Har man flettet Blomster til et Baand,
Farver valgt og prøvet dem med Øjet,
Blad til Blad med Flid betænksom føjet —
Hvortil tjener Kransen i vor Haand?
Til en elsket Ven man hen den rækker,
Paa den Elsktes Grav sin Krans man lægger.
Moder! du, som hist ved Hedens Vange,
Hvor sig Lærken svinger let mod Sky,
Lærte mig at elske Sagn og Sange,
Under Præstegaardens lave Ly!
Sagas Alvor, Æventyrets Glans
Slynged ind du i min Barndoms Krans.
Danmarks Minder, gjemt i sanddru Blade,
Stjærner, funklende fra Fortids Nat,
Taareblinkende og sejersglade,
Alle var de Hjemmets dyre Skat;
Børn, Forældre, læste vi dem sammen,
Elsked Danmarks Navn i fælles Gammen.
Se, da faldt et Solblink paa et Minde,
Overskygget af den rige Flor,
Som en snehvid Blomsterstjærne gror,
Dulgt i Skovens Løvsal dybest inde,
Mindet om den kongelige Svend,
Gjemt i Tassos Sang med Hæder hen.
Vælsklands Barde vilde tro bevare
Sagn om Skuddet af den danske Rod,
Helten, segnet med sin tapre Skare,
Stædt i Kamp, hvor en mod tyve stod,
Fald med Manddom, tifold værd at sejre,
Kjendt hos os fra Dybbøl og fra Lejre.
Tassos Navn jeg i mit Hjærte gjemte.
Da jeg siden lytted til hans Sang,
Greb mig med sin højtidsfulde Klang
Harpen, han i Himlens Tone stemte;
Fra en Verden, af hans Snille fød,
Lued Sjælens Adel, Hjærtets Glød.
Heltesangen, farverig og from,
Som jeg lytted til med Aandens Glæde,
Blev dog først mit Hjærtes Ejendom,
Naar i Danmarks Maal den lod sig klæde,
Moder! naar i Modersmaalets Dragt
Dig jeg gav et Billed af dens Pragt.
Sangens Billed gav jeg som jeg evned,
Fejl og Brøst fra min Haand hindred ikke,
At med Lyst du fulgte Heltestævnet,
At der glimted Fryd i dine Blikke,
Naar en Blomst af Tassos rige Flor
Plantet var i Fædrelandets Jord.
Før dit Øje helt saâ Kransen bundet,
Bortsvandt Verdens Farver for dit Blik,
Før du hint Jerusalem saâ vundet,
Til det ny Jerusalem du gik:
Kristi Stjærne, for din Sjæl saa kjær,
Vinked hjem dig med sit hulde Skjær.
Afbrudt blev vor Læsning dennesinde;
I Guds Rige skal vi læse sammen,
Se hans Rigdoms Dyb med Undre skinne,
Tyde Stjærners Skrift i fælles Gammen!
Livets Aande bærer til din Grav
Balsam fra Udødeligheds Hav.
Hvil med Fred da under Askeløvet!
Kransen, som fra Sydens Sol jeg tog,
Slyngende den ind i Danmarks Sprog,
Om dit Navn jeg slynger, glad, bedrøvet.
Tak for alt, hvad mig din Ømhed gav,
Ære for dit Minde og din Grav!