Signete
(Efter et bornholmsk Folkesagn)
(Efter et bornholmsk Folkesagn)
„Nu farvel, farvel saa længe!
„Snelt sig mine Fjed maae fjerne,
„Men I skulle see mig atter,
„Før den første Julens Stjerne.
„Og naar haarde Uvejr komme,
„Og de vilde Vinde tude,
„Og naar Natten eller Sneen
„Skjuler Vejene derude,
„Skal mig Kærligheden varme,
„Herren mine Fodtrin lede;
„I skal ikke frygte for mig,
„I skal ene for mig bede.
„Husbond! du maa ikke sukke,
„Lille Dreng! du maa ej græde.
„Moder kommer snart tilbage
„Til den søde Juleglæde.
„Julelys jeg skal dig tænde,
„Dække Julebord med Gammen,
„Og vi skulle ret af Hjertet
„Synge Julepsalmer sammen”.
Og hun gik og bad Gud Fader
Sine Elskede at værne,
Og hun vendte snelt sin Vandring
Til de Rige i det Fjerne.
Der hun samled milde Gaver,
For at ikke Nød og Klage
Skulde mørkne Julefestens
Hellige og skjønne Dage.
Glad hun vendte imod Hjemmet,
Og det var en Aften silde,
Da hun kom til Hyttedøren,
Og hun stod og lytted stille.
„Hvor der dog er tyst derinde —
„Sødeligt de slumre begge,
„Men jeg skal med Kys og Kjærtegn
„Snart af Drømmene dem vække.”
Sagte trykked hun paa Klinken,
Haanden af Forventning dirred —
Døren, mærked hun, var stænget,
Gjennem Nuden ind hun stirred.
Ved de vinterklare Stjerner
Og ved Maanens blege Lue
Saae hun, der var tomt og øde
Inde i den lille Stue.
Og hun isned, og en Taage
Sig for hendes Øjne lagde —
Sagte Fjed hun hørte komme,
Og en sorgfuld Stemme sagde:
„De, du søger her, er borte,
„Trøste Gud dig, arme Kvinde!
„Hisset du paa Kirkegaarden
„Deres friske Grav kan finde.”
Og med stille Vanvids Lue
I det milde Blik hun hasted
Bort derfra til Kirkegaarden
Og Paa Graven ned sig kasted.
Og ved Maanens matte Straaler
I den sorte Muld hun skued,
Og naar Morgensolen tændtes,
Og naar Aftenrøden lued.
Dage svunde bort og Nætter,
Men hun mærkede det ikke,
Stirred ufravendt i Jorden
Med de næsten slukte Blikke.
Næsten slukte! ja, thi Aanden,
Øjets bedste Lys var borte,
Gravens Mørke saae hun ene,
Ingen Straale bag dens Porte.
Men da Juleklokkens Toner
Kaldte liflige og milde
Til den søde Juleglæde,
Lyttede hun til dem stille.
Og dens Stemme hendes frosne
Indre saligt gjennemlued,
Taagen faldt fra hendes Ojne,
Og fra Graven op hun skued,
Skued mod den lyse Hvælving
Mere klart end nogensinde,
Skued Himmelsalen aaben
Og de Elskede derinde.
Det var Døden, som berørte
Hendes Øje med sin Finger;
Hovedet sank træt mod Graven,
Sjælen steg paa lette Vinger.
Og i høje Himmelsale
Holdt de Juul med Lyst og Gammen,
Sang i Chor med Herrens Engle
Skjønne Julepsalmer sammen.