Prolog paa Vejle Theater
Ved Forestillingen til Fordel for Vesterhavs-Fiskernes Efterladte, 1. December 1893.
Ved Forestillingen til Fordel for Vesterhavs-Fiskernes Efterladte, 1. December 1893.
Deroppe, hvor Flyvesandet leger Tagfat, —
hvor kun Marehalmen vidner om Slægternes Virken, —
hvor det uhyre Hav over Revlerne gaar,
dér stjæles fra Danmark et Stykke hvert Aar.
Men Sagnet hvisked, at Landsbykirken
sig flytted et eneste Hanefjed
længer ind i Landet hver Julenat — — —
Og det graadige Hav, det flytted sig med
og røved omsider Gravenes Fred,
saa Kisterne hang i den ludende Skrænt:
Da var Kirkens og Kirkegaards-Sagaen endt!
Deroppe bygger et Folkefærd
— al vor Hæder værdi —
for hvem Dønningen brummede Vuggesangen,
for hvem den er med i Klokkeklangen,
naar der ringes ud til det sidste Tog!
Et Folk, der i Kamp for dagligt Brød
blev vejrbidt af Kulde og præget af Nød, —
som, offervilligt i Stræb og i Sind,
for at frelse Andre satte Livet ind;
som, naar der knap kjendtes levende Raad,
havde Tro ikke blot til en Redningsbaad.
Et Folk, der aldrig gjør mange Ord,
men hvis Gjerning har talt til Nationer paa Jord, —
som i Fremmedes Sprog
vandt Ære og Pris
fra »Alexander Newskis« til »Sleipners« Forlis, —
som fra Aar til Aar og fra Dag til Dag
kjender Valpladsens Sejre og — Nederlag!
Og Nederlaget — den bitre Død —
har nu stedt det Folk i den yderste Nød.
I det fattige Hjem, ved sit Fyrretræsbord,
dér Moderen sidder — og uden Ord
hun klapper under Graad en Barnekind.
Men Blæsten piber ad Ruderne ind,
og Væggen er kalket og kold og bar
— en uskrevet Tavle for tusinde Svar:
Mens en Fællesgrav
man Forsørgeren gav,
er da Fremtiden troløs som det troløse Hav?
Men vi, med Ampler og Tæpper i Stue,
hvem Brænding og Sandflugt ikke tør true, —
der hører kun Bulder al en Kakkelovns Lue:
Naar vi sidder derhjemme,
da skal Flammer — og Tæpper — og Vægge faa Stemme —
og en Stilhedens Tale vort Øre skal nemme:
For Menneskekjærlighed i Gjerning og Ord
skal der bygges et Alter paa denne Jord.
Den Kjærlighed vil banke som før
paa de Ensommes Dør,
og den vil rejse det knækkede Rør,
som Stormen brød —
og midt i Nød
slaa i Flamme hver Haabets halvslukte Glød!
Og dog er der En, som søndrer Baand,
der aldrig kan knyttes af Menneskehaand; —
hvor Alt er omsonst —
al Hjertensgodhed og al vor Kunst:
Den vældige Død,
— hin Mand med det store, tungsindige Navn —
gav aldrig tilbage, hvad han tog i sin Favn!
Og hvor saa i Verden han sætter sit Spor,
om dets Skygger drages paa Land eller Bølge,
da har det Tabet og Sorgen i Følge.
Og hver Gang han i de Levendes Rækker slaar Hul,
paa hans Hoved skal vi sanke de gloende Kul:
Da vi rejser, til Trods for hans Plyndring og Mord,
for Menneskekjærlighed et Alter faa Jord!