Idet jeg forelægger Offenligheden en Oversættelse af Torquato Tassos »La Gerusalemme liberata«, maa jeg gjøre Rede for, at Digtet i det Hele taget ikke er oversat Vers for Vers. Formentlig gjorde dets store Vidtløftighed det tilraadeligt at indskrænke dets Omfang, om end selvfølgelig herved skjønne og pragtfulde italienske Vers maatte forblive uoversatte. Hvor nu Sammendragning og Forkortning er foretaget, har dette maattet foranledige større Frihed.
Ogsaa hvor et lige Antal danske Vers gjengive Originalens, har jeg tit med nogen Frihed draget Indholdet fra ét Vers over i et andet nærstaaende Vers. Dette har da dels havt sin Grund i, at jeg ikke har villet opgive, hvad der syntes mig paa Dansk mest udtryksfuldt at fremstille Originalen, dels i, at en eller anden Vanskelighed formentlig saaledes lettest har ladet sig løse, hvorved jeg dog ikke tror at have begaaet nogen Krænkelse af Troskaben mod Forfatterens Aand og Tanke.
Ikke heller tror jeg at have udeladt Noget af, hvad der hører til Digtets væsenlige Udvikling. Blandt de Udeladelser, der dog findes, ere de betydeligste maaske Beskrivelsen af Djævlene (Fjerde Sang) og (Nittende Sang) Episoden i Templet, hvis Indhold er en almindelig Nedsabling, fortrinsvis af Ubevæbnede. Intet af disse Partier hører med til Udviklingen eller synes at tilføje Skjønheder i det Enkelte.
Af Originalens 4de og 5te Sang er i Oversættelsen meget gaaet bort, og da disse Sanges Indhold slutter sig tæt sammen, har jeg anset det for tilladeligt at forene dem til én Sang, altsaa Oversættelsens fjerde. Sjette Sang bliver saaledes Oversættelsens femte. Men jeg har troet passende at kunne dele Originalens meget indholdsrige syvende Sang ved den foreløbige Afslutning paa Tankreds Æventyr, saaledes at Raimunds Kamp med Argant kom til at udgjøre Oversættelsens syvende Sang. Denne syntes mig at danne sin Afslutning, idet Gotfred kalder sine Folk ind bag Skanserne, og jeg har da draget Fortsættelsen af Uvejret over til første Vers af ottende Sang, hvor denne Overgang indleder Sørgebudskabet, som bringes af den danske Ridder. Syttende Sang er betydelig formindsket, og da den første Del af attende Sang slutter sig nøje til den, har det ikke kunnet forekomme mig urigtigt at drage Begyndelsen af attende Sang sammen med syttende, der i Oversættelsen slutter med Bygning af Krigsmaskinerne. Attende Sang behandler da kun Stormen, der indledes ved Brevduen.
Med Hensyn til Navne finder nogen Frihed Sted, saaledes »Alfhild« for »Gildippe« og »German« for »Gernando«. Derimod har jeg beholdt den italienske Form »Guelfo« i Stedet for »Welf«, som det vel i Oversættelsen burde hedde, men hvilket syntes mig mindre fordelagtigt for Verset.
Et længere Digt i trerimede Vers har maaske i sig selv nogen Vanskelighed, idet vort Sprog næppe er særdeles rigt paa heldige Rim. For Oversætteren, sammenlignet med den selvstændigt componerende Digter, bliver denne Vanskelighed vistnok forøget. Det har da ikke altid villet lykkes mig at skaffe den ønskeligste Afvexling i Rimene, f. Ex. i paa hinanden følgende Vers, fordi jeg har ment at maatte beholde den Udtryksmaade, der bedst syntes at gjengive Originalen, navnlig paa dennes særlig betydningsfulde og charakteristiske Steder.
Af Oversættelser til fremmede Litteraturer af Tassos Digt har jeg ingen set og kjendt. Baggesens Oversættelse paa Dansk af en Del af ottende Sang, har jeg vel en Gang læst, men jeg havde ingen som helst Erindring beholdt af den, da jeg lærte Originalen at kjende.