1.
Om Korsets Vaaben og om Kampens Ære,
Om Troens Sejr, om Heltes Høvding bold,
Som fried Kristi Grav, min Sang skal være;
Gud var i Raad og Daad ham Hjælp og Skjold:
For ham tog Flugt to Verdensdeles Hære,
Og Helved kom til kort med List og Vold,
Gud elsked ham og, under Korsets Fane,
Hans Helte kaldte hjem fra vildsom Bane.
2.
Du, Musa, som vil ej din Pande krone
Paa Helikon med Støvets Laurbærkrans,
Men staar med Stjærner smykket for Guds Trone,
Omstraalt af Uforkrænkeligheds Glans,
Stem du min Harpestræng i Himlens Tone,
Klar op min Sang med Evighedens Sans,
Og tilgiv, naar jeg Billeder maa male,
Som ej er hentede fra dine Sale!
3.
Du véd, at Verdens Skarer gjærne flokkes,
Hvor mest Parnasset ødsler med sin Pragt,
Og Hjærternes Gjenstridighed kan rokkes
Ved Sandhed, svøbt i Versets hulde Dragt;
Det syge Barn jo saadan ofte lokkes
Til paa de bitre Vædsker at faa smagt:
Med Sødme Skaalens Rande vi bestænke
Og gjennem Skuffelsen det Livet skjænke.
4.
Du, som har undt mig Ly mod Trængslers Hav,
For dig, Alfons! jeg mine Blade lægger
Med Spaadom ned: en Gang maaske du vækker
Min Sang om dig, hvis du for Kristi Grav
Med Skibe, Heste, kaarne Heltes Rækker
Fremstævner selv mod Thrakervældens Krav —
Medbejler da til Gotfred! hør min Sang,
Lad Staalet smeddes under Versets Klang!
5.
Den Hær, som Kristi Sag fra Hjemmet drog,
Paa sjette Aar i Østen dvæler alt;
Med Stormerhaand den alt Nicæa tog,
For Snildhed Antiochias Vælde faldt:
I aaben Mark, frem til dens Forsvar kaldt,
Med Kraftens Arm igjen den Perser slog;
Tortosa var erobret: her Kvarter
Den tog for Vintren og mod Vaaren ser.
6.
Og Vintren sender Storm og øser Slud,
Og Vaaren hilser Palæstinas Dale,
Da ser fra Himlen ned den Herre Gud;
Hans Trones Sted — at jeg om Maal skal tale
For Højhed, som kan aldrig maales ud —
Saa højt er over Hvalvets Stjærnesale,
Som hvis fra Helved op til dem man gik:
Fra den han fatter Verden med sit Blik.
7.
Det Blik, for hvilket Verden sig udspænder,
Som ind til hvert et Hjærtes Løndom naar
Og hver en Sjæl fra Evigheden kjender,
Det Blik til Kristenhærens Fyrster gaar:
Det ser til Gotfred, som af Troen brænder,
Hvis Ild den hellige Stad imøde slaar,
Hvis Attraa intet jordisk Maal begrænser,
Mens Kristi Sag og Sejer kun han ænser.
8.
Det naar til Balduin, som, hed af Længsel,
Paa Guld og Glans Opmærksomheden fæster;
Det finder Tankred, som i Elskovstrængsel
Bortkaster Liv og Kraft som slidte Rester,
Og Bohemund, holdt fast i Planers Fængsel —
Han vandt en Stad, men Staden blev hans Mester;
Thi mens, af Iver fuld, i Korsets Skygge
Han Antiochia med Lov vil bygge,
9.
Helt i sin egen Plan sin Sjæl han sænker
Og lægger helt det Heles Plan til Side —
Det naar Rinaldo, som paa Storværk tænker:
Af Kamplyst fuld, han Hvilen ej kan lide;
Ej Magtens Drøm, ej Guldets Glans ham lænker,
Men, hed af Æren, vil for den han stride
Og, febersyg for den, med anspændt Øre
Han Fædres Ros af Guelfos Mund vil høre.
