Dagskye Bekymringer Hjertet kan trykke
Der, hvor man troer paa den reneste Fred.
Læben og Øjet kan tale om Lykke,
Sjælen kan klage sig stille derved;
Rolig som Marmor kan Panden sig hæve,
Hjertet som Røret i Stormvinden bæve.
Ej de i Løndom fortærede Hjerter
Udgræde sødt ved et dyrebart Bryst,
Dølgende vaersomt og snildt deres Smerter
Selv de sig nægte de Elskedes Trøst,
Hige imod den med Uro og Længsel,
Tvinge sig ind dog i Taushedens Fængsel.