Andreas Dolleris (1850–1925)

Ud vi rejser, naar vor Dag oprinder,

imens Østen staar i gyldent Blod;

ud med Rosens Blus paa vore Kinder,

ud med Drøm og Haab i Overflod; —

rejser ud med Skibe og med Skinner,

ud, som Karavanen Fod for Fod;

rejser bort — ej bort fra vore Minder, —

hvilket Maal vi haster end imod.

Hjem vi rejser, naar vor Aften spænder

ud sin dunkle Vinge over Jord,

og naar Sirius Glødelyset tænder,

medens Bedeklokkens Slag faar Ord; —

naar vort Øje sig mod Muldet vender

for at se den sidste Blomsterflor, —

for at se, at alle Veje sender

dog til Kirkegaarden Sidespor.

Om vor Rejse under Dagens Flamme

varer længe eller varer kort, —

vi kun gjør den ene og den samme:

Agt da Tiden, før den flyver bort!

Vandt vi Sejre, fik vort Mod en Skramme,

syntes tidt vi, Verden tog for haardt, —

det, vi elsked, skal ej staa tilskamme,

har vi højnet Maalet, som blev vort!

Medens Efterhøstens Soleskive

lyser Freden over Vejle Fjord,

staar paa Skillevejen: vi, som blive,

Du, hvis Fodtrin længer gaar mod Nord.

Men i Rejsebogen tør Du skrive

— som vort Hjerteslag — de milde Ord:

Dig vor Tak vi med paa Rejsen give

for vort Møde paa den lyse Jord!