Forskellen mellem Orthodoxi og Heterodoxi», svarede Biskop Warburton ham: «Orthodoxi, Mylord, er min Doxi; Heterodoxi derimod er en Andens Doxi!» —
Første Stanze.
«I Menneskenes Liv er Flod og Ebbe;
benyttes Floden...» Resten kender man, og ligeledes
Anden St.
«I Kvindekønnets Liv er Flod og Ebbe;
benyttes Floden, leder det til...»
Begge Citater er fra Stedet i Shakspeares Julius Cæsar (IV A. III S.).
Brutus.
I Menneskenes Liv er Flod og Ebbe;
benyttes Floden, leder det til Lykke;
forsømmes den, staar hele Livets Fart
paa Grund i Usselhed. — Nu flyde vi
paa Højvand, og vi maa benytte Strømmen
mens den er med; hvis ikke, tabe vi
vor hele Vinding.
Cassius.
Vel, ske som Du vil;
vi selv gaa dem imøde ved Philippi.
Jakob Böhme, Mystikeren fra Görlitz, født 1575. Af hans Tilhængere i England har den bekendte William Law, Forfatteren af «The Serious Call», foranstaltet en Udgave af hans Værker.
Syvende St.
Storherrer dog — det lægges her paa Sinde —
ser yderst sjelden Sagen fra den Kant,
som Cato, der sin Hjærtensven heroisk
sin egen Kone laante — ganske stoisk.
Cato afstod sin Hustru Martia til sin Ven Hortensius, men ved dennes Død tog han hende tilbage igen. Den romerske Folkevittighed bemærkede ved denne Lejlighed, at Martia havde betraadt Hortensius’s Hus meget fattig, men var vendt tilbage til Catos Seng belæsset med Skatte.
— Plutarch.
Niende St.
Jeg er, som Cassio, ej et «Regnebræt»,
men med hans «Debet-Kredit» maa jeg lade,
at talte op hun just paa Kvindens Sæt
Hs. Højheds Aar, saa faldt jo denne Skade
paa Mandens Saldo — hun var i sin Ret.
Udtrykkene ere tagne fra Othello. (I A. I S.)
Jago.
— Javist, en Regnemester,
en Florentiner, Michael Cassio...
kun af Bøger
har han sin Kunst.........
og mig — mig tages
nu Lurven fra af denne Debet-Kredit,
det Regnebræt!
Tolvte St.
men — har en klog Mand, stemt ved Hymens Lire,
ét Ægteskab — i Herrens Navn — fuldbragt,
saa kommer han sandsynligt dér ej tiere,
og den maa være Tyrk, fanatisk streng,
som Brudelejet gør til «Søsterseng».
Originalen har:
And all (except Mahometans) forbear
To make the nuptial couch a «Bed of Ware».
Vittigheden er ordret, uoversættelig paa Dansk. Der sigtes til den samme berømmelige Seng i Værtshuset i Ware (der var betegnet med et Saracenerhoved) tolv Fod i Diameter — som Shakspeare omtaler i «Helligtrekongers Aften». Lembcke har Stedet saaledes (III A. II S.):
Herr Tobias.
Skriv alle de Løgne op, der kan rummes paa dit Papir, om det saa var stort nok til Lagen paa den store Søsterseng til tolv Par i Værtshuset i Ware.
Trettende St.
Hs. Højhed allernaadigst — saadan stave
vi deres Titler jo, de Jordens Store,
indtil vi ned blandt Maddiker dem grave
og Orme-Jakobinerne sig more
med Deres Majestæters Sul at gnave —
Hamlet. IV A. III S.
Hamlet (til Kongen).
—; der er en Forsamling af politiske Orme, som netop er ifærd med ham. Saadan en Orm holder Taffel som en rigtig Kejser. Vi fede alle andre Skabninger for at fede os selv for Maddikernes Skyld; den fede Konge og den magre Stodder er kun en forskellig Anretning, to Retter men til ét Bord; det er Enden paa Legen.
Hs. Højhed værdigedes ømt at bore
sit Blik i hendes — og et Kys at vente
(en «Højlands-Velkomst» af de velbekendte).
Se Walter Scotts «Waverley».
Syttende St.
En saadan Kvinde viser daarlig Smag,
thi om vi elske fyrigt eller stille:
Gensidighed er dog en Hovedsag,
og har vi fænget, vi bønhøres ville
om saa var under St. Franciscus’ Tag,
hvor Visionæren ser i Sne sin Frille.
