Op fra Skræntens brune Flade
— den, jeg vier mine Drømme —
nejer mod mit lune Stade
Enebærrets lave Busk.
Og Libelleflokke svinger
sig i Luftens dagblaa Strømme,
Lyngens røde Klokke ringer,
vugget af en høstlig Vind.
Men hvad Øjet stille nemmer
end i denne Fredens Time, —
først og sidst de milde Stemmer
gjennemtoner alt mit Sind.