Naar du flytter din Fod fra Vejle By
og ud i den milstrakte Dal,
som Alle kjender af Navn og af Ry,
og den aabner sin Indgangsportal,
da ser du foran i den stolte Natur
et brøstfældigt, faldefærdigt Skur,
forrevet i Taget, og uden Mur,
hvor Røgen udsiver planløs og dovn —
jeg mener: Ruiner af en Teglstensovn!
Et sørgeligt Syn i det frodige Liv:
for en Malers Pensel et romantisk Motiv!
Hvor Dalen byder velkommen hver Gjæst
og fanger dit Syn og din Horisont
og dig bereder en Glædens Fest,
dig gjør det i Hjertet saa bitterlig ondt
at se en gammel, afpillet Hest
for Lerkarren ase rundt og rundt:
Den vakler paa Benene — som i en Rus,
dens Sider ligner et utækket Hus:
dér tæller man Spærrene’ hver og en,
her tæller man Stakkelens Sideben!
Om Vognhjulet lægger sig Lag paa Lag
af det blytunge Murstensler,
mens Dyret udmarves Dag for Dag
og segner tilsidst, naar det orker ej mer!
— — — — — — — — — — —
Men gaar du en aarle Morgenstund
opover Dalens fredlyste Spor —
imens den stigende Solkugles Rund
lægger Guldglands paa Vejle Fjord, —
jeg raader dig, find dig en stille Bænk
og sæt dig og tænk:
paa — den Skjønhed, som fylder Guds lyse Jord,
paa — Alt, hvad dér lides — foruden Ord.
Mens Solen stiger højere op,
udover de henrivende Skoves Top,
Libellerne flagrer dit Øje forbi:
Livsalig er Dagen med al Poesi!
Og Fuglene vaagner i Busk og i Hæk —
det er, som din Sjæl i al Skjønhed er væk —
og, frejdig og kjæk,
du priser dit Liv og din daglige Dont,
der Indvielse faar af en høj Horisont:
— — — — — — — — — — —
Da faar du i Hjertet saa bitterlig ondt;
thi du øjner, dernede gaar Trældyret rundt —
— — — — — — — — — — —
for den æltende Lervogn — — evindelig rundt!