Se Butlers «Lives of the Saints» (jævnfør Anm. til Første Sang LXIV, hvor St. Antonius omtales).
«Da den velsignede Franciscus en Dag haardeligen anfægtedes af kødeligt Begær, kastede han sine Klæder og piskede sig eftertrykkeligt; og da han derefter betoges af en vidunderlig Iver, væltede han sit nøgne Legem i en stor Snedrive. Djævlen trak sig straks overvunden tilbage, og den hellige Mand gik med Sejer ind i sin Celle.»
Kort! Elskov har engang til sin Devis’ Horats’s: «Medio tutissimus tu ibis».
Lord B. synes at forveksle Horats’s: «Medium tenuere beati» med Stedet hos Ovid, Metamorph. II v. 137.
Fireogtyvende St.
Gulbeyaz laa og sov nu hos sin Mage;
en af dem sov vel! — O, den lange Nat,
naar Hustruer, som deres Mænd bedrage osv.
I denne og den følgende (XXVde) Stanze fortsættes Hentydningerne til Dronning Karolines Skilsmisseproces. Selvfølgelig formaar ikke altid Oversættelsen at gengive hele Styrken heri hos Originalen. Saaledes t. Eks. i St. XXV Linjen: «og Lagner, disse Skjaldens «Bolstre blaa»,» hvor Originalen har «in sheets white as what bards call «driven Snow»», hvor den sidste Lignelse kun vilde forstaaes med B.s Anm. for Øje: «The bards of Queen Caroline were continually, during the period of her trial, ringing the changes on the «driven snow» of her purity.»
Syvogtyvende St.
Jeg elsker Kønnet — og gør til mit eget
Tyrannens Ønske, «at vor Slægt besad
en Nakke blot, som Øksens Hug afmejed»,
Tyrannens Ønske — nemlig Caligulas (se Suetonius). «Rasende paa Folket, som i de circentiske Lege holdt med et Parti af de Optrædende, som han selv holdt imod, udraabte han: «Jeg vilde ønske, at det romerske Folk kun havde en eneste Nakke!»
Enogtredivte St.
— slaa op i Cantemir og hos De Tott!
Se Anmærkningen til Femte Sang, CXLVII St. Demetrius Cantemir, Fyrste af Moldaus «History of the Growth and Decay of the Ottoman Empire», en Oversættelse fra Latin af Tindal. Cantemir døde 1723. De Tott: «Memoirs of the State of the Turkish Empire, 1785».
Fyrretyvende St.
Blandt dem, som hælded mest til denne Sort
Veninde-Kærlighed, var tre især,
Lolah, Katinka, samt Dudu; og kort
og godt: en fuldendt Skønhed var de hver.
Det bemærkes her, at Katinka var Navnet paa den næst yngste af de tre Piger, i hvis Hjem Lord Byron boede, medens han opholdt sig i Athen i Aaret 1810. Det var til Theresa, den ældste, at den yndefulde Sang blev digtet: «Maid of Athens, ere we part,» med det nygræske Refrain: Ζωή μοῦ, τὰς ἀγαπῶ.
Enogfyrret. St.
Lolah var brun som Indiens Børn, og varm;
Katinka skær af Teint, med Øjne blaa,
en fin georgisk mejslet Haand og Arm,
en Fod, som dannet til at svæve paa.
Morier har denne Note om Georgierindernes Skønhed: «De rigtigste Kendetegn paa en georgisk Pige er en fin rosenfarvet Carmin over Kinden, som de kalde numuck «Skønhedens Salt»; sort Haar, mørke Antilopeøjne med buede Øjenbryn, lille Næse og Mund, hvide Tænder, slank Hals, spæde Lemmer, smaa Ledemod. De ere ganske overordenlig skønne, fulde af Liv, Ynde og Elegance.»
Gibbon udtaler sig saaledes om samme Genstand: «Det er til disse Egne, Georgien, Mingrelien, Circassien, at Naturen synes, i det mindste i vore Øjne, at have henlagt Idealet for Skønheden, Lemmernes Forhold og Dannelse, Hudens Farve, Symmetrien i alle Linjer og Udtrykket i alle Trækkene: Mændene ere skabte for Handling, Kvinderne for Elskov.»