10.
Da Gud nu med sit Blik har gjennemskaaret
Hvert Hjærtevæv, for ham i Løn bredt ud,
Han kalder Englen, blandt de Første kaaret,
Dog som den anden staar han for sin Gud,
Hin Gabriel, der før har Hilsen baaret
Og hentet Fromheds Svar paa Naadens Bud,
Et hjælpsomt Sendebud, en trofast Tolk
Imellem Herren og hans kjendte Folk.
11.
Gud sagde til ham: »Gaa til Gotfred, sig,
I mit Navn sig ham: skal der længer tøves?
Hvor længe slumre skal den hellige Krig,
Hvor længe skal Jerusalem bedrøves?
Lad Hærens Fyrster samle sig om dig,
Pust frisk til Troens Ild, hvor det behøves,
Og bliv saa, som du vælges her af Gud,
Af Korsets Kæmper valgt til Kampdrot ud!«
12.
Hint Sendebud, som gaar, naar Gud behager,
Paa Stand sig færdig gjør: af Luft og Glans
Og Himlens Renhed han et Legem tager,
Og dermed, undergiven Støvets Sans,
Sin Aandeskikkelse han overdrager
Og smykker Issen med en Straalekrans —
Halv Barn, halv Yngling, underfuld han staar,
Med Glansen om de gyldne Hovedhaar.
13.
Lig snehvid Sky, naar Dagen sig fornyer,
Hans hvide Vinger havde gyldne Rande;
Med dem han bryder Vind og kløver Skyer
Og gaar som Lynet over Hav og Lande;
Mod Jorden ned, med Skove smykt og Byer,
Med Bjærg og Dal, han nu lod Kursen stande;
Paa Libanon han standser først sin Ilen,
Paa strakte Svingfjer gynger sig i Hvilen.
14.
Da mod Tortosa lod han Flugten staa
Og kom til Gotfred, ret som Solens Kugle
Halvt hæved sig i Ætherhavets Blaa,
Mens Bølgen halvt dens Purpur monne skjule;
Paa Gotfreds Læber Morgenbønnen laa,
Og Morgensangen lød fra Himlens Fugle,
Da Lyset dobbelt slog fra Øst hans Sans:
Med Solen Englen, dog med større Glans.
15.
Og Englen sagde: »Gotfred! Vaarens Vinde
Nu tørre Stier og gjør Veje rede,
At eders Fod Jerusalem kan finde;
Men du, kald sammen dem, som Hæren lede,
Blæs Lyst til Hvilen bort af dorske Sinde,
Lad Himlens Vind de tunge Dunster sprede!
Til Drotters Høvding vælger Gud dig nu,
Snart vælge de dig selv af egen Hu.
16.
Guds Sendebud er jeg, mit Ord hans Bud,
Hans Vilje, sagt i hans Navn dig ved mig,
Men du, som Naade fundet har for Gud,
Op! og vær nidkjær for den hellige Krig!«
Og brat forsvandt han som et Stjærneskud,
Hans snelle Hjemgang var hans Udgang lig,
Men Hilsen og Besøg, som Gotfred fik,
Bedøver Hjærtet, blænder Sans og Blik.
17.
Dog klared Tanken han og tog sig sammen,
Og saa, hvis Vilje var ham aabenbaret,
Og strax Guds Vilje blev med frejdigt Amen
Og Troens høje Mod i hans besvaret;
Ej i hans Bryst sig tændte Stolthedsflammen,
Fordi ham Himlens Gunst var vederfaret:
Hans Vilje sig i Guds forstærket tænder,
Lig Gnist i Luen, stærkere den brænder.
18.
Til Kampens spredte Fyrster Brev paa Brev
Og Bud paa Bud han ufortøvet sendte,
Og Nidkjærheden hver en Linje skrev,
Og Viljens Ild i hvert et Budskab brændte;
Han Ærens Flamme op i Vejret drev,
Og var den slumret ind, han ny den tændte,
Med Kraft han raader, beder dog med Mildhed
Og føjer Ordene med Kløgt og Snildhed.
