En Cirkus-Pyramide,
med Linerne spændt,
var hans Element,
mens Hundreder af Øjne
imod ham var vendt,
mens Haandklap og Bravo
og Barnestemmers Latter
og duftende Buketter
han kaotisk fik sendt.
Og Jubelen var stor,
naar højt over Jord
paa den svajende Snor
gjennem brændende Hjul han susende fo’r.
Saa var det en Dag, mens han røgted sit Kald,
at hans Fod stod for Fald, —
og Faldet var stort og sørgelig tungt,
og dobbelt for En,
hvis Mod og hvis higende Sind var saa ungt.
Ja, han, der fra Isse til Fod var sund,
han fik nu en Lidelsens Prøvestund; —
og da Alting var prøvet, og Alting slog Klik,
det Budskab han fik,
at han skulde røves sit ene Ben.
— — — — — — — — — — —
Da greb ham en Rædsel, som Pen og Ord
og ingen Tunge kan skildre paa Jord; —
da knustes hans Haab, og da dræbtes hans Mod,
mens Kniven blinked, sleben og rød,
mens Saven gjennem Benets Piber sig skød,
og Valravnen drak hans dyreste Blod.
Trods lange Timer, trods trange Kaar,
dog Tiden, den læged de slagne Saar:
Det Ben, man skar over venstre Knæ,
han byttet fik for et andet af Træ.
Og Aarene gik. Jeg glemte min Helt
til paany, jeg stod for det store Telt.
I hin Cirkus-Pyramide,
hvor Linen var spændt,
gjensaa’ jeg ham, der havde
sin Lidelse endt:
»Trapezernes Sol«
gjorde Haandkunster nu, med Stol over Stol,
mens Hundreders Øjne
imod ham var vendt;
mens Jubel og Bravo
og Beundring og Medynk
og duftende Buketter
han vemodig fik sendt.
— — Og han skotted ivejret mod Staallinens Snor,
hvor før gjennem brændende Hjul han fo’r —
hvor aldrig mer Nogens Øjne
skulde følge hans Spor. — — — —
Som ham er det gaaet Millioner paa Jord,
ja Slægten al:
Vi har drømt om Lykke, om Højhed og Glands
og dandset en Dands
paa Fantasiens vidtspændte, gyngende Snor,
til det dybe Fald
jordmærket fik baade vort Jeg og vort Spor,
fik stækket vor Vinge, og lammet vor Fod
og sønderknuget vort Ungdomsmod, —
saa vi invalid
maa humpe omkring til vor sidste Tid.
Ja, Drømmen forsvandt!
Og aldrig skal op i den Højhed vi naa,
hvorfra vi Verdens Herlighed saa’.
Men sank det i Grus,
det Slot, vi bygged i Ungdommens Rus;
og er det end sandt,
at den dejlige Jord, hvoraf vi randt,
til den vi forskreves som Løsepant:
Saa grib da din Tid,
du Skabningens Hersker — du Invalid!
og hæv din Pande i Dagens Strid!
Thi den evige Sejer i Verden er din,
om du rejser dit Selv paa dit Livs Ruin!