Der svømmer for mit Øje, mens jeg dvæler
ved Bogens Blade, som i duftig Dis
et Syn, og Farveverdnens Gud besjæler
min Hu, saa jeg kan bære dig min Pris,
Du Bogens Mester, frem paa værdig Vis
og hæve Dig paa Guldgrund ud fra Byen,
som løfter Dogens Diadem mod Skyen.
Din Aand har blandet sig med Byens Aand,
indtil I to blev kødelige, nære
Beslægtede ved Valg; I begge bære
det samme Præg af Storhed og Forfald,
en Skønhed som hin Belvederes Gud,
hvis Marmorlokker og hvis Marmorskrud
med Kunstens qvantum satis lader ane
den snare Svimlen paa den høje Bane.
Din Sjæl er bleven Et med Byens Sjæl,
og Byens Klædebon har laant Dig atter
sit Mosaikslør, hvori selv Du fatter
en Overflod af nye Smykker ind;
de glimre, disse Stene, som en Strandbred
af Kiselskærver fuld og Muslingskaller,
hvorover Floden stiger, Ebben falder
og Brisen strejfer med sin friske Vind;
af Havet vædet, under Lysets Kærtegn
de funkle som en Række Diamanter,
og hver af disse skarpe, slebne Kanter
gengiver farvetro i Solens Skin
en Del af Havet og en Del af Skyen,
i brudte Straalers Spejl Lagunebyen
med brudte Dele af dit eget Sind.
Og kan jeg ikke skille Dig fra Staden,
som under Byrden af sin Skønhed sukker,
som blev for rigt begavet til at bære
med Maadehold de høje Guders Gunst,
som paa sin Adels møre Skjolde pukker
og lader kølig mod sin høje Kunst,
som mellem Farver, Guld og Marmor sidder
en Trøstesløs trods Guld og Glans og Ry —
kan jeg ej skille Dig fra denne By,
og vil dit Billed mig dog stedse fly,
saadan som Du saa’ ud, imens Du leved
kan jeg ej øge, hvad der alt er blevet
fortalt og genfortalt til Overflod
om Gang og Lader og den lamme Fod,
om Mund og Pande og den hvide Haand:
saa vil jeg male Byen, som er blevet
Et med din Aand,
og hvori Du din Don Juan har skrevet.
Der gaar et evigt Pulsslag gennem denne
forunderlige Dødens Marmorby,
som under Marmorsøvnen har et Ry
for Letsind og for Livslyst uden Lige:
naar Solens Straaler op af Havet stige,
naar Adria sin Taagekappe kaster,
mens Vimplen fra S. Marco’s slanke Master
udflagrer i den glade Morgenvind,
saa sætter Havet gennem Byen ind
med Livets egne djærve Stempelslag;
det lyder som et rhythmisk Versedrag,
hvis Tempo aldrig falder hen i Staver,
det tager dybt i Tingene et Tag
og klinger op som bølgende Ottaver.
Det skyder gennem hundrede Kanaler,
det friske Hav, dybt ind i Byens Liv;
det lytter overalt hvor Folket taler,
det lejrer sig hvor der er Støj og Kiv,
hvor Kvinden skænder og hvor Manden praler,
hvor ømt der hviskes, hvor til Tidsfordriv
der gantes, og hvor Dolken farves rød,
og Elskov er en Sag paa Liv og Død.
Det Folk er livligt; letbevægeligt
opblusser Blodet og formildes atter;
Venezia er jo Havets ægte Datter
og kan begejstre til et havfødt Digt;
hun taler frit, og hvad der sysselsætter
kun skjult og hviskende de Folk mod Nord,
hvor Syndens Æbler ej paa Træer gror,
men sælges skæppevis i mørke Boder,
det flyver her omkring med klare Ord,
hvor Proletaren i Paladser bor,
og Kvinden endnu halvt som Barn er Moder;
hvad Hædersmanden skjuler hist bag Kappen
og røber kun ved Stuelampens Skin,
det sidder her ved højlys Dag paa Trappen,
hvor Havet skyder sine Bølger ind;
det kaldes Elskov her, og det vil favne
Dig sorgløs, ubekymret, halvt i Leg,
mens det i Norden søger sky og bleg
et Navn blandt Hykleriets hundred Navne.
