Christine Daugaard (1831–1917)

Mens Kongen ruster i Jerusalem,

Og grunder paa dens Forsvar Dag og Nat,

Ismeno træder for hans Aasyn frem,

For hans Skyld har han Hulens Ly forladt.

Han ruger over lønlig Kundskabs Skat,

Han kalder Lig af Grav og Marmorgjem,

Han tvinger død Mands Læber til at tale

Og maner Aander op fra Dybets Sale.

Først Kristen, nu for Mahomed han knæler

Men ej den første Dyrkelse forsager,

Til højst vanhelligt Brug han den bestjæler

Og Løst og Fast fra begge Lærer tager.

»Mens du, min Drot! ved Fæstningsværker dvæler« —

Saa lød hans Ord — »og Tropper sammen drager,

Med magisk Kunst jeg ved din Side staar.

Nu lyd mit Ord og prøv, hvad den formaar!

I Skyggen af en underjordisk Bue

I Kristentemplet sig et Alter hæver,

Og Dag og Nat for Altret Fakler lue;

Et Slør om hin Gudindes Billed svæver,

I hvem de Moder til den Kristus skue,

Der — født og jordet — Guddomsære kræver

Og trindt i lange Rader hænge Gaver,

Som bringes did af disse kristne Slaver!

Se, dette Billed, Konge! skal du røve,

Og naar med egen Haand du det har bragt

Til din Moské, jeg agter der at øve

Saa dybe Kunster af saa stærk en Magt,

At ej om Staden du skal mer behøve,

Mens dèr det gjemmes, Fæstningsvold og Vagt;

En Hær af ikke dødelig Natur

Sig slutter flux om Staden lig en Mur.«

Som Lyn hans Tale slog i Kongen ned;

Skjønt alt til Aars, som ført af Vinden jog

Han flux til Herrens Hus og brød dets Fred

Og for Guds Alter selv hans Præster slog;

Marias rene Billed fra sit Sted

Han raned og til Løgnens Tempel tog;

Forsmædelige Vers, o Jomfru skjær!

Ismeno mumled for dit Billed der.

Men Natten sænked sine Skygger sorte,

Og Dagens Glimt igjen til Jorden saa —

Da Billedet var fra Moskéen borte

Hvorlunde? deri var ej Lys at faa.

Forfærdet Vogteren af Templets Porte

Med saadant Bud for Kongen gik at staa;

Men Kongen fnøs og højt i Vrede svor,

At det var gjemt hos en af Kristi Hjord.

Det svæver end som uafgjort i Mørke,

Om denne Gjerning øvet var i Løn,

For den velsignede Moder fromt at dyrke,

Ved en af dem, som tilbad hendes Søn;

Om Himlen underfuldt har frelst med Styrke

Det ædle Billed af sin Dronning skjøn?

At give Himlen her alene Ære

Mig tykkes dog det frommeste at være.

Aladdin sender sine grumme Skarer,

For under hvert et kristent Tag at lede:

Den, som i Løndom Billedet bevarer,

Skal bære hele Vægten af hans Vrede;

For den, som det og Tyven aabenbarer,

Med kongelig Belønning han er rede;

I Løn Ismeno forsker, Himlen sløver

Hans Troldom dog, og hver en Kunst han øver.

Men da nu Kongen ej, trods al sin Møje,

Det mindste Spor af Gjerningsmanden fandt,

Da steg hans Vredesluer dobbelt høje,

Og ingen Skranke mer hans Grumhed bandt,

Tæt lagde Hadets Bind sig om hans Øje,

Og brat for Hævnen hvert et Hensyn svandt:

»Et Blodbad«, skreg han, »laver jeg dem Alle,

Og i det fælles Fald skal Tyven falde.

At ej den skyldige sig bort skal liste,

Jeg den Retfærdige vil med forøde

Og lade Uskyld Brødens Skjæbne friste —

Hvad, Uskyld! — der er ingen uden Brøde,

Og den, som ej har Del i denne sidste,

Med sildig Straf for gammel Skyld kan bøde.