19.
Paa Stand da strømmed Fyrster til og Helte —
Alene Bohemund blev borte dog —
Om Staden slog de Lejr med hvide Telte,
Tortosa selv i Herberg Nogle tog;
Men Hærens Store lig et Stjærnebælte
I Kreds den fromme Gotfred sammen drog,
Og taler saa med Stemmens dybe Toner,
Mens Kraft og Alvor paa hans Pande troner:
20.
»I Mænd, hvem Gud omgjordet har med Sværd
Til Troens Gavn og til hans Riges Ære!
I, hvem til Lands og Vands i farlig Færd
Han paa sin Almagts Arm har villet bære,
Saa Hedningland hans Rige kommer nær,
Og Hedningfolk hans Navn fik kjende lære,
Og selv Gjenstridighed i Korsets Mærke
Kan kjende Kraften, som har gjort os stærke!
21.
Ej vi fra Fædrelandets trygge Rede,
Fra Hjem og Viv og fra de søde Smaa
Fløj ud og trodsed Elementers Vrede
Og Fjenders Sværd, hvis ret jeg kan forstaa,
For om barbarisk Land til os at lede
Og bringe Verdens Tunger til at gaa
Og kun for Ting at give Livet bort,
Som due lidt og gjøre Sjælen Tort.
22.
Det Maal, som Gud os frem for Sjælen førte,
Var Zions ædle Mure at oplukke;
Det Kampens Kald, vi gjennem Luren hørte,
Var Kristenhedens dybe Smertenssukke,
Thi Sorg og Harm vort Hjærte sammensnørte,
Fordi saa dybt sig Korset maatte bukke,
At Kristne kun i Angst for Hedningvrede
Tør fromt ved Kristi store Grav tilbede.
23.
Skal Vankelmod til andre Maal os bøje,
Skal træt Forsagthed standse vore Skridt,
Saa vandt vi her, naar Alt betænkes nøje,
For Maalet Intet og for Æren lidt,
Af Farer meget, mere dog af Møje,
Ja mer end nok, thi da gik vi for vidt:
Med alt det Ry, som loved noget Stort,
Vi Riger ej — Ruiner har vi gjort.
24.
Thi hvis paa verdslig Grund vi her vil bygge,
Da, tykkes mig, vi valgte Pladsen slet,
Saa langt fra Fædrelandets hulde Skygge,
Omspændt af Hedningskarers fjendske Net,
Hvor Vestens Gunst, saa fjærn, kan ej betrygge,
Mens nære Græker ej tør troes ret:
Vor skjøre Bygning, dømmer jeg med Skjel,
Maa styrte ned og slaa os selv ihjel.
25.
I Tro paa Gud det hele Værk er grundet,
Men for de skjønne Sejres stolte Gave,
Da Tyrker, Perserfolk blev overvundet,
Og Antiochia blev Korsets Slave,
En daarlig Tak til Herren har vi fundet,
Hvis Værkets Traad vi bringe selv af Lave;
Det kunde hændes, han tog Alt igjen,
For Folk til Fabel gav vort Rygte hen.
26.
Gid ej det ske, at Naaden vi forspilde!
Et ædelt Stykke blev paa Væven sat,
Det Himlen vogter paa med Øjne milde —
Saa lad os virke, før det bliver Nat!
Det venter jeg, at snart er det for silde,
Hvis og Ægypten tager mod os fat —
Fri ligger Vej os end i Vaarens Dag,
Frem mod Jerusalem for Kristi Sag!«
27.
Han tav, og Bifald gjennem Salen lød;
Da rejste Petrus sig, hin Eremit,
Som ejed i sit Bryst den stærke Glød,
Der havde lyst for Vestens Land saa vidt,
At alle Folkeslag hans Stemme lød,
Og Kristenheden styred sine Skridt
Fjærnt imod Øst; han sagde: »Ren og klar
Er Gotfreds Tale, dog et Ord jeg har.