Man maa vel tage disse, og utallige samstemmende Vidnesbyrd i Betragtning, for ret at forstaa, hvilken Grund det nu er, at Digteren opererer paa i den kommende Beskrivelse af de Skønne hver især og hele «Oda»ens Sovesal. Næppe har nogen lyrisk Digter med samme Frihed og tillige med fuld kunstnerisk Overlegenhed, Gratie og Skælmeri vovet sig saa langt ind over Tærsklen til det kvindelige Negligé. Lord Byron maler med Kunstnerens faste, sikre Haand, dér hvor en let eller uøvet Haand vilde blive letfærdig. Intet støder selv det strengeste Øje, fordi Digteren ikke et Øjeblik har været frivol. Dudus Naivitet er rørende og ægte, paa samme Tid som den er bedaarende i sin erotiske Farve. Fortællingen om hendes «Drøm» er et af Byrons Mesterværker. Desværre bliver her — som paa mange Steder — Oversættelsen kun en mat Afglans af et straalende Billed. Man maatte helt omdigte i frit Metrum, for nogenlunde at træffe Originalen. Ottaven er en Skruestik, som klemmer haardt, — og vort danske Sprog er ikke det engelske.
Overs. Anm.
Toogfyrret. St.
En Venus, hvem en Søvnguds Magtsprog bandt,
som kunde «myrde Søvnen» dog hos Alle,
der tyst betragted denne Teint og fandt
at Phidiask man det Hoved kunde kalde.
Citatet er fra Macbeth. (II. A. II. S.)
Fru Macbeth.
Hvad mener du?
Macbeth.
Det raabte gennem Huset:
«Sov ikke mer! Glamis har myrdet Søvnen,
«derfor skal Cawdor ikke sove mere;
«Macbeth skal ikke sove mere!»
Seksoghalvtredst. St.
«Korinthisk Bronce» var det vel kanske,
mest Kobber nok, forresten alt Metal).
Denne i Oldtiden saa berømte Bronce antages at have været en Blanding af Guld, Sølv og Kobber og være fremkommen ved Korinths Plyndring og Brand, hvor alle ædle Metaller fandtes i overvældende Masse.
Fireoghalvfjerst. St.
Dudu, som ej med «Brutus» stod i Rang,
men derfor ej var uden Evner, vidste
ej ret at klare sig — før til det sidste.
Originalen har:
But being «no orator as Brutus is»,
Stedet i Shakspeares Julius Cæsar (III. A. II. S.).
Antonius.
Jeg kom ej for at stjæle Eders Hjærter;
jeg er ej Taler, som jo Brutus er,
Femoghalvfjerst. St.
Da skildred hun, hvordan en Drøm hun fik: —
hun syntes se sig i en Skov spasere,
en «dunkel Skov», lig den hvor Dante gik
just i de Aar, hvor alle Ting florere;
Dante; Inferno’s berømte Begyndelse:
Nell’ mezzo del’ cammin’ di nostra vita
Mi ritrovai per una selva oscura.
Otteoghalvfjerst. St.
Jeg kender Drømme selv, hvori det gaar
profetisk nøje til, og som man kort
har kaldt et «sælsomt Sammentræf» — et Ord,
som om de Sager nu er gængs, jeg tror.
Stedet sigter til den ofte omtalte Skandalproces ved det engelske Hof. En af Dronning Carolines Advokater søgte i Overhuset at bortforklare et af de mere graverende Punkter i Beretningen om Dronningens fortrolige Omgang med Bergami som «et mærkeligt Eksempel paa et sælsomt Sammentræf».
Ethundredogsjette St.
Der gik en Skælven over hendes Træk,
som kom naar noget særligt slemt tildrog sig;
(vi mindes det, naar man var «ganske væk»,
og navnlig Damer, som «en Krampe tog sig») —
Stedet er ikke let at gengive.
Originalen har:
— we all have heard,
And some of us have felt thus «all amort»,
when things beyond the common have occur’d; —
idet Citatet er taget fra Shakspeares: Taming of the Shrew.
«How fares my Kate? What! sweeting, all amort?»
Ethundredogellevte St.
og her om Catilina blot vi minde,
hvem jaget som af Furier man saa’
og som sit indre Sindsoprør forraadte
i hvert et Skridt, han tog, hvert Trin, han traadte.
Se Sallust. (De Conjur. Catil. Cap. XV.)
«Hans brødefulde Sjæl, i Strid med Guder og Mennesker, kunde ikke finde Hvile, saa forfærdeligt sled Samvittighedsnagene i ham. Hans Ansigt var blegt, hans Øjne som en Dødnings, hans Gang var snart hurtig, snart langsom; i Et og Alt var han Billedet paa det voldsomste Sindsoprør.»