Op, mine Mænd! fuldbyrder Retfærds Domme

Paa dem, som glædes skjult til Fjendens Komme!«

Saa talte han. Men dette Truselsrygte,

Som Tordenbud af Kristenfolket hørtes,

Lynslagne mægtede de kun at frygte;

Til Bøn om Skaansel ingen Læbe rørtes,

Og ingen Fod sig strammed til at flygte,

Og ingen Haand til Sværdefæstet førtes;

Men for de Rædselbundne Frelsen kom

Brat fra et Sted, som Ingen drømte om.

En Jomfru bor i deres Kreds i Løn,

Hvis Hjærte kongeligt og ædelt banker,

Hvis høje Skjønhed selv er ej saa skjøn

Som Jomfrusindet, der bag Husets Skranker

Har dulgt sig bly for Elskovs Smigerbøn.

Nedsænket stille kun i store Tanker,

Uhyldet og alene, dèr hun glemmer,

Den Skjønhed, hun for Verdens Blikke gjemmer.

Dog skal det ingensinde saa sig føje,

At ægte Skjønheds underfulde Glans

Kan skjules helt for Dødeliges Øje:

Ej Amor miste vil sin Sejerskrans,

Hen mod Magneten maa han Hjærtet bøje,

Mod Skjønhedsglorien den aabne Sans,

Naar gjennem tifold Vagt han Blikket leder

Til de jomfrueligste Tilflugtssteder.

Ved ham Olinth, en kristen Yngling, skued

Sofronia, og i hans Bryst sig tændte

En Elskovsild, som dog ærbødig lued.

Med megen Længsel, lidet Haab den brændte,

Med ingen Fordring — om han hende hued,

Om hun bemærked ham, om hun ham kjendte,

Om hun foragted ham — han ej det vidste;

Saa haarde Kaar hans Elskov maatte friste.

Ved Rygtet om de Kristnes Fare nu

En Redningstanke hos Sofronia fødes,

Hvis rene Sjæl, hvis ærbar stille Hu

Af Højmods Luer mægtigt gjennemglødes.

Mod skynder Tanken frem, men kvindlig Blu

Vil standse den; da til Forlig de mødes,

Saa Modet hyller sig i blysom Frygt,

Og Blyhed ruster sig med Modet trygt.

I Sløret svøbt, med ædel Gang hun skred

Hen gjennem Mængden fra sin stille Bo,

Det faste Blik til Siden aldrig gled;

Om Flid har dannet denne skjønne Ro,

Om fuldendt Kunst, om Ligegyldighed,

Er svært at se, — det sidste vil jeg tro;

I hendes Kunstløshed man turde se

Et Kunstværk af Naturen selv maaske.

Beskuet, uden selv at se, hun gaar

Og træder frem med uforfærdet Mod

For Kongens Blik og rolig for ham staar —

Og vakler ikke paa den stolte Fod

For disse vrede Bryn, som Grumhed spaar:

»Spar«, sagde hun, min Drot! de Kristnes Blod,

Læg paa dit Folk og paa din Vrede Baand,

Jeg giver den, du søger, i din Haand.«

Saa rent og underfuldt et Skjønhedslyn

Ham blænder, saa han glemmer fast sin Harm

Og mildnet ser det yndig stolte Syn;

Hvis mindre Strænghed var i Kongens Barm

Og mindre Højhed over hendes Bryn,

Var han af Elskovs Lue bleven varm:

Huld Venlighed betvinger med sin Lyst,

Den strænge Skjønhed ej, det haarde Bryst.

Beundring, Velbehag gjør Kongen blid,

Men Elskov ej, Forbauselse ham slaar:

»Sig, hvad du véd! ej skal imidlertid

Paa dine Brødre krummes mindste Haar «.