28.
Thi Harm og Blu har gjort min Sjæl bedrøvet
Ved den Fortræd, jeg har i Lejren set,
Naar mod hverandre I har Kraften prøvet,
Saa Kristi Sag er Skam og Skade sket:
For mange Sind den samme Magt har øvet,
Thi vælger En, I Mænd, og vorder Et!
Et Hoved vælger, som I lyde sammen,
Og værer saa hverandres Lemmer! Amen.«
29.
Talt. Da Guds Aand sig viste virksom her:
Sin egen Værdighed hver Enkelt glemmer
Og har kun Syn for Gotfreds høje Værd.
Først iblandt Alle Guelf og Vilhelm stemmer,
De Stolteste, da lægger hver især
Den Stolthedsbyrde ned, som Hjærtet klemmer:
De, som var før i Hærfærd Gotfreds Lige,
Sig vil af ham som Drot nu lade sige.
30.
Da næste Daggry farved Østen rød,
I Spyd og Plader spejled sig dets Lue,
Mens hen for Morgenvinden Faner flød
Og løfted Korsets Tegn mod Himlens Bue;
Før op mod Zions Mure Gotfred brød,
Den hele Hær han vilde samlet skue —
Du Tids og Glemsels Fjende, vis mig den,
Erindring! Daadens Vogter, Sangens Ven!
31.
Først komme Franker — det var tusend Mand,
Som fulgte Banneret med Liljers Guld;
De drog med Hugo, Kongens Broder huld,
Fra deres Hjemstavn i det fagre Land,
Som bredes inden fire Floders Vand;
Men Hugo favnes nu af Gravens Muld:
Klotar blev dem en Høvding kjæk og god,
Saa gjæv som hin, kun ej af Kongeblod.
32.
Tungt rustet var de. Dernæst lig med dem
I Vaaben, Præg og Æt, Normanners Skare
Stolt under Hertug Robert rider frem.
To Folkehyrder, som tog Sjælen vare, —
Mod Syd i Frankers Land de havde Hjem —
Nu føre hver sin Hjord i Stridens Fare,
Vilhelm og Ademar, som Korset følge,
Og lange Lokker under Hjælmen dølge.
33.
Her Gotfreds Skare fører Balduin
Til Skuet med sin egen stolt og glad —
Hin, som den fælles Høvding, afstod sin,
Og Broderen at vare den han bad.
Med Ryttere fra Donau og fra Rhin
Hist kommer Guelf: til Esters lange Rad
Han skuer op, i Slægt med Guelfers Hus;
Hans Mænd kan trodse Død og tømme Krus.
34,
En anden Robert kjække Skarer følger
Af Mænd med Huden hvid og Haaret lyst;
Hvor over Lejet vælte Rhinens Bølger,
Er deres Hjem, og lavt ved Søens Kyst:
Mod Havet prøve disse mangen Dyst,
Bag Digers Værn de for dets Magt sig dølger,
Thi vældigt sluger her det vrede Vand
Ej Skib og Ladning blot, men Stad og Land.
35.
Fra Bretland kom der Folk, som skjød med Bue,
Dem førte Kongens Søn, og de var mange;
En Flok fra Irlands Skove ud mon gange,
Som fulgte dem. Derefter, faur at skue,
Kom Tankred, Stridens Lyn og Skjønheds Fange,
Mild var han, ædel, fyldt af Højmods Lue;
Hans Ryttere var otte Hundred Mand,
De bedste Folk fra Middelhavets Strand.
36.
Hvor Kysten af Tyrrhenerhavet vædes,
De drog fra hine skjønhedsrige Høje,
Hvor Hjærterne ved Skjønhed mægtigst glædes.
Hin Dag, da Perser maatte Nakken bøje,
Og Flugtens Stier vildt af Vantro trædes,
Saa melder Rygtet, hed af Kampens Møje,
Han rasted ved en Kildes grønne Bred,
Da kom en Jomfru til hans Hviles Sted.
