Paa den uhyre Valplads,
hvor Slægternes Hære
har kæmpet og lidt
og har fundet sin Død,
dèr gik dine Veje,
Du Ridder af Ære!
Du kyndige Hjælper
for Menneskers Nød!
Paa den sælsomme Valplads,
hvor, Uge for Uge,
Mikrobers Myriader
forgifter vort Blod, —
hvor Sotens og Lidelsens
Fangarme os knuge,
udmarver vor Ungdom,
tyvstjæler vort Mod.
Paa hin Smerternes Valplads
dèr saa’ man Dig bøjet,
men lige ufortrøden,
og skaansom, og god;
skjøndt de snigende Magter
lagde Bind Dig om Øjet
og spændte en Snare,
der sagtned din Fod.
Naar de Lidendes Sprog
saa veg bort fra dit Øre,
og Hviletimens Genier
lyste Fred om din Stol,
da drømte din Sjæl
i Orangernes Haver,
og dit Aasyn fik Glød
af Italiens Sol!
Dig bringer jeg takfyldt
Farvellet — det sidste:
vemodig i Tanken,
mens Øjet er vaadt.
Og saa sænker jeg Fanen
over din Kiste,
og hylder dit Navn,
thi dit Dagværk var godtl