Saa talte han, og hun: »min Konge! vid,

At den du søger for dit Ansigt staar:

Jeg borttog Billedet, din hele Harm

Bør træffe mig og Vægten af din Arm.«

Saa paa sit stolte Hoved vil hun drage

Den fælles Fare fra den kristne Hjord —

O Løgn! vil Sandheds Krone her du tage,

Thi naar var Sandhed mere skjøn og stor?

Taus Kongen stod og holdt en Stund tilbage,

Som med tvivlraadigt Hjærte, Vredens Ord;

Da sagde han; »Hvo gav dig saadant Raad,

Og hvo har hjulpet dig ved denne Daad?«

»Med ingen Anden har jeg delt min Ære«,

Gav hun til Svar, »end ej i mindste Grad;

Medvider vilde for mig selv jeg være,

Og begge disse Hænder fulgtes ad«.

— »Saa skal du«, sagde han, alene bære

Min Vredes Vægt«, — og hun — »det gjør jeg glad:

At bære Straffen ene ret sig sømmer

For den, hvem ene Handlingen berømmer«.

Da flamme Vredens Luer op med Magt

I Kongens Bryst; mens grumt hans Øjne gløde,

Han spørger, hvor hun Billedet har lagt.

»Det har jeg givet Luerne til Føde,

For Vantros Haan at fri det, var min Agt,

Thi regner jeg mig sligt til ingen Brøde.

Hvis den, som stjal, du vil, hun for dig staar —

Den stjaalne Ting — du evig ej den faar.

Dog agter jeg mig ej for Tyv endnu,

Med Rette kan et Ran tilbagekræves.«

Nu, rene Sjæl! vent ingen Naade du,

Nu, stolte Hjærte, som af Højmod hæves,

Nu, ædle Aasyn! af Tyrannens Hu

For dig at haabe Skaansel var forgjæves —

Forgjæves Amor som din Ridder bold

Din Skjønhed holder for dig som et Skjold.

Haardt paa den fagre Mø da lægges Haand,

Til Baalet skal paa Kongens Bud hun føres.

Ved Slør og Kaabe skilt, i hvasse Baand

Hun føler grumt de bløde Arme snøres.

Taus staar hun der og i sin stærke Aand

Bevæges vel, men ej til Banghed røres,

Mens Kinden falmer hen saa skjær og blid,

At bleg den vorder ej, men liljehvid.

Men Rygtet løb og sammenkaldte Mange,

Da var der midt i Trængslen Bølger En,

Som inderst ved sin Hjærterod blev bange —

Olinth — thi bar hans Fod ham, lidet sen,

Did, hvor han kjendte strax den skjønne Fange,

Der stod, skjønt domfældt, lige stolt og ren,

Mens Bødlerne til deres Rædselsværk

Beredte sig; da brød han Trængslen, stærk.

»Min Drot«, han raaber, »det er ikke hende,

I Vanvid roser hun sig af en Sag,

Hvortil en enlig, uerfaren Kvinde

Var baade for ukyndig og for svag.

Hun svare for sig! har hun kunnet blinde

Din Vagt og tage Billedet i Mag?

Jeg gjorde det!« — saa for den elskte Mø,

Den ikke elskende, han vilde dø.

»Ved Nattetide steg jeg«, blev han ved,

»Opad Moskéen, mod dens høje Tinde,

Og krøb igjennem paa det snævre Sted,

Som kun er lukket op for Himlens Vinde;

Thi fordrer Æren jeg og Straffen med.

Ej skal mig disse ranes af en Kvinde,

Jeg fordrer disse Luer, disse Lænker,

Mit Baalet er, og Ingen jeg det skjænker.«

Hun løfter Hovedet og sender ud

Mod Ynglingen Medlidenhedens Blikke:

»O, stakkels Skyldfri! hvilket Vanvids Bud

Har sendt dig hid for denne Kalk at drikke?

Er ej foruden dig jeg stærk i Gud

Mod hvad en jordisk Vrede mig kan skikke?

