Hvor Havet vældigt ruller
De øde Vande,
En Ø sig eensomt hæver
Med mørke Strande.
Der evigt tunge Taager
Om Kysten dvæle
Og Himlens hulde Blaahed
Fra Bølgen stjæle;
Og mat og bleg og sorgfuld
Den Bredden væder
Og sukker efter Lysets
De faure Klæder
Og sukker efter Skummets
De friste Krandse,
Hvormed den Stormen smykked
I stolte Dandse;
Thi aldrig paa sin Vandring
Om Hav og Lande
Tør Stormen aande Friskhed
Til disse Strande.
Mens Himlen gyder Kjøling
Og varme Straaler
Til Jordens tusind Egne
I fulde Skaaler,
Allene iblandt alle
Maa Øen sukke,
Thi Taagerne for Naaden
Den evigt lukke.
Imens de synes hvile
I blytung Slummer,
De aande over Landet
Den sorte Kummer,
Og rolige og kolde
De taust forbande
Til evig haabløs Længsel
De mørke Strande.
Forgjæves hæver Træet
De svage Arme
Og beder Himlens Magter
Sig huldt forbarme.
End ej den sidste Naade
Det blev tilbage
At suse ud i Vinden
Sin Længsels Klage;
Dens Aande gjennem Løvet
Jo aldrig bæver,
Og Træet taust fortvivlet
Sin Krone hæver.
Og Himlens spæde Fugle
Omkring det svæve
Og slaae med deres Vinger
Saa tyst og bæve,
Men røre aldrig lifligt
De Tunger spæde,
Thi ej i tykke Dampe
Kan Hjertet qvæde;
Hvor Himmelen i Vrede
Sit Aasyn dølger,
Der drukne Sangens Toner
I Sorgens Bølger.
Og Kilden rinder eensomt
Med blege Vande,
Og ingen Smaablomst pryder
Dens øde Rande;
Og ej i lette Dandse
Dens Bølger trille,
Som Mosens tykke Sumpe
De sive stille.
Paa Levende og Livløst
En Smerte ruger,
Som Lys og Kraft og Friskhed
Af Livet suger.
Den stønner huult i Havets
De tunge Vover,
Paa Træets mørke Blade
Den stadigt sover,
Fra Strandens Sand og Stene
Den lydløst sukker,
Paa Kildens matte Bølger
Den kold sig vugger. —
Men ikke blot Naturen
Dens Vælde knuger;
Til himmelbaarne Aander
Den fast sig suger,
Og al Naturens Klage
Og Qval og Længsel
Er Tant mod Aandens Dødssuk
I evigt Fængsel.
Ja! skjøndt i Slægt med Himlens
De frie Aander
Her Mennesket i Lænker
Sig evigt vaander;
Og Blikket, skabt at lue
Af Himlens Flammer,
Formørket søger Jorden
I navnløs Jammer;
Og aldrig spredte Skyer
Paa Panden svæve,
Der burde, lys som Himlen,
Mod den sig hæve;
Og Læben, skabt for Ømhed
Og Smiil og Sange,
Sig taus og sorgfuld lukker
Og dirrer bange;
Og naar et Suk med Vælde
Fra Hjertet bryder,
Deri Naturens Klage
Mangfoldig lyder.
Som Gjenfærd Jordens Herrer
Omkring sig snige —
O! hele Landet ligner
Et Skyggerige.