Jeg gik i et sildigt Efteraar
i et Følge til hin Begravelsesgaard,
der hæver sin overbefolkede Jord
derude ved Bredden af Vejle Fjord.
Jeg tænkte paa ham, som opgav sin Aand,
paa det Støv, som rakte til Støvet sin Haand,
mens jeg læste Krandsenes flagrende Baand —
da et Nervegys gjennemisned mig koldt;
thi ved Kirkegaardsporten Vognen holdt,
— hin Vogn, hvis forsølvede Engle græde,
hvis Heste draperes med Sørge-Klæde —
og man trilled Kisten af Vognens Karm
og bar den af en otte Mands Arm
og fired den ned i det gabende Hul,
der kvadratisk beviser, hvor stort er Nul!
Da oprørte det mig i min inderste Hu —
mig tifold forstærket blev Dødens Gru:
da jeg tænkte mig selv med hvidnet Kind
blive vist den Haan at bæres herind
og tridses ned i en lumpen Snor
tre Alen under Guds grønne Jord:
Hu — ha!
til den Aktion siger jeg aldrig ja!
Nej, jeg skulde vide den Haan at hævne,
havde af Vilje en Brøkdel jeg Evne:
Jeg stemte imod, saa Kisten skulde revne,
saa Følge og Sangere, Graver og Præst
skulde flygte, som de det orkede bedst —
en Part i Øst, en anden i Vest!
— — — — — — — — — — —
Og mens i Aanden hin vilde Jagt
fik mig ud af Sands og Samling bragt,
begyndte Præsten med jævne Ord
at skildre Menneskets Lod paa Jord,
— og hans Tale var sand,
thi han troede som Barn, og talte som Mand —
mens han viste hen til hin Vidunderbro
for Alle, som dør i Vorherres Tro —
— — — —
og mit oprørte Sind faldt lidt i Ro.
Da bag mig med Et en Dampfløjte skingred,
mens et brusende Tog ad Skinnerne slingred
forbi Kirkegaardens Hvidtjørnshæk —
vel over tredive Vogne i Træk.
Det dirred i hver Monumentets Sokkel —
jeg tænker, det dirred i mangen en Knokkel,
mens Toget svajed paa Skinnernes Kurve
og skræmte op de tusinde Spurve.
Jeg drejed mig — stirred paa Lokomotivet
(med Dobbeltmærket »Hejmdal« og »Essen«)
og af Dampens Tenor og dens hvæsende Bas
jeg kaldtes fra hin Tragediens Plads,
fra Salmesangen, fra Sjælemessen,
fra Knoklernes Hjem — Forraadnelsesprocessen —
tilbage, tilbage — tilbage til Livet!
Og jeg smeldede Kirkegaardslaagen i:
Gud lad evig min Vej gaa den Dør forbi!
Jeg sidder i Natten, vemodig i Sind,
med Haand under Kind,
ved Lampen og stirrer i Flammerne ind.
Der suser en Blæst i Havens Træer,
saa sælsom og hul,
mens Uhrets Viser og travle Pendul
fortæller Øje og Øre, Nydagen er nær —
— og mig stiger i Mindet den svundnes Færd:
Det gribende Tog til den gravmørke Jord, —
det pibende Tog ad de skinnende Spor, —
og Graven selv — det Forfærdelsens Dyb —
med Ormene og det hæslige Kryb!
Mit Øre har Gru for al Dødens Bedrift,
og mit Øje bli’er vaadt ved at læse dens Skrift!
Thi Graven er stum,
skjøndt Fuglene synger over Ormenes Rum!
Men det gungrende Tog
i Huj og i Hast
styrter fremad og har kun Sekunder til Rast, —
til et Dommedagssprog
paa den yderste Dag
gjør afmægtig baade Dampen og Stemplernes Slag!
Da er Livet forbi — og Tiden og Alt! — —
Og jeg grunder og grunder
og fatter det ej;
men jeg fatter, at den gryende Dag er for mig!
— Se, Solen frembryder — den blege Gestalt!
Ogsaa den skal gaa under —
og dens Dage er talt!
Men den stiger dog gjenfødt hver Morgen paany
og lyser til Dag for de Levendes Land.
Og jeg raaber: Hurra for Morgenens Gry —
for al Skabningens Sol i Fortærelsens Brand!