Har ikke jeg et Hjærte og tør mene,

At det til en Død strækker til alene?«

Saa taler hun, men ej hans Hu kan bøje;

Nu, hvilket ædelt Syn blev her at skue,

En Strid imellem tvende Sjæle høje,

Imellem Højmods Kraft og Elskovs Lue!

Som Kamppris svæver Døden dem for Øje,

Den Overvundne Liv og Frihed true;

Da, mens af disse hver sig selv beskyldte,

Ny Vredesluer Kongens Hjærte fyldte.

En Spot mod sig han ser i saadan Strid,

Som Ringeagt for Straffen den ham krænker:

»Til Begge«, lød hans Ord, »vi fæste Lid,

Og Sejerspalmen jeg dem begge skjænker«.

Flux paa hans Vink Drabanter træde hid,

Paa Stand de lægge Ynglingen i Lænker,

Til samme Pæl dem Kongen binde lod,

At Ryg mod Ryg, og Blik fra Blik de stod.

Rejst Baalet er, i Kreds omkring dem grundet,

For Blæsebælgen høres Luen brage,

Men Ynglingen til den, som er forbundet

Med ham i Døden, vender nu sin Klage:

»Saa har det højt forønskte Baand jeg fundet,

Der skulde favnet os for Livets Dage,

Saa vorder dette Baal med Dødens Smerter

Den Ild, der sammensmelter vore Hjærter.

Nu Skæbnen Baandet bandt og tændte Flammen,

Dog ej som Kjærlighedens Løfter lød,

I Livet lod den ej os være sammen,

Men haardt forener den os i vor Død.

Dog, da den ingen bedre Bryllupsgammen

Forundte mig, jeg tager, hvad den bød:

At dø med dig kan aldrig mig fortryde,

Det er for din Skyld mine Klager lyde.

Tilvisse fandt jeg en lyksalig Ende

Og i min Død en overflødig Trøst,

Som al dens Kval til Sødhed skulde vende,

Hvis i de sidste Sukke, Bryst mod Bryst,

Vi kunde Sjælene hinanden sende,

At blande sig i Kjærlighedens Lyst«.

Saa lød hans Røst i Klage, brudt af Graad,

Da svarte hun, og gav ham saadant Raad.

»O Kjære! fordrer ikke denne Stund

Et højere Begjær om bedre Glæde,

En anden Sorg af mere hellig Grund?

Da nu vi snart skal for Guds Aasyn træde,

Søg heller ham, tag heller af hans Mund

Forjættelsen om Herlighedens Sæde!

Se Himlens Dejlighed og Solens Blink!

Den kalder os ved sine Straalers Vink«.

Da løfted trindtom Hedningfolkets Skare

Sin Røst i Graad, de Kristnes Flok tillige

Med dæmpet Hulken fældte Taarer klare;

En uvant Blødhed vilde selv sig snige

Til Kongens Hjærte, men han tog sig vare

Og skued bort, for strax den at bekrige:

Kun du, Sofronia! med Fromheds Blikke,

Begrædt af Alle staar, og græder ikke.

Da sprænger gjennem Mængden hen en Mand —

Thi Mand det syntes — stolt, med krigersk Pragt;

At han er kommen fra et fremmed Land

Kan kjendes paa hans Vaaben og hans Dragt;

Højt funkler Tigren over Hjælmens Rand

Og drager Alles Blikke som med Magt:

I Krigens Færd Klorinda lod sig kjende

Ved det berømte Tegn, og det var hende.

Fra Kvindens Syssel vendte hun sin Aand

Med kjæk Foragt alt som en liden En;

Sig aldrig nedlod hendes stolte Haand

Til Naalen eller den beskedne Ten;

Hun rev sig af det bløde Huslivs Baand,

Men stod i Lejren uforkrænkt og ren:

Jomfruelig, hvorvel med Krigersind,

I Strænghed svøbte hun sin Skjønhed ind.