37.
O Kjærlighed, som flygtigt Syn kan føde,
Som, næppe født, fuldrustet Styrke har
Og sejrende hver Sindets Magt kan møde!
Han saa, han elsked brat den Jomfru klar;
En Skjoldmø var hun, Sværd og Rustning bar,
Af Slagets Hede hendes Kinder gløde,
Hun drak af Hjælmen, da hun saa hans Blik,
Hun dækked sig paa Stand og mod ham gik.
38.
Thi Hedning var hun, fulgte Krigens Færd
For Mahomed og Fædrelandets Tilje;
Paa Flugten vendt, er Kampen hendes Vilje,
Hun atter — En mod En — staar Fjenden nær,
Og strax er Lejligheden hende kjær,
Dog Flere komme — brat er Kampens Lilje
For Vinden vejret hen, men Tankreds Sind
For evig slutter hendes Billed ind.
39.
Hin Kildes Rislen evig ham forfølger,
Fra Grottens friske Grønt den mod ham ler,
Han bøjet mod dens Bølger hende ser,
Han Blikket ser, da hun med Hjælmen dølger
Sin Pandes Sne og Haarets gyldne Bølger —
Det ser han og i Verden Intet mer,
Thi drømmende, med dybt nedsænket Bryn,
Fordyber han sig i det ene Syn.
40.
Det var hans Fejl, thi disse sænkte Bryn
Et Slør af Tungsind om hans Manddom sænker,
Hvorvel af Skyen bryder Lyn paa Lyn
Af Kjækheds Ild; hans Folk, med Amors Ranker
Ej ubekjendte, fatte dette Syn.
De tale med hinanden om hans Lænker,
Med Smil de hviske: »Man kan se, han brænder —
Og af en Ild, som lidt kun Haabet kjender.«
41.
To Hundred kom fra Grækland, rustet let,
Fast uden Staal, paa Ryggen Kogret klang,
Det krumme Sværd dem ned ved Siden hang;
De paa den magre Ganger, hurtig mæt,
Til Løbet vant, af Møje aldrig træt,
Med Vindens Fart sig op til Dysten svang,
Rask rykked frem og trak sig rask tilbage, —
Spredt kæmpe de, naar de maa Flugten tage.
42.
Tatin dem førte an. Det græske Rige
Ham ene skjænked til den store Sag —
O skam dig, Grækland! skal om dig man sige,
Du sidder som til Skuespil i Mag
Og venter Enden kun paa Kampens Dag?
Og førtes fjærnt fra dig da disse Krige?
Er nu du Træl, du valgte dine Kaar;
Fra dig til Dudos Helteflok jeg gaar.
43.
Hvo tæller Kæmperne, som straalte her?
Her funkled Krigskunst, Byrd og Rang og Mod,
Vandrende Riddersmænd til Kampens Færd
Var stævnet hen, slig Helteskare god
De danned for sig selv, af udvalgt Værd.
Her German staar, af norske Kongers Blod,
Og roser sig deraf; Eustaz ved Dyder,
Derhos som Gotfreds Broder, Skaren pryder.
44.
Her Edvard stod med Alfhild, Mand og Viv —
I Elskovs Skole hvad kan ej man lære!
Her lærte den en Hustru Staal at bære —
To Væsner var det, dog det samme Liv,
Og ingen om sit Saar kan ene være,
Naar Sværdet rammer i den haarde Kiv:
Udøser hin sit Blod, udøser denne
Sin Sjæl med det og føler Smerten brænde.
45.
Her Otto stod — Kong Arthur med sin Skare
Mod denne Samling blegner — hvo var nu
Vel værdigst her til Førerpligt at vare?
Erfaringsrig, o Dudo! stander du
I kraftig Alderdom med Tanker klare —
Saa bøjer hver for dig den stolte Hu,
Dig Ærens Spor, Ar af saa mangt et Saar,
Saa lidt kan skæmme som dit Sølverhaar.
46.
