Tilfældigt er det, hvor mit Digt skal strande,
— afhængigt af den lunefulde Vind; —
tilfældigt, om det træffer paa et Sind,
hvor mine Tanker fredes, naar de lande.
Er ikke Livets Gang som disse Vande,
hvis Bølger vælter sig mod Skibet ind:
Saa væltes Skjæbnen mod os, kold og blind,
tilfældig tidt, — vi Mennesker maa sande.
Er det tilfældigt, hvor mit Digt skal lande?
tilfældigt, om mig Lykken ta’er ved Haand?
tilfældigt, hvor min Grav jeg faar i Verden?
Med aabent Mod jeg hæve vil min Pande:
Jeg véd, at Stjernen gaar i Ledebaand!
Jeg tror, der er en Lov for Slægtens Færden!