Endnu kun Barn, hun Gangrens Tøjle tog

Med øvet Haand, som Sværd og Lanse svang;

At blive stærk og smidig, hærded klog

Hun sig i Løb og Brydning mangen Gang:

Hun Bjørnen og den grumme Løve vog

I Bjærgets Kløft og under Skovens Hang,

Hun gik i Krig og blev Løvinde agtet

Af Mænd, — af Løver som en Mand betragtet.

I Perserlandet nys Klorinda stod;

Hun stævner hid for mod den kristne Hær

At føre Skjold — tilforn af Frankers Blod

Blev Bølgen farvet rød for hendes Sværd,

Og Jorden strø’t med deres Ledemod.

Nu ser hun Baal og rædsom Bøddelfærd

Og sporer Hesten, for paa Stand at vide,

Hvi disse To saa grum en Død skal lide.

Og Skaren veg; Klorinda skuer ned:

Den ene taus, i Graad den Anden staar,

Og Kvinden tier i sin Rolighed,

Men Sukkene fra Mandens Hjærte gaar.

Dog Suk, som om han for en Anden led,

Og Graad, som for en Andens haarde Kaar,

Mens hun, som tier, op mod Himlen ser,

Som var hun ej paa Jorden hjemme mer.

Med Graad i Øjet sænker mod de Tvende

Klorinda i Medlidenhed sin Hu,

Men mest bevæges hendes Sjæl for hende,

Som ubevæget venter Dødens Gru.

Hun til en sølvgraa Gubbe sig mon vende,

Som stod ved hendes Side: »Sig mig du,

Hvi rammer disse slig en Dom? har Brøden,

Har Skjæbnens Grumhed ført dem ind i Døden?«

Talt, og en kort og klar Besked hun faar,

Og mens hun overrasket lytter til,

For hendes Tanke begges Uskyld staar.

Hun fast beslutter, at hun hindre vil

Saavidt som hendes Bøn og Sværd formaar,

At i saa grum en Daad, saa vildt et Spil

Der fares fort. Hun traadte hastig hen

Og bød, at Flammen droges bort igjen.

»Lad Ingen vove længer her at gaa,

Før jeg et Ord til eders Drot har sagt;

Straf skal for eders Tøven ej I faa,

Jeg borger derfor«. — Hendes Væsens Magt

Fandt Lydighed hos Bødlerne, der saa

Det kongelige Aasyns Skjønhedspragt;

Mod Kongen vendte hun sin Gangers Fod.

Paa Vejen kom han hende selv imod.

»Jeg er Klorinda. Du maaske mit Navn

Har hørt tilforn. Jeg byder dig mit Sværd

Til Forsvar for vor Tro og Hjemmets Stavn;

Thi sæt mig nu, min Drot, i Kampens Færd,

Hvor bedst du tror, jeg fremmer Sagens Gavn;

Den ringe Tjeneste for mig har Værd

Saa vel som Stordaad, — efter dit Behag

Brug mig i Fæstning eller aabent Slag!«

Saa talte hun. Men Kongen: »Er et Sted

I Asialand og under Solens Gang,

Hvor ej dit Navn fandt hen paa Vingefjed,

Dit Sejersry sig ej for Vinden svang?

Hugprude Jomfru! naar jeg dig har med,

Gjør ingen Frygt mig længer Barmen trang,

Og var en talrig Hær stødt til min Lejr,

Det gav mig ej saa fast et Haab om Sejr.

Lad Gotfred komme nu! Naar du er nær,

Jeg vel kan møde Faren med Foragt.

Du spørger om din Plads — din Plads er dèr,

Hvor Farer vise Tapperhedens Magt:

Befalingsstaven over al min Hær

I din erfarne Haand skal være lagt« —

Saa talte Kongen, hun med Ynde bød

Ham Tak, og da fra hendes Læbe lød:

»Det er en Ting, hvorom du sært maa tænke,

At fordre Løn, før Pligt er sket, min Drot!

Din Venlighed mig giver Mod: du skjænke

Mig disse dømte To — som Gave blot.

