Hvor Middelhavet vælter
Sit sølvklare Vand
Og kysser den smilende,
Skjælbedækte Strand,
En eensom Hyrde skued
Over Bølgerne hen;
Hans Hjord bevogted Hunden,
Den trofaste Ven.
Thi selv stod han i Tanker
Og passed kun paa,
Hvor Bølge paa Bølge
For Vindene mon gaae;
Men hvor langt han dem fulgte
Med sit svævende Blik,
Hans Lyst og hans Længsel
Dog videre gik.
„Med Jubel frem I storme
I Himmelens Glands,
I dandse gjennem Verden
I den stolteste Dands.
Til fjerne Landes Kyster
Med Sang og Klang I gaae,
Mens denne stille Strand
Jeg fortærer mig paa.
Jeg gad med de Andre
Dog skue forsand,
Hvor Sølvet man henter,
Der er saa blankt som Vand,
Hvor Saltet man graver,
Der er saa hvidt som Snee;
Jeg selv engang i Ophir
Det skjønne Guld gad see.
Jeg heller fast gad vandre
Ved det nordlige Hav,
Hvor Kysten ligger fuld
Af det dejligste Rav.
Tilsidst jeg med de Andre
Gad vende hjem igjen
Og vise mine Skatte
For Frænde og Ven.
Men Hjorden maa jeg vogte
Ved den eensomme Strand,
Maa see paa disse Skjæl
Og beskue dette Vand,
Hvad fra min første Barndom
Jeg Dag for Dag har gjort
Og aldrig erfaret
Noget sjeldent og stort.”
Som saa han sad fordybet
Og i sin Hu var mod,
Kom Hunden hen og logred
Og legte ved hans Fod.
Den nærmed sig fortroligt
Og slikked’ hans Haand;
Da vaktes han og hjemdrog
Sin strejfende Aand.
Men som han kasted Øjet
Paa sin gode Hund og Ven,
Da blev han bedrøvet
Og bekymret for den.
Om Munden var den farvet
Med det klareste Blod,
Nogle friske, røde Draaber
Ham selv paa Haanden stod.
Han tørred den forsigtig
Og trøsted den blid,
Men efter Saaret søgte han
Forgjæves med Flid.
Forundret omkring sig
Paa Stranden han saae:
En sønderbidt Musling
I Græsset der laae.
I Skallen der skinned
En Farve saa god,
At Zeus maatte ønske
Sig saadant et Blod.
Det var det skjønne Purpur,
Som i Solens Lys og Glands
For første Gang forlysted
En Dødeligs Sands.
Ham gik igjennem Sjælen
En Ahnelse skjøn,
Om hvad han havde fundet
Beskedent i Løn.
Sine funklende Blikke
Han fæsted derpaa
Og hæved dem igjen
Mod det himmelske Blaa.
„Jeg takker Jer, Guder!
At en Skat I mig gav,
Som Ingen har endnu
Hentet hjem over Hav.
I det hjemlige Græs
Blev et upaaagtet Skjæl
Til en levende Kilde,
Som forfrisker min Sjæl.”
Det tyriske Purpur
Med sin blændende Pragt
Blev siden et Billed
Paa Højhed og Magt,
Men aldrig, jeg troer,
Var en purpurklædt Mand
Saa glad derved som Hyrden
Paa den skjældækte Strand.