Mit Følge
[Til min Hustru]
[Til min Hustru]
Naar Dagens travle Værksted har lukket sin Dør
og den rastløse Tummel sin Scene,
da kommer tidt en Gjæst, jeg kjender fra før —
thi hun lod mig sjeldent alene.
Ved Livets store Taffel har hende jeg tilbords,
hun ser mig som gammel Ven i Øjet;
og styred jeg i Søen, hun sad hos mig tilrors —
og blev, hvor min Skude var fortøjet.
Og søgte jeg til Skoven fra den nervøse Larm
ad ukjendte Stier, som Ingen kunde vide,
da kom hun stilfærdig og tog mig under Arm —
og vandred med mig Side om Side.
Hun i mit Liv har spundet den dunkle Vemodstraad,
der gaar gjennem Alt, hvad jeg har skrevet,
og hendes Billed spejles ej blot i al min Graad —
men i, hvad jeg har sværmet, drømt og levet.
Og Hun? — Hun er Tungsindighed, en Slægtning af Død,
min tro Ledsager og min vaagne Søster:
Som Tonehjulets Bølger sig gjennem Strømmen brød —
saa hører hende jeg, trods tusind Røster.
Og dog er der En, hvis Stemme har en Klang,
saa op det lyser mig i Sjæl og Sinde:
For mig har hun sunget sin allerbedste Sang, —
og hun er min Ungdoms Veninde!
Og naar jeg ser bevæget, at Tidens store Uhr
min Virken distancerer og min Viden,
da vaagner der til Kamp en Trang i min Natur —
og da fornægtes Søsteren ved Siden.
Hun fanged ej mit Hjerte, hun tvinger ej min Aand;
i hendes Sted min Elskede skal være!
Og ved min anden Side: min lille Dreng ved Haand! —
Og saa: Hurra for begge de Kjære!