Thi skjønt for uvis Brøde dem at krænke

Mig tykkes ej retfærdigt eller godt,

Jeg tier dermed, som jeg tier med

De klare Tegn paa deres Skyldfrihed.

Men at de Kristne, som i Staden bo,

Tog dette Billed bort, jeg ingenlunde

Har Tillid til, og slaar mig ej til Ro

Ved min Betragtning uden stærke Grunde:

Hint Raad, din Mager gav dig, i vor Tro,

I vore Love aldrig hjemles kunde,

Thi Afgudsbilleder i sin Moské —

For os, for Andre — Gud vil aldrig se.

Mig tykkes, det er fromt at tænke saa,

At denne Daad er sket ved Muhamed,

Som fra sin Himmel lader os forstaa,

At over slige Kunster han er vred:

Lad kun Ismeno til sin Hule gaa

At læse Vers i mandig Idræts Sted!

Vi Krigere vil svinge vore Sværd,

Det er en Kunst, som er vor Tillid værd.«

Hun tav. Og Kongen, skjønt hans vrede Hu

Sig nødig til Forbarmelse lod bøje,

Af Bønnens Myndighed besejres nu

Med hendes Ords Forstandighed for Øje. —

»De have Liv og Frihed da! naar du

Som Talsmand træder frem, man maa dig føje:

Uskyldige, frikjendes de igjen,

Men Skyldige — som Gave tag dem hen!«

Saa blev de fri, til Jubel vendtes Jammer.

Olindo skred fra Baal til Altret hen

Med den, hvis Elskov fra hans Elskov stammer,

Til Brudgom vorden fra en domfældt Svend

Fra ukjendt Elsker til den elskte Ven:

Det ædle Bryst var tændt ved Troskabs Flammer,

Og gjærne leve vil den elskte Mø

Med ham, som har med hende villet dø.

Men Kongen ynded ej i slige Dage

At have nær et Par af saadant Mod,

Thi bød han i Landflygtighed dem drage:

De fulgtes ad, og denne Lod var god —

Men haardt var Budet, tung de Kristnes Klage,

Da deres stærke Mænd paa flygtig Fod

Fra Hjemmets kjære Skjød den Grumme drev,

Mens Fædre, Kvinder, Børn som Gidsler blev.

Og Nogle gik at æde Taarers Brød

I fremmed Land, men Andre greb til Sværd

Og Vredens Røst og Modets Fordring lød.

Ved Emaus, Jerusalem saa nær,

Sig disse slutted til den kristne Hær,

Da netop den kom did. Mod Havets Skjød

Sig Solen sænked alt, da sloges Lejr,

Og Telte rejstes under Drøm om Sejr.

Alt Teltene var rejste. Solens Pragt

Var dybt i Vest; da, fulgt af Svende kom,

To Herrer did i rig og fremmed Dragt.

De bare Budskab fra Ægyptens Magt,

At føres frem for Gotfred bad de om

Og lodes ind. Lavt sad han, rolig, from,

I prunkløs Dragt i sine Heltes Krans,

Dog Sjælens Adel har sin egen Glans.

De kjendte ham paa den. Hovmodig, kjæk

Den Ene frem med flygtig Hilsen skred,

Rask som i ubekymret Fornemhed,

Det var Argant, Ægyptens Fjenders Skræk —

Ved Kaukasus hans fjærne Fødested,

Og haard som Fjældet han. Lig ydmyg Bæk

Den Andens Væsen frem i Bugter gled,

Alet hans Navn, hans Magt Veltalenhed.

Saa lød hans Ord: »Du Helt, hvem Helte hylde!

Din Visdom, dine sejrende Bedrifter,

Som Rygtet vidt paa brede Vinger vifter,

Ægypten trindt med mægtig Undren fylde;

Dog, mens de Andre dig Beundring skylde,

Min Konge lyder Hjærtets Venskabsdrifter:

Med Højmods Ild, til Helteglæde rørt,

Ej blot med Undren har han om dig hørt.

