„En fager Yngling est du
Men som en Qvinde fiin;
Din Haand er skabt at sømme
Baade Silke og Liin;
Din Hals er som en Lilie,
Dit Haar er som en Flod,
Din Sjæl er uden Villie
Og dit Bryst uden Mod.
Naar dragne Sværde knittre
Som flammende Lyn,
Det skjærer dig i Øret
Og blænder dit Syn;
Naar Guld og Perler skinne
Med Purpurets Glands,
Da qvæges dit Hjerte
Og din inderste Sands.
Thi svøb din lette Skabning
I en qvindelig Dragt,
Bad dine bløde Sandser
I Haremmets Pragt!
Der rasler det af Silke,
Der skinner det af Guld,
Og Luften er af Blomsterduft
Og Røgelse fuld.
Der skal du lifligt dysses
Af Strængeleg og Sang
For aldrig meer at vækkes
Af barske Vaabens Klang;
Der skal du dreje Tenen
Med ubekymret Sind
Og aldrig trætte Hjernen
Med Tankens fine Spind.
Jeg sætter mig paa Thronen
I den kongelige Dragt,
Jeg tænker Dag og Nat
Paa Assyriens Magt.
Jeg fører Sværd og Scepter,
Thi dertil er jeg skabt,
Og det skal aldrig kjendes,
At Ninus er tabt.
Imens da Verden tænker,
At i Seraillets Skjød
Semiramis begræder
Sin Ægteherres Død,
Hun leder fra hans Throne
Ved et Vink fra sin Haand
Hans Riger og Lande
Med hans Kraft og i hans Aand.
Og medens Folket jubler
Sin unge Herres Priis,
Der blev med eet saa virksom,
Saa kjæk og saa viis,
Han sidder mellem Terner
En Dronning blid og skjøn —
Saa skeer din Moders Villie,
Min qvindefagre Søn!”
Som Sivet sig bøjer
For den bydende Vind,
Sig bøjed for hans Moders Røst
Den bløde Ynglings Sind.
Som Blomsten sænker Kronen
For Solens hvasse Stik,
Saa sænked han sit Hoved
Alt for sin Moders Blik,
Saa visnede hans Villie
For hendes Villies Magt;
Han mægted ej at trodse
Den knusende Foragt,
Saa lidt som Axet mægter
At sætte sig imod,
Naar Gangeren det haanligt
Vil træde under Fod.