Det er en dejlig By; og Havet finder
ej Ord nok til at prise paa sin Gang
i disse Bølgerhythmers raske Sang
de saa forføreriske Synderinder:
her hørte det fortælle ved en Bro
om Donna Julia og de slemme Sko,
og blev helt kaad og stak afsted paastand
og mødte under Lidos’ blege Strand
Haidie, Naturens Brud og Kunstens Perle,
der klynger til sin Elsker sig, som til
et ungt og smidigt Rør den slanke Snerle;
og Havet gjorde underdanig Plads
for dette Syn og trak sig tavst tilbage
og saa’ Gulbeyaz i et rigt Palads,
hin Kvinde skøn og skinsyg uden Mage,
Hun-Tigeren, som straks vil Kloen vise
Enhver, som ikke straks sig lader spise; —
Alt saa’ det, som kan friste til at synge
og vække Fristelser, der ingensinde
blev overtruffet af en sydlandsk Sang;
og for at nævne tre paa samme Gang,
tre fagre Blomster i den samme Klynge,
jeg sætter disse Navne hen endnu:
Lolah, Katinka og den «bly» Dudu.
Det er en dejlig By med smukke Kvinder;
men Dagen længes, og den Stund indfinder
sig, hvor den overmætte Sol bli’r hvid
og blodløs af den altfor megen Gløden;
da træder Ebben ind ved Middagstid,
og Havet finder Hvilen højst fornøden,
og Byen, som der før var «Stemning» over,
af Mattelse — ret som i Anger — sover.
Da ligger Staden dèr saa grel, saa gul
og gusten, som om altfor stor Erfaring
sled Sjælen i dens Krop; der er ej Skygge,
ej bløde Toners milde Aabenbaring
henover disse hundred Broers Buer;
det er, som om en Verdensdødsdom truer,
imedens Tiden drejer trægt sit Hjul,
og Lasten kan ej finde sig et Skjul,
en Løgn knap for sit Levned at besmykke;
da veksler og Lagunevandets Spil,
det er ej længer Adria, det kække,
men kun et dyndet, slimet Overdække,
en Sump, hvori sig Marmorbyen ser:
der er ej Skønhed, ingen Storhed mer,
ej Evnens «kan», og ikke Viljens «vil» —
der er kun Verdenssmærtens Ebbe til.
Men se — thi Havet har en mægtig Evne
til Selvfornyelse — hist ude fra
den aabne Vidde sætter ind en Brise,
Forløber for den svale Aftenvind;
og over Strømmen synker Solens Skin
med Farver, som Giorgione knap dem saa’,
og Alpekæden i det fjerne Blaa
med Frihedslængsler op af Dybet dukker,
og over Bølgen, som melodisk sukker,
en Barke glider for et gyldent Sejl.
Da bliver Adria paany et Spejl
for Himmelbuen med dens Stjernesmykke;
men Nattens Maane træder langsomt op
og Blod den græder fra sin Skyvolds Top,
som græd den over Jordens tabte Lykke.
Gigantisk Tungsind fylder hele Rummet,
hver Letsinds Røst er paa et Vink forstummet,
Historiens Havørn aksler sine Vinger,
og med et Skrig om Kamp, om Vildhed, om
de løste Drifters egen Bøddeldom
den mælder, mens den susende sig svinger
ud over Havets nattesvangre Skød,
at vi blev født til Fald og dømt til Død.
— — — — — — — — — — — — — —
Saaledes veksler Døgnet over Byen,
der løfter Dogens Diadem mod Skyen,
og saadan fødtes Sangen — som jeg tror —
paa denne Plet, hvor Hav og Sky og Jord
forenet yder Sangeren sin Pris.
Snart svinger Plektret han som Tugtens Ris,
snart planter han det som en Vindru-Stængel
og byder os at lædskes af hans Druer;
og aldrig gør han sig til nogen Engel,
han spøger, græder, ler med os og truer
ad os, som den, der véd, hvad der kan tynge,
og kender hvad paa Bægrets Bund der bor:
hans Sang er vor — som Børn af denne Jord;
for Engle maa der Engle til at synge.
H. D.