Mens nu hans Hjærte dig imøde slaar

Og føler, modsat Tro kan ej formene,

At fælles Dyd tør jer i Venskab ene,

Han ser med Sorg, du sværdombæltet staar,

Og, som han dig med Venskabsbud vil tjene,

Imod hans Ven, Judæas Fyrste, gaar;

Thi vil han nu, før større Skade sker,

At du hans Sind og Tanke mod dig ser.

Saa hør hans Tanke! Stands og lad dig nøje

Med hvad paa dette Tog du alt har vundet,

Hav ej Judæas Herredom for Øje!

Da vil han, tro i Pagt med dig forbundet,

Dit Rige her, end ej med Fasthed grundet,

Betrygge vel: naar I jer sammen føje,

To Mænd som du og han, en Magt I skabe,

Mod hvilken hvert Forsøg maa Kraften tabe.

Dit Sejersløb har som en mægtig Flod

Brust frem fra Vesten: fra betvungne Stæder

Og slagne Hære løfter sig din Hæder;

Udholdende, paa aldrig trættet Fod,

Ubanet Vej i fremmed Land du træder

Og skrider nu Jerusalem imod,

Ustandset hidindtil; thi Frygten lammer

For dine Vaaben Asiens Folk og Stammer.

Hold inde her! Din Hæder kan ej stige,

Og du har nok af Land — hvis det bevares.

Fra nu af fly de tvivlomspændte Krige!

Dig Lykkens Ugunst end kan aabenbares,

Hvis efter mer du altid frem vil hige; —

Hvordan dens Skiften vil af dig erfares,

Saa fjærn fra hver en Hjælp, jeg ser med Gru,

Hvis og Ægypten bød dig Spidsen nu!

Med Guld og Vaabenmagt det Snildhed ejer —

Jeg ser det Tyrker, Perser mod dig ægge,

Kassanders Søn forene sig med begge;

Den græske Kejser jeg mod disse vejer:

Han for din Adgang vilde Hindring lægge,

Og nu han skulde hjælpe dig til Sejer!

Den frie Vej han spærred for din Fod,

Og nu han skulde ofre sig sit Blod!

Du tror maaske, dig Sejren selv har kjær,

At den Ustadige, for Troskab vundet,

Er til dit Sværd og dine Faner bundet —

Det være saa! Dog bliver Hungrens Sværd

At overvinde: hvor er Staalet fundet,

Som bider derimod? — Og fjærn og nær

I Fæstninger er indgjemt Jordens Grøde,

Og Landet goldt for jer — hvor faar I Føde?

Paa Flaaden stoler du, paa Vind og Vove,

Som Korn og Vin skal jer i Skjødet lægge,

Paa Vejrets og paa Vandets Tro og Love —

Sæt de var tro! Mon Tyrker lod sig skrække,

Mon Perser, mon Ægypter vilde sove,

Mon ej til Søs en Magt de kunde vække,

Som maalte sig med din i Kampens Prøve? —

Du tvende Sejre, Herre, kan behøve.

Ét Nederlag er nok til Skam og Skade:

Er Flaaden slagen, I for Hunger segne,

Men slagne her, vil Sejrens Glæde blegne,

Som vandtes uden Frugt paa Søens Flade.

Blandt dine Dyder tør jeg ej det regne

Men for et Fald fra Visdoms høje Stade,

Hvis, saadan stillet, Freden du forskyder,

Som dig Ægyptens store Konge byder.

Og I, som fulgte ham i Kampens Møje,

Som delte med hans Glans hans Strid og Savn!