Nu til Rinaldo skynder sig min Sang,
Hint Helteskud, som paa Adiges Bred
Af Bertholds og Sofias Stammer sprang.
Ham fostrede Matildas Kjærlighed,
Mod kongelige Ting hans Ungdoms Gang
Hun leded, stærk og klog, i Borgens Fred.
Da hører han fra Østen Kampens Lur
Og gribes i sin inderste Natur.
47.
Ad skjulte Stier brat han Flugten tog,
Til Lands og Vands ad ukjendt Vej han gik,
Til han i Østen Lejren skue fik;
Tre Aar han Kristenhedens Fjender vog,
Tre Aar han fulgtes af Beundringsblik,
Naar Spyd han kasted og naar Sværd han drog —
Ja, naar han blot med Blidhed ser i Vejret
Og løfter Panden, hvorpaa Kraft er lejret.
48.
Som Stjærnen lyste denne tapre Svend
(Kun femten Aar, da han til Lejren kom,
Hans Hage nu knap Dunet spirer om)
I Dudos Kreds af højtberømte Mænd.
Saa drog for Blikket Hærens Hestfolk hen,
Men Raimund, herlig i sin Alderdom,
Nu viser sig, ham fire Tusend følger
Af Fodfolk, fostret ved Garonnes Bølger —
49.
De bedste Folk, i Vaaben herlig klædt
Og herlig lært, en Slægt taalmodig, from.
Fem Tusend af en mere flygtig Æt
Med Stefan fra Touraines Haver kom —
Fra Schweitzerlandets Alpemajestæt
Sex Tusend, Plovens Jærn de smedded om
Til Sværdets Æg og drog fra Fædres Hjem
Kjækt med Alkast, stolt førte han dem frem.
50.
Men nær ved dem var Banneret at skue,
Det Petri Diadem og Nøgler pryder,
For Vinden løftet højt mod Himlens Bue:
Tungt klædt i Staal, syv Tusend Mand det lyder,
Ført af Camillo, som i Højmods Lue
Sig glæder til at vise Fædres Dyder,
At man Latiners Værd i dem kan kjende —
Med disse har det stolte Skue Ende.
51.
Og Høvdingen har mønstret fro sin Hær.
»Fremad til Kamp og Sejr!« han frejdig mæler,
»Ved næste Daggry stande rede hver!«
Da Kampens Ild hver Krigers Bryst besjæler.
Men Gotfred i sit Telt med Henrik dvæler,
Sin tro, sin snilde Mand, som han har kjær,
Og siger: »Hurtig skal du Bølgen kløve,
Til Grækland kan jeg Sendebud behøve.
52.
Den græske Kejser mener os det ilde —
Nu til hans Hof er, hvad jeg sikkert véd,
Det er mig meddelt fra en sanddru Kilde —
Fra Danmark, højt mod Polen, stævnet ned
En kongebaaren Yngling, kampbered
For Korsets Sag — vil Grækeren ham hilde
I sine Rænker, holde ham tilbage,
Hils ham fra mig, og bed ham snelt at drage!
53.
Det er en heltemodig Ungersvend,
Han bringer med en stor og tapper Skare
Af bolde Danske. Vi behøve Mænd,
Thi fra Ægypten truer Krigens Fare«. —
Men næste Morgen over Hæren hen
Gik Kampens Kald i Lurens Toner klare,
Hver Krigers. Sjæl saa kjært som Lyd af Torden,
Der efter Tørke varsler Regn for Jorden.
54.
Hver Kriger paa sin egen Plads sig stiller,
Hver Høvding ordner sine egne Mænd,
Hver Skares Fane flagrer løsnet hen,
Med Folks og Stammers Mærker Vinden spiller,
Sig Blikket studsende deri forvilder
Og finder sig til rette først igjen
Ved Hovedbanneret med Korsets Tegn,
Der samled Folk fra hver Europas Egn.
55.
