Andreas Dolleris (1850–1925)

Pris i en Højsang Dagen, som vi naaede:

                Lyset, som blev! —

grunder vi end paa Rune over Gaade,

                Skaberen skrev:

Verdner og Sole i en Lufthavsbanes

svimlende Rum — ufattelig af os —

                Tiders Karavanes

                Fremgang tiltrods!

Men kan end ej vi Himles Himle maale,

                dér sætte Spor, —

det gav vi Svari »Hvorledes Solens Straale

                fanges paa Jord?

— Polernes Snemark, Oldtidsisens Leje,

hidtil for Grandskerfod og —øje fri, —

                dér vor Kjøl brød Veje,

                pløjed vor Ski.

Blæsten, som pisker Skyerne i Skarer,

                Havet i Skum,

paa hvert »Hvorfra?« og hvert »Hvorhen du farer?«

                altid var stum.

Fordum dens Kraft kun Møllers og kun Skibes

Fangarme tog og mønted ud parat —

                nu til Gjern den gribes

                af Kratostat.

Lærer vi aldrig os fra Død at frelse,

                — vis er dens Favn! —

ødes vort Værk og brydes ned vor Helse,

                glemmes vort Navn:

Dog om Aartusind kan vor Stemme lyde,

som den fik Klang i de Henfarnes Tog —

                Fremtidsslægter fryde

                sig ved vort Sprog!

— Forskningens Mænd i Videnskabens Kamres

                hellige Ro!

Spred eders Fund til dem i Dampens Hamres

                sodede Bol

Ildn deres Hu, der Markens Furer pløje,

saa deres Aand fra Slægt til Slægt fornyes!

                — Straal du dem i Øje,

                himmelske Lys!

Og naar saa Solens Ild og Blæstens Horde

                lyder vort Bud,

da skal det tusindfoldigt opfyldt vorde,

                Løftet fra Gud:

At med en Grandskeraand vi skal regere

Himlenes Fugle, Fiskene i Hav,

                og, skjøndt Slagne, bære

                Sejer til vor Grav!