Gid Lykken ej maa blænde eders Øje,

Saa I forsmaa den vundne Hvilestavn:

En Skipper monne dristig Bølgen pløje,

Men har han sine Skibe bragt i Havn,

De spredte Sejl igjen han drager ind —

Saa gjør og I! Leg ej med Krigens Vind!«

Her tav Alet, men Gotfred lod sit Blik

Gaa Kredsen rundt, hvor Helte harmfuldt lued,

Mens Vredens Ord dem over Læben gik; —

Saa til Alet, hvem han i Øjne skued:

»Om mest du smigred mig, om mest du trued,

Er ej mig klart, hos mig er Jævnhed Skik,

Og jævnt jeg svarer, at det højt mig glæder,

Hvis mig din Herre viser Gunst og Hæder.

Hvad angaar Krigen, som du os erklærer

Mod alle Hedningfolk i fælles Pagt,

Da vid, at netop al vor Viljes Magt

Os gjennem Farer, Savn og Kampe bærer

Mod Zions Mur, i Trældoms Lænker lagt;

At løse dem er hvad vor Hu begjærer,

Ej Glans, ej Navn, ej Land — vil Nogen sligt

I Korsets Hær, han lære Korsets Pligt!

Den Gud, som i sin Haand kan Hjærter bøje,

Os viste Vej fra Hjem og Fædreland;

Han tørrer Floder, jævner Klipper høje,

Han smelter Is og dæmper Somrens Brand,

Fra ham vi vente Hjælpen i vor Møje,

Ej tro vor Styrke vi, ej vor Forstand,

Ej Græklands Magt, ej Flaaden — Gud vi tro,

Som slaar os over hvert et Svælg en Bro.

Og lod hans Dom, hans skjulte Raad os synke, —

Tab var det ej ved Kristi Grav at blegne,

Her i den helligste blandt Jordens Egne:

Ej vi, hvor han har lidt, os selv tør ynke,

Saa lidt som Korsets Sag med os skal segne,

Og ved vort Fald Europa daadløst klynke. —

Din Herre glæde sig i Ro ved sit!

Os lade han vort Glavind røre frit!«

Da fra Argantes Øjne Gnister skød,

For Gotfred tren han frem i Hu saa vred:

»Det Svar er Krig med os paa Liv og Død,

Betænk jer, vælg! Vil Krig I eller Fred?«

Et Raab om Krig fra Helteskaren brød;

»Til Eders Herre sig, jeg er bered«,

Lød Gotfreds Stemme, da der blev et Hvil,

»At se ham her, at gjæste ham ved Nil.«

Saa haver nu Farvel og gaar med Gud!«

Han hilste dem og bød dem Gavers Hæder,

En Hjælm han vælger til Aletes ud

Af rigest Pragt; Argantes højt han glæder

Med et fortrinligt Sværd; dog Riddersæder

Ej denne hylder eller Anstands Bud,

Han mønstrer Gavens Værd og siger blot,

Idet han gaar: »Det skal jeg bruge godt.«

Da Teltene var bag dem, han mon vende

Sig til Alet: »Rejs til Ægypten du,

At bringe Svar — ej kan jeg Arbejd kjende

For mig i sligt —; til Staden gaar jeg nu«.

Det vækker ej Betænkning i hans Hu,

At gjøre sig fra Sendemand til Fjende.

Han venter ej paa Svaret, Vej han tager

Til Staden brat, hin til Ægypten drager.

Men stille stiger Stjærners høje Pragt,

Og Nattens Slør, hvorunder Verden sover,

Er tyst og tæt om al Naturen lagt:

Tyst hviler Fisken under Søens Vover,

Tyst Bølgen er, og Luften tyst derover,

Godnat har Fuglene hinanden sagt,

Tyst slumre Markens Dyr i deres Huler,

Og Skovens Vildt og de, hvem Stalde skjuler.

Tyst Verden er, og tause alle Stemmer,

Ej sukker Skabningen og er i Smerte,

I Søvne glemt er Sukket fra dens Hjærte,

Som Nattens skjulte Rædsel ej fornemmer.

Men Frankerhæren ej sin Uro glemmer,

Med Længsel bier den paa Dagens Kjerte,

Hvad bier, nej! — vil Dagen foregribe,

Og spejder efter Østens første Stribe.