Og Solen sendte Glans i fulde Skaaler,
Lig Gnister fløj fra Staalet Lyn og Luer,
Med Lys de bævred, som ej Blikket taaler,
Thi som et Ildhav fast man Hæren skuer,
Hvor Lanser, Sværd og Spyd er lutter Straaler,
Hver Straale Lyn, som Hedningfolket truer,
Højt vrinsker Gang’ren, Staal mod Staalet klinger,
Og Lurens Gjalden Hærens Skridt bevinger.
56.
Trindt Hæren sprængte Rytterhobe glade
I Egnen rundt, at hindre Bagholds Fare,
Foran skred Folk med Hakke og med Spade,
At jævne Vej og Sti med Hænder snare;
Ej Fjæld gav Standsning, ikke Fjendeskare,
Ej Skoves Tykning, ej befæstet Stade:
Saa svulmer Floders Drot og Vej sig bryder,
Ej er den Ting, som Trods dens Vælde byder.
57.
I Tripolis bag stærke Mure sad
En Drot med væbnet Magt og Guldets Dynger;
Han modtog Gotfred og om Fred ham bad.
En Skare ned ad Bjærget Seir sig slynger,
Som knejser Øst for Staden — tætte Klynger,
Mænd, Kvinder, Børn — hver hilser Gotfred glad,
Mens undrende, med løftet Bryn, de skue
Europas Vaabenglans i Solens Lue.
58.
Det Kristne var. Ej uden Aarsag hænger
Med Længsel deres Blik ved disse Sværd,
Som Lænkerne, hvori de sukke, sprænger.
Som tro hengiven Fører for hans Hær
Nu hin, nu denne sig til Gotfred trænger,
Og frem han drager, Havets Bølge nær,
Thi langs med Kysten gaar den stolte Flaade
Med Vaaben, Korn og Vin til Hærens Baade.
59.
Hver Græklands Ø for Gotfred høster Hvede,
For Hæren bugne Kretas, Scios Ranker;
Gjort af Veneter og Ligurer rede,
Brig og Fregat i Lasten Skatten sanker,
Mens ført med dem af samme Viljes Tanker,
Sig Bretlands, Hollands, Frankrigs Skibe brede:
Højt sukked Havet, Hæren frejdig skred
Mod Staden frem, hvor Kristus Dødsangst led.
60.
Men Rygtet forud sig til Staden skynder
Og fylder trindt med Skræk de Vantroes Hjem,
Hver Skare nævner, stiller ivrig frem
Hver Høvding, mens fra Gotfred det begynder.
Aladdin, Kongen af Jerusalem,
I Riget ny, betænker gamle Synder:
Da han blev Landets Hersker, grumt han knuged
Dets kristne Folk og Blodet af dem suged.
61.
Den Grumhed, som var ham i Kjødet baaret,
Men sov i Alderdommens Skygger svale,
Nu vaagner, dødelig af Frygten saaret;
Saa lever Slangen op, der sank i Dvale —
Den blunder mildt i Frostens Tid af Aaret,
Til Solen gjennemvarmer Somrens Sale;
Saa ryster Manken vildt en tæmmet Løve,
Hvis Nogen at fornærme den vil prøve.
62.
Han mælte: »Fjendens Komme ses med Glæde
Af denne Hob, vor Sorg er deres Trøst,
De løfte Panden, mens vi Andre græde;
De hvæsse Morderstaalet mod mit Bryst,
De spinde Rænker mod mit Kongesæde,
At aabne Fjenden Porten har de Lyst:
Jeg vier dem til Sværd, jeg tænder Flammen,
Som favner deres Hjem og Templer sammen.
63.
Dog Grumheds Forsæt maa for Frygten rømme,
En anden Frygt for Fjendens Hævn at vække;
Men trindt han lader Landet ødelægge,
For Korn og Kvæg, for Straa og Foder tømme,
At Franker ej skal finde Tagets Dække,
Ej Sul, ej Brød, ej Drik af Kildens Strømme,
Han samler væbnet Magt bag Stadens Volde
Og styrker disse